Colcannon og Candycorn grønt

Colcannon er en gammel irsk kålret, som tradionelt blev serveret til Halloween. Jeg fik prøvet den i år og jeg synes faktisk det blev rigtig godt. Det er et godt tilbehør, som er en mellemting mellem brændende kærlighed og stuvet hvidkål.
Vi spiste kartofler dagen før, hvor jeg også hakkede kålen, så det var meget hurtigt at mixe sammen på aftenen det skulle bruges.

Colcannon er ikke så kønt på billeder, men smager dejligt

Colcannon (tilbehør til 4-5 personer)
50-100 g bacon i strimler
500 g kogte, mosede kartofler
500 g strimlet hvidkål
En klat smør
1 dl piskefløde
Salt og peber
Mælk til den rette konsistens er opnået

Bacon steges i en gryde med smørret og kålen kommes ved. Der lægges låg på og det koges/steges/dampes i 5-10 min til det er mørt. Jeg rørte i det en gang imellem.
Fløde, moste kartofler og lidt mælk varmes op i en anden gryde og det hele blandes og smages til med slat og peber. Mere mælk tilsættes, til man får den konsistens man ønsker, jeg gik efter en blød kartoffelmos, men det endte med en lidt fastere, da den havde stået lidt på bordet.

Et sundt Candycorn fad med gulerodsstave, gul peberfrugt og rå blomkål

Som et andet grønt indslag, lagde jeg gulerodsstave, gule peberfrugtstrimler og skivet rå blomkål op på et fad, så det skulle forestille det amerikanske symbol på en majskerne, Candycorn, som også er et kendt stykke Jellybean slik.
Dertil lavede jeg en BBQ dip med creme fraiche. Det fungerede ret godt, med lidt gnavegrønt synes jeg og det kan også sagtens laves klar dagen før og sættes på køl.

Tatsoi kål

Jeg var på Toftegaards Gartneri ved Køge med en god veninde i April og der faldt jeg pladask for en tatsoi kål. Det er en asiatisk type kål i stil med pak choi, hvor man høster de nederste blade løbende, da den vil producere flere blade fra midten af.

Tatsoi i slutningen af April

Jeg har desværre kun nået at høste 3-4 gange, inden den er ved at gå i blomst, men jeg håber at jeg kan høste lidt frø af den, selvom jeg kun har en plante. Det kunne måske have været udsat i lidt tid, hvis den havde stået udenfor hvor der er koldere, men jeg synes den er så smuk at jeg ikke ville pakke den ind i fiberdug. Den er desværre også offer for de glubske sommerfuglelarver.
Jeg har bestilt nye frø på nettet, så jeg må så nogle flere smukke rosetter, som kan pynte i kålhøjbedet, indimellem de store giganter. Så vil jeg prøve at grave dem op til efteråret og sætte i potter i udestuen, så der er grønt at plukke til vinter.

Tatsoi i blomst i Maj

Den er god til at stege med på panden, som ekstra grønt til feks. frikadeller, krebinetter, mørbradbøffer eller laks. Evt. fintsnittet, men den duer også fint til hele stykker. Stilken kræver dog længere tid varme for at blive mør en bladet, som klapser sammen. Men jeg kan godt lide stilken knaser, så jeg giver dem ikke så meget. Man skal dog ikke forveksle dem med salat, de smager altså af kål, dejlig smag!

Højbed til kål

I år har vi fokuseret hårdt på at få dyrket noget kål. Vi spiser så meget kål og har fået en kæmpe hestemødding fra naboen, så nu skal det altså lykkes!
Det som altid fejler er at de bliver plantet om for sent, så væksten bliver sat tilbage og at de står tilbage med kun ribberne, fordi at kålsommerfuglens larver spiser det hele.
Så Jacob har bygget nogle højbed af de gamle gulvbrædder fra loftet og lavet buer af pex rør som er rester fra byggeriet. Så er den fyldt op med hestemøg der er delvist omsat og der er dækket af med fiberdug.

De første 5 kålplanter er kommet i højbedet: Rød rosenkål ‘Red Bull’

Det er ret krads at stå med rødderne direkte i hestemøg, men vi har ikke noget ekstra jord og jeg nægter af købe plantesække og fylde i, det er det rene miljøgriseri efter min mening. Jeg har læst flere steder at kål og græskar er så gødningshungrende at de kan vokse i kompostbunken, så nu er kompostbunken flyttet i højbedet. Efter 3 uger, strutter de flottere end jeg nogensinde har set i min have, så det tegner da meget godt.

For at kålsommerfuglene ikke kan komme ind er det dækket med fiberdug

Gendyrk af spidskål

Det er jo gået så godt med mit gendyrkede hvidkål (se her), så da jeg så at et spidskålshoved også havde små rødder og små knopper langs stokken, skulle det naturligvis også i en potte jord.
Jeg har tidligere hørt og læst om at hvis man sår og høster spidskål tidligt, kan det nå at danne nye hoveder. Det danner ikke ét nyt hovede men flere mindre.
Det håber jeg er det, der vil ske med mit gendyrkede spidskål, når det har fået et godt rodnet og vil blive plantet i haven under fiberdug. Men da det nok har fået kulde over længere tid, er det muligt det bare går i blomst, men så kan de spæde blade jo stadig spises.

Rødder fra bunden af spidskålen viser tegn på god livskraft til noget gendyrk
29. april – Det sidste er spist af spidskålen og jeg står tilbage med stokken som har masser af fine hvilende knopper mellem bladene
7. maj – Den ellers blege kålstok har fået farve og knopperne er svulmet op efter blot 8 dage i en potte i drivhuset
21. maj – Store fine blade ca. 3 uger efter den kom i potte

Gendyrk af hvidkål

Vi spiser ret meget kål herhjemme som erstatning for ris, pasta og kartofler, så der ryger rigtig mange hvidkål og spidskål i indkøbskurven.
Efter at have gendyrket en masse andre grøntsagsrester får man lige pludselig øjne for, om skraldet er egnet til gendyrkning/regrow. Stokken skærer jeg altid fra til kaninerne, men denne gang så jeg den havde begyndende rødder og knopper, så den røg i en potte og så i udestuen hvor der er min. 8 grader om natten for tiden.

Hvidkål med lidt rødder og knopper er sat 8.april

Normalt ser jeg hverken rødder eller knopper mellem bladene, men denne gang havde jeg fundet et økologisk og de er jo altid pakket i emballage for at mindske snyd. Jeg tror det har virket som et lille drivhus, så det har dannet rødder og udviklet de hvilende knopper.
Jeg har læst flere steder at hvis man høster spidskål tidligt vil de udvikle små minihoveder på den tilbageværende ‘stub’. Så mon ikke også hvidkål vil kunne det, om ikke andet danne blade man kunne dampe og komme lidt solgult smør på. Det ser i hvert fald lovende ud indtil videre!

3 dage senere d. 11. april – Efter lidt tid i solen er den begyndt at blive lyserød omkring knopperne
12 dage (20. april) – Knopperne er blevet til blade og hele stokken er blevet grøn pga. sollys
Sidst i april er der godt gang i den i udestuen og den skal vist snart ud i haven under fiberdug
Rødderne fylder nu hele potten her sidst i april og den trænger til en ny potte eller at komme på friland

Coleslaw

Til nogle gode spareribs hører sig en god coleslaw til og denne opskrift er ikke så ringe endda.
Jeg troede egentlig bare coleslaw var revne gulerødder, kål og mayo, men for at få en god og tygbar coleslaw fandt jeg ud af at man skal knuge/ælte kålen og lade den trække i en eddikemarinade i 1/2 times tid. Derefter skal den så vendes i en creme fraiche og mayo dressing og så er den klar.

Coleslaw lavet med rødkål

Marinaden og dressingen kan godt laves dagen før (på køl), men resten bliver bedst hvis man laver det på dagen. Hvis jeg laver marinaden dagen før, kan man bruge hele sennepskorn og si dem fra dagen efter inden det hældes over kål og gulerødder.
Man kan godt komme færre gulerødder i, de amerikanske opskrifter jeg har kigget på siger 1 kålhoved til 1-2 gulerødder. Så de kan godt lide den meget ‘kålet’. Jeg har også set mange opskrifter hvor der skulle løg i, men det har jeg endnu ikke prøvet. Sellerifrø eller sellerisalt er også ofte brugt og derfor bruger vi løvstikkesalt hvis vi har lavet noget, da løvstikke smager meget kraftigt af selleri.

Jacobs gode spareribs med coleslaw

Coleslaw
Opskriften er til 2 personer i 2 dage hvis det bliver brugt som tilbehør
500 g fintsnittet/revet hvidkål, rødkål eller spidskål (svarer til et lille halvt hoved)
250 g revne gulerødder (ca. 350 g uskrællede)

Marinade til coleslaw
1/2 dl æblecider eddike/hvidvinseddike
1 spsk sennep (evt. sennepskorn, hvis den trækker natten over)
1/2 spsk sukker
1/2 spsk salt (f.eks. løvstikkesalt)
Et godt drys peber

Dressing til coleslaw
1 dl creme fraiche
2-3 spsk mayonnaise
Et drys salt, peber og sukker

Kål og gulerødder mixes i en skål og marinaden hældes udover og dele hele vendes godt rundt. Det sættes på køl i 15-30 min og det har godt af, hvis man lige vender det rundt et par gange. Hæld den overskydende marinade fra og tryk marinaden ud af grøntsagerne, så de ikke bliver alt for sure.
Dressingen kommes i og det mixes godt sammen og smages til med salt, peber og sukker.
Så er det ellers klar til servering, men kan også godt stå i køleskabet og vente et par timer.
Og dagen efter er det altså også godt til restemad 🙂

Marinaden blandes sammen i en bøtte

Æble-rødkål til juleaften

Så er årets rødkål kogt og er klar til juleaften.
I år har jeg prøvet at improvisere lidt med æbler og æbleddike for at gøre den mere frugtrig og jeg er ret godt tilfreds med resultatet så den skal på opskriftslisten.

Æbler og rødkål klar i gryden

Rødkål med æbler
1,5 kg rødkålshoved
5 store Belle de Boskoop æbler
1 glas ribsgele
1 glas vand
1 glas æblecidereddike
1-2 dl sukker

Stokken fjernes og kålen snittes fint. Æblerne skrælles, kernehuset fjernes og frugtkødet skæres i tern.
Alt kommes i en stor nok gryde (3,6 L) og det hele bringes i kog og skal simre svagt til kålen er mør, ca. 2-3 timer.
Smag den til med sukker hvis du ikke synes den er sød nok.
Kan gemmes i en måneds tid på køl og skal helst laves nogle dage før den skal bruges.

Kål, hvidløg og artiskok

Årets kål
For et par år siden, fik jeg nogle kålfrø af Lila fra Frøsamlerne, som hedder Steel Green Kale. Dem prøvede jeg at så i år sammen med grønkål. Der kom 7 Steel Green Kale ud af 12 og 1 grønkål ud af 12. Så det bliver årets kålration, der er alligevel ikke plads til mere.
Jeg såede frøene d 16/4 og plantede dem ud d. 26/5, men jeg kunne godt have ventet med at så dem en uge eller 2 eller plantet dem ud lidt tidligere. De var lidt større end når man køber dem i udplantningsbakker, så de var blevet lidt bøjet i det.


Status på hvidløgene
Det går godt med hvidløgene, jeg har luet 2 gange indtil videre og de har fået drysset lidt ekstra kompost over sig, da jeg ikke synes der var krudt nok i hestepærerne. Men nu er de fleste store og fine og jeg glæder mig til at trække de første. Dog vil jeg vande dem i aften, da jeg synes det har regnet for lidt på det seneste, selvom vejrudsigten siger at det kommer til at dryppe lidt i næste uge.
Hunden fiser frem og tilbage og har desværre knækket 2 af dem, men da jeg har sat ca. 200 stk, burde vi stadig være dækket ind.

Liva i hvidløgsmarken

Artiskokforsøg
Ærlig talt har jeg aldrig smagt artiskok før, jeg holder mig langt væk fra de eddikesyltede hjerter og jeg har endnu ikke fået købt en grøn blomst hos grønthandleren. Men nu så jeg at der stod en fin udplantningsartiskok til 25 kr, så den røg med hjem. Den skulle kunne komme igen, hvis man vinterdækker den ordenligt. Hun sagde at den skulle dækkes med et tykt lag halm og derefter jord ovenpå, det lød nærmest som om man skulle kule den ned.
Jeg er spændt på projektet og håber det er noget vi kan lide.

Artiskok sat ud i dag

Grønkål har døgnåbent

Det eneste jeg mindes at have fået med grønkål i mit liv er grønlangkål, som smager skønt i øvrigt.
Vi har plantet en masse grønkål til kaninerne, så de har lidt vintergrønt, men jeg har besluttet mig for at prøve at få den lidt mere ind i køkkenet.
Jeg har en kollega som inspirationskilde, som også har grønkål i haven nu, men til sig selv og hendes familie. Hun fortalte mig at hun blandt andet brugte den rå som salat og kogt sammen med kartofler til en grøn kartoffelmos, og vi kan jo godt lide kål, så hvorfor ikke udvide horisonten lidt.
Så nu har jeg blandt andet lavet hverdags-grønlangkål på minimælk og kommet lidt skoldede hakkede blade i en tærte, ikke dårligt! 

Det mest fantastiske ved denne grøntsag er at den har altid døgnåbent, det tager få minutter at gå ned i køkkenhaven og plukke lige de antal blade man skal bruge og de helt friske og sprøde.
Og kaninerne bliver ikke helt snydt, da de får de grove blade der sidder nederst på stokken.

Frisk, sprødere end sprødt, grønkål fra haven
Kotelet med råstegte kartofler og grønlangkål

Vintertærte med porrer, grønkål, opblødte tragtkantareller og peberfrugt

Broccoli og hvidløg fra haven

Forleden da jeg lavede sommerkanin-retten, brugte jeg broccoli og hvidløg fra haven.
Men jeg er lidt usikker på om vi har passet broccolien ordenligt eller den bare ikke giver lige så godt som de broccoli som man køber i butikkerne.
Fælles for alle toppene er at de ikke er mere end 10 cm i diameter, men planterne er højere end til knæet. En af dem var sprunget ud, og jeg kunne se de andre var lige på vej da jeg høstede dem, så jeg regner ikke med at de bliver større. Og jeg regner heller ikke med at de sætter flere blomster. Måske skulle de have haft et ordenligt skud gødning, det er jo en kålplante, så de forbruger meget energi…
Broccoli og hvidløgs-høst
Hvidløgene ser ikke ud af meget over jorden, så jeg troede egenlig at de ikke var blevet til så meget, men jeg gravede en lille en op, og den var en rigtig fin størrelse, trods jeg valgte en lille en, så dem glæder jeg mig til vi skal høste. 
Der har også været godt med regn i år indtil videre, og når der ikke har været, har de fået lidt fra vandslangen. 
Jeg tror jeg vil tage nogle løbende i år ind til den store høst, det nænnede jeg ikke sidste år, men i år har vi forhåbenligt rigelige mængder til det.
Wet garlic, som briterne kalder det

Knassprøde hvidløgsfed