Coleslaw

Til nogle gode spareribs hører sig en god coleslaw til og denne opskrift er ikke så ringe endda.
Jeg troede egentlig bare coleslaw var revne gulerødder, kål og mayo, men for at få en god og tygbar coleslaw fandt jeg ud af at man skal knuge/ælte kålen og lade den trække i en eddikemarinade i 1/2 times tid. Derefter skal den så vendes i en creme fraiche og mayo dressing og så er den klar.

Coleslaw lavet med rødkål

Marinaden og dressingen kan godt laves dagen før (på køl), men resten bliver bedst hvis man laver det på dagen. Hvis jeg laver marinaden dagen før, kan man bruge hele sennepskorn og si dem fra dagen efter inden det hældes over kål og gulerødder.
Man kan godt komme færre gulerødder i, de amerikanske opskrifter jeg har kigget på siger 1 kålhoved til 1-2 gulerødder. Så de kan godt lide den meget ‘kålet’. Jeg har også set mange opskrifter hvor der skulle løg i, men det har jeg endnu ikke prøvet. Sellerifrø eller sellerisalt er også ofte brugt og derfor bruger vi løvstikkesalt hvis vi har lavet noget, da løvstikke smager meget kraftigt af selleri.

Jacobs gode spareribs med coleslaw

Coleslaw
Opskriften er til 2 personer i 2 dage hvis det bliver brugt som tilbehør
500 g fintsnittet/revet hvidkål, rødkål eller spidskål (svarer til et lille halvt hoved)
250 g revne gulerødder (ca. 350 g uskrællede)

Marinade til coleslaw
1/2 dl æblecider eddike/hvidvinseddike
1 spsk sennep (evt. sennepskorn, hvis den trækker natten over)
1/2 spsk sukker
1/2 spsk salt (f.eks. løvstikkesalt)
Et godt drys peber

Dressing til coleslaw
1 dl creme fraiche
2-3 spsk mayonnaise
Et drys salt, peber og sukker

Kål og gulerødder mixes i en skål og marinaden hældes udover og dele hele vendes godt rundt. Det sættes på køl i 15-30 min og det har godt af, hvis man lige vender det rundt et par gange. Hæld den overskydende marinade fra og tryk marinaden ud af grøntsagerne, så de ikke bliver alt for sure.
Dressingen kommes i og det mixes godt sammen og smages til med salt, peber og sukker.
Så er det ellers klar til servering, men kan også godt stå i køleskabet og vente et par timer.
Og dagen efter er det altså også godt til restemad 🙂

Marinaden blandes sammen i en bøtte

Kanin i asparges

Der blev jo 400 g rent kaninkød af vores første slagtekanin (voksen dværgvædder).
Det blev delt op i 2 portioner så vi fik en blandet salat med kaninkød og resten blev brugt til kanin i asparges. Det var egentlig meningen at vi skulle have kanintarteletter, men vi er lige startet med at høste af kartofler og de smager som slik, så jeg lavede sovsen lidt tyndere end man normalt ville lave tarteletfyld og serverede dem med kartofler og de første gulerødder, der var lillefingertykke.

Kanin i asparges (kanintarteletter)
200-250 g kogt kaninkød
½-1 liter fond fra den kogte kanin 
En dåse hvide asparges
Salt og peber
1 par spsk mel
Smørklat
Lav en opbagt sovs af smør, mel, fond og aspargesvandet fra dåsen.
Tilsæt kaninkødet og gennemvarm det i sovsen.

Smag til med salt og peber.

Køkkenhavestatus

Løg
Løgene jeg såede i marts er dukket op, det er nogle små fine “purløg”, som næsten er til at overse, men de er der! Sætteløgene har tykkere blade og skalotterne er ca. 7-10 cm høje med mange blade, hvor de almindelige gule er 5-7 cm og har kun 1-2 blade.
Hvidløg
Alle hvidløg er kommet, undtagen de “1-feds hvidløg” jeg satte. Det var nogle kineser hvidløg fra SuperBrugsen, men jeg havde nu alligevel håbet på de havde slået igennem. Dem jeg satte i oktober er 30-40 cm høje og slanke (flettehvidløg) og de hardneck jeg satte i november er lidt højere og tykkere, dem er jeg ret imponereret over! JEg hev en op i går til maden og snittede den som forårsløg, det smagte super, men jeg må snart holde mig i skindet, jeg har allerede taget 5-6 stykker op, fordi jeg er så nysgerrig på udviklingen.
Jordbær
Jeg har ikke fundet ud af endnu hvor vi skal have årets jordbærbed, der er jordbær 4 steder og jeg har ingen anelse om hvilke der er 1. års, 2. års og 3.års, så vi må gætte lidt når de sætter bær.
Men her i weekenden kom de første blomster, så det tegner godt! Men de breder sig helt vildt, jeg har allerede hevet flere op som ville ind og mænge sig med hvidløgene.
Asparges
Jeg høster nu 5-7 stykker hver anden dag, og jeg skal høste hver anden dag! I lørdags stod der en asparges der var ca. 20 cm og jeg ville vente de 2 dage og så var den 70 cm i går! Så når de får lov skyder de meget hurtigt det sidste stykke, skal jeg lige love for! Jeg har fundet ud af de har den fineste smag og struktur inden bladene slipper stænglen, når de er 10-12 cm, men de når som regel at blive længere, men hvis de skal være rå synes jeg ikke de skal være længere. Selvom man knækker dem hvis de er længere er smagen ikke så fin og ærteagtig som når de er helt unge.
Gulerødder
Det ser ud til de kommer, men jeg er lidt i tvivl om det er tagetes frø, der har forvildet sig hen i gulerodsrækkerne, jeg tror jeg ofre en og nulre bladene, tagetes lugter så kraftigt at jeg må kunne genkende det.
Kartofler
De tidligste vi satte er blevet hyppet og er 30-40 cm høje, de fik plast over pga frosten, hvilket har skudt dem godt i vejret.
Dem der blev lagt lidt senere, er ved at kigge frem, Sava er allerede 7-10 cm høje mens Ditta er begyndt at bryde jordoverfladen, men de nåede næsten ikke at forspire, fordi vi købte dem for sent.

Såning af gulerødder og løg

Så har jeg været ude at så gulerødder. 3 forskellige slags, røde, vinter og sommer. Nu må vi se om de kommer op. Jeg havde læst et sted at man kunne blande frøene op med tapetklister og så sprøjte det ud i rækkerne så der kom større afstand mellem frøene end når man så almindeligt. Jeg nægter nemlig at betale så meget for såbånd, hvor de ligger med den rigtige afstand. Så nu må jeg se om jeg kan finde et alternativ hvor jeg ikke skal udtynde så meget, for det skulle give god adgang for gulerodsfluen, og det kan vi jo ikke ha’!
Tapetklister købes i pulver form og en lille pose rækker meget langt. Det blandes op med vand og hældes i en frostpose hvor der drysses frø i. Jo flere frø jo tættere sås de.
Jeg lavede de tre poser fra lidt frø til mange frø, og der skal virkelig ikke mange frø i, før man skal løbe rigtig hurtigt med posen mens man trykker det ud. Husk at hullet man klipper i posen skal være småt, men større end frøets diameter 😉
Når man blander frøene rundt i posen med tapetklister kan man bruge en dejskraber til at samle det hele nede i bunden så det er nemmere at sprøjte ud.

25/6-2010: Gulerødderne er kommet op med en fin afstand og toppene er ca 20 cm høje nu. Jeg har flyttet få stykker fordi de stod for tæt og der var lidt huller i rækken. Men hullerne skyldes nok at jeg har brugt gamle frø. Så det var en succes både med gulerøder og løg 🙂