Laurbærblade og flaskeæbler

I går var jeg inde hos naboen og plukke æbler og i samme hug fik jeg en stor buket laurbærblade forærende. 

Grønne æbler og masser af laurbærblade

Hun havde lige taget sin laurbær indenfor efter endnu en sommer på hendes gårdsplads. Jeg var slet ikke klar over at man kunne holde laurbær på den måde i Danmark, men den er nok 1,8 meter høj og 1 meter bred og står i en stor krukke. Om vinteren står den i hendes kølige spisekammer, helt op af et sydvendt vindue, men det er kun toppen der får direkte sol.
Jeg har købt en laurbær i år og den er vokset fra 20 cm til 30 cm, men er overhovedet ikke forgrenet, så der er vist mange år igen. Til gengæld havde hun alt for meget til hendes forbrug så jeg fik en god portion grene som kan holde os forsynet med laurbærblade en del år, indtil min egen er vokset til, så man kan høste af den.

Laurbærblade til de næste mange år

Hun har et meget æble med en meget speciel form. Hun siger det bliver kaldt flaskeæble og at der har været en dame som blev over 100 år som hvert år kom og bad om æbler, da hun kunne huske det som barn. Flemming fra Sonneruplund mener det er Nonnetit fra Odstrup, som æbleværkstedet i Grevinge også har, det bliver også kaldet for flaskeæble.
De billeder jeg har set af Nonnetit fra Odstrup har dog ikke helt så særpræget en form, men der er ikke så mange billeder og Flemming har set mange af dem, så mon ikke han har ret. Smukt er det i hvert fald og halvdelen var faldet af træet, så det er lidt over plukkemodent.

Naboens flaskeæble

Cubansk oregano

For et par år siden fik jeg en stikling af en cubansk oregano af en frøsamler og den har siden stået i mit køkkenvindue og nu har jeg taget den med på arbejde, hvor den faktisk har det bedre (den bliver let ranglet ved for meget sol).
Det er en af de nemmeste potteplanter jeg har haft og den er utrolig nem at lave stiklinger af.
Man kan både sætte en stikling i jord, men det er ligeså nemt at sætte den i et glas vand og den kan faktisk overleve i vand over længere tid.
Sidste år i september lavede jeg en stikling til en kollega, hvor jeg satte den i et glas vand, hun har ikke lige fået kommet den i jord og for nylig så jeg den stadig stod i samme glas, som den gang jeg gav hende den.
Den er blevet gullig i bladene pga næringsmangel, men den vokser stadig, det er helt utroligt.

Lange forgrenede rødder (4/okt/2012)

Stiklinger af cubansk oregano sat i vand (20/sep/2012)



Stikling der har stået i vand i 1 år

Blomsterbrød på olietøndekomfur

Til arrangementet med Aarstiderne.com lavede vi også fladbrød på et olietøndekomfur med ølandshvedemel fra Aurion og en masse krydderurter og blomster. Det smagte så lækkert, men blomsterne er mest til pynt, da de ikke giver nogen smag, men man skal ikke undervurdere glæden ved at ælte så smuk en dej!
Der er en masse forskellige krydderurter i og en af dem fra Aarstiderne sagde at det isæt blev godt med masser af salvie i, hvilket er perfekt, for jeg kan aldrig rigtig finde på noget med salvie.

Fladbrød med blomster

Fladbrød med ølandshvede og krydderurter
1 brev tørgær
½ liter vand
2 spsk. olie
1 spsk. salt
1 spsk. sukker
Ca. 1 kg ølandshvedemel

1 lille håndfuld krydderurter (f.eks. timian, oregano, salvie, blomsterkarse, stolt kavaler)

Hæld vandet i en skål og opløs gæren heri
Tilsæt mel, salt, sukker, olie og ælt dejen godt igennem
Stil dejen til hævning et lunt sted i min. 20 min.
Form dejen til små boller. Bollerne rulles helt tyndt ud – som fladbrød.
Bages på tørre bålpander til de er gyldne.

Stegte ølandshvedefladbrød på bål

Genbrug af en gammel olietønde til bålkomfur
De havde nogle rigtig smarte olietøndekomfurer som vi en dag skal have gjort efter.
Olietønden er halveret så vidt jeg kunne se og så er der udskåret en halvbue ud bunden (der hvor den er skåret over), men ladet tøndebåndet sidde for at den holder formen.
Der var lavet 3 store huller i toppladen som ilden kunne komme ud af, hvor man kunne sætte gryder og pander.
Så man laver et lille bål på jorden og når der er kommet godt gang i det, sætter man den halve olietønde henover og så kan man ellers fylde efter gennem halvbuen.

Smart bålkomfur af ½ olietønde

Stubbebål
Hvis man ikke har en halv olietønde, eller skal lave bål et sted hvor det er svært at transportere bålkomfuret, kan man også bruge en god tør stub/stykke uflækket brænde.
Man saver en stjerne i et stykke stort træ/en stub med en kædesav og tænder den i midten. Så kan man sætte en gryde eller pande på, når den går i gløder og derved bruge det som et lille brændekomfur.

Et hurtigt og tilgængeligt komfur i naturen

Citron verbena og chilisukker

Så er jeg i gang med det lidt mere eksperimenterende! Ligesom urtesalt har jeg lavet “urtesukker” med blade af citron verbena og chili. Jeg har valgt nogle frugtagtige chilier til formålet; Aji Lemon Drop og Jellybean.

Citron verbena og Lemon Drop chilier

Camilla Plum har talt så godt om citron verbena sukker og jeg så en der havde lavet chilisukker til vinterteen for nylig, så jeg tænkte at kombinere de to. Jeg bruger godt nok ikke sukker i teen, kun hvis det er en Romtoddy, men håber jeg finder nogle andre formål. Jeg tror dog det kunne være godt i Romtoddyen, når næsen er tilstoppet!
Jeg har lavet en moderat stærk med citronchili og en noget stærkere med jellybean.
Jeg har lavet det efter samme metode, som jeg har brugt til urtesalt.

Citron verbena og Jellybean chilier

Citron verbena sukker med chili
300 g sukker
2-3 x 30 cm grene med blade (brug kun bladene)
3 citron chilier eller 25 Jellybean chilier


Fremgangsmåde til urtesukker:

Urter og halvdelen af sukkeret kommes i en minihakker/foodprocessor og der køres til det er fint fordelt. Resten af sukkeret tilsættes og der køres til det er blandet.
Blade og chilier i minihakkeren

Sukkeret spredes ud på bagepapir og tørres ovenpå et varmt fyr eller i ovnen ved så lave grader som muligt.

Da min ovn kun kan gå ned til 150C uden varmluft, får det kun ca. 10-15 min fra jeg sætter det ind i en kold ovn og så plejer det sidste væske at dampe af ved stuetemperatur. Men optimalt kommer det ikke over 50C og tørre i ovnen over flere timer.
Så knuses det igen med minihakker eller rulles over så det bliver findelt med en vinflaske.
Nu er det klar til at komme i et syltetøjsglas med tætsluttet låg.

Det tørrede sukker rulles med en flaske for at løsne klumperne

Chilisalt

For at konservere nogle chilier har jeg lavet nogle urtesalte med chili. Man kan jo bruge alle slags krydderurter til urtesalt, så det er kun fantasi og smag der sætter grænser.

Jeg har lavet en med rosmarin der f.eks. kan bruges til foccacia og en med hvidløg som kan bruges til de fleste gryderetter og stykker kød, til at give dem et ekstra pift.

Når jeg laver urtesalt er fremgangsmåden:
Urter og halvdelen af saltet kommes i en minihakker/foodprocessor og der køres til det er fint fordelt. Resten af saltet tilsættes og der køres til det er blandet.
Saltet spredes ud på bagepapir og tørres ovenpå et varmt fyr eller i ovnen ved så lave grader som muligt.
Da min ovn kun kan gå ned til 150C uden varmluft, får det kun ca. 10-15 min fra jeg sætter det ind i en kold ovn og så plejer det sidste væske at dampe af ved stuetemperatur. Men optimalt kommer det ikke over 50C og tørre i ovnen over flere timer.
Så knuses det igen med minihakker eller rulles over så det bliver findelt med en vinflaske.
Nu er det klar til at komme i et syltetøjsglas med tætsluttet låg.

Chili salt med rosmarin
150 g havsalt
10 bløde spidser rosmarin
1 Caribbean Red Habanero
1 rød habanero og frisk rosmarin
Blendet salt klar til tørring
Chili/hvidløg-salt
150 g havsalt
2 Habanero Naranja Picante
5 fed hvidløg
Hjemmedyrkede habaneroer og hvidløg
Hvidløg og chilisalt

Stikkelsbærmarmelade med chili

Når stikkelsbær er umone indeholder de et meget pektin som bliver nedbrudt i modningen. Dvs. man kan bruge umodne stikkelsbær som et naturligt tykningsmiddel i syltetøj/marmelader.
Jeg har været lidt sent ude i år, så de er blevet halvstore og begyndt at modne, så der var ikke helt så meget pektin tilbage, men det er ikke blevet helt tyndt, så det går nok.
For at give den lidt spændning har jeg kommet chili og cironverbena i, i håb om et blidt kick og en fin citronaroma.

Stikkelsbær, citron verbena og chili

Stikkelsbærmarmelade med chili og citron verbena
500 g umodne stikkelsbær
3 stilke citron verbena
2-3 chilier, afhængig af styrke (man bliver nødt til at smage sig frem, start med spidsen..)
En lille sjat vand
sukker så det passer
Evt. atamon


Jeg pillede blomsten af stikkelsbærrene og kom alt undtagen sukker (og evt. atamon) i en gryde og startede forsigtigt op med varme.
Det simrede i 10 minuters tid med jævnlig omrøring og derefter maste jeg det igennem en sigte, så skaller og frø blev tilbageholdt.
Tilbage i gryden med mosen og så i med sukker til det passede, her afhænger sukkermængden meget af hvor umodne stikkelsbærrene er, derfor skal man smage sig frem.
Herligheden hældes på skoldede glas og der kan hældes atamon i hvis man ikke spiser det med det samme.

Chili- og stikkelsbærmarmelade

Noter: Styrken passede fint, den kom lidt snigende, men den var på ingen måde overdøvende. Jeg kunne slet ikke smage nogen citronaroma, så der skal mindst dobbelt så meget i næste gang af citron verbenaen.
Selvom den var sød og frugtig i smagen, var der også lidt grøn smag, så jeg tror jeg fryser bærrene og laver mere, når jeg har modne chilier.

Ingefær og basilikum i god vækst

Så er Kha Chai’en kommet mere op af jorden og ligner en fin grøn stueplante. Den almindelig ingefær er også på vej op, men har ikke vist sine blade endnu, men den er 20 cm høj.
Begge typer ingefær er sat i udestuen hvor de ikke får så meget som et strejf af direkte sollys, da de helst skulle stå et meget lyst sted med høj fugtighed.

Kha chai ingefær efter halvanden måned

De første basilikum jeg såede i april er efterhånden blevet store og fyldige, selvom der kun er 2-3 planter i hver potte. Jeg kan se at den gerne vil sætte blomsterstande på den tidligste jeg har sået og det er fint nok, så kan jeg høste frø til næste år.
Jeg har knibet den ved alle nye skud, så der dannede sig 2 nye skud og derved busker den meget hurtigt, så man ikke kan se at de er to planter. Den største er også begyndt at skyde lidt fra de nederste punkter, så jeg tror de bliver meget buskede sidst på sæsonen.
Jeg regner med at høste bladene på hele planten når frøene er modnet, da frøsætningen godt kan hive det meste kraft ud af en plante.

Store basilikum sået i april

Citron verbena te

Te projektet sidste år gik lidt af fløjten…
Jeg havde tørret en masse solbær og brombær og lidt af citron verbenaen (se her). Men da jeg prøvede det af, smagte det bare af støv. Jeg tror der var alt for mange brombærblade i blandingen, de smager ikke rigtig af noget så de trækker de andre blade ned.
Nå alt kommer til alt, så smager te af friske solbærblade helt klart bedre end den tørrede version, men det er ikke så tit at jeg får lyst til te i sommerperioden.

Citron verbena te af friske blade

Jeg har dog haft lyst til te den seneste tid pga. det kolde vejr og der har jeg lavet te af min meget livskraftige citron verbena. Det smager rigtig dejligt af citron, uden at det bliver for helseagtigt.
Hvis jeg får tid i år, vil jeg plukke en masse solbærblade og citron verbena og tørre det som de eneste blade. Da hverken brombær, hindbær og jordbær smager af noget i frisk tilstand, og jeg tvivler på de vinder meget ved tørring.

Citronverbena stiklinger

Citron verbena er en helt fantastisk krydderurt, som jeg aldrig bruger til noget, men bare må have alligevel.  Jeg har den faktisk mest fordi den har en køn grøn farve og fordi den dufter fuldstændig ligesom citron, i modsætning til citronmelisse som lugter af billig sæbe (ellers er billig sæbe parfumeret med citronmelisse). 
Jeg har haft kommet nogle blade af den i drikkevand, men er ikke kommet så langt med den ellers, men det gør ikke noget, for jeg det er så dejligt at bare kunne indsnuse den, når man pusler rundt om krukkerne.
I drivhuset vokser den som ukrudt, men den vil gerne skyde lange stængler afsted, så jeg kniber den, så den holder sig lidt busket og ikke så ranglet. Den vokser også fint udenfor, jeg har den bare i drivhuset, når der er plads.
Når man alligevel kniber planterne kan man jo lave stiklinger af affaldet, og lige som chilierne jeg skrev om den anden dag (se her), så er den utrolig nem at lave stiklinger af når den er i god vækst.

Citronverbena (moderplanten) skyder hurtigt der hvor man tager stiklinger fra

Sådan gør jeg:
Det er nemmest med de kraftigste stængler, da man let kan komme til at knække de små fine, hvis man fumler, men de sætter begge fint rodnet.
Stykkerne der bruges til stiklinger skal have minimum 2 bladsæt, men man kan også tage 3 (og måske flere, men det er ikke nødvendigt). Hvis man tager stiklinger med 3 bladsæt, skyder de som regel ny vækst ud fra de 2 øverste og sætter rod på det nederste punkt.
De nederste blade pilles af, så der kun er blade øverst på stilken. Man kan sagtens bruge topskudet, men jeg ville nive det øverste af når den kommer i vækst, så den busker, men det er ikke nødvendigt.
Hvis de er nogle tykke stængler (gammel vækst) og dermed store blade, klipper jeg halvdelen af bladet af, så den ikke har for voldsomt bladareal i forhold til stilk. 
Men hvis det er en tynd stilk (ny vækst) plejer bladene at være små og så klare den sig fint. 
Jeg sætter 3-4 stykker i en lille potte og sætter dem lyst, men aldrig i direkte sol, så kollapser de. Bladene må helst ikke røre hinanden eller potten, så hellere klippe lidt af spidserne i stedet. 
Efter 1-2 uger har de sat rod og der begynder at skyde ny vækst, så er de klar til hver deres potte og måske et nyt hjem hos naboen eller en kollega.

Unge citronverbena stiklinger der havde 2 og 3 bladpar
Citronverbena stiklinger har sat rod og ny vækst er i gang 
Citronverbena stikling med rod fra nederste nodie

Såning af basilikum

I år vil jeg gøre en ihærdig indsats på at få dyrket en masse basilikum. For 2 år fik jeg dyrket en basilikum sort, Genovese, som skulle være særlig egnet til pesto. Og den smagte helt fantastisk, normalt synes jeg basilikum kan have en lidt skarp smag, men denne sort er mild og dejlig, så jeg dyrker kun denne fra nu af. Og til mit held, så jeg at Netto har lige denne sort i deres beskedne frøsortiment.

4 potter med basilikum, med ca. 14 dages mellemrum

Jeg startede med at så de første indenfor d. 9 april og har sået ca. hver 14. dag for at få dem til at blomstre forskudt. På de varme dage er de røget en tur i udestuen, men ellers har de fået en plads i vindueskarmen mod øst.
Jeg havde lidt udfordringer med at få dem til at spire, pga for kolde vindueskarme. Men hvis de holdes fugtige og står på fyret i 3-4 dage spirer de lystigt, lige så snart de rejser sig og viser deres kimblade, flytter jeg dem i vindueskarmen.
Jeg dyrkede 2 potter sidste år, men det var ikke nok, selvom jeg høste af dem og lagde det i fryseren løbende. Men til de mængder tomatsauce vi indtager, så skal der mere til. Det er noget helt andet end tørret basilikum, som jeg ellers ikke bryder mig så meget om.
Bladene er også gode at komme under osten på en pizza, det er ligesom at komme lidt pesto på.