Ompotning af 3 mdr chilier

Så er de fleste chilier blevet 3 mdr og de første stykker er pottet op i 3,5 liters potter. Det er hurtigt et problem med pladsen i vindueskarmen når man har 30+ chiliplanter, især nu hvor jeg også er blevet tomatnørd, så de mindst vigtige ryger nok tidligt ud i udestuen.

De største planter er kommet fra 10 x 10 cm til 3,5 l potter
Da jeg har ligget meget i sengen i december, januar og februar pga. graviditeten og det der fulgte med, er chilierne ikke blevet plantet om i tide. Så de kunne godt have været større nu, men de er stadig længere fremme end hvis jeg først begynder at så nu, så det går nok. Nu hvor jeg er på benene igen, er det også dejligt at have noget at pusle om og ikke at skulle starte fra bunden med det hele.
Så længe de får lys og gødning, kan man godt strække ompotningen, især når de er kommet i 10 x 10 cm potter, men det er ikke at anbefale, det kan bare godt lade sig gøre hvis man er i tidskneb.

Mine krydsninger (F2) af Aurora og Bonsai som kun bliver vinduekarmstørrelse
‘Jalapeno æg’ F3 og Jalapeno Chipotle er blandt de største
Alle vindueskarme er fyldt op og vinduerne bliver åbnet et kvarter om dagen så planterne får lidt vind og kulde for at gøre dem stærkere
Mit kryds af Sante Fe og Hot Banana (F1) som jeg glæder mig helt vildt til at se og smage
Det er gået så godt med at sætte planter ud at der er røget nogle flere ud, så holder de også bedre varmen sammen

Kolde forsøg med tomater og chili

Jeg har tit tænkt på at det er utroligt så langt hen i sæsonen at både chili og tomater klarer den, trods kuldegrader omkring nulpunktet. De bliver også gradvist vænnet til det som året går på hæld, samt de er store og stærke og kan klare en del modstand.

Udsætning af planter i marts i drivhus
Men jeg har læst om nogle stykker på facebook der har sat nogle forsøgsplanter i drivhus allerede 9. marts i år og de lever stadig. Der er en der har dem i et minidrivhus fra Harald og de har vist tabt lidt blade, men overlever. En anden har sat et minidrivhus med bobleplastomkring inde i sit drivhus og hans vokser faktisk, trods han måler nattetemperaturer på omkring 1 grad celsius.
Det overrasker mig ikke så meget at de kan klare den, men det overrasker mig i den grad at de kan klare den uden tilvænning, direkte fra stuen ud i kulden med de små bimlinger.
Min uopvarmede udestue har ikke været under 4 grader den sidste måned, på trods af nattefrost, så jeg tror jeg har gode muligheder med forsøget.

Minidrivhus i uopvarmet udestue

Jeg havde tænkt på at købe et minidrivhus som skulle isoleres så jeg kunne sætte en varmemåtte ind og starte sæsonen tidligt op, det er jo i denne tid jeg nyder de grønne spirer allermest og det får mig igennem den grå tid.
Men i år har jeg nøjes med at købe drivhuset og stille ind i udestuen, og d. 26. marts røg der så nogle ekstra planter derud.
Drivhuset er fra Harald Nyborg til 150 kr og var det billigste jeg kunne finde, jeg synes det er fint til det jeg skal bruge det til, men jeg ville ikke anbefale det til at stille udenfor, man kan næsten vælte det ved at puste på det…

Små spirer og en lidt større plante sat ud i minidrivhuset 26. marts

De udvalgte
Jeg har valgt nogle overskudsplanter, så det er ikke den største ulykke hvis de går til eller aldrig bliver til noget.
Der er 2 chiliplanter som er ca. 3-4 dage gamle, Omnicolor X Blondie (F1) og PeppAnja (F3?).
Der er 2 tomatplanter som er ca. 1 uge gamle, Black Cherry og rød datterino.
Til sidst er der en plante på 3,5 måned som er min krydsning Purple Carrot (F2), overvejer også at smide en Santa Banana derud, men jeg ser lige tiden an.

De små sarte spirer er ikke så sarte når det kommer til stykket

Forventninger til forsøget
Jeg har en forventning om at de går næsten helt i stå i væksten pga kulden, men efter noget tid tror jeg de tager fat igen og vokser sig langsomt større. Jeg tror de små har det lidt sværere i starten end den store og de vil være mere udsatte overfor store temperaturudsving, hvor de nok kan visne hen, hvor den store måske bare taber lidt blade.
De vil få meget mere lys end dem jeg har i vindueskarmene, så jeg tror de vil få en flot kompakt form men det vil tage forholdsvis lang tid. Jeg regner med at de dage, hvor vi får høj sol hele dagen og 12-15 grader ude, vil man næsten kunne høre dem gro, da jeg tror de er mere parate til at vokse på de gode dage. Den tendens ser jeg i hvert fald hos kartofler og fuchsia som står derude. Man kan næsten ikke se vækst hos dem, men så kommer der en soldag og så krudter de afsted.
De kommer nok ikke til at give flest frugter, men jeg vil tro at de bliver mere stabile med tiden, så hvis dem jeg sætter ud i maj går i stå pga en nat med frost udenfor, hvor jeg ikke når at få dem ind i stuen, så vil kuldeplanterne klare den uden problemer, fordi planterne er tilvænnet.
Så det både for at finde en mulighed for backup planter i nødstilfælde, samt en måde at begrænse væksten og måske forberede dem på en tidligere udplantning på friland. Når det er overskudsplanter er det lidt nemmere at lave sådanne forsøg og det er ikke så øv hvis det går galt.
De første 2 døgn gik fint, med temperaturer fra 5-15 grader.
Fortsættelse følger…

Såning af tomater i marts i drivhus
Jeg hang nogle tomater til eftermodning i efteråret af ‘Orange datterino’ i min uopvarmede udestue og glemte selvfølgelig alt om dem. Så de har hængt der hele vinteren og nogle er mugnede, andre er kun rådnede og er helt flydende indeni.
Da der er mange frø der sagtens kan spire trods frugten omkring dem er mugnet/rådnet, måtte jeg lige se om de ville spire, selvom de nok har fået frost, men den lille ‘slimlomme’ var stadig intakt. De var så de allerhurtigste til at spire, kun 2 dage efter kom en masse spirer op af jorden.
Da jeg stadig har dem hængende, vil jeg prøve at mase en tomat ud i en potte og sætte den i minidrivhuset for at se om de ikke også vil spire. De spirer nok ikke efter 2 dage, men kan sagtens forestille mig de kigger op på et tidspunkt, synes tit jeg læser om at folk finder selvsåede tomatplanter i deres drivhuse om foråret.
Jeg tror faktisk at hvis jeg lader dem hænge, så vil de begynde at spire ud af tomaten, jeg hr i hvert fald før købt en tomat jeg skar op og så var frøene allerede i gang med at spire inde i tomaten.
Tænk hvis denne vinter har været så mild at jeg ville kunne overvintre tomater, spire og gro planter uden at skulle have dem ind i stuen overhovedet, det ville være lidt sejt. Og lidt skræmmende, når man tænker på den globale opvarmning.
Fortsættelse følger…

Eftermodnede og frostudsatte tomater, med spirevillige frø
Orange datterino efter kun 2 dage indenfor

Reflektorvægge til LED vækstlys

Hvert år, omkring januar, starter chilisæsonen op igen her i huset, hvilket betyder at der er et blå-rødt lys fra 2 LED pærer i dagstimerne i vores kontor. Det er ikke super behageligt at sidde og lave noget i, slet ikke hvis man skal vurdere farver, så i år fik jeg taget mig sammen til at lave nogle vægge omkring planterne, så det både afskærmer lyset for vores skyld, men samtidig reflekterer det, det ellers tabte, lys tilbage på planterne.

En billig løsning til at holde lyset inde ved planterne

Materialer
Jeg havde noget affaldskarton liggende som Jacob har skaffet hos et trykkeri, for når de modtager paller med papir, ligger der et ark beskyttelseskarton ovenpå som alligevel bliver smidt ud. Normalt bruger jeg det til at lave æsker at, da det er 3 mm tykt og stift, så det var oplagt til at lave en større ‘æske’ til LED lyset.

3 mm karton med let krøllet sølvpapir

Som reflektormateriale brugte jeg letkrøllet sølvpapir, klistret op på pappet med den blanke side udaf. Man kan sagtens købe reflektormaterialer til formålet, men byggeriet sluger alle vores penge for tiden, så jeg havde brug for en billig løsning.

Jeg har 2 lange stykker pap ovenpå som evt. kan afskærme lidt mere hvis det bliver nødvendigt

Reflektionstest
Da der har været lidt delte meninger og forsøg der viser at alufolie er dårligere end mat hvidt papir til at reflektere lyset, fik jeg sat Jacob i gang med at måle. Har på fornemmelsen at det er producenterne der laver de undersøgelser, så de er måske ikke helt troværdige…
Da lysmåleren er bygget til flashlys, er de 2 LED pærer sammenlignet med det, i fuldstændig samme setup, da vi ike kan være helt sikre på om lysmåleren måler korrekt med LED.
Der er målt reflektion på alm. mat hvidt papir, den blanke side af alufolie og den matte side af alufolien.

Lyset sendes op på en overflade og reflektionen måles

Pæren/flashen samt lysmåleren er sat på et stativ så lysvejen er ens og der er målt reflektion i 45 grader vinkel, hvor der er sat et lille stykke pap imellem for at hindre at noget af lyset lyser direkte ind i måleren og derved ikke er en reflektion.
Efter forsøget har jeg tænkt lidt på at denne målemetode jo ikke tager højde for diffusieret lys, da der kun måles lys i over 45 grader vinkel, men skidt pyt, jeg synes ikke det er helt spildt, for jeg vil da mene at have fundet ud af at alufolie ikke er helt dumt alligevel 🙂

Chilisorter 2014

Noget tidligere end planlagt er jeg gået i gang med at så chilier til næste år sæson. Det grå vejr gør at jeg har brug for lidt opmuntring.
Og jeg bliver i så godt humør af at så og se ting spire, især chilier!
Udvælgelsen er gået i gang, de første 20 sorter er sået og jeg venter nogle frø i det nye år, samt et frøbyttebrev. Jeg vil løbende opdatere på denne side hvilke sorter jeg har gang i.
Hvis man ikke har kunstig belysning, vil jeg vente med at så chilier til minimum slutningen af januar, for at de ikke bliver for ranglede.

Flødebollerne er spist og de første chilier blev sået 29/12-2013

Et år i Jalapeñoens tegn
I 2014 har jeg tænkt mig at prøve at dyrke alle de Jalapenoer jeg kan komme i nærheden af. Sidste år fik jeg Jacob lokket til at spise lidt flere chilier da opdagede den fantastiske verden af grillede ‘Jalapeño poppers’. Alt med rette størrelse og spisbar styrke blev proppet med ost, evt. cocktailpølse og herligheden blev krammet af et stykke bacon og så på grillen. Der er mange forsk. måder at lave poppers men Atomic Buffalo Turds er bare sagen (se her). Da vi var lige ved at komme op og slås om popperne da planterne ikke kunne følge med, besluttede jeg at året efter måtte blive et Jalapeño år. En god mulighed for at prøve en masse nye sorter og så bliver det sjovt at se om de alle sammen ser lidt forskellige ud, smager forskelligt og har forskellig styrke, selvom de jo på billederne ligner mere eller mindre hinanden.

Chilisorter 2014
Sået fra d. 29/12-13

Stuffere og poppere
Jalapeno M
Jalapeno Numex Pinata
Jalapeno Conchos
Jalapeno Chipotle (Chipotle er en røget jalapeno, så måske dette bare er alm jalapeno…)
Jaloro
Early Jalapeno
Orange Jalapeño
Santa Fe
Multifarvet stuffer – frø fra købt chili
Sheepnose Pimento (til børn – uden styrke)

Krydsninger
F1 Hot Banana X Santa Fe
F1 Omnicolor X Blondie
F2? Peppadew med mørk kind (den fra Anja)
F2 Purple Carrot (Purple Jalapeno X Hot Carrot)
F2 Aurosai (Aurora X Bonsai)
F2 Bonora (Bonsai X Aurora)
F2 Strate Stuffer
F3 Jalapeño æg

Alle de andre
Aji Lemon Drop / citronchili (for at se om C. baccatum kan bruges til friland)
White Diamond
Joe’s Long Cayenne
Bangalore Whippets Tail
Cedrino
Bonsai
Aurora
Masqurade
Peter Penis Rød
7 pot Brain Strain
Orange mini snackpeber fra købt frugt (se billede af den købte frugt her)
Alma Paprika – var desværre en Cheyenne som jeg ikke er så vild med
2 lange grønne chilier købt hos en tyrkisk grønthandler – 1 der er tykkere, mild og meget lys grøn og 1 der er tyndere, stærkere og alm. lys grøn (se her da jeg tvangsmodnede dem for frøenes skyld). Begge var gode til stegning og wok.

Chilisorter 2013
Chilisorter 2012

Tvangsmodning af chilier

En gang imellem kommer jeg forbi en god grønthandler, som har et fantastisk udvalg af grønt og frugt. De har som regel nogle milde lange tynde grønne chilier, som ofte bliver brugt til tapas og ligende længere syd på.
De er rigtige gode i mad og jeg ville gerne prøve at så nogle, men da de er grønne og derved umodne, kan man ikke tage frø fra dem før man har modnet dem.

Chilier fra en grønthandler, spises normalt grønne, men dem kan man ikke tage frø af

Jeg udvælger 2-3 chilier der gerne har fået et snert farve, og så finder jeg nogle godt modne, helst overmodne, æbler og ligger sammen med.
Æbler udskiller nemlig godt med ethylen som er et stof der sætter fart på modningsprocessen. Når chilierne er helt farvede og godt rynket kan frøene tages.
Vent så lang tid som muligt, men bare inden de er så gamle at der kan vokse mug inden i.

Æbletoddy

Når man står med 20 liter friskpresset most er gode råd virkelig en mangel! Jeg har frosset rigtig mange liter ned, men jeg ville heller ikke proppe fryseren helt.
En tur på google og så blev jeg inspireret af Hjerteforeningens æbletoddy. Jeg har brugt princippet, men krydringen er anderledes, lidt mindre juleagtig efter min smag. Se original opskriften her.
Den smager virkelig godt og er meget fyldig og spændende i smagen synes jeg og så passer den bare godt til årstiden, især når oliemanden ikke har været her endnu!

Æbletoddyen varmes uden at koge

Æbletoddy
1,5 liter most
2 spsk grove ingefærtern
1 kanelstang
1 vaniljestang (kornene var udskrabet til noget andet)
1 spsk vaniljesukker (jeg brugte hjemmelavet vaniljesukker af brugte vaniljestænger)
1 god sjat mørk rom, efter smag

Mosten varmes godt op med alt undtagen rom, men må ikke koge.
Blusset slukkes og det hele står og trækker 2-3 timer, gerne til dagen efter. Men jeg kunne ikke vente, så jeg siede det efter 2 timer og det var meget smagfuldt allerede dér.
Det varmes op igen, stadig uden kog og hældes derefter i krus. Nu kommes der et skvæt rom i, man kan også gøre det lige inden fordeling i krusene. Hvis man gør det før, fordamper alkoholen hurtigere, hvilket måske er ønskværdigt for nogle.

Efter nogle timer trækning med krydderier sies den og genvarmes.

Nu hvor vi er midt i byggerod, kan jeg ikke finde mine patentflasker, men næste år vil jeg lave det uden rom og hælde det på skoldede flasker, så det er lige til at varme op og tilsætte rom.
Ligesom man ville henkoge/pasteurisere æblemost, her er det bare krydret og klar til at blive genvarmet til en kold aften.

Chilihøst og habanero-æble sauce

Normalt høster jeg løbende større portioner og laver lidt chiliforråd. Men i år har tiden været noget knap og jeg har delt ud til højre og venstre af de første modne.
Så det er blevet til en større høst og så har jeg fået syltet skivede chilier (se opskrift her) og lavet en gul habanero/æble hot sauce. Æblerne er i pga. konsistens og fylde, for man kan ikke smage så meget når man kommer så mange habanero’er i 🙂

Årets høst som skal bruges til vinteren

Da jeg kun har tekøkken og meget få køkkenredskaber har jeg ingen blendermuligheder, så alt er kommet i gryden og så siet efter kogning (hvilket man godt kan hoste lidt af).
JEg kan godt lide at have en meget stærk sauce stående, for efter et par gange at man har brugt den i retter, kender man dens styrke og så er den meget nemmere at bruge en friske chilier som kan være lidt drilske.

Syltede jalapeno-styrke chilier

Habanero-æble hot sauce (meget stærk!)
150-200 g gule, orange og hvide habaneroer (Habanero Lemon, Habanero Orange Lantern, Mit eget habanero-kryds og Habanero Snow white) + en håndfuld Blondie
Evt. et par hvide/gule peberfrugter til at mildne (hvid peberfrugt= White Diamond)
3-4 æbler (Guldborg og Filippa brugte jeg)
5 store fede hvidløg eller 10 kineser-Netto fed
Olivenolie
1 spsk salt
4 dele Æbleeddike el. hvidvinseddike
3 dele Vand

Stilkene af chilierne skæres af, chilierne halveres (behøves ikke at renses) og kommes i en gryde med olivenolie og steges ved lav varme.
Hvidløg pilles og kommes i gryden, evt. halveret, men det betyder ikke så meget.
Æbler kvartes og kernehuset fjernes, bruge ikke tid på at skrælle dem, kommes i gryden.
Når det har stået og lunes sig i 10 min på varmen, tilsættes salt og der kommes eddike og vand på så det dækker og det hele simrer til alt er mørt.
Man kan evt. komme lidt mere væske ved (husk forholdet mellem vand og eddike er vigtigt for at det kan holde sig).
Jo mere væske der tilsættes jo tyndere en sauce, jeg kan bedst lide at den er lige lidt tyndere en æblemos, lidt a la ketchup.
Nu mases det hele gennem en si og tilbage i gryden og varmes op.
Hældes på skoldede glas, og vendes på hovedet så låget får en ekstra skoldning (dette skal man ikke gøre med patentlåg, så sprutter det).

Denne hot sauce er ikke en man spiser med ske, med mindre man er hardcore chilispiser, men når man lærer den at kende, får man brugt meget mere chili i maden, for så lærer man at der kun skal 1/2 tsk i pizzasaucen, men måske 1 spsk i kødsaucen. Så jeg kan godt anbefale at lave en større portion generelt med hot saucer, da jeg synes at friske kan variere meget i styrke selv på samme plante, og det har også noge at gøre med hvor meget af frøstolene man skærer væk.

Den kogte masse mases igennem en si og koges op igen
Efterårets chilikokkerier, resten af frugterne kommer i fryseren

Chilistatus i juni

De fleste Capsicum annuum har et par umodne frugter eller er godt i gang med at sætte, den eneste der ikke har er faktisk Peter Orange, men den har vokset sig stor i stedet og har nu mange blomster, så det varer nok ikke længe.

Peter Orange peber

Capsicum baccatum har masser af små blomsterknopper og Omnicolor har haft ca. 10 blomster, hvor Blondie kun har haft 3-4 stk. Så det har været de eneste 2 baccatum jeg har kunne krydse og det ser ud til at være lykkes.

10/6-2013: Omnicolor chili krydset med Blondie

Den eneste Capsicum chinense der har et par frugter på vej er mit eget habanero kryds (Naranja Picante x Caribbean Red). Men de andre har et væld af blomster og knopper, så det varer heller ikke længe.
Jeg har høstet en del umodne ‘Purple carrot’ til Atomic Buffalo Turds og skal snart høste umodne til det samme af: Hungarian Hot Wax, Santa Fe, alm. jalapeno og Hot Banana.

Lange tynde chilier dr skulle have være Hungarian Hot Wax
Hungarian Hot Wax kryds der ser ud til at blive til noget
Tapas / Pimentos De Padron
Mini chocolate bell som venter på farveskift – en fantastisk yderig chili uden styrke
Explosive Ember pynter flot i vindueskarmen

Travl forsommer

Sikke et dejligt vejr vi har haft de sidste par uger! Jeg har været i gang til klokken 8-9 stykker hver dag og så ind i seng, så jeg har slet ikke haft tid til at blogge om alt det jeg har gang i.
Jeg har taget lidt billeder for nemmere at huske hvornår tingene blev gjort/skete.
Håber også at i andre derude hygger jer med havesysler!

De første jordbær af mine 1-årige remonterende er blevet plukket i dag
Første agurk på vej på Beit Alpha
11. juni: 2 af kartoffelplanterne blomstrer
8. juni: Den lange ingefær jeg plantede 2/3 er sat i drivhuset
Udestuen er tyndet godt ud for planter, da vi spiser herude mens vi bygger om
Et lille hjørne med agurk, chili og jordbær
Ca. 8 af mine krydsninger er høstet som de eneste (Purple Jalapeño X Hot carrot)

Tomater på friland

Som en del af min tomatplan, har jeg også sået nogle forskellige frilandstomatsorter i tilfælde af drivhustomaterne strejker som sidste år.
Jacob har lavet et smukt naturstativ til dem af Rødel stammer fra vinterens styning, jeg planlægger der kan stå 8 busktomater i alt.

Rødel stolper bankes i jorden
2 sektioner med 2 sæt snore så man kan binde tomaterne op når de vokser

Lørdag d. 18. Maj satte jeg 4 stk ud (Outdoor girl, Stupice, Subarctic Plenty og Siberian) og nattetemperaturerne hos os har ikke været under 10C siden. Allerede dagen efter kunne jeg se at de struttede mere og var lidt grønnere, man kan se at de trives i direkte jord, så længe temperaturene er med dem.

Blomsterne er så småt på vej på frilandstomaterne, de har været afhærdet i en uges tid

I nat lover de omkring de ned omkring 5C så jeg har kastet en fiberdug løst henover for at tage den værste kulde. Jeg er nysgerrig på hvad de kan klare, så jeg er spændt på om de går helt i stå.
Jeg er ikke helt så nervøs for det, da jeg har læst at Siberian kan sætte frugt helt ned til 3C. Men man kan aldrig vide sig sikker med vejret eller planterne..

Fiberdugen tager de værste kuldenedslag og slagregn

Jeg har sået en del ‘Garden Pearl’ som også er en tidlig frilandstomat, men jeg havde bare ikke fået set at det er en ampeltype, som godt kan lide at hænge udover en potte. Jeg har planlagt den til at stå i stativer i haven.
Til et fuchsiamarked købte jeg 2 ampler og den ene er nu doneret til tomater. Jeg har sat 2 stk i 1 potte og håber den vil fylde potten godt ud og at den ikke bliver skravlet at se på.

2 stk Garden Pearl i hænge potte 
Når man planter en tomat dybere end den stod før, danner den hurtigt rødder på stænglen