Lavendelstiklinger i pluggbox

Sidste år lavede jeg en masse lavendelstiklinger i en af mine pluggbokse. Det fungerede super godt. Jeg fik bare aldrig blogget færdig om det.
Det er med at finde nogle gode unge skud som ikke er for korte, det kan godt være lidt udfordrende.

Når man studser lavendler, kan der komme en masse stiklinger ud af det

De er stukket i alm. pottemuld og jeg har ikke brugt rodhormon, men det kunne man godt og måske få større succes. Allerede efter kort tid kan man se dem vokse, men der går en del tid før der kommer rødder, så de skal ikke plantes om før efteråret/vinteren eller næste forår.

1. april – Stiklinger sat
20. april – Stiklinger i vækst

Citron stiklinger

Min mor har haft citrontræer i hendes udestue så længe jeg kan huske tilbage og de har altid stortrivedes og givet godt med citroner året rundt.
Jeg har slev tænkt at jeg skulle have et citrustræ af en art når jeg har muligheden for at have dem. De er jo ret glade for at stå ude om sommeren i haven, men om vinteren skal helst stå lyst og lidt køligt og jeg har haft svært ved at opfylde både lyst og køligt, men nu kan jeg godt klare lyst, så det håber jeg går an.

Min mors citrontræ med fine runde frugter
Her ses podestedet på min mors citrontræ

Da pengene er små og citrustræer kan være voldsomt dyre er jeg gået i gang med at lave stiklinger af min mors citrontræ. Citrontræer i potter er podet på en svagtvoksende grundstamme, så jeg er spændt på om det overhovedet går an, men så er jeg da underholdt indtil jeg får råd til et podet træ om ikke andet.

2. maj 2014 – 3 stiklinger er klippet af en citron

Jeg har klippet 2 lange skud på ca. 15-20 cm og et mindre på ca. 10 cm.
Alle de nederste blade er pillet af og for at de ikke skal forsyne for meget bladvækst, har jeg klippet 2/3 dele af blade af med en ren saks. Rødder skyder som regel fra et tidligere bladpunkt, så bunden af stiklingen skal være et bladpunkt.
For ikke at klippe min mors træ helt i smadder har jeg kun klippet 1 meget lang gren, så derfor er alle stiklingerne midterstykker af en gren, så de er kraftige og en mellemting mellem urteagtig vækst og træagtig vækst.
Stiklingerne er stukket i alm pottemuld fra en plantesæk og de har fået et sprøjt med en vandforstøver inden jeg satte en pose henover dem. Så er jeg sikker på de holder en god fugtighed og chancen er større for at de slår an.
De vandes efter behov i bunden, jeg vil tro jeg har vandet dem 1-2 gange maximalt, da posen holder så godt på fugten. Posen har på intet tidspunkt været af, selvom jeg havde tænkt om de skulle udluftes har jeg ikke fået gjort det.

Citronstiklinger som har fået et sprøjt vand og så pose over
Citronstiklinger sat 2/5-2014

Juli 2014
Jeg havde faktisk glemt alt om de stiklinger, men her den anden dag hev jeg poserne af og så et fint lille skud på alle 3 stiklinger. Ikke så ringe, så skal de bare vokse sig store og fine så vi kan høste nogle hjemmedyrkede citroner.
Jeg kan dog ikke se rødderne i bunden af potterne endnu, men de har også fået en god portion jord. Så nu vil jeg lade de 2 potter stå i udestuen til det bliver for koldt i efteråret og så skal de ind og overvintre, så de bliver klar til kamp til næste sommer.

20. juli 2014 – Citronstikling med skud

Stiklinger af spanske margeritter

For første gang nogen sinde har jeg købt nogle spanske margueritter!
Blev lokket af prisen, de kostede kun 8 kr, og at jeg ville prøve at sætte lidt sommerblomster i år udenfor. Men føj hvor de lugter, de er meget kønne men det er ikke for duften jeg tog dem!
De havde nogle fine skud der skulle nippes og de røg straks i en brugt plastikbakke der har indeholdt 2 øko citroner. Jeg gemmer som regel frugtbakker og plastikæsker fra tomater, vindruer, citroner, ferskner, kiwi, osv. da de allerede er hullet i bunden så vandet kan løbe fra samt de er gode til stiklinger så man kan se hvornår der er roddannelse. Dem med låg kan også bruges som minidrivhus og dermed holde på fugten, hvilket nogle stiklinger klarer sig bedst i.
Stiklingerne var omkring 7 cm lange og jeg pillede bladene af i bunden samt evt. blomsterknopper. De blev stukket i alm. pottemuld og sat i en nordvendt vindueskarm.

Stiklingerne klippes til og de nederste blade pilles af før de stikkes i jorden

Stiklingerne er sat omkring 20. april og nu her 20. maj er rødderne kommet til syne i bunden af plastikbakken. Så en lille måneds tid har det taget og nu skal de ud i drivhuset i nogle nye potter og vokse sig store.
Det er dog ikke sikkert at jeg får så mange blomster på dem i år, da de er lavet forholdsvis sent, men hvis jeg er heldig at kunne overvintre dem, kan jeg måske få blomsterflor til næste år, om ikke andet starte tidligere med stiklinger.
Inspirationen til at købe og lave stiklinger af spanske margueritter er hentet her: Den franske have

Roddannelsen ses efter en måned
Ny bladvækst ses hurtigere end de nye rødder

Streptocarpus bladstiklinger

I januar begyndte min streptocarpus (spiralfrugt) at vågne op og skød nye blade afsted. Jeg tog et blad af for at formere den til nogle flere planter, da man kan formere den blot ved at stikke et lille stykke blad i jorden.
Men da der ikke er så meget lys på det tidspunkt, satte jeg den under kunstigt LED lys. Der gik meget lang tid (3 mdr.) før det blev til en ny plante, men utroligt nok holdte bladet sig i live i al den tid uden rod eller noget, så man skal bare lade dem stå, lige pludselig kommer det, hvis de ikke visner eller rådner hen.

Men her i april kom der virkelig gang i væksten og jeg besluttede mig for at prøve igen og så uden kunstigt lys, men bare lyset fra et nordvestvendt vinduet.
Jeg tog et udvokset blad som ikke var for gammelt, men helt udvokset til fuld størrelse.
Det blev skåret i stykker på ca. 3-4 cm med en ren skalpel, men man kan også bruge en urtekniv. Bladstumperne lod jeg ligge som på billedet herunder, så jeg var helt sikke på hvad der vender op og ned, da de jo skal sættes i den rigtige retning i jorden.

Bladet skæres i stykker for at lave flere stiklinger

Så tog jeg en brugt vindruebakke og fyldte med alm. planteskolejord, vandede det og lod vandet løbe fra. Så blev de ellers stukket ca. 1 cm ned i jorden og jeg skrev et skilt med sortsnavnet på.
Låget er lagt løst på, da det kan være en balancegang med at de ikke må tørre ud og skal holdes fugtige, men de må ikke få skimmel eller rådne. Men da de er behårede synes jeg de holder ret godt på fugten.
Og så er det ellers bare at vente på at der dukker små blade op, som der nu er på stiklingen fra januar. Her midt i maj er bladene stadig i live og det ser ud til at de har sat rod men intet tegn på ny vækst endnu. Indlægget bliver opdateret når nyvækst ses.

Bladstiklingerne er sat 13. april 2014
Bladstikling satte blade efter 3 mdr. under LED (jan-april)

Stiklinger af oregano

Efter flere års søgen er det endelig lykkes mig at finde en oregano der dufter af…. OREGANO! Jeg har prøvet at nulre så mange forskellige i haver og planteskoler og de dufter alle mere eller mindre af støv og græs. Den jeg har i haven vokser som ukrudt og blomstrer helt vildt og smider frø over det hele, men den er ikke værd at sætte tænderne i, bierne er dog helt vilde med den.
Det fantastiske fund blev gjort hos Søren Wiuff ved Lammefjorden sidste år i september til Frøsamlernes årsmøde, hvor vi blev vist rundt og vi var flere der var ret vilde med oreganoen, og Søren sagde vi godt måtte hive en gren af, så det gjorde vi 🙂

5-8 cm lange skud klippes af med et bladpar nederst, de nederste blade pilles af og de stikkes i en potte med fugtig muld

Den røg i en potte da jeg kom hjem og har stået i udestuen hele vinteren, så den skød ret tidligt med nye skud her i foråret. De nye skud har jeg så lavet stiklinger af, så jeg kan få en masse oreganoplanter i haven med tiden.
Stiklingerne er lavet som urteagtige stiklinger i udestuen og blev ikke dækket med plast, men sat under nogle af de andre planter så de ikke får direkte sol. Jeg har erfaring med at behårede planter som oregano og lavendel rådner let hvis de overdækkes med plast, når man laver stiklinger af dem og jorden skal holdes fugtig, ikke våd, så rådner de over.

Oregano stiklinger sat 27. april

Forårsgrene med rod

I marts var jeg ude og klippe en buket forårsgrene til fremdrivning i udestuen. Jeg klippede syrener, forsythia og solbær (Titania). Da jeg havde dem i udestuen, holdte de ret længe med blade på og jeg har først lige kasseret buketten nu. Men ikke den hele, for alle solbærgrenene havde slået rødder i vandet!
Det er virkelig en nem måde at lave stiklinger på, nu skal de jo bare i en potte eller plantes ud i haven. Troede at træagtige stiklinger ville rådne inden de ville slå rod, men måske de har gjort det fordi de har stået så koldt.

Solbærbuket med rødder

Adoptiv pelargonier

Jeg har faktisk aldrig ejet en pelargonie af en eller anden årsag, men sidste år fik jeg nogle stiklinger af en frøsamler, af Tunø rosenknop pelargonien (se her). Og er der noget jeg har svært ved at modstå er det stiklinger, de skal bare lige stikkes i jord og så går man spændt og venter på at se rødderne i bunden af potten.
Jeg gav den ene stikling til en god kollega som er glad for pelargonier og den anden er ved at vågne op fra vinterhi. Den har stået på mit skrivebord på arbejdet hvor den har været lidt udsultet for gødning og lys, men nu er den kommet hjem og fået et skud gødning og noget nyt jord og det har sat gang i den. Så jeg håber snart jeg kan tage en stikling af den.

En stikling af ‘Oldemor Siris lyserøde pelargonie’

Af samme kollega som fik stiklingen, har jeg lige fået en stikling med rod og i fin vækst af ‘Oldemors Siris lyserøde pelagonie‘ (historien om denne følger senere), som jeg er meget spændt på at se blomstre.
Den havde sendt et langt skud afsted, så jeg har skåret en stikling af den, både for at få hovedplanten mere kompakt, men også for at få en ekstra sommerblomst. Allerede et par dage efter ‘operationen’, er der godt med vækst på på moderplanten samt stiklingen.

Toppen er skåret i stedet for klippet, for ikke at mase stilken for meget

Pelargonier skulle jo være meget nemme at holde og få til at overvintre (som jo er lykkes mig 1 gang), så jeg håber jeg kan bevare mine 2 ‘adoptivbørn’ og få lavet stiklinger af dem til plantebyttedage/frøsamlermøder/dem der vil have dem.
Selvom det jo bare er blomster og de måske har et andet rigtig sortsnavn, synes jeg det er så hyggeligt med planter der har en historie, man får en anden lyst til at passe på dem og bringe historien videre.

Stiklingen sætter hurtigt rødder og her 3 uger efter trænger den til en ny potte

Stiklinger af frynse alsobia

For mange år siden kørte jeg til en planteskole på Sydsjælland, fordi de havde annonceret at de havde en stueplante der hedder Frynse Alsobia (Alsobia dianthiflora). Jeg synes den er så fin, trods jeg ikke er det store blomstermenneske, måtte jeg bare have sådan en hængeplante.

Desværre gik alle mine planter tabt en sommer hvor vi skulle på ferie og hvor feriepasseren ikke var opmærksom på at hun havde taget vand fra den varme hane 🙁 Siden da har jeg ikke set den nogle steder, men da jeg skulle ned i februar og have læggekartofler i Holbæk planteskole i Megacenteret, spottede jeg en enkel plante som havde brug for en kærlig hånd, som jeg fik til halv pris.
Den fik en større potte og en gang gødning at kvikke op på og så har den ellers begyndt at få små nye blade. Det går jo ikke så hurtigt her i den mørkere tid, fremfor sommeren og slet ikke når man hele tiden skal hen og se om den er vokset lidt 🙂

Frynse alsobia stikling klar til jord

Nogle af de tynde hængegrene knækkede/bøjede under omplantningen, så de blev klippet til stiklinger i stedet, så jeg har noget at give væk eller bytte til sommerens havebesøg og plantebyttemarkeder.
Alle stiklinger er klippet med 2 bladsæt, hvor det nederste bladpar (det der voksede tættest på planten) har fået klippet alle bladene af (se billede herover).
Stiklingerne kommes i små potter med jord, jeg bruger alm. plantesæksjord, evt. det brugte fra sidste år. Bladene må ikke røre ved jorden, så mugner de nemt. Rødderne dannes herefter udfra det afklippede bladsæt under jorden.
Selve stiklingen kan godt vokse sig større uden at have dannet rødder så vær ikke for hurtig med at plante dem om.
Tiden det tager afhænger meget af lysforhold og varme, lige nu står mine under LED sammen med en masse andre spirer. Det ville nok godt kunne lade sig gøre i vindeskarmen, men de ville være længere tid om at få rod og derfor være mere udsatte. Hvis man selv kan vælge tidspunktet ville jeg nok gøre det i april-august, måske også september.

Frynse alsobia stiklinger der skyder så småt

Solstik og solbærstiklinger med rod

Mine vinterstiklinger har været længe undervejs i år synes jeg. De har haft blade og groet fint, men  der har ikke været så god roddannelse som der plejer, måske er det de kolde nætter.

Solstik-stiklinger der skyder afsted
Rødderne titter frem og fortæller at det er tid til ny potte med mere plads

All solbær og solstik stiklingerne har fået rod nu og er blevet plantet om så der står 3-4 styk i hver potte. Det optimale er selvfølgelig at de får hver deres potte, men det har jeg ikke plads til og de fleste skal nok gives væk alligevel.
Særligt solstik var der krudt i og det er de største planter, men moderplanten var også meget stor, så jeg tror den er meget kraftigt voksende.

Fine lange rødder på solbærstiklingerne
Rigeligt med solbær (Titania) og solstik, nu skal jeg bare have fundet et sted til dem

Sommerfuglebuskene gik ikke så godt som jeg havde håbet på, men 4 stk blev det da til.

4 x Buddleja stiklinger som forhåbentligt vil blomstre til næste år

Vandstiklinger af tomater

Her i foråret hvor jeg har båret tomaterne frem og tilbage i drivhuset inde fra vindueskarmen, har der til tider været lidt for meget blæst, så nogle af dem knækkede.
Nogle knækkede helt ved roden, så de kunne ikke skyde op igen, så dem lavede jeg hurtigt stiklinger af, mens planten stadig så frisk ud, trods den var delt i 2.
Jeg har kun haft lavet stiklinger i jord og det var ikke alle der var lige heldig at klare den desværre, så nogle af sorterne er røget af listen for i år.
Men så fik jeg et tip om at de nemt slår rødder i vand, så kan det næsten ikke gå galt 🙂


Tomatstiklinger i vand efter 8 dage

Jeg tog 3 sideskud der var blevet lidt store (jeg havde ikke opdaget dem) og kom dem i et lille glas vand, bladene skal være over vandet. Ligesom med almindelige stiklinger i jord, har jeg reduceret bladmængden lidt, så der ikke er for stort et bladareal den skal forsyne.
Vandet er skiftet 2 gange siden start (1 uges tid), for at forhindre vækst af noget uønsket og at det ikke står og bliver surt. Glasset er placeret bag en masse høje planter i en vestvendt vindueskarm, så den ikke står i direkte sol, men får noget lys at strække sig efter.
Efter 8 dage har den ene (F1’er) af de 3 skudt rigtig mange rødder ud og de 2 andre er godt på vej.
Denne metode vil jeg bruge fremadrettet, den virker umiddelbart mere effektiv og pladsbesparende, når man har vindueskarmene fyldt med potter i forvejen.
Og så er det jo hyggeligt at lave det med en metode, hvor man kan følge med hele tiden 🙂