Planteskolelykke og forår

Hvert forår, eller rettere hver senvinter, besøger jeg planteskole rigtig ofte!
Jeg køber ikke så frygtelig meget, for det er stadig tidligt og udvalget er jo primært forårsløg og læggekartofler.
Men det er en sand lykkepille at gå rundt og blive blændet af de farvestrålende blomster i drivhuset, særligt på de grå og våde forårsdage.

Stedmoderblomster i ALLE farver, vildt imponerende syn!

Da jeg boede i Storkøbenhavn, tog jeg en ny planteskole hver gang, da der lå så mange, hvor herude ved Holbæk er det mere begrænset, til gengæld er de større og folk er mere smilende. Ellers er det mig der er blevet mere smilende.

Det må være det varmeste sted i butikken, godt de har 2 kasseapparater 🙂

Om foråret er min favorit Holbæk Planteskole ved Megacentret, deres drivhus med forårsblomster er helt fantastisk og selvom jeg ikke er et kattemenneske, er det altså hyggeligt når der løber katte rundt. Sidste år legede der killinger mellem potterne, så bliver det ikke mere livsbekræftende, der mangler bare et par babyer. Og i dag fik de besøg af min!

Anna slapper af på ryggen, mens mor suger energi
Allerede nu har de forskellige salvier og mynter, har jeg sovet under en sten eller bliver det bare tidligere og tidligere?

Alle billeder er taget og delt med godkendelse af Holbæk Planteskole.

En halv time på Holbæk havn

Hvis man har 30 minutter i Holbæk på en smuk sommerdag vil jeg anbefale man bruger dem nede på havnen! Når jeg lige er et smut dernede, tuller jeg altid ind til Suri og køber enten nogle af deres lækre hvidløgsrejer, en hellefisktortilla, en lakseroulade eller et bæger laksesalat til topping på en ægge- eller kartoffelmad. Jeg kan også finde på at købe frisk fisk til frokost eller aften, men det er helt sikkert jeg ikke kan lade være med at købe noget af ovenstående hvis jeg tilfældigt kommer forbi i åbningstiden.

Suri fiskehandel på Holbæk Havn

Efter en smuttur inde hos Suri, har jeg i år fået en ny destination på havnen, Paradis is! Det var bare den bedste sommernyhed at de åbnede i år, da Holbæk virkelig har manglet et godt ishus. De andre er dyre og isen er tarvelig. Paradis er ikke billigt, men det er saftsuseme det bedste is jeg har smagt (i Danmark).

Jordbærisen tager jeg altid hvis de har den

Mine favoritter er jordbær, dobbeltkaramel med havsalt, chokolade og dobbeltchokolade med brownie. Det er virkelig et hyggeligt hjørne de har skabt og jeg håber sådan at de bliver her og at de vil trække mere liv og forretninger ned til havnen, for hvad er en havneby uden havneliv 🙂

Paradis is på Holbæk Havn ved skibsværftet

Kommunekram i Holbæk

På de fleste genbrugspladser kan man aflevere ting som kan videresælges til et godt formål. I Herlev var det spejdere og her i Holbæk er det til ‘Kommunekram‘ som er en butik der drives af udviklingshæmmede og pædagogisk personale.
Dags dato bor de på Østerled 28 i bygning E, 4300 Holbæk.

Åbningstiderne i 2014

Det er et rigtig hyggeligt sted og priserne er gode, samt tingene er afvaskede og sat pænt og overskueligt op. De henter løbende ting fra genbrugspladsen, så selv hvis vi har været der 2 dage i træk er der kommet nye ting til, så der er altid noget nyt at finde.
Da vi købte autostol dernede, sagde de at de havde 3 ekstra ude bagved som de bare ikke havde nået at få ind i butikken, så hvis man leder efter noget specifikt, kan man bare spørge.
Vi har købt en del ting dernede og vi donerer også en masse til dem, når vi tager på genbrugspladsen. Så hvis man er til genbrug og gode loppefund, så er de helt sikkert et besøg værd hvis man er i Holbæk.

Kommunekram ligger midt i et industriområde i Holbæk
Så bliver der afhentet ting af Kommunekram på Holbæk Genbrugsplads

En tur på biblioteket

Da jeg var lille, dvs. på det tidspunkt hvor man selv måtte cykle rundt hvor man havde lyst til, brugte jeg utrolig meget tid på biblioteket. Det var før internettet rigtig var blevet til noget og det var stort hvis man havde en e-mail adresse, jeg kan huske jeg havde et par e-mail penneveninder.
Hver gang jeg havde været på biblioteket havde jeg fyldt et indkøbsnet til bristepunktet og så cyklede jeg ellers hjem med en posefuld bøger hængende på styret som bankede ind i hjulet hele tiden. Og når jeg så havde glemt et stofnet, måtte jeg tage en plastikpose, hvor hanken altid knækkede på vej hjem, så jeg måtte trække hele vejen, ak ja barndomsminder!

En bunke bøger hvor der kun var få der var værd at læse

Jeg har aldrig læst skønlitteratur og kommer nok heller ikke til det, det fanger mig ikke rigtigt, jeg har altid læst bøger om haver, planter, dyr, håndarbejde og alle mulige mærkelige hobbyer.
Dengang brugte jeg biblioteket som min eneste kilde til viden, hvor jeg i dag bruger biblioteket som inspiration og låner flest bøger som der kun findes 1-2 af på alle landets biblioteker (og mange gange engelske) og får dem derfor sendt til Holbæk. Det er blevet legende let at finde og reservere bøger i dag på bibliotek.dk hvor jeg husker at man skulle snakke med en bibliotekar i ‘gamle’ dage og det var svært at ‘browse’, man skulle næsten vide hvad man ville have.
Den største kilde til min viden i dag er helt klart internettet og selvom jeg elsker at gå på biblioteket er jeg helt klart mere til internettet når det gælder viden, da man får mangfoldigheden og kan finde uendelige mængder kilder og mennesker der ved noget og man kan selv vælge hvilken vej man vil gå, men det kræver man kan være selektiv. Mange bøger i dag er blevet lidt for poppet til min smag og der er længere mellem de gode bøger, som ikke bare er en eller anden kendis der har taget nogle flotte billeder.
Da jeg var lille var det over halvdelen af en posefuld jeg læste igennem, hvor det i dag kun er 1-2, håber ikke udviklingen fortsætter, så jeg til sidst ikke kommer på biblioteket, for det er så hyggeligt!

Hjortespring bibliotek i Herlev – mit barndomsbibliotek hvor jeg har slidt flere bibliotekskort op

Plantebyttemarked i Svinninge

Første lørdag i Maj og sidste lørdag i August bliver der hvert år holdt plantebyttemarked på Triersvej 18 i 4520 Svinninge kl. 10-15, og i år var jeg ude og bytte lidt overskudsplanter væk.
Jeg blev der ikke så længe, men kunne sikkert godt have blevet der tiden ud, for det er altid hyggeligt at få en sludder med andre havenørder og tiden flyver så hurtigt afsted.
Der var både folk som kom for at sælge planter, men der var heldigvis også folk der gerne ville bytte, hvilket jeg synes er hyggeligt.
Se evt. mere på Else og Villads’s hjemmeside: http://www.123hjemmeside.dk/Blomster-paa-Triersvej/

De japanske kirsebær blomstrede smukt på Triersvej og parkeringspladsen var fyldt godt op

At komme af med sine overskudsplanter og få nogle nye planter for det er bare det bedste. Man kan glæde hinanden, uden at der skal være penge imellem. Dem der solgte var dog til meget fine priser, så de fleste kan være med, de priser jeg så var ikke i nærheden af hvad planteskolerne tager for det. Men jeg synes stadig det er sjovt at komme hjem med en byttehandel, jeg måske ikke lige regnede med og som jeg ofte priser højere end jeg troede jeg ville, da man også kan få en god historie med på vejen.
Vejret var skønt og stemningen var god og afslappet og jeg håber jeg kan kigge forbi i August hvor jeg har lovet at tage nogle af mine krydsede tomater med til en der gerne vil se dem. Men det er jo lige efter jeg har født, så jeg må se tiden an, har jo ikke rigtig prøvet det før, så ved ikke helt om jeg er i stand til det, men jeg håber det 🙂

Hyggeligt plantemarked på Triersvej 18 i Svinninge
Jeg fik lært en masse om pelargonier og set hvor forskellige de kan være, snakket med nogle lokale havemennesker og så kom jeg af med alle mine frilandstomater og chilier jeg havde i overskud. De blev byttet til Kærminde (jeg troede kun der var en Kærmindesøster, men den er så søster til Kærminde), en digitalis i en overraskelsesfarve da hun har mange forskellige i haven, Dronning Ingrid pelargonie (min mormors yndlings), rød grønkål samt en dahlia der hedder Sandra, som skulle være anderledes ved at den sætter lange stilke med blomster, så den er bedre egnet til høje vaser. 
Dagens kup var både bytteri og billige planter
Så faldt jeg for en lyserød og meget dejlig duftende liljekonval til en 10’er (den i den brune pose), her gik jeg og troede den kun fandtes i hvid. Det er en af mine yndlingsblomster, den er så yndig.
Og sidst men ikke mindst en kæmpe dahlia knold til kun 10 kr, som skulle give postkasserøde blomster. Nå ja, så var der også en sød sjæl som gav mig nogle bønnefrø fra Thailand tror jeg det var, som skal dyrkes i drivhus og giver op til 1 meter lange bønner, det skal prøves!

Bryghuset no. 5 i Holbæk

I onsdags var vi ude og spise på Bryghuset no. 5 i Holbæk, da de har startet et nyt koncept: Ben og øl, og så skulle vi fejre at vi har været sammen i 8 år.

Bryghusets forårsbryg

Hver onsdag har de nu spareribs ad libitum med 1 øl til for kun 100 kr pr. person og det måtte vi ned og prøve.
Øllen var god, som altid, og ribsene var saftige og meget kødfyldte. Der var også grøn salat og et skønt brød til. Coleslawen kunne måske godt smage af lidt mere, men det er jo også benene og øllen det handler om og det var prima kvalitet. 
Jacob har allerede snakket om at tage derned igen.
Maden var varm og der gik et splitsekund fra man bestilte en ekstra omgang til det kom og det galdt også de andre gæster, det var ret imponerende. Vi har været på Jensens Bøfhus (også i Holbæk), hvor Jacob ikke nåede at få en ekstra omgang spareribs før vi andre var færdige med vores bøffer og så var det en mini portion og der var ikke meget kød på. På Bryghuset kunne jeg næsten ikke spise mere end den portion jeg fik i første omgang
Det kan helt klart anbefales hvis man er i nærheden af Holbæk på en onsdag, og så vælg Bysø Brown til, den passede rigtig godt til.

Ben og bajere for 100 kr 🙂