Havetur i januar

I januar er der ikke så mange solskinsdage, hvor der også er vindstille, ellers føles det bare sådan. Men kombinationen af ingen vind og masser af solskin i januar, kan for det meste drive mig i overtøjet og gå en tur i haven.
Min forventning er af en eller anden grund, at der aldrig er noget man kan lave i haven om vinteren. Men sjovt nok, får jeg ordnet noget hver gang, og jeg ser også en masse opgaver, jeg kunne lave hvis der var overskud og energi nok til det.

Rød Radicchio som jeg fik som en grøn spættet salat i sommers der smagte forfærdelig bittert, jeg lod den stå til rådyrene og nu viser den sit sande ansigt, det gik op for mig at det var en julesalat

Etageløg med fut i
En af de grøntsager som ikke lider af vinterdepression er etageløg. Jeg glemmer altid hvor jeg har sat dem, og ‘lige pludselig’ er de visnet ned og derved umulige at finde, når toppen blæser væk. Hvidløg laver samme nummer med mig.
Når efteråret er mildt, dukker de begge to op med små grønne spirer, og de kan med fordel graves op og deles/flyttes. Hvis man kigger rundt på jorden omkring, finder man som regel topløgene. Og etageløg, er der fart på, selv når de ikke har fået jordkontakt, skyder de ud i vildskab med rødder og grønne spirer.
Det er en hyggelig lille vinteraktivitet at finde nye steder til de små topløg, jeg plejer også at sætte nogle tæt i et par potter, som jeg kan give væk, eller bruge som purløg.

Topløgene fra et etageløg som landede på fliserne, slår flere og længere rødder, i håb om at finde jord

Pil uden rod
Sidste forår, var jeg så heldig at en skøn haveveninde forærede mig en masse flettepil, så jeg endelig kunne afprøve at lave snoede piletræer.
Det var så sjovt at prøve og jeg satte alle stumper som stiklinger, som skød så fint. I efteråret tabte de bladene og tilbage stod en masse piske lige op i luften.
Men da jeg var ude på havevandring, opdagede jeg til min store ærgrelse, at omkring 80% lå fladt ned, og da jeg hev i dem der stod op, endte jeg med at der kun var 3-4 stykker tilbage som stod fast i jorden.
Det var ellers nogle lange lige pil der var nået at skyde i vejret, så havde lige set frem til at kunne lave et par træer igen her til foråret, men de er nu klippet op og stukket dybt i håbet om at de ikke kommer til at lide samme skæbne.

Pil barberet for rødder af ukendt gerningsmand

Jeg gætter på det er en gnaver der synes de rødder bare smager fantastisk, for det ligner næsten at bundene af pilene har været inde i en blyantsspidser. Det mærkelige er at rundt omkring det plastbelagte pilestykke, står mine snoede piletræer plantet direkte i jorden. Altså uden plastdække, lige til at hoppe ned efter rødderne…
Plasten er i øvrigt ikke for pilenes skyld, men fordi vi i nogle år har prøvet at bekæmpe et område som er massivt inficeret af japansk pileurt. Jeg kan blive i tvivl om man overhovedet kan blive kvit med den plante, den virker til at kunne overleve alt, man burde forske noget mere i om den ikke kan bekæmpe kræft eller så noget. Den vinder over det meste, så det ville da være skønt hvis man kunne vende dens superkræfter mod en kedelig sygdom.

Hønen Birthe hjælper med at få de nye stiklinger stukket i

M7 grundstamme stiklinger
Hvert år, når jeg poder frugttræer i marts, stikker jeg toppene at grundstammerne i jorden, i håb om at de slår rod.
Det kan godt tage lidt tid for dem at få en god størrelse, særligt hvis de bliver holdt som herhjemme, med utilstrækkeligt lys, vand og næring. Men de kom også i jorden som et andenrangsprodukt, så når man ikke giver dem mere opmærksomhed end det, tager det også lidt længere tid at opnå det optimale.
Normalt har jeg stukket dem i samme potte som det æbletræ jeg poder, men det er lidt upraktisk når æbletræet skal plantes ud, for stiklingen skal helst ikke forstyrres for meget og kan være længe om at etablere sig. Så sidste år stak jeg dem i mit nye formeringsbed, som er havejord blandet op med lidt grus, placeret skyggefuldt.
Og succesraten er højere end nogensinde. Selv M9 slog rod, og de kan ellers være svære at lave stiklinger af synes jeg.

M7 stiklinger (grundstammer) som har fint med rodnet til at blive pottet op

3 af dem har jeg sat direkte i jorden og resten er kommet i potter.
Jeg har besluttet i år at jeg ikke vil købe nye grundstammer, det var faktisk en lidt svær beslutning, da det er noget af det jeg ser allermest frem til når vi nærmer os marts.
Men jeg skal tage et nyt jordstykke i brug, hvis jeg skal plante dem ud når de vokser sammen, og med de 2 tørkesomre vi har haft, og muligvis får igen, så kan jeg slet ikke overskue alle de potter og planter jeg skal vande.
I stedet vil jeg få arbejdet lidt på at lave et æblebibliotek, i stil med mit pærebibliotek, og få mere fokus på produktion af æblegrundstammer, til den dag, jeg får overskud til at tage et nyt jordstykke i brug.

Salatkrukke

Jeg har aldrig været god til at lave salater, men Jacob er ret glad for salat, så i år vil jeg prøve at tage mig sammen. Synes bare det kan være svært at skylle jord og sand ordenligt ud af det hjemmedyrkede, hvor det man køber altid er rent og fint, men det har nok heller ikke set skyggen af jord… Så i år startede jeg en salatkrukke i starten af Maj i drivhuset, som sagtens kunne være startet tidligere, da salat bedre kan lide kulde end en hed sommervarme.

En frodig salatkrukke
Rødbeder med små blade på vej

I kanten satte jeg 5 købte rødbeder der var ved at skyde fra toppen og imellem dem noget flerårig rucola som jeg fik af en sød havenisse. Så har jeg drysset nogle frø af pluksalat og feldsalat som ikke ser ud til at komme, men hvem ved, måske kommer de lige pludselig.
I midten såede jeg nogle lave ærter (af sorten Rondo) og så har jeg ellers givet den en slat vand i ny og næ.
Nu har jeg høstet rødbedeblade et par gange til salaten og om ikke længe tror jeg der kommer blomster på dem, så kan jeg jo høste frø af dem til såning næste år.
Ærterne er godt oppe, egentlig var det meningen af jeg ville bruge ærteskudene i salaten, men jeg tror alligevel jeg venter til der kommer ærter på og så flytter jeg nok rødbederne ud i køkkenhaven når de skal blomstrer.

Frisk tilplantet salatkrukke i starten af Maj

Gendyrk af romainesalat

Det er altså ret fascinerende at man kan gendyrke sit køkkenaffald. Nu er der ikke meget der ellers går til spilde, når man både har høns og kaniner (og kompostorme), men jeg synes nu stadig det er sjovt at prøve. Man kan få en ekstra høst af helt friskdyrket grønt med en meget lille indsats og jeg tror det kan starte manges passion for planter, da man opdager hvor lidt der skal til og hvor meget glæde det kan skabe.

Enden af hjertesalat skæres alligevel bort, så den skal da gendyrkes!

Vi er gået over til at købe hjertesalat/romainesalat da jeg ikke synes de sorter man køber i Netto/Rema1000/andre er så bitre som jeg husker dem. Måske gartnerne har udviklet nye sorter eller mine smagsløg har ændret sig. Er i hvert fald blevet ret glad for dem da de går både til salater som snittet og så har de nogle super blade til burger og sandwich.

22. marts – bunden sat i vand

Jeg startede med at komme stumperne i et glas vand der var så lille at det holdte stumpen lige i vandoverfladen, den må ikke synke ned i, så risikere man bare den rådner, det er kun bundstykket der optager vandet. Sæt evt. nogle tandstikkere i for at holde den oppe.
Men vi havde lige en periode med meget salatmad, så lige pludselig havde jeg flere endestykker end glas og plads i vindueskarmen. Så nu er de alle stukket i fugtig jord og sat i den uopvarmede udestue som endnu ikke har været under 5 grader. De gror ikke ligeså hurtigt som inde, men det er stadig sjovt at gå og følge. Stumperne har slået rod, så mon ikke jeg sætter dem i køkkenhaven når jeg heller ikke får plads i udestuen pga. tomater og chilier.

25. marts – 3 dage efter begyndte den at skyde i midten
11. april – Der er godt gang i de første stumper jeg satte og de sidste begynder at vise tegn på vækst

Påske såning

I går blev der sået til årets afgrøder i køkkenhaven.
Jeg ville have sået noget tidligere, men grundet byggeri og dyr har jeg simpelthen ikke haft mere overskud, men nu har jeg fået en masse frø i jorden i udestuen, så nu glæder jeg mig til at se det spire.
Jeg fik ikke checket sådatoer, men jeg håber det hele kommer under beskyttede forhold.
Følgende frø er sået:
2 x italienske squashfrø (Genovese og …)
2 x Zucca (flaskegræskar? og flade ufosquash)
Røde solsikker
Popcorn majs
Blomsterkarse
Grønkål
Birkesvalmue
2 x farvet salat
Studenternelliker
Majroe
Lilla kålroe?
Kålroe
2 x basilikum (Genovese og Italiano classico)

Rød kornel, hvidløg og salat

Salaten spirer
Allerede nu er vårsalaten begyndt at spire som jeg såede for nylig, det er lidt svært at se på billedet, men længst til venstre er der små spirer. Det lignede små græsfrø, hvor de andre er mere som små blomsterkarsefrø.
Hvidløg
Jeg havde sat en del hvidløg i november, men man skal ikke løbe tør for hvidløg, så jeg har sat nogle i potter som kan plantes ud, når vi har fået fræset køkkenhaven. 
Det er nemlig ulempen ved at så om efteråret, det er at man ikke kan fræse ordenligt igennem om foråret.
Men jeg har sat nogle flettehvidløg fra div. supermarkeder hvor nogle er røget udenfor og andre i uopvarmet udestue.
Rød kornel
Er der noget mere farvestrålende om vinteren end rød kornel?
Jeg har haft udkig efter nogle buske jeg kunne tage lidt stiklinger af, og mine svigerforældres nabo havde nogle buske jeg gerne måtte tage lidt stiklinger af, så det gjorde jeg i går.
De fleste røg i potter med 50/50 bakkesand/brugt pottemuld ved nordvendt væg og nogle få røg direkte i jorden. Så må vi se hvad den bedst kan lide.

Alle stiklinger er ca. 20-25 cm lange og har et nodie i begge ender.

18/4-2011: Så er kornel stiklingerne begyndt at skyde udenfor, både dem i potter og dem der er sat direkte i jorden, det ser ud til de næsten allesammen er kommet.
Små blade på vej

Frø fra Italien

Da vi i efteråret var i Italien, købte jeg en masse frø med hjem.
De havde utrolig mange typer salater og frøene koster ikke så meget som herhjemme.
Temaet var salater
Jeg købte nogle frø på markeder, samt nogle i en landhandel. Jeg er lidt usikker på hvad det er for noget salat jeg har købt, da jeg egentlig havde opgivet at finde en salat der ikke er alt for bitter, men nu gav jeg det en chance og hvis vi ike kan lide det, ved jeg at kaninerne og hønsene vil blive glade for det.
Det eneste jeg gik efter, var nogle der ikke var alt for krøllede og gerne lidt forskellige i udseende.
Dansk vs. italiensk
Problemet ved at købe frø i Italien er, at man ikke helt kan regne med datoerne hvor man skal så og høste, da de jo har det varmere end os, men nu prøver jeg, så må det briste eller bære.
Og nu hvor jeg er kommet hjem er det sjovt at sidde og oversætte teksten på frøposerne, takket være Google Translate og lidt hjernegymnastik. Jeg er også begyndt at lave almindelige google søgninger, hvis der står navnene på latin, ellers bruger jeg oversættelsen.
Af salatfrø købte jeg:
Valerianella locusta – Vårsalat
Valeriana Verte De Cambrai – Vårsalat
Lattuga Parella Rossa – Salattype
Lattuga Da Taglio A Foglia Liscia – Salattype, pluksalat
Lattuga Maravilla De Verano Canasta – Salattype
Cicoria Pan Di Zucchero – Cikorietype
Cicoria Variegata Di Castelfranco – Cikorietype
Jeg har så nu fundet ud af at cikorietyperne er kendt for at være bitre, det er det en cikorie kan, julesalat er blandt andet en cikoriesalat. Italienerne er åbenbart ret glade for cikorie, for de havde rigtig mange sorter.
Såning i uopvarmet udestue
Jeg prøver i dag at så lidt frø i udestuen (uopvarmet) og så må vi se om der kommer noget op, de kan sås i februar/marts (pånær Cicoria Variegata Di Castelfranco), så jeg starter med dem som er sat til februar.
  • Lattuga Parella Rossa 
  • Lattuga Da Taglio A Foglia Liscia 
  • Valerianella locusta
  • Valeriana Verte De Cambrai