Chilikage og muffins

Når man høster så mange chilier får man helt lyst til at gå i køkkenet og bruge dem med det samme!
Jeg har været i køkkenet og lave en squash/æble-kage med chili, som mine kære kollegaer skulle udsættes for.

Chilimuffins med flødeostecreme og violer som pynt

Det er altid lidt svært med at finde ud af hvor mange der skal i når det er kage, da sukker og stivelse dæmper styrken betydeligt. Men de fleste sagde at det var passende men der var et par stykker der synes det var for meget, så næste gang, bruger jeg mindre, for når det er til alle skal det hellere være for lidt end for meget.
Hvis man kommer glasur på og især hvis det er flødeostecreme, dæmper det også styrken.

Opskrift -> Squash/æble-kage + 3 stk Caribbean Red Habanero (udkernet)

For at fordele styrken i dejen, så det ikke bare var små bomber af chili, blendede jeg chilierne med lidt af sukkeret. Chilisukkeret kom jeg i olien og lod det stå og ekstrahere i 10-15 min.
Og så fulgte jeg ellers opskriften, som jeg plejer. 
Styrken var godt fordelt og der var ikke nogen overraskelser med højere koncentrationer af styrke nogle steder, den var jævn hot!

Sukker og chilier i minihakkeren
Chilien trækker i olien

Citron verbena og chilisukker

Så er jeg i gang med det lidt mere eksperimenterende! Ligesom urtesalt har jeg lavet “urtesukker” med blade af citron verbena og chili. Jeg har valgt nogle frugtagtige chilier til formålet; Aji Lemon Drop og Jellybean.

Citron verbena og Lemon Drop chilier

Camilla Plum har talt så godt om citron verbena sukker og jeg så en der havde lavet chilisukker til vinterteen for nylig, så jeg tænkte at kombinere de to. Jeg bruger godt nok ikke sukker i teen, kun hvis det er en Romtoddy, men håber jeg finder nogle andre formål. Jeg tror dog det kunne være godt i Romtoddyen, når næsen er tilstoppet!
Jeg har lavet en moderat stærk med citronchili og en noget stærkere med jellybean.
Jeg har lavet det efter samme metode, som jeg har brugt til urtesalt.

Citron verbena og Jellybean chilier

Citron verbena sukker med chili
300 g sukker
2-3 x 30 cm grene med blade (brug kun bladene)
3 citron chilier eller 25 Jellybean chilier


Fremgangsmåde til urtesukker:

Urter og halvdelen af sukkeret kommes i en minihakker/foodprocessor og der køres til det er fint fordelt. Resten af sukkeret tilsættes og der køres til det er blandet.
Blade og chilier i minihakkeren

Sukkeret spredes ud på bagepapir og tørres ovenpå et varmt fyr eller i ovnen ved så lave grader som muligt.

Da min ovn kun kan gå ned til 150C uden varmluft, får det kun ca. 10-15 min fra jeg sætter det ind i en kold ovn og så plejer det sidste væske at dampe af ved stuetemperatur. Men optimalt kommer det ikke over 50C og tørre i ovnen over flere timer.
Så knuses det igen med minihakker eller rulles over så det bliver findelt med en vinflaske.
Nu er det klar til at komme i et syltetøjsglas med tætsluttet låg.

Det tørrede sukker rulles med en flaske for at løsne klumperne

Chilisalt

For at konservere nogle chilier har jeg lavet nogle urtesalte med chili. Man kan jo bruge alle slags krydderurter til urtesalt, så det er kun fantasi og smag der sætter grænser.

Jeg har lavet en med rosmarin der f.eks. kan bruges til foccacia og en med hvidløg som kan bruges til de fleste gryderetter og stykker kød, til at give dem et ekstra pift.

Når jeg laver urtesalt er fremgangsmåden:
Urter og halvdelen af saltet kommes i en minihakker/foodprocessor og der køres til det er fint fordelt. Resten af saltet tilsættes og der køres til det er blandet.
Saltet spredes ud på bagepapir og tørres ovenpå et varmt fyr eller i ovnen ved så lave grader som muligt.
Da min ovn kun kan gå ned til 150C uden varmluft, får det kun ca. 10-15 min fra jeg sætter det ind i en kold ovn og så plejer det sidste væske at dampe af ved stuetemperatur. Men optimalt kommer det ikke over 50C og tørre i ovnen over flere timer.
Så knuses det igen med minihakker eller rulles over så det bliver findelt med en vinflaske.
Nu er det klar til at komme i et syltetøjsglas med tætsluttet låg.

Chili salt med rosmarin
150 g havsalt
10 bløde spidser rosmarin
1 Caribbean Red Habanero
1 rød habanero og frisk rosmarin
Blendet salt klar til tørring
Chili/hvidløg-salt
150 g havsalt
2 Habanero Naranja Picante
5 fed hvidløg
Hjemmedyrkede habaneroer og hvidløg
Hvidløg og chilisalt

Chilier i massevis

Det bugner i udestuen med chilier og nu hvor Jacobs fødselsdag er veloverstået, har jeg fået høstet en del. Jeg havde ladet en masse modne frugter blive hængende så der var lidt farverigt derude, til vi fik gæster. Men nu har der været storhøst og jeg er i gang med at tørre, sylte, fryse og kokkerere i køkkenet for fuld skrald, så vi kan få lidt varme når det bliver koldt.
Her er 2 billeder fra de 2 største høstomgange, men jeg tror jeg kunne lave 2 billeder til i samme stil af det jeg har haft brugt til hot sauce og madlavning løbende siden de startede med at modne.
De eneste der mangler at modne helt endnu er Bih Jolokia og Bishops crown.

Chilihøst d. 28/aug/2012
Chilihøst d. 10/sep/2012
Meget produktiv Jellybean chili
Ekstra bred stængel gør at den kan sætte flere frugter end normalt i punktet

Chilifestival 2012 i Jylland

Her i weekenden tog vi turen over bæltet for at deltage i årets chilifestival hos Barney.dk.

Chilifestival 2012 i Videbæk (Jylland)

Super hyggeligt og med masser af dejlige smagsprøver, mad og chiliglade mennesker.
Jeg fik købt lidt frø af Bjarne som ejer stedet, lidt forskellige frugter og så fik vi spist nogle fantastiske chili-brownies og andre gode sager i Vivi’s bod (se opskrifter oa. her). Vi er allerede helt afhængige af hendes muscovado karamelsauce med chili, dejlig intens og helt perfekt til vaniljeis.

De 12 kandidater i “Årets hot sauce” konkurrence

Kæmpe udvalg af chilifrø
Herlige lange krøllede chilier
Mega basilikum blade, der stod ikke sorten men tror det er ‘Lettuce Leaf’
Et lille udvalg af chilismagningen
Mexibuffet undervejs og smart fladbrødspresse i baggrunden

De første tomater og agurker

Så har jeg høstet de 2 første skoleagurker af Beit Alpha og en enkel tomat af Gemini d. 27/8.

Smagen kan på ingen måde sammenlignes med købte grøntsager

Tomater
Tomaterne gik endnu en gang i vasken for mig i år, så jeg måtte ty til 2 Nettoplanter af F1-hybriden ‘Gemini’, som blev udsat midt i maj (se her).
Men jeg har ikke knækket den bøftomat af sorten Conni fra Frøsamlerne selvom den så ud til at stå af, og nu har den faktisk sat en frugt, så nu hepper jeg lidt på den, for det ville være superfedt at kunne høste min allerførste bøftomat i år.

Jeg tog en stikling af Tumbling Tom Red, som er en ampel cherrytomat, fra en plante jeg havde givet min svigerfar, for at se om det kunne lykkes, og det gjorde det!
Den er nu vokset til, men skal først til at blomstre nu, så jeg ved ikke om den når at blomstre eller sætte frugt, men jeg vil prøve at tage den indenfor i håb om at få et par enkelte frugter, om ikke andet til at tage frø af.

Efter en snak med nogle andre tomatdyrkere fandt jeg ud af at det heller ikke er så lang tid siden at de gik i gang med at høste. Men de har dog en noget mere imponerende høst end mig.
Agurker
De 3 agurkeplanter blev først sået i slutningen af maj, da jeg ikke fik købt frø før. Jeg ledte efter en skoleagurk, hvor jeg kunne indsamle frø, så jeg ikke var tvunget til at købe frø igen, samt man kan dele lidt ud til venner og bekendte. Men dem fandt jeg først sent hos Barney.dk.
Jeg var i tvivl om jeg ville nå at se agurker, men jeg har da spist 2 af dem nu 🙂

Alliancemarmelade med chili

Så er der kommet gang i syltegryderne! Jeg har frosset nogle ribs, solbær og stikkelsbær ned, da de modnede før jeg havde ferie (og tid til at lave marmelade). Så nu ligger de klar i fryseren til at sylte, men jeg tror jeg gemmer dem til vinter, så der kan dufte af bær når man mest har brug for det.
Lige nu er de første brombær modne, men jeg havde ikke nok til et glas marmelade, så jeg lavede en alliance med andre bær og nogle umodne Fillipa æbler der var faldet af træet, da vi stynede en birk der ikke kunne undgå at ramme nogle æblegrene.
Jeg fandt en solbærbusk der bærer lidt sent, så det var friske bær der kom i gryden, men kirsebær og jordbær er fra fryseren.
Jeg kom chilien ‘Jellybean’ i marmeladen som, trods den lille ærtestørrelse, giver rigtig meget smag, den overdøver faktisk solbærene lidt. Og jeg mener smag og ikke styrke, den smager meget kraftigt af vandmelon/frugt. Styrken havde svært ved at trænge igennem sukkeret, så der kom flere i end jeg havde forventet, jeg troede kun der skulle 1 chili til hele portionen, men det gav ingen styrke, kun smag.

Chili ‘Jellybean’

Alliancemarmelade med chili
1 kop solbær
1 kop kirsebær
1 kop jordbær
1 kop brombær
3 umodne æbler
Sukker
Chili efter eget ønske (til 1 dl marmelade passer 3 x Jellybean)

Bærene bringes i stille kog og sukker tilsættes. Efter 5 min’s simren køres det hele med en stavblender til en ensartet masse og det bringes tilbage i kog. Smag efter om det er sødt nok. Hvis det er meget tyndt koges det lidt ind.
Finthakket chili tilsættes og koges med 1-2 minutter (Jacobs marmelade er uden chili og den blev også god).
Hældes på skoldede glas.

Alliancemarmelade

Bonsai chilier med frugt

Så er der begyndt at komme frugt på bonsaichilierne. Som skrevet før er det ikke planter der er pottet i mindre potter, men en sort der hedder Bonsai, som bare ikke bliver større.

Bonsai chili – Til venstre fra sidste år, til højre fra i år 

Der er allerede 2-3 frugter der er ved at bliver modne på den overvintret fra sidste år, og den fra i år blomstrer meget villigt.
Jeg har en fra sidste år og 2 nye i år, en der har stået på arbejdet og en der har stået i udestuen. Fælles for de 2 nye er at jeg har nippet dem ret kraftigt, så de har forgrenet sig, men det er gået ud over blomstringen som er sat tilbage fordi jeg hele tiden har nippet nye skud af for at få den til at lave 2.
Så jeg er egentlig ikke overrasket over den sene blomstring i forhold ti de andre chilier.
Den i udestuen har ikke nogen frugter og er lige ved at blomstre, hvorimod den de har stået i vindueskarmen på arbejdet altså har blomstret i lang tid og sat en del frugter.

Modne chilier fra sidste års chili ‘Bonsai’

Gylden dyppe-chilisauce

Der er så småt ved at komme fart i modningen af de forskellige chilier i udestuen og en af dem er en smuk solgul Habanero Naranja Picante der smager helt vildt godt af sådan en unik frugtsmag.
Jeg har ledt efter en gul chilisauce som ikke ender ud i en blendet frugsalat med chili, men det har været lidt svært, da de hurtig bliver meget tropiske, hvilket ikke er dårligt, men jeg ville bare gerne prøve noget andet.

Gul chilisauce til en god grillpølse eller burger

Så denne opskrift er lavet ud fra en masse forskellige opskrifter, hvor jeg ikke havde alle ingredienserne til rådighed, men resultatet er jeg fint tilfreds med.
En gylden chilisauce med en styrke som ikke er overdøvende men heller ikke svagelig, som smager af frugt uden at være dessertagtig.
Det er planen den skal bruges ligesom ketchup og sennep til en grillet pølse, i en burger eller hvad man nu bruger dyppelse til 🙂

Gylden dyppe-habanerosauce
1½ Habanero Naranja Picante el. anden gul habanero
2 gulerødder
1 nektarin/fersken (skoldet og flået)
5 fed hvidløg
salt og peber
vand

Det hele hakkes. Hvidløg og gulerødder kommes i en gryde med lidt olivenolie og det steger svagt i nogle minutter.
Resten kommes i og steger svagt til det er nogenlunde mørt (ca. 5 minutter). Der fyldes vand næsten til kanten af massen og det bringes i blidt kog. Når det har boblet lidt drøner man en stavblender igennem det og bringer det i kog igen.
Det hældes på skoldede glas og sættes på køl. 
Da det ikke indeholder noget surt, salt eller sødt i en grad så det konservere, skal man bruge det indenfor nogle uger og holde det i køleskabet.

Chilisauce i burger


Modne chilier

I noget tid har jeg kunne tage enkelte modne frugter på Aurora og Cheyenne. Så selvom alle chilierne stort set er sået samtidigt, var Cheyenne og Aurora klart foran både med blomstring og frugtmodning.
Oveni hatten er Aurora utrolig smuk og har en ikke for voldsom styrke, så den er god til dem som ikke er til det helt hotte. Cheyennen er jeg lidt skuffet over desværre, men jeg synes den er for tyndvægget og småsej i det uden nogen speciel smag eller styrke, men så er den da prøvet.
Men ellers er de andre så småt begynde at følge med modningen. Stort set alle har fuldt udvokset chilifrugter og har haft det i noget tid, så man går bare spændt og venter på hvornår showet starter.

Habanero Naranja Picante (den er gul)

I dag har jeg observeret start/færdig farveskift på Criolla Sella, de 2 chilikrydsninger (fejl-Fresno’en og fejl-strombolien), Numex Twillight, purple jalapeno, Alm. jalapeno, Long Slim Cayenne, Jellybean, Hab. Naranja Picante og Hab. Caribbean Red.
Det er er mest de store sorter der er er tilbage der mangler start af modning samt dem som er sået, stiklingeformeret eller anskaffet senere.

Long Slim Cayenne
Fejl-Fresno
Fejl-Stromboli
Habanero Caribbean Red