Betonfrugter og podekviste

Betonfrugter
Når man planter nye frugttræer, i hvert fald æbler, skal grenene helst være vandrette. Den ene årsåg er bedre frugtbæring og den anden årsag er at grenene bliver stærkere af det.
For at sikre at grenene vokser så vandret som muligt, har jeg støbt nogle “betonæbler” som jeg har hængt på grenene så de tvinges lidt nedaf. Jeg har hængt dem rimelig tæt på stammen for at få hele grenen vandret og ikke bare en stor bue.
Jeg har brugt nogle gamle plasticpotter, en rest hegnstråd og en lille portion meget våd beton.

Plasticpotterne havde jeg sat op på en avis på badeværelse, derefter hældte jeg betonen i og satte 1 kort stykke hegnstråd i. Efter et døgns tid eller to er de klar til træerne.

Podekviste
Da vi var på Pometet i efteråret var jeg på en meget interessant rundvisning med Michael Brat. Han fortalte bl.a. at man kunne bestille podekviste hos dem, men at man bestilte dem inden nytår, for de beskærer deres træer hen over vinteren og skal derfor vide hvor mange bestillinger der er.
Man poder først omkring 1. april, men podekvistene kan skal/kan (har ikke helt fundet ud af om det er vigtigt eller praktisk at det sker om vinteren) samles nu i januar/februar.

Nå, men jeg har i hvert fald klippet nogle podekviste på min fars gård, som er helt lyserøde i kødet. Mine forældre var ikke helt sikre på hvilket af de 3 træer det var, trods at de var sikre i efteråret på de ville kunne huske det, så jeg har taget fra 2 forskellige, 1 kvist fra et meget lille træ og 4-5 stykker fra det største de har. Nu må jeg se hvor det så skal podes hen på til foråret.

Pometet i Tåstrup

En gang om året holder Pometet i Tåstrup åbent for offentligheden og vi var også derude i år.

 

Rundvisning
I år kom vi også med på en guidet rundvisning, min far og Jacob hørte om markvin og jeg tog med Michal Brat på rundvisning, han fortalte om træbeskæring. Jeg var lidt nysgerrig om han havde noget spændende at sige, da jeg har skimmet i hans kompendium om træbeskæring (lånt på bibliotek.dk). Jeg blev ikke skuffet, sikke en masse viden og jeg havde ikke noget papir til notater, så jeg har allerede glemt meget af det han sagde. Men jeg fik en god idé om teorien hvordan træer vokser og derved hvordan det skal beskæres.

Opstammet hassel
De har en samling podede tyrkiske træhasler som vi var henne og kigge på. Det var nogle vildt flotte podninger, på de første par træer havde vi slet ikke set dem, meget imponerende.

Jeg tror jeg må affinde mig med, indtil videre, at købe et færdigpodet hos Lars Holmboe Westergaard som har specialiseret sig i nøddetræer og har en planteskole med nøddetræer i alle afskygnnger, ulempen er bare den ligger på Fyn… Jeg havde ellers store planer om at blive podemester en dag og lave mine egne podede hasselnødder på tyrkiske hasler, og det sker måske også, men der går nok lidt flere år end først beregnet.

Æblenøglen og æblemost
Vi skulle have bestemt nogle af vores æbler af nogle æblekyndige, da jeg ikke kan finde dem vha. æblenøglen, men køen var superlang også efter kl 16 hvor de ellers havde lukket. 
Så det droppede vi, men vi fik købt lidt tomme bag-in-box til den kommende æblemost af Nordisk Selvforsyning.

De fremviste hvordan man kværner æbler på en elektrisk kværn (ligner kompostkværn) og presser ved hjælp af hydropresse. Sidstnævnte skal vi helt sikkert have på et tidspunkt, den var effektiv og så ved almindeligt vandtryk.

Guldborg

Så er de første Guldborg æbler begyndt at drysse af træet.
Jeg husker tydeligt at vi flyttede ind i huset sidste år og kunne samle de sidste Guldborg æbler op fra jorden inden hvepsene fik hul på dem.
Det betyder at vi går en dejlig æbletid i møde men desværre også en hvepsetid.
Jeg har smagt på de største der er faldet ned, men de er ikke helt modne, de mangler lige et par uger på træet endnu, men så er de der! Og de smager fantastiske!

I følge pålidelig æblestatistik skulle Guldborg modne fra næste uge til og med midten af september og det er desværre ikke et æble der kan gemmes. De skal gufles lige med det samme og det er svært at lade være!
Dem der er faldet til jorden er samlet op og givet til høns og kaniner.

Discovery skulle være plukkemodent fra midten af august til starten af september, så det er nu. Men skulle kunne holde sig 2 ugers tid efter plukning. Et meget tidligt og dejligt æble som jeg håber at kan få podet på et af mine egne træer til det tidlige forår.

Æblesnaps med et hel æble

Ja, det kan faktisk lade sig gøre at lave en snaps med et helt æble eller pære.
Jeg så engang en artikel hvor man satte en flaske hen over en lille ny pære, hvor den så voksede indeni hen over sommeren og så høster man den og overhælder med 1 liter klar snaps eller vodka. Den skal så trække et år før man begynder at drikke af den, men den kan sagtens trække mere, hvis man kan vente.
Vi har jo fældet pæretræet og har ikke fået købt et nyt, så jeg satte en gammel klar mælkeflaske hen over et Guldborg æble for en uge siden.
Det skulle nok have været tidligere for jeg havde svært ved at finde et lille æble flasken kunne komme over, men det lykkes.
Jeg valgte Guldborg, dels på grund af den aflange form og at æblet er forholdvis småt, men især fordi jeg elsker smagen, så at kunne konservere den ville være fantastisk!
Det er vigtigt at flasken hænger på hovedet så den ikke bliver fyldt med vand så æblet eller pæren rådner.

Se blogindlæg med resultatet 🙂

Cider æbler

Vi går i tankerne om at få en pæresort til at lave cider af, eller rettere sagt Perry som det hedder når det er lavet af pærer. Men der er ikke så meget information omkring det i Danmark, det er mest forskning omkring æble cider sorter. Så det kan godt være vi lægger ud med en æblecider.
Vi har en 10-12 æbletræer i haven, hvor mange af dem sikkert er meget velegnet til cider. Når man har hjemmeproduktion af cider bruger man jo hvilket som helst æble man nu har og det kan man også sagtens, men jeg kan godt lide at optimere ting, så jeg vil gerne granske lidt mere i det 🙂

Jeg vil gerne kunne lave et par flasker vin af vindruer, men jeg tror der vil være en større chance for at lave en formidabel cider i det danske klima.
Danmark er langt mere vådt og frodigt som England og Sverige, som er kendt for deres cidere, hvor det er lidt sværere at efterligne det franske middelhavsklima, selvom der selvfølgelig bliver forsket i sorter til det køligere klima.
Det går jo meget godt for tyskerne og deres hvidvine 🙂


Følgende er sakset fra Pometets hjemmeside:

Browns Apple: Bittersyrlig, (mild) Mørk rød, rødt frugtkød, god kvalitet, sund.
Bulmers Norman: Bittersød (medium), stor, gul grøn, frugtbar, sund, oktober.
Chanteline: Syrlig Stor gul, november, frugtbar, sund.
Cidor: Bittersød, lille, gul, mjdt oktober, frugtbar, sund.
Court Royal: Sød, stor, gulgrøn, kræft følsom.
Crimson King: Syrlig (medium), god kvalitet, november.
Dabinett: Bittersød, lille, grøngul, frugtbar, høj kvalitet. November.
Ellis Bitter: Bitter til bittersød (medium), stor, rød, midt-slut oktober, god juicekvalitet, Sund.
Foxwhelp: Bittersyrlig, rød, stærk aroma, sund.
Frederick: Syrlig, lille, mørkerød, høj juicekvalitet.
Judaine: Syrlig, stor, gulrød, november, frugtbar, sund, høj juicekvalitet.
Judeline: Syrlig, stor, gulorange, sidst oktober, frugtbar, sund, høj kvalitet.
Judar: Syrlig, lille, gulrød, november, frugtbar, sund, høj juicekvalitet.
Juliane: Syrlig, stor, gul rødstribet, november, frugtbar, sund, høj kvalitet.
Michelin: Bittersød, gulgrøn, lille, oktober, frugtbar.
Stoke Red: Bittersyrlig, lille, rød, frugtbar, sund.
Taylors: Bittersød (mild), gulgrøn, rød kind, oktober, meldug følsom.
Tremlett’s Biter: Bittersød, mørkerød, frugtbar, stærkt bitter, oktober.
Yarlington Mill: Bittersød, lille, lys gul, fin kvalitet, november, sund.

Bål og æbletærte

I anledningen af det gode vejr ville jeg og en veninde prøve at få gang i bålet så det kunne indvies. Vi tændte, det brændte, det døde… Men jeg nåede at tage et billede af det 🙂 Grenene var stadig for våde, så det bliver en anden dag.

Jeg fik sat de 3 solbær jeg fik af min far og fjernet døde grene og tyndet lidt ud i de gamle solbærbuske samt ribsbuske.

Jeg skulle have lavet æblekage den anden dag da min bror var her, men han blev syg og måtte tage hjem, så jeg havde en pose optøet æbllemos, jeg ikke lige havde noget formål med, så jeg ville prøve noget nyt, en æbletærte med låg.
Jeg lavede en sød mørdej og rullede to cirkler ud, en der blev lagt i bunden og blev forbagt i 10 min, herefter hældte jeg æblemosen i, og så lagde jeg den anden cirkel på og klippede små huller til æbledampene.
Men hullerne var ikke store nok, så låget løftede sig i ovnen så det stod ud med dampe hele vejen rundt.
Den skulle spises lun, men jeg synes den smagte bedre da den havde været i køleskab, og så en klat creme fraiche/flødeskum med vanilje til.

Blommer, æbler og podning

Jeg er kæmpefan af blommer og det er en af de få ting som ikke findes i min have. Allerede da vi var ude og kigge på huset gik jeg og lurede om der skulle stå og gemme sig et lille blommetræ, men nej…
Så i næste uge skal jeg ud og have et Victoria blommetræ, alle de somre i min forældres have hvor man kunne gå ud og spise sig propfuld med saftige og søde blommer, selvom min far sagde der altid var orme i, så jeg er lidt spændt på om mine barndomsminder er forsukret…

Der er til gengæld 10-12 æbletræer, så det er ikke til at klage over. Og et af dem er Guldborg, et fantastisk æble som skal spises når det er modent, så det er 14 dages æbleeventyr om året. Det modnede lige inden vi flyttede ind i efteråret, så jeg nåede at hapse 2 æbler fra nogle meget nærgående hvepse.


Jeg er helt vild med Discovery æblet, der er lidt Snehvide/Disney-lækkert, det er helt ensfarvet og knaldrødt, så selv det hvide frugtkød indeni har taget farve i det yderste, så det nærmest er lyserødt marmoreret, lige til at sætte tænderne i eller lave en lyserød prinsesse æblebage. Men det er der ikke, men min far har det i hans have, så jeg har tænkt mig at kaste mig ud i podningens kunst, jeg har i lang tid ønsket mig at kunne pode, selvom jeg boede i lejlighed med en lille altan, kunne det have været så blæret at have et lille æbletræ med 2-3 slags æbler. Men jeg var på SU så jeg fik aldrig rigt råd til at købe det lille æbletræ jeg skulle pode på. Men nu har jeg en hel æbleskov, så nu må jeg prøve!

Okt. 2010: Jeg har fundet ud af det æble jeg troede var Discorvery, slet ikke er Discovery… Men jeg vil prøve at pode “Disney”-æblet på et af vores æbletræer til foråret.