Opstart af Rumtopf

I dag har jeg officielt startet min Rumtopf eller Romtopf, og jeg glæder mig allerede til at smage den, selvom der er lang tid endnu.
Jeg håber jeg får overtalt familien til at bruge den til julens Ris a la mande.
Jeg har startet den med jordbær og kirsebær og vil løbende komme sommerens frugter i, efter hånden som de modnes sammen med et skud sukker og brun rom.
Jeg har været byen tynd efter en god rom, og det bedste jeg kunne støve op var en Captain Morgan “Jamaica rum”, så den håber jeg går an. Jeg har ellers kun holdt mig til Stroh 80 til en Rom Toddy, når man er lidt forkølet. Men jeg synes alligevel at Stroh 80 er lige i overkanten til en Rumtopf.
Rumtopf
100 g jordbær i skiver
100 g rensede søde kirsebær
150 g sukker
Brun rom til det dækker + et par cm
Frugten kom jeg i et 1 liters patenglas sammen med sukkeret.
Da det saftede rørte jeg lidt rundt og tilsatte rommen.
Glasset blev lukket og stillet køligt.
Fortsættelse følger…

Rumtopf – Dag 1

Honning og jordbær

Danmarks Biavlerforening holder hvert år “Honning og jordbærdag” og da jeg kom i tanke om det i år, var det selvfølgelig for sent… Det var for en uges tid siden. Bedre held næste år!
En af Jacobs kollegaer forærede ham et glas nyslynget honning fra hans søster bigård, så det motiverede mig til at finde en rigtig sommerlig opskrift med honning.
Det er uden tvivl den bedste honning jeg nogensinde har smagt, og jeg smager stort set altid på samtlige honninger på diverse markeder, for at smage de mange forskellige noter der kan være i honning.
Jeg har sagt til Jacob at han lige må finde ud af hvad de bier har trukket på, det må vi have plantet, når vi skal have bier en dag.
Jeg har aldrig smagt jordbær med honning og da vi nu har frisk nyslynget honning, besluttede jeg mig for at prøve at dyppe lidt jordbær i honningen. Det var guf! Men jordbærene må gerne være lidt syrlige, for det ikke bliver for sødt.

Koldskålsis med jordbær

Vi er rigtig glad for koldskål om sommeren, men nogle dage kan den bare ikke blive kold nok!
Så jeg prøvede at køre den på ismaskinen, og så blev den kold! 
Det virker meget godt, men det er mere en yoghurtis og selvom den er kørt på maskine synes jeg der kommer små krystaller.

Haven i juli

De vilde blåbær er nu modne, hvor de storfrugtede blåbær først er ved at få størrelsen, men stadig er grønne.
JEg har fået høstet grønne stikkelsbær (umodne) og lavet min første stikkelsbærkompot.

Der har også været en del jordbær, de startede en uge inde i juli, selvom fuglene har taget din del, hver gang jeg er kommet derud har der været en fasan eller et par duer der er lettet fra jorbærkrattet.

Vi er godt i gang med at høste kartoflerne, men er stadig i gang med de tidlige Sava vi lagde. Jeg har set brombærene blomstrer så der går nok ikke længe før de kommer.
Jeg var ude så sent som i går og høste de første solbær. Der er et par meget gamle buske i haven og jeg har sat tre nye, så det er ikke de store mængder, men det er også sjovere at få lidt af hvert i stedet for meget af ét.
Ærterne sætter masser blomster og bælge nu, men de når ikke at forlade køkkenhaven, før jeg har guffet dem i mig. Selvom jeg glemmer nogle af Holgers store ært (fra Frøsamlerne) og de er lige ved at briste bælgen, bliver de stadig ikke melede, der er stadig søde og lækre, det er en hitter!
Den lilla bælgede mangetout, Purple podded pea, er til gengæld ikke sød, men utrolig nem at spotte på planten når der skal høstes og jeg vil fryse lidt ned og prøve det i noget wokmad.

Golden Sweet er alle visnet ned, de fik aldrig rigtig fat, så jeg ved ikke om de er gode, men jeg mener der stod på Frølisten at de ikke var så søde som almindelige grønne ærter.

Køkkenhavestatus

Løg
Løgene jeg såede i marts er dukket op, det er nogle små fine “purløg”, som næsten er til at overse, men de er der! Sætteløgene har tykkere blade og skalotterne er ca. 7-10 cm høje med mange blade, hvor de almindelige gule er 5-7 cm og har kun 1-2 blade.
Hvidløg
Alle hvidløg er kommet, undtagen de “1-feds hvidløg” jeg satte. Det var nogle kineser hvidløg fra SuperBrugsen, men jeg havde nu alligevel håbet på de havde slået igennem. Dem jeg satte i oktober er 30-40 cm høje og slanke (flettehvidløg) og de hardneck jeg satte i november er lidt højere og tykkere, dem er jeg ret imponereret over! JEg hev en op i går til maden og snittede den som forårsløg, det smagte super, men jeg må snart holde mig i skindet, jeg har allerede taget 5-6 stykker op, fordi jeg er så nysgerrig på udviklingen.
Jordbær
Jeg har ikke fundet ud af endnu hvor vi skal have årets jordbærbed, der er jordbær 4 steder og jeg har ingen anelse om hvilke der er 1. års, 2. års og 3.års, så vi må gætte lidt når de sætter bær.
Men her i weekenden kom de første blomster, så det tegner godt! Men de breder sig helt vildt, jeg har allerede hevet flere op som ville ind og mænge sig med hvidløgene.
Asparges
Jeg høster nu 5-7 stykker hver anden dag, og jeg skal høste hver anden dag! I lørdags stod der en asparges der var ca. 20 cm og jeg ville vente de 2 dage og så var den 70 cm i går! Så når de får lov skyder de meget hurtigt det sidste stykke, skal jeg lige love for! Jeg har fundet ud af de har den fineste smag og struktur inden bladene slipper stænglen, når de er 10-12 cm, men de når som regel at blive længere, men hvis de skal være rå synes jeg ikke de skal være længere. Selvom man knækker dem hvis de er længere er smagen ikke så fin og ærteagtig som når de er helt unge.
Gulerødder
Det ser ud til de kommer, men jeg er lidt i tvivl om det er tagetes frø, der har forvildet sig hen i gulerodsrækkerne, jeg tror jeg ofre en og nulre bladene, tagetes lugter så kraftigt at jeg må kunne genkende det.
Kartofler
De tidligste vi satte er blevet hyppet og er 30-40 cm høje, de fik plast over pga frosten, hvilket har skudt dem godt i vejret.
Dem der blev lagt lidt senere, er ved at kigge frem, Sava er allerede 7-10 cm høje mens Ditta er begyndt at bryde jordoverfladen, men de nåede næsten ikke at forspire, fordi vi købte dem for sent.