Hindbær – klip eller ej

Langs køkkenhaven står der hindbær og nogle af planterne satte frugt helt hen i november, så jeg tager et vildt gæt og kalder dem efterårshindbær 🙂 Andre, lidt mindre planter, satte ikke frugt, men da vi flyttede ind i oktober ved jeg ikke om der har været hindbær lige før eller om de bare er unge planter, for dem der satte frugt var højere end mig og jeg er 1,75 m og de andre var nok kun 1-1,3 m.
Flere steder står der at man kun klipper de hindbærstængler der har båret frugt, fordi hindbær sætter frugt på 2.års stængler, men jeg efterårshindbær skal man skære helt ned hvert år, så de må sætte på 1.års stængler.

Jeg har prøvet at klippe de fleste der satte frugt, nu må vi se hvad der sker.
Men hvis de alligevel skal klippes ned hvert år, kunne jeg prøve at plante ærter sammen med, jeg hader nemlig at vikle indtørrede ærteplanter ud af hegn, så jeg skal have fundet en løsning hvor det vikler sig ind i noget der også skal klippes ned.

Blommer, æbler og podning

Jeg er kæmpefan af blommer og det er en af de få ting som ikke findes i min have. Allerede da vi var ude og kigge på huset gik jeg og lurede om der skulle stå og gemme sig et lille blommetræ, men nej…
Så i næste uge skal jeg ud og have et Victoria blommetræ, alle de somre i min forældres have hvor man kunne gå ud og spise sig propfuld med saftige og søde blommer, selvom min far sagde der altid var orme i, så jeg er lidt spændt på om mine barndomsminder er forsukret…

Der er til gengæld 10-12 æbletræer, så det er ikke til at klage over. Og et af dem er Guldborg, et fantastisk æble som skal spises når det er modent, så det er 14 dages æbleeventyr om året. Det modnede lige inden vi flyttede ind i efteråret, så jeg nåede at hapse 2 æbler fra nogle meget nærgående hvepse.


Jeg er helt vild med Discovery æblet, der er lidt Snehvide/Disney-lækkert, det er helt ensfarvet og knaldrødt, så selv det hvide frugtkød indeni har taget farve i det yderste, så det nærmest er lyserødt marmoreret, lige til at sætte tænderne i eller lave en lyserød prinsesse æblebage. Men det er der ikke, men min far har det i hans have, så jeg har tænkt mig at kaste mig ud i podningens kunst, jeg har i lang tid ønsket mig at kunne pode, selvom jeg boede i lejlighed med en lille altan, kunne det have været så blæret at have et lille æbletræ med 2-3 slags æbler. Men jeg var på SU så jeg fik aldrig rigt råd til at købe det lille æbletræ jeg skulle pode på. Men nu har jeg en hel æbleskov, så nu må jeg prøve!

Okt. 2010: Jeg har fundet ud af det æble jeg troede var Discorvery, slet ikke er Discovery… Men jeg vil prøve at pode “Disney”-æblet på et af vores æbletræer til foråret.

Blåbærsorter

Jeg vil rigtig gerne have gang i nogle storfrugtet blåbær i år, da der ikke er nogle i haven og der går noget tid før de giver godt. Jeg kan ikke helt beslutte mig for sorterne, men jeg tænker at vælge en tidlig og en sen, eller måske over 3 perioder….

Modningstider:
Duke: Medio juli
Northland: juli/august
Hardyblue: Ultimo juli/primo august
Blue Crop: Primo august
Reka: Primo august
Patroit: Primo august
Draper:Primo august
Goldtraube: Primo august
Ozark Blue: Ultimo august/Primo september
Elizabeth: Ultimo august/Primo september

Jeg har altid lært at de hedder storfrugtet blåbær eller amerikanske blåbær. Men efter at have læst nogle forskellige artikler, har jeg fundet ud af at det faktisk slet ikke er blåbær, men mosebøllebær.

Blåbær er mindre og blå både indvendig og på skallen, hvor mosebøllebær har hvidt kød og blåt skind. Mosebøllebær kan komme fra store høje buske som er 2 meter høje hvor rigtige blåbær, eller vilde blåbær, altid er små lave buske på en 30-40 cm.
De kommer fra samme familie Vaccinium, som blandt andet også indeholder tranebær og tyttebær, som også er surbundsplanter.

Rabarber i skjul

Bedre sent end aldrig…

Rabarberne er begyndt at vise de lyserøde knopper, men vi fik ikke sat noget over dem tidligere på året, så nu satte manden spande over 2 af planterne, så kan vi se om det har nogle effekt overhovedet i forhold til dem imellem som ikke får nogle spande.
Spandende bliver nemlig fyldt op med murbrokker så det er lidt svært at undvære dem.