Mulepose af jeans

Her i min efterårsferie, som egentlig bare er en forlænget weekend, har jeg puslet lidt med at få omsyet Jacobs gamle cowboybukser til et indkøbsnet. De bliver altid slidt op i skridtet, men resten fejlet intet, så de kan sagtens klippes op og bruges til andet.

Lige et indkøbsnet er rigtig godt, da demin er et rigtig stærkt stof, så man kan virkelig læsse i posen.

Genbrug af cowboybukser
Sådan gjorde jeg:
To firkanter klippes ud og buksekanten rettes lidt til, da den som regel ikke er lige, pga. pasformen.
De to firkanter syes sammen og bundens hjørner foldes og syes så posen bliver flad i bunden.

Posen vendes om og der laves 2 hanke af buksebenene til den.

Hjemmelavet broderigrej

Jeg har en hjemmeflettet kurv til mine broderier og de jeg lige har brug for når jeg broderer.
Men jeg sidder altid og roder efter saksen når jeg skal bruge den, samt jeg får altid lagt nålen fra mig og så kan jeg ikke finde den, når jeg skal tråde den igen.
Så nu har jeg syet en lille nålepude med sakseholder, som kan bindes fast uden på kurven, så den er lige til at tilgå. Den er supergod og hullet til saksen er tilpas stort til at man ikke skal tvinge den ned.
Nålepude med sakseholder
For længe siden syede mig og min mor os nogle nålebøger.
Det er efter et mønster fra en af Anne-Pia Godske Rasmussen’s bøger og jeg er så glad for den. 
Omslaget er af hør og stivet af ved at sy 2 tykke stykker karton ind i. Inden i er der syet stykker af tyk filt, hvor nålene let sættes fast.

Nålebog med broderi efter fri fantasi
Sider af tyk filt

Hængekøjer til gnavere

Rotter som kæledyr
Da jeg var en ungmø og gik i gymnasiet boede jeg på kollegie. Der måtte man ikke have større dyr, som hund og kat, så jeg skulle finde et mindre dyr i bur, som selskab. Jeg har nemlig meget svært ved at undvære dyr, det er ligesom et ben der mangler.
Jeg ville gerne have et intelligent og nysgerrigt dyr som ikke larmede, så fugle var udelukket. En af mine venner havde købt en øgle, men det var alligevel lidt for goth til mig. Men så købte hans kæreste en dag en tamrotte, og jeg havde aldrig troet at jeg skulle falde for en rotte, men det gjorde jeg! 
Den var simpelthen så sød og nysgerrig, så der gik ikke længe før jeg købte en rotte selv. 
Det var en lille huskypige som jeg kaldte Honda, og ikke længe efter kom der en Mazda, Toyo og en Supra til.
Det er et fantastisk kæledyr, men man skal købe det af en god kæledyrsavler og ikke i dyrehandlen, som ofte sælger dem som slangefoder, og derved er avleren måske ikke interesseret i adfærd. Mazda var en dyrehandlerrotte og hun blev aflivet fordi hun angreb både de andre og mig.
Den største ulempe ved tamrotter, er at de har et kort liv og man når at knytte sig til dem hurtigt. Ingen af mine piger nåede at blive over 2½ år, og størstedelen blev aflivet pga. kræftknuder.
Så i de 8 år jeg har haft rotter, har jeg skulle af med en del, da jeg altid har haft ml. 3-5 rotter.
Men det er helt sikkert et læledyr jeg vil anbefale at holde, og især børn er glad for deres natur og forskellige personligheder.
Hængekøjer
I den første tid jeg havde rotter, havde jeg ikke så mange penge, og dyretilbehør er ikke billigt. Men så så jeg på et tamrotteforum at der var en der syede små hængekøjer til rotter.
Det måtte jeg prøve. Jeg fik syet en masse til dem af gamle håndklæder, brugt sengetøj med huller, brugte fleecetæpper og andet genbrugsstof.
De var især vilde med hængekøjer foret med fleece og som tiden gik fik jeg lavet lidt forskellige designs. Det var en god indgangsvinkel til at blive bedre til at sy, selvom det kun var firkanter og cirkler. Og så er det sjovt at sy til dyr, de er som regel så nysgerrige på hvad man har lavet.
Nogle rotter gnaver mere end andre, og nogle kan lænse en køje på under 1 time, men mine har kun gnavet i dem hvis de mente at der skulle et ekstra hul som indgang. Men jeg kom også æblegrene ind som klatre/gnave-pinde. 
Her er nogle af de køjer jeg har syet, hvis du selv skal i gang og er i tvivl om hvordan, så skriv en kommentar, så kan jeg prøve at forklare hvordan jeg har gjort.
Vikingeskib-køje/gynge
Oste-køje
Julekugle-køje
Fluesvamp-køje
Julesok-køje
Julehjerte-køje

Nederdel af jeans

Jeg elsker bare genbrug , der er ikke noget bedre end at lige få noget andet ud af tingene, end at skulle smide dem ud. 
Den her nederdel er lavet ud af Jacobs gamle cowboybukser, det enester der var galt med dem, var at de var revnet bagi (*host* Anton *host*). De var svære at lappe med et pænt resultat til Jacob, men det var meget nemt at gøre dem til en pæn genbrugsnederdel, da jeg alligevel skulle sprætte dem op i skridtet for at det kunne blive en nederdel.
Til mellemstykket har jeg brugt noget af buksebenene. Resten er gemt til lapning af andre cowboybukser eller hvad jeg nu mangler cowboystof til.

Genbrugsnederdel af gamle cowboybukser

En duft af lavendel

Hele huset dufter for tiden, da jeg fletter og tørre lavendler til den store guldmedalje!
Efter min succes med lavendelstiklinger i senvinteren (se blogindlæg) er jeg blevet helt bidt af lavendlerne, måske lidt smittet af Den Franske Have og Lavendelkrogen.
Jeg har nu bestilt 5 forskellige slags lavendler hos Lavendelbo og glæder mig som et lille barn, til de kommer med posten. Jeg har tænkt mig at se og dufte dem lidt an, før jeg beslutter hvem der skal formeres til de 18 meter foran huset. Det bliver nok en blanding.

Lige nu er jeg i gang med at brodere lavendelmotiver til små puder, der skal fyldes med tørrede lavendler.
Jeg har også leget lidt med fletteriet og flettet nogle små lavendelkurve, lidt efter samme princip som lavendelflaskerne, men her er der en hank og man stopper noget tid før, så man kan se blomsterne.
Den på billedet har min kollega fået, da hendes kæreste lige har friet til hende, det cremefarvet bånd får mig nemlig til at tænke bryllup.

Flettet lavendelkurv

Jeg har prøvet at flettet en lavendel bouteille med et smallere satinbånd, men det blev meget fnidret at se på, så jeg flettede over to grene i stedet for en, og det blev ret godt. Jeg synes den bliver mere fin at se på.
Det er nemmere at flette med få stængler og lave en smal flaske, selvom jeg synes de buttede er pænest, det er bare lidt mere bøvlet med alle de blomster der skal mases ind.

Smal flettet lavendel bouteille

Bakkeholder med broderi

Jeg lavede for et par år siden en bakkeholder, som kan hænge på væggen.
En bakke eller brødskærebræt vil jeg helst have lige ved hånden, især bakken for ellers får jeg den ikke brugt, det er nok en vanesag.
Broderiet er et korsstingsbroderi af citronverbena, dengang havde jeg endnu ikke smagt eller duftet til den, men den minder mig om Miss Beadle fra Lille hus på prærien, hun havde en parfume der duftede af Lemon Verbena.

Øjerne er presenningringe fra Biltema, hvis du alligevel skal købe presseningringe, så køb dem fra Biltema med tang og ikke dem fra Harald Nyborg, man skal hamre fast, de vil stort set altid blive skæve.

Syet bakkeholder med korstingsbroderi

Citron verbena broderi

Fat Boy til hunden

Jeg har haft en sæk Krøyerkugler liggende i nogle år nu, og hver gang vi flytter dem ryger der lidt ud, selvom den synes at være lufttæt. Nu har jeg brugt de sidst kugler til en Fat Boy til hunden.
Jeg ville egentlig have syet en pude med kugler, som jeg så betrak, så betrækket kan ryge i vaskemaskinen, men jeg har hældt kuglerne direkte i puden og syet dobbelt lag stof, i tilfælde af at hun gumler lidt i den.
Hun prøvede at lægge sig i den inden den var færdig og satte af da hun rejste sig, så der fløj ud med kugler…

Puden er 45×60 cm og 20 cm i højden og passer fint til en Dansk/Svensk Gårdhund, eller en hund i den størrelsesorden.
Hun virker meget glad for den, men Flamingokugler er også eminente til at kaste varmen retur, så det føles som om de faktsik varmer.

Brødserviet med fransk høne

Jeg har broderet en ny brødserviet, som jeg har syet til en stor brødkurv.
Motivet er en af figurerne til Margaret Sherry’s “12 days of christmas” (3 french hens).

Sådan gjorde jeg:
Mht. brødservietten, har jeg målt diameteren på bunden af brødkurven og klippet en cirkel ud i den diameter + 2 cm. 
Så har jeg målt højden af brødkurven og klippet en strimmel med den højde + 2 cm og længden er omkredsen af den diameter som brødkurven har + 15-20% (jo større procent, desto flere folder).
Det er klart nemmest at brodere på stoffet først og derefter skære en cirkel rundt om det broderede motiv.
Jeg havde allerede syet brødservietten i denne omgang så jeg måtte tælle mig til midten af brødservietten og midten af motivet, så jeg fik den centreret.

Slaskeseng til slaskehund

Eftersom at Fie altid stjæler Livas hundesenge når hun er på besøg eller Liva bliver passet hos mine forældre, har jeg nu syet en hundeseng til Fie. Da hun er en rigtig slaskehund, der altid lade sig falde i skødet på én, har jeg valgt at sy en rigtig slaskeseng til hende, som hun kan falde omkuld i og hænge ude over som hun vil.


Fyldet er 50% stofrester jeg nu havde liggende + 50 % Krøyer kugler, som gør den halvblød i det, uden at være 100 % sækkestol.
Liva var dog ikke helt tilfreds med at hun ikke kunne få den for sig selv, men så må man jo dele 🙂

Ekstra varme hundesenge

I denne kolde tid har jeg syet 2 ekstra varme hundesenge til Liva, da vi jo kun har 2 rum med gulvvarme indtil videre, resten af gulvene er uisoleret (tyndt lag beton) og i halvdelen af stuen er der kun trægulv hvor det kan trække koldt op gennem gulvtæppet.
Jeg har taget 2 brugte dun hovedpuder, som er blevet lidt flade i det og bare skulle smides ud, og lagt dem ovenpå hinanden og syet et firkantet hylster til dem. Det er nu yndlingsstedet at spise kødben på, da der ikke er nogen kant der er i vejen.

Den anden er en almindelig polyesterfyldt rund kurv med en “pølsering”, men i stedet for fleece indvendigt har jeg brugt noget vamset teddy lignende stof der er lidt langt og krøllet. Sengen er stoppet ekstra hårdt så den er mere fast og isolerende mod gulvet. Ringen er lidt højere end normalt (20cm klippet stof) lige akkurat så stor at hun skal krølle sig sammen for at være der, og den er hun glad for!
Det er Fie også, men hun har lidt svære ved at være i den…