Laminerede planteskilte

Når man har 50+ planter af samme slags, såsom tomater og chili, er det vigtigt at de er mærket hvis man skal tage frø af dem og er interesseret i at det faktisk er de rigtige sorter.
Jeg har prøvet mange forskellige planteskilte i form af genbrug af malerspande, yoghurtbægre osv, men teksten hænger ikke ordentligt fast og jeg synes hurtigt det bliver dyrt hvis man skal købe plastskilte i butikkerne, for de har det med at forsvinde når man giver en plante væk 🙂
Sidste år lavede jeg skilte over alle sorter og printede dem, for derefter at laminere dem, det var et hit, men ret meget logistik omkring ompotningstidspunktet.

Skilte der gør det lidt nemmere at huske hvad det er

I år har jeg lavet blanke skilte, lamineret dem og derefter har jeg skrevet med en permanent tusch. Tuschen sidder bedre fast på det laminerede end andre glatte plastoverflader jeg har prøvet, man skal bare være obs på at tuschen kan klare vand og sollys.
Eftersom jeg dyrker lidt mere end standard af chilier og nu også tomater, er der kun lavet skilte til disse, hvor på chiliskiltene er der lavet en lille flamme hvor man kan angive styrken (feks. 1-10).

Lamineret skilt til chili med sådato og styrke

For at få renset skiltene af igen til næste års brug, regner jeg med at smide dem i et højt slankt glas med en dårlig snaps eller anden alkohol, så teksten opløses.

Hvis du også gerne vil lave lignende skilte skal du være velkommen til at bruge mine 2 ark helt gratis med hhv. chili og tomater, som du kan finde her: 
Lamineringen går ud over papiret så det er vandtæt og enden klippes spids
Skilte til tomaterne

Blomstrende tomater

Fra d. 6. maj har tomaterne fået lov til at stå ude i udestuen om natten og 2-3 dage før det har jeg båret dem ud i dagstimerne og ind om aftenen, for at de lige kunne vænne sig til det.
Nattetemperaturene har ligget på 7-10 grader udenfor og mine 2 termometre som står inde langs muren og op af vinduet siger hhv. at de laveste temperaturer har været 14,5 og 11,2 grader.
Det siges at væksten går i stå under 10 grader og de kan være svære at få i gang igen, men jeg har haft et par testplanter derude i små 2 uger og de ser ikke ud til at være svækket, så måske må de bare ikke være for længe tid af gangen ved så lave grader.
Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at bære mere på de tomatplanter, med mindre de skal plantes om eller temperaturene virkelig daler. Jeg har hængt noget op til at tage den værste eftermiddagssol så de ikke bliver skoldet, for første da i solen viste nemlig hvide døde papiragtige blade på dem som stod yderst.

Tomaterne nyder forårsolen

I hvert fald 50% er ved at vise tegn på blomsterknopper og nogle springer nok ud i løbet af nogle dage. Men det er meget forskelligt hvor meget de er vokset og der er mange hvor de nederste blade er visnet af, så det er en lang pind med topblade. Væksten kan være så forskellige selvom det er samme sort og samme forhold de har været under, så jeg ved ikke helt hvad der er gået galt.

Blomsterne kommer efter 5.-8. blad 

Men næste år vil jeg så meget senere for selvom planterne ikke er gået i stå, vokser de ældste langsommere og planter som er sået 1/4 kommer nok til at indhente dem som er sået 1/3 om ikke så længe.
Min opfattelse er at tomater vokser som udgangspunkt som ukrudt, men de kan godt få humørsvingninger som gør at væksten bremses, hele planten begår selvmord over kort tid eller de nederste blade visner af. Jeg synes ikke at kunne finde årsagen, men til gengæld tror jeg at jeg har fundet løsningen: Så tidligst i anden halvdel af marts og helst 1/4.
De når at komme op og sætte lidt blade og så skal de faktisk i drivhus, jeg synes at planterne fra 1/4 svarer nogenlunde i størrelse til dem man køber i butikkerne, måske lidt mindre, men helt sikkert klar til at tage fat.
Dette giver altså ikke de tidligste tomater, men til gengæld er det ikke så stort et gamble med om planterne mon går i stå inden The Grand Finale hvor de kommer i drivhus. Løsningen kunne også være at så nogle lidt inde i marts og resten i slutningen af marts.
Jeg glæder mig til at følge den videre udvikling af tomatplanterne, der er lidt mere Drama Queen over dem end chilierne, men dem kender jeg jo også ret godt efterhånden.

Jordbær i spand

Sidste år havde jeg en lille potte med en jordplante inde i udestuen som gav tidligere bær (som hønsene huggede en dag jeg glemte at lukke døren).
I år har jeg prøvet at grave 3 jordbærplanter op og sætte dem i en 12 L murspand (med borede huller i bunden). Jeg ville gøre det lige så snart jorden var til at få dem op, men fik først gjort det i dag, men jo før jo bedre.
Jordbærplanter i spand
Den potte der stod fra sidste år har masser af udsprungne blade og jeg tror ikke der går længe før den blomstrer, så i princippet er det nok bedst at grave dem op om efteråret og sætte dem i en potte i drivhuset, for at få dem hurtigst i gang.
Jeg har plantet dem i plantesæksjord iblandet 2 håndskovle friske våde kaninkugler, så håber jeg det er gødning nok til dem og at det ikke er for meget. Det øverste lag er jord, så rødderne skal vokse før de rammer kaninkuglerne.
3 jordbærplanter fra haven til en 12 liters murspand

Efter at have plantet spanden til, fandt jeg ud af at man faktsisk ikke må gøde i foråret inden de skal bære frugt, for så bliver det hele bare til blade. Det har de her jordbær glemt, for de har både sat blade og bær. Måske kan de ikke optage kaninpøllerne så hurtigt da de ikke var omsat ellers har det ikke givet så meget.
Under blomstringen satte jeg spanden udenfor, så bierne kunne klare jobbet med bestøvningen og nu er den tilbage i drivhuset da jeg forventer at de snart modner.
Jeg læste et sted at de får bedst smag af kølige nætter og solrige dage, så jeg har ladet spanden stå ude så længe som muligt.

10/6-2013 – Så er der snart jordbær fra spanden

 Efter årets høst: De smagte meget mærkeligt de jordbær fra murespanden. Jeg havde samme sorter i altankasse og terrakottapotte og de smagte helt normalt, så jeg tror desværre spanden afgiver nogle phtalater eller andet godt som jordbærrene kan optage. Det bliver ikke gentaget i murspande.
Jeg var dog ret overrasket over at gødningen gjorde det godt for planterne, det blev ikke kun til blade som alle siger, den brugte mere krudt på bærrene. 

Ingefær til drivhuset

I år har jeg været lidt tidligere ude med at få lagt en ingefærknold i jorden.
Jeg fandt nemlig ud af sidste år man godt kunne dyrke dem i drivhus om sommeren og høste knolde i efteråret. Ikke nogen kæmpe høst, men jeg vil se om jeg kan gøre det bedre i år, nu hvor jeg er kommet tidligere i gang.
Desuden var sidste års høst næsten nok til at være selvforsynende for mit forbrug, jeg bruger dem stort set kun til te.
Den har været glemt i et hjørne og har derfor ikke været fugtig hele tiden, så den kunne måske godt være kommet hurtigere op af jorden, men så længe den kom op 🙂
Den er købt frisk og sprød og lagt i jorden d. 2/3-2013 og her d. 17/4-2013, altså 1 1/2 mdr. senere har den brudt jordoverfladen og jeg har taget billedet herunder.

Frisk ingefærskud i midt april

Hæklet chili

Mens jeg venter på frugt på mine chiliplanter, må tiden gå med noget andet. Så nu hvor jeg alligevel er sygemeldt, har jeg lavet en lille hæklet chili.

Den skal hænge på min hækle/strikke-taske jeg er ved at lave færdig, men er et af de der projekter som lægger lidt på køl, så jeg håber at det her kan få mig i gang med den igen. Jeg tror også jeg laver en til en nøglering, det ville være en fin gave til en chilielsker.
Den er hæklet fra toppen og ned mod spidsen, da jeg synes det var nemmest at få den spids når man hæfter ende der.

Det går “stærkt” at hækle sådan en lille sag

Hæklet chili
Hæklenål 2,5 mm, bomuld (8/4 el. fingering weight) 
Chilien i rød bomuld
Lav 2 lm.
Runde 1: Hækl 5 fm i 2. lm fra hæklenålen
Runde 2: 2 fm i hver m
Runde 3-6: 1 fm i hver m
Runde 7: Hækl 2 masker sammen med 1 fm, 1 fm i hver maske resten af vejen rundt
Runde 8-9: 1 fm i hver maske
Fyld med pudefyld
Runde 10: Hækl 2 masker sammen med 1 fm, 1 fm i hver maske resten af vejen rundt
Runde 11-12: 1 fm i hver m
Runde 13: 1 km, 1 km, 1 fm, hækl 2 m sammen med 1 fm, 1 fm i hver m resten af vejen rundt (kædemaskerne gør at chilien bukker let i enden)
Fyld nu resten op med pudefyld, men lad den være blød og bamset.
Runde 14: 1 fm i hver m
Runde 15: Hækl 2 masker sammen med 1 fm, 1 fm i hver maske resten af vejen rundt
Hæft ende.

For at hive fyldet nemt ned, kan man jage nålen igennem det hæklede,
 så den kommer indefra og så hive fyldet ned
Så skal der hæftes ende og den skal have en lille hat 🙂

Stilken i grøn bomuld
Lav 6 lm.
Hækl 1 km i hver lm hele vejen tilbage, start i 2. lm fra nålen.
Lav 5-6 fm i de huller og løkker her forenden, sørg for at fordel dem rundt om stilken du lige har hæklet.
Hækl nu 2 fm i hver fm fra den forrige runde og hæft ende.
Sy den på chilien, enten med den grønne bomuld eller med en sytråd.

Så er stilken klar til at blive syet på
Chili nøglering til fars dag måske?
Man kan også hænge den på en plante mens man venter på frugt 🙂

Chilier 3 mdr.

Så er de fleste chilier ved at runde de 3 måneder siden jeg såede dem.
Størstedelen er ved at sætte blomster, trods det ikke er mere end 20 cm og stadig er i små potter. De fleste er 10-14 cm høje og har 3-4 blivende bladpar. Den første der blomstrede er mit eget kryds af Bonsai X Aurora.

Jeg har fået pottet lidt flere op, så snart er halvdelen i alm. stuepotte størrelse og de små sorter + chinenserne er stadig i de hvide engangskopper, da de ikke er vokset helt så meget og stadig har god plads til rødder.
Alle chilier er, som tidligere skrevet, sat i vindueskarmene, men væksten virker noget langsommere end de andre år og jeg gætter på at det er fordi de nu står i kolde vindueskarme (de rum med gulvvarme) og de andre år stod de i vindueskarme med radiatorer under sig. Så når de først er spiret er det faktisk alletiders sted for dem at stå.
Nu kommer solen /forhåbentlig) mere frem og varmer vindueskarmene og huset mere op, så det kan godt være jeg oplever vækstboom inden så længe, men som det ser ud nu er det lige før at jeg godt kan gå lidt tidligere i gang næste år og stadig have plads i vindueskarmene i sidste ende.

Tomatspiring status

De første tomater er begyndt på deres 3. bladsæt nu

Efter lidt besværligheder med at holde jordtemperaturen over 18C trods rumtemperaturen er 20C i alle rum, har jeg nu fundet stedet jeg spirer tomater med større succes.
Næste år ønsker jeg mig en varmemåtte til at spire på, da det er ret svært at finde et lunt sted når man har fliser og gulvvarme, da gulvet bliver koldt når gulvvarmen slukker.

Alle chilier er nu kommet i vindueskarmen, mens alle tomater er under LED

Men jeg kom i tanke om at jeg har jo et varmesøgende missil, min dansk-svenske gårdhund! Hun fejler aldrig og vil altid befinde sig det varmeste sted i huset. Hvis pejsen er tændt ligger hun foran den, men ellers er hendes favoritsted ellers under bordet i kontoret. Her er faktisk også trægulv og der er lidt lunere under bordet, da varmen stiger til vejrs og bliver hindret af bordpladen.

Man kan altid regne med at Liva finder det varmeste sted

Fra at have en spireprocent på 10-20% kommer jeg nu op på 70-80%!! Pluggboxen er placeret på et stykke stof på gulvet lige ved siden af hundesengen og der er ikke noget lys, så de skal hurtigt op i lyset når de spirer ellers, bliver de nemt lange.
Nu forstår jeg hvorfor folk siger det er let at så tomater. Det er spøjst at jeg ikke har haft de samme problemer med chilierne, der har været lidt ringere spiring end de andre år, men ikke noget bemærkelsesværdigt.
Men en ting er sikkert, jeg bruger ikke Pindstrups Så- og Priklejord mere, det kan indeholde alt for meget vand så jorden bliver for våd. Tomaterne bliver fremover sået direkte i plantesæksjord (trods den er gødet), det virker bedre for mig og vandindholdet er nemmere at styre.

Tomatspirer fra den nye spireplads

Frøplanter i vindueskarmen

For tiden har jeg gang i rigtig mange frøplanter og spiringer af chilier og tomater.
Men jeg synes ikke rigtig jeg har held med spiring af tomater trods det skulle være så nemt. Jeg har jo ikke været så heldig de andre år med tomaterne, så min erfaring er ikke så stor med dem.
Men der var en del der ikke var spiret, så jeg skrev til min fantastiske tomatfrøpusher Conny og hørte om hun havde flere af de sorter som ikke var spiret og hun spurgte om de stod for koldt og vådt.

Ny-renoveret soveværelse har dybe vindueskarme uden radiatorer

Jeg har sået allesammen i mine 2 nye Pluggbokse, men nogle kom hurtigt op og blev meget lange ret hurtigt, så jeg skyndte mig at sætte kassen i vindueskarmen på kontoret så de fik masser af lys. Men nu hvor vi har gulvvarme i kontoret, er der jo ikke radiatorvarme under vindueskarmen. Det har jeg bare ikke skænket en tanke før nu. Så nu fandt jeg et stegetermometer frem og så har jeg ellers målt luft- og jordtemperaturerne i vindueskarmene og planterne, både i den ende med radiatorer og den uden.

Radiatorvarme og gamle vinduer (ikke renoverede del af huset)
Jordtemperatur: 18-19 C
Lufttemperatur i plantehøjde: 16-17 C
Varm jord – kold luft
Teori: Radiatorvarme og uisolerede vægge betyder som regel at vindueskarmene (hvis de er dybe) går ud over radiatoren. Det giver en undervarme til vindueskarmen, men hvis der er gamle vinduer i huset, kan det godt trække koldt og kuldeindfaldet er større end ved nye vinduer.

Gulvarme og nye vinduer (ny-renoverede del af huset)
Jordtemperatur: 12-15 C !!!
Lufttemperatur i plantehøjde: 18-19 C
Kold jord – varm luft
Teori: Vinduerne i de nye rum er mere tætte og bedre isoleret, så lufttemperaturen er rimelig stabil og følger resten af rummet.
Vinduespladerne er i forbindelse med vægge og vinduer og laver en kuldebro, som trækker kulden ind.

Undervarme og koldt træk

Det er intet under at tomatfrøene ikke ar spiret efter jeg satte Pluggboxen op i en vindueskarm i den nye del af huset, da jorden har været 12-15C.
Småplanterne har ikke virket svækket i de vindueskarme, men væksten har været meget langsom, men det gør jo ikke so meget, så bliver de ikke lange. Men jeg ved ikke om de ender med at gå i stå, hvis de bliver stående i længere tid, så jeg har sat et tæppe under dem, som gerne skulle virke kapillærbrydende og derved hæve temperaturen lidt.
Nu skulle det også gerne til at blive varmere udenfor, det har været frost de sidste nætter og det ligger også omkring frysepunktet om dagen med kraftig vind fra øst, som er den vej vinduerne med planter vender.
For nogle dage siden satte jeg begge Pluggbokse under LED, så de nyspirede planter ikke bliver lange og det gør også at temperaturen skulle være højere, men desværre måler jeg den kun til 17C, trods rumtemperaturen er 19C.
Når jeg modtager de nye frø, vil jeg prøve at sætte en Pluggbox ned på gulvet og se om det kan hæve jordtemperaturen lidt, jeg skal jo have det til at lykkes i den ny-renoverede del, der er ingen vej tilbage til radiatorer 🙂

Chilier 1-2 måneder gamle

Så er chilierne ml. 1-2 måneder gamle og er ved at få lidt størrelse. De fleste er pottet om første gang, det har særligt været godt for dem, hvor jeg har sået 2-3 stykker i hver potte.
De ældste har 3-4 bladpar og de yngste har 2-3 bladpar, så jeg er så småt begyndt med at gøde lidt, da nogle af dem er lidt blege i det.

De har stadig en størrelse hvor de klarer den i en stor engangskop, men den går snart ikke længere, så jeg skal have sorteret ud i planterne, men jeg har heldigvis mange modtagere, så de ryger ikke på komposten.
Folk uden kunstlys, kan sagtens begynde at så chilier i starten af februar, så på det her tidspunkt kan de godt klare at komme i vindueskarmen. Det kommer jeg nok også selv til at gøre med nogle af dem, da tomaterne er begyndt at kigge op, så der kommer snart flere til under de 2 LED plantelys.

Dyrkningsråd til chili

Så er chilierne så småt begyndt at komme op og vise sine kimblade. Det er en dejlig livsbekræftende hobby fordi man kan starte allerede i januar, hvor vejret er gråt og koldt.
Jeg spirer på vat i flødebolledrivhuse, for at sortere de fra som ikke spire og holde øje med hvornår de spirer, på den måde kan jeg hurtig så nogle flere frø, hvis der ikke sker noget med dem der har ligget længe og så har jeg noget at glæde mig til hver dag, fordi man kan følge dem og det er altid spændende om der er nogle der har stukket en hale ud.

Årets første spire var en Jalapeno

Lige så snart de har stukket halen ud kommer jeg dem i såpotter eller jiffybrikker og så ud af drivhuset, for at de små kimplanter ikke vænner sig til den høje fugtighed. Hvis de når at vænne sig til den, risikerer man at man skal bruge tid på at afhærde dem til de tørre stueforhold og det er bare ekstraarbejde som ikke er nødvendig.

Når man er væk i en weekend kan de nå at udvikle sig meget inden de kommer i en potte

Efter at jeg har fået LED plantedioder af Jacob, kommer jeg alle potterne derind under, men før jeg fik det, kom de op i vindueskarmene. I flødebolledrivhuset har de ikke rigtig brug for lys, men det har de når de skal rejse sig fra jorden, for ikke at blive for lange.
Det der sker for de fleste, som mange ikke kender årsagen til, er at de når at blive lange, tynde og ranglede. Hvis planter står for varmt i forhold til den lysmængde de får bliver de lange, for varmen er der, så ‘de tror’ at solen bare er lidt længere væk, så de strækker sig efter den.
Den nemmeste løsning er at sænke temperaturen så det passer med lysmængden, men det er svært for de fleste at komme under stuetemperatur men stadig holde den oppe over 15C.
Desuden vil planterne vokse langsomt ved lave grader og vintersol, så det bedste man kan gøre for en hurtig vækst er at skabe kunstigt lys, eller vente med at så i slut januar/start februar.
Jeg skrevet lidt gode råd/dyrkningsvejledning, men det er mine egne erfaringer, så du lad være med at følge den til punkt og prikke, men lad dig inspirere af denne og andres vejledninger.

Hvis man er helt grøn og bare gerne vil have succes er mine råd:
Så frø der ikke er mere end 2-3 år gamle, de er mest spirevillige. Køb nogle samme år som de skal såes, få nogle af en chilidyrker eller skrab nogle ud af en moden (dvs. ikke grøn) supermarkedschili.
Køb jiffybrikker/små potter og noget såjord og så direkte i jorden, frøet må helst ikke dækkes med mere end 2 x frøets tykkelse, det gør ikke noget at man lige kan ane frøet under jordoverfladen.
Så fra 1. februar i et minidrivhus eller sæt en pose henover potterne i en lys vindueskarm.
Når du ser frøet rejse sig frem til kimbladene slår sig ud (altså inden for den periode), tager du dem ud af posen/minidrivhuset og stiller dem i vindueskarmen.
Når de har sat 2-3 blivende bladpar (dvs. ikke de første der dukker op som er kimblade, men de næste) kan du begynde at tænke på at potte dem op (i pottemuld/plantesæksjord) i en lidt større potte, men gå aldrig for hurtig op i størrelse. Det er også omkring den tid jeg begynder at gøde så småt, men husk at købt pottemuld/plantesække som regel er gødet, så vent nogle uger til de har optaget den næring.

En ung plante af sorten Fish, som har hvidbrogede blade og stribede umodne frugter

Afhærdning i midt maj: 
Hvis du kun skal dyrke i vindueskarmen potter du bare op i større størrelse og så kommer der blomster i løbet af foråret/forsommeren, men hvis de skal i drivhus skal du vente til temperaturerne ikke kommer under de 10 grader og planterne skal afhærdes hvis væksten ikke skal gå i stå. Det er et hestearbejde at slæbe dem ind og ud, men jeg fortryder det altid hvis jeg ikke gør det, da de er så svære at få i gang igen, jeg har faktisk oplevet at så en ny plante som overhaler de andre i vækst, fordi jeg ikke fik dem afhærdet.
Jeg flytter mine planter ud i drivhuset inden jeg tager på arbejde og tager dem ind igen om aftenen i en uge og så lader jeg dem ellers stå derude. I denne periode må de ikke få stærk direkte sol, da bladene er ved at hærde, da de jo er nogle værre curlingbørn som har været overbeskyttet inde i stuen uden stærk sol og lave temperaturer. Så de skal have tid til at vænne sig til de nye forhold og styrke sig og hvis man gør det, sænkes væksthastigheden minimalt i den periode.

Planterne her blev slæbt frem og tilbage i 1 uge for at vænne dem til drivhuset (spiret under LED)

Livet i drivhuset (eller vindueskarmen):
Nu skal man så potte op hvis de stadig har brug for det eller plante dem i plantesække hvis man mere er til det og så skal de gødes regelmæssig (følg vejledningen, helst lige i underkanten hvis det er drivhusgødning)/man kan give dem langtidsvirkende gødning i jorden.
Det er lidt en religion om man nipper de første 7 blomster eller ej. Jeg gjorde det de første år, men  nu har jeg 50+ planter så det er helt umuligt at holde styr på og jeg har ikke observeret nogen forskel, planterne bliver samme størrelse og giver lige så mange frugter.
Faktisk er det jeg oftest hører fra folk er at de har fået valgt nogle for stærke chilier og ikke når at få dem spist selv om de konservere dem, så de fleste får alligevel rigelige mængder.
Hvis du dyrker i vindueskarm eller et hermetisk tæt drivhus, så du være opmærksom på bestøvning af blomsterne. Alle chilier (og tomater for den sags skyld) er selvbestøvende og ingen bestøvning=ingen frugt. Så tag en pensel eller brug din lillefinger og dut forsigtig rundt i blomsten så pollenstøvet rammet støvfanget (se billede af det her). Som sagt har jeg 50+ planter, så det gør jeg ikke, jeg tager fat i bunden planten/hele potten og så ryster jeg den som om den var en sukkerskål og jeg skal drysse sukker på havregrynene.
Og så er det bare at vente på frugten! Nogle chilier er gode, ligefrem bedst, når de er grønne/sorte og umodne f.eks. Jalapeno, hvor størstedelen skal modne til deres slutfarve som kan være alt fra gul, orange, rød til lilla.

Blå LED til de små chilispirer