Juleand på grill

I år besluttede vi at julens æresgæst på spisebordet alene skulle være en and. Vi fandt en fin kødfuld og knap så fed and på frost hos den lokale slagter på 3,4 kg.

Jeg fandt lidt inspiration i mine tidligere grillninger af and samt på diverse hjemmesider(her er grillguru altid godt…) og kom frem til følgende opskrift/metode som fungerede rigtig godt, vi har til dato aldrig set junior spise så meget.

Andefyld:
3 store Belle Boskoop æbler
200g svesker
10g salt
5g friskkværnet peber

Andemarinade:
5dl vand
50g salt
25g sukker
og saften af en halv appelsin

And
Anden lægges i køleskabet ca. 48 timer før den skal på grillen, og aftenen før tages posen med indmad/hals ud og anden lægges i marinade natten over i en tætsluttende pose. Om morgenen, på den store dag, vender man lige anden inden morgenkaffen.
Ca. en halv time før anden kom ind i varmen gik jeg i gang med at skrælle æbler osv, det hele blev lagt i drypbakken der skulle stå under. Så tog jeg fra fadet, og fyldte anden så meget der overhovedet var plads til. Spyddet igennem, luk gumpen med kødnåle, og vingerne får også et par nåle så de ikke slasker rundt når anden drejer. Herefter stilles drypbakken på grillristen, spyddet monteres på grillen, og drypbakken fyldes med ca. 1,5 liter vand samt hjerte, lunge, lever og hals.

Efter halvanden times tid på grillen, lagde jeg nogle ekstra heatbeads på, ca. 15-20 stykker. Det er generelt min oplevelse at grillen er mere utæt med rotisseriet monteret og i kulden holder briketterne ikke så længe.

Efter 2,5-3 timer smurte jeg anden med smør(nemt når den alligevel snurrer rundt) og dryssede lidt groft salt ud over skindet. Det vil gerne hænge fast i smørret, og denne ekstra “kærlighed” hjælper på kuløren og smagen af skindet – man kan smøre/salte den tidligere hvis man vil have et rigtig sprødt skind.
Anden stod ca. 10 minutter på bordet og “satte sig” mens kartofler osv. stod og blev færdigt. Gennemsnitstemperaturen i grillen var ca. 150 grader. Det tog rimelig skarpt 4 timer(12:52 – 17:00) at lande på 79 grader.

Sovs
Ca. en halv time før anden blev taget af, tog jeg drypbakken af grillen så der kunne startes sovs op. Fond’en blev siet over i en kande og efter 10 minutters tid skiller det så meget at man kan tappe det meste fedt af toppen med en suppeske, over i en skål. Herfra tages to spiseskeer fedt over i en kasserolle, og tilsættes tre spiseskeer mel. Det røres op til “fedtegrever” og sovsen bages løbende op med fond. Den blev smagt til med andefedt, salt, peber og lidt fløde/mælk – og lav for guds skyld aldrig for lidt sovs til juleaften.

Som småbørnsfamilie er tidsplaner jo altid dynamiske, og det var oprindeligt min plan at få den på grillen klokken 12, men det var ikke helt sådan præsten prædikede. Grillen blev startet ca. 1140, og klokken 12 blev ungerne puttet af Fruen, så inden grillen var klar og anden var fyldt, så var tidsplanen skredet en lille time.

Julekrans over bordet

Sidste år fik jeg lavet en krans over julebordet med levende lys. I Jacobs familie har de tradition for levende lys, hvorimod vi altid har haft elektriske lys i min familie. Vi er mest til elektrisk lys på et knastørt juletræ, trods smukke traditioner, så julelysene kom over bordet i stedet, så vi kunne holde øje med dem.

Julekrans over julebordet

Selve kransen er lavet af resterne af noget stålbånd, der er brugt til at holde fast på husets spær. De er bøjet til en oval og samlet med strips. Den er hængt op i bredt satinbånd og vinklet ind i vinranker, birkegrene og efeu. Så er der kommet lyseholdere på og en masse mini glaskugler.

Levende lys på julekransen

Juletræ af efeublade

I år har jeg nået en del juledekorationer, dog først de sidste dage op til juleaften. Jeg elsker at lave juledekorationer da man kan være kreativ med naturens materialer. Da vi bor på landet med stor have er det ikke stedsegrønt og kogler vi mangler, så det er dejligt!

Et lille grantræ med mos, efeublade og en sløjfe
Træet er let sprayet med guld og der er drysset guldglimmer på mosen med ellekogler

Til julebordet i år havde jeg lavet 2 små juletræer. Jeg synes det er meget rart med lidt julepynt på bordet, men det må ikke fylde for meget, da der jo skal være plads til julemaden. Og så synes jeg bedst om at der ikke er lys i, jeg kan bedre lide at der står lys i stager ved siden af, men det er nok en smagsag.
Efeublade tørrer smukt op, især hvis de får lidt elefanthud (spray), så hvis jeg ellers får lidt tid næste år, vil jeg lave dem nogle uger før. Nu har min mor fået dem med hjem så de kan pynte på hendes julebord, resten af juledagene.

Flamingokeglen (nemmere at bruge oasis hvis man ellers har) forlænges med et stykke ståltråd, med omviklet blomstertape
De første blade bindes med tråd, de næste fæstnes med små stykker u-formet tråd
Der arbejdes nedad keglen med efeublade
De nederste blade får klammer i samme højde, så de dækkes når man binder et bånd om

Julet islygte

Normalt laver jeg juledekorationer som noget af det første i december, men i år har jeg været lidt sent ude. Til gengæld har jeg nok lavet mere end jeg plejer.
Blandt andet har jeg gjort noget ud af det ved hoveddøren. Her har jeg lavet en lille islampe med ting fra haven. Den holder længst i frostvejr, og i år er det jo ret lunt i vejret, så jeg håber den holder bare nogle timer og at det ikke kommer til at regne for meget.

Julet islygte
Jeg har brugt en engangskaffekop og bunden af en eddikeflaske, begge af blød plast.
Først fyldte jeg eddikeflasken med hyben, ellekogler og stedsegrønneblade.
Så satte jeg koppen i og tapet den til kanten.
Så kom jeg store kristtornblade ned langs siderne og til sidst fyldte jeg op med vand.
Dagen efter hev jeg plasten af og voila, en jule islygte til at have stående udenfor.

En stort set gratis juledekoration ud af det man har i hjemmet
Yderste kop fyldes med hyben, kogler og grønt
Kopperne tapes sammen og mellem dem fyldes der op med vand til sidst

Fyldte dadler med nødder

Der julehygges og og vi er ved at klargøre det hele til at vi skal holde juleaften herhjemme. Jeg har i år eksperimenteret lidt med fyldte dadler efter at have smagt dadler for første gang.
Jeg smagte nogle fyldt med en klat marcipan, en ristet mandel og dyppet i hvid chokolade. De var virkelig gode, men for at sænke sukkermængden en smule har jeg kun dyppet i 70% chokolade og ikke brugt marcipan.
Jeg har lavet tre slags, hvor dem med pecannødder er min favorit.
Den eneste ulempe ved denne type konfekt er at den kun kan holde 1 dags tid på køl, så hvis man skal have dem juleaften er det bedst at lave dem lillejuleaften, men mon ikke det går an d. 22. december ogaå.

Fyldte dadler til jul

Fyldte dadler med hasselnødder og pecannøder
Nødder ristes ved 150 grader til de er gyldne, det tager ca 20 min.
De køles af og hasselnødderne, kan man nuldre i et viskestykke for at få lidt af den bitre skal af.
Dadlerne ridses og stenen pilles ud. Der trykkes 2-3 hasselnødder i eller en pecannød og dadlen lukkes til og dyppes i mørk chokolade.
Inden chokoladen størkner trykkes en nød på toppen, så man ved hvad den indeholder.

Dadlerne ridses og stenen fjernes

Fyldte dadler med jordnøddesmør, kanel og appelsin
Man kan godt lave sit eget jordnødesmør, men jeg har altid Urtekrams crunchy peanutbutter stående i skabet, så det brugte jeg.
2-3 spsk jordnøddesmør blandes med 1/2 tsk kanel og revet skal af 1/2 appelsin (måske lidt mindre).
Dadlerne ridses og stenen pilles ud. 1/2-1 tsk jordnøddesmør kommes i dadlen, der lukkes og dyppes i mørk chokolade. Inden chokoladen størkner rives der lidt appelsinskal på toppen så man kan kende forskel på dem.

Jordnøddesmør blandes med kanel og appelsinskal

Pakkekalender med håndarbejde

Her i oktober og november har jeg udfordret mig selv lidt på kontoret. Jeg havde brug for et godt håndarbejdsprojekt, helst med genbrug som tema, så jeg besluttede mig for at lave en pakkekalender til en veninde.

Jeg synes 24 gaver var for mange at gå i krig med, hellere færre hvor jeg har lagt mere energi i den enkle gave. 4 adventsgaver var for lidt, så jeg besluttede mig for en weekendgavekalender, 1 gave både lørdag og søndag, for hver weekend der hænger sammen med en adventssøndag.
Hun er meget glad for sin hest og rock musik, det lidt mørke af det med dødningehoveder, så jeg ville gerne have det ind over gaverne og som sagt genbrug, så den kommer til at koste tid og ikke så mange penge.

Jeg tror på at hvis viljen er der, kan man klare sig endnu bedre end hvis pengene er der, det er kun dig selv der begrænser dig.
For at jeg vil kunne huske tilbage på hvad der var i pakkekalenderen, har jeg løbende blogget om det og i dette indlæg opsummere jeg hvad der var i pakkerne, samt linke op til de indlæg jeg skriver om gaverne. Et slags overbliksindlæg så at sige.

Julegardin er syet om til gavepose
Alle pakker har fået dato på 

Alle pakkerne blev pakke ind og sat manillamærke på med datoen hvor de måtte åbnes. Jeg havde et gammelt solbleget julegardin liggende, som jeg klippede op og syede til en lille gavepose, så det hele var samlet.

30. nov: Hestenissehue + hjerteranke
1. dec.: LP’er og dødningehoved glasbrikker
7. dec.: Mug cozies til te og kaffekrus
8. dec.: Ben & Jerrys ice cream cozy
14. dec.: Top hat med pandehår (til hendes dressurhest)
15. dec.: LP skål og julekort
21. dec.: Hjerteformede jeansgrydelapper
22. dec.: Brødpose med dødningehoveder + hjemmelavet gele med hæklet hat

Hæklede LP’er og skulls til at sætte kolde/varme drikke på
Mug cozies til te eller kaffe
Gratis label er lavet på jamlabelizer.com

Hæklet flettet julehjerte

Forrige jul lavede jeg nogle hæklede flettede julehjerter til mine forældres lille juletræ. De er enkle og hurtige at lave og de er ikke større end 5 cm.
Det var det visuelle jeg gik efter, så det er bevidst at de er flade og man ikke kan komme noget i dem, hvilket også ville være svært i den størrelse.
I år vil jeg lave nogle flere som skal hænge på vores granranker.

Hæklet og flettet julehjerte

Når den er hæklet og flettet skal den så syes sammen med en sytråd, for at den holder sammen og så kan man ellers hænge den på juletræet, en troldegren, en granranke, juledekoration eller hvad man nu føler for. Man kan også sy den på en brochenål og sætte den på sin bluse til julefrokosten.

Lille hæklet julehjerte
Hæklenål: 3 mm, Garn: Sport / 5 ply (12 wpi)
Jeg brugte alm. tynd bomuldsgarn som man kan købe i Brugsen eller lign.
Hækl 8 lm. Hækl 7 fm tilbage af de 8 lm, hvor den første hækles i 2. lm fra hæklenålen.
Gentag 2 gange så der bliver 3 strimler i alt.
For at lave buen, hækles der 3 stm i samme sting, find en maske lidt til højre for midten, derefter hækles der igen 3 stm i samme sting, men i en maske lidt til venstre for midten.
Hæft enderne og træk evt. huller sammen.

Så er første halvdel af hjertet hæklet, nu skal der laves en til i en anden farve.
De 2 hjerte halvdele flettes nu og syes i strimmel enderne med en sytråd for at holde med sammen.
Man kan nu hænge den op med en sytråd, men man kan også hækle en hank, f.eks. 8 lm og 7 fm tilbage hvor man starter i 2. lm fra hæklenålen.

Den første strimmel er lavet og den næste startes
Alle tre strimler er lavet og nu laves halvcirklen/buen
Buen er hæklet og den ene snorende syes for lukke de to dannede huller af i midten
Så er de to halvdele klar til at blive flettet

Small Woven Christmas heart (US terms)
Hook: 3 mm (C or D), Yarn weight: Sport / 5 ply (12 wpi)
I used cotton yarn for these.
Ch 8, 1 sc in 2nd from hook, 6 sc (1 strip)
Repeat twice, so that there are 3 strips in total.
To create the arch, work 3 dc in same stitch, find a stitch slightly right of center, then work again 3 dc in same stitch, but in a stitch slightly left of center.
Weave in ends and if necessary, drag any holes together.

Now the first half of the heart is done, now you need to make one in a different color.
The 2 pieces is now woven, the strip ends is sewn together with a thin thread to hold it together.
You can hang it up with a thread, but you can also crochet a handle, for example:
Ch 8, 1 sc in 2nd from hook, 6 sc

Juletræ med mejsekugler

Jeg synes det er lidt synd at juletræerne ryger direkte i komposten efter jul, så jeg fandt en måde i år at holde det i gang lidt længere. Når det er ædelgran holder det sig jo flot i evigheder.
Der er mange pileflettere der bruger det som base til et foderhus, men jeg er ikke kommet så langt med pilen og værkstedet, så det venter jeg med til om nogle år.
For nylig så jeg at DOF gav deres bud på hvad man kan genbruge sit juletræ til: At sætte det ud i haven og pynte det med mejsekugler og evt. hjemmestøbte fedt-kugler/stjerne/hjerter/muffins eller hvilken form man nu laver dem i.
Så har man længere glæde af træet og mere glæde af fuglene, hvis man stiller træet godt og centralt.

Juletræet er pyntet påny med fedtkugler – hønsene tager skraldet 🙂

Vi har en juletræsfod vi bruger hvert år, så Jacob har mast det ned i den våde græsplæne, så fylder vi bare lidt jord i når vi flytter det. Men hvis man er lidt mere sart med sin plæne kan man lave et gammeldags kryds som man også køber hos spejderne.
Ulempen ved træet er at mus og rotter har meget nemt adgang, så det skal man lige have i tankerne, det bør ikke være måden man fodre fuglene hele vinteren, for så er der flere dyr der finder ud af det og måske bosætter sig i nærheden.

Så er der liv i juletræet med mejsekuglerne

Jeg lukker hønsene ud i haven, så de tager alt det der er faldet ned på jorden og så kan man evt. tage kuglerne ind om aften eller hænge så få ud som de næsten kan nå at spise i løbet af dagen.
Hvis man laver tricket med hønsene, så husk at de ikke skal hænge i hønsehøjde, min har ikke fundet ud af at smuldret kommer fra kuglerne så de prøver ikke at flyve op i træet (endnu…).

Dejligt med liv i vinterhaven

Restemad af julemiddagen

Der er stort set altid rester efter julemiddagen, og det er noget af det bedste dagen efter at skulle gå og guffe rester.
I år var der ekstra mange rester da mine forældre måtte gå tidlig hjem da min far fik influenza, så der var rig mulighed for at prøve lidt forskelligt med resterne.

Biksemad
Jeg har frosset en gang biksemad ned, altså taget de kogte kartofler og brune kartofler og skåret i tern + et par skiver steg, samt en klat sovs oveni. Så er den lige til at tage op af fryseren en travl hverdagsaften hvor der ikke er tid til noget. Og bliver vi flere kan man stege et spejlæg til.

Flæskestegsburgere
Dagen derpå lavede jeg en gang flæskestegsburgere, alt blev lunet i ovnen: Steg, brune kartofler, rødkål i en ovnfast skål, boller fra fryseren (og et par portobellosvampe).
De blev samlet og fik en gang rødkålsalat til samt en iskold Brown Ale fra Svaneke Bryghus, så aner man juleenglene synge i baggrunden!
Resten af skiverne er pakket 2 og 2 i fryseren så vi lige kan hive skiverne op og lune sammen med nogle boller, når vi har brug for noget hurtigt mad.
Min mor kom i øvrigt med et tip jeg ikke kendte, for at beholde den sprøde svær. Stegen skal køle helt ned på køkkenbordet for den bliver pakket ind og så må man kun pakke den ind i sølvpapir og ikke for tætsiddende. Vi testede det og sværen er lige så sprød dagen derpå som da den kom ud af grillen, det er lige prikken over i’et i en flæskestegsburger.

Andesuppe med strimlet rødkål
Skroget fra anden skulle ikke gå til spilde, så det brute jeg til at lave en andesuppe. Efter at have pillet det sidste andekød af, fjernede jeg resten af skindet og det synlige fedt. Skroget kom i en gryde med 1 liter kogende vand og det stod så og simrede i en 20 minutters tid.
Skroget blev fisket op og i andesuppen kom jeg:
tynde skiver gulerødder (3 stk), tyndt strimlet rødkål (et kvart hoved), skiver af champignon (4-5 stk), hvidløg (2 fed) og løg (1 stk) i tynde skiver og det pillede andekød.
Det simrede i 5-10 minutter og blev så serveret. En dejlig smagsfuld suppe og så er den knaldlilla 🙂

Rester af andekød, rødkål og portobellasvampe