Blåbær på vej

Så går der ikke længe før jeg kan høste af ‘Duke‘, jeg var lige ude i dag og plukke de første modne bær.
Egenlig burde jeg klippe alle bærene af så planten samler styrke, her de første par år, men jeg vil gerne høste lidt af dem i år. Duke er generelt en sort man bør tynde ud i da den overproducerer og derved kan grenene knække.
Den smager ikke af meget direkte fra busken, men smagen skulle blive bedre, hvis den ryger et par dage i køleskabet.

Blue Crop er også godt på vej, men ingen blå bær endnu
Goldtraube har ikke haft det helt på toppen, den har været lidt slatten så jeg har haft vandet den, og den har haft lidt visne blade, ved ikke om det er sorten, placeringen eller lige denne plante der er noget galt med.

Haven i juli

De vilde blåbær er nu modne, hvor de storfrugtede blåbær først er ved at få størrelsen, men stadig er grønne.
JEg har fået høstet grønne stikkelsbær (umodne) og lavet min første stikkelsbærkompot.

Der har også været en del jordbær, de startede en uge inde i juli, selvom fuglene har taget din del, hver gang jeg er kommet derud har der været en fasan eller et par duer der er lettet fra jorbærkrattet.

Vi er godt i gang med at høste kartoflerne, men er stadig i gang med de tidlige Sava vi lagde. Jeg har set brombærene blomstrer så der går nok ikke længe før de kommer.
Jeg var ude så sent som i går og høste de første solbær. Der er et par meget gamle buske i haven og jeg har sat tre nye, så det er ikke de store mængder, men det er også sjovere at få lidt af hvert i stedet for meget af ét.
Ærterne sætter masser blomster og bælge nu, men de når ikke at forlade køkkenhaven, før jeg har guffet dem i mig. Selvom jeg glemmer nogle af Holgers store ært (fra Frøsamlerne) og de er lige ved at briste bælgen, bliver de stadig ikke melede, der er stadig søde og lækre, det er en hitter!
Den lilla bælgede mangetout, Purple podded pea, er til gengæld ikke sød, men utrolig nem at spotte på planten når der skal høstes og jeg vil fryse lidt ned og prøve det i noget wokmad.

Golden Sweet er alle visnet ned, de fik aldrig rigtig fat, så jeg ved ikke om de er gode, men jeg mener der stod på Frølisten at de ikke var så søde som almindelige grønne ærter.

Vilde blåbær fra Silkeborg

I påsken tog min kollega nogle blåbærplanter med hjem til mig fra hendes sommerhus som ligger ud til vandet ved Silkeborg. Hun gravede et par stykker op med rod som har stået i en sort sæk i en papkasse i 2 ugers tid før jeg fik dem med hjem, men de har klaret sig fint og har nu sat blomst.
Der var en der ikke kom op med jord men har holdt sig fugtig og den har jeg gravet ned og den ser ud til at den skal til at sætte blade nu, så den har overlevet men sætter nok ikke blomster i år. Men der er i hvert fald 2 med blomster så forhåbentlig er fremmedbestøvningen sikret.
Vi har masser af bier så jeg regner med de finder frem til blåbærene, da de er sat i skyggen under nogle graner, da min kollega fortalte mig at der var flest bær på dem i skygge.
Det giver også god mening da de vilde blåbær er en skovbundsplante som holder af skygge, fugtighed og lav næring.

3 x blåbær er sat

Så fik vi sat blåbær, valget faldt på Duke, Blue Crop og Goldtraube.
Hvis alt går godt vil jeg nemlig etablere mange flere blåbærbuske, så jeg vil gerne se hvilket sort der klarer sig bedst og så tager jeg stiklinger fra den sort.

Blue Crop skulle kunne klare sig i almindelig havejord men skal gødes surt, så jeg skal have undersøgt hvordan man gøder surt – økologisk. Til gengæld skulle bærene være mere syrlige end de andre sorter, ironisk nok 🙂
Duke skulle være den tidligste, men den skal udtyndes og bærene skal have kulde før de får rigtig smag.
Goldtraube skulle være gode, men busken bærer først fuldt ud efter 5-6 år.
Så alle sorter har fordele og ulemper, nu må vi se hvad vi har temperament til.

Blåbærsorter

Jeg vil rigtig gerne have gang i nogle storfrugtet blåbær i år, da der ikke er nogle i haven og der går noget tid før de giver godt. Jeg kan ikke helt beslutte mig for sorterne, men jeg tænker at vælge en tidlig og en sen, eller måske over 3 perioder….

Modningstider:
Duke: Medio juli
Northland: juli/august
Hardyblue: Ultimo juli/primo august
Blue Crop: Primo august
Reka: Primo august
Patroit: Primo august
Draper:Primo august
Goldtraube: Primo august
Ozark Blue: Ultimo august/Primo september
Elizabeth: Ultimo august/Primo september

Jeg har altid lært at de hedder storfrugtet blåbær eller amerikanske blåbær. Men efter at have læst nogle forskellige artikler, har jeg fundet ud af at det faktisk slet ikke er blåbær, men mosebøllebær.

Blåbær er mindre og blå både indvendig og på skallen, hvor mosebøllebær har hvidt kød og blåt skind. Mosebøllebær kan komme fra store høje buske som er 2 meter høje hvor rigtige blåbær, eller vilde blåbær, altid er små lave buske på en 30-40 cm.
De kommer fra samme familie Vaccinium, som blandt andet også indeholder tranebær og tyttebær, som også er surbundsplanter.