Min første kop

Her er den allerførste kop jeg har lavet.
Jeg kan huske jeg var lidt skuffet, da den kom ud af ovnen. Bunden har slået sig og kan ikke stå fladt, da den er håndbygget, for jeg vidste ikke noget om ler.
Glasurerne er de første jeg lavede selv og er både klumpede og krakelerede, for jeg vidste ikke noget om glasur.
Den er rullet med en kagerulle og det rillede mønster er lavet med en skrue jeg har smuglet ud af mandens værksted, for jeg havde ikke noget lerværktøj.
Den har fået en plads i koppeskuffen og en Royal Copenhagen kop er skubbet ind bagerst.
Den minder mig om at det, jeg ikke kan lade være med at gøre, selvom jeg ikke ved en pind, ikke har det rigtige værktøj og med stor sandsynlighed vil fejle i, er det jeg skal gøre mere af.


En form for uforståelig drivkraft, jeg altid har haft. Hvis jeg glemmer at tænke over hvad jeg skal og bør, eller mangler overskud, opgiver og tænker at jeg kommer til at være klistret til sengen hele dagen, kan jeg tage mig selv i lige pludselig at drive hen mod det. Helt uden at opdage det.
Jeg drages, som Misse Møghe nok ville have formuleret det.
Det er som at blive sat fri af pligternes lænker, en pause fra virkeligheden, hvor jeg ikke flygter, men mere hører det som baggrundsmusik, på en måde hvor det ikke støjer, men er meget mere fordøjeligt.
Gode sunde beslutninger tages bedst i fredstid, hvor tankerne er fordøjet og angstens bølger har lagt sig.
Kunsten for mig er at skabe rum for fordøjelse og at vente på roligt vand.

Kravafvisende eller grænsesættende?

Når man kommer ind i psykiatrien eller bare hos lægen, er de glade for at bruge nogle termer om én, som er forståelige for fagfolk. Alle brancher har nok en eller anden form for fagord, da det er noget nemmere og hurtigere at kommunikere.
Alle mekanikere ved hvad en kaburator er og hvad de skal fikse hvis den har en fejl XXX (jeg kender ikke til karburatorer, så kan ikke nævne hvad der kunne være galt, derfor fejl XXX). Kaburatoren skal og kan ikke tage stilling til noget, den bliver enten skrottet eller repareret, hvis det er økonomisk rentabelt.
Når man som menneske hos en menneskemekaniker, feks læge, psykiater eller psykolog, og får en fin diagnose til samlingen eller bare et lille pynteord, som beskriver en, når man bliver slået op i kataloget, er det lidt anderledes.
Modsat karburatoren, er der en mulighed for at jeg kan reparere mig selv. Men det står bare ikke helt klart altid, om det er noget som kan repareres og hvem der i virkeligheden skal reparere det. Og hvis nu der står i den store bog at det ikke kan fikses, kan man så afhjælpe symptomerne, og hvilke muligheder er der her?

Nogen gange kan jeg også blive helt i tvivl om det overhovedet er et problem, og hvem der egentlig synes det er det største problem.

En af de termer jeg har kunne pynte mig med er ‘kravafvisende’. Jeg aner ikke om den hænger på mig for altid, eller om det bare er en midlertidig ting, som skal revurderes.
Men kravafvisende har ikke ligefrem en positiv klang. Det er ikke noget man med stolthed siger at man er.
Jeg er ikke helt sikker på hvilken kasse jeg egentlig er kommet i, men jeg ved dog at som mange af de andre termer, er det meget forskelligt hvad fagfolk mener de betyder, hvilket jo ikke gør det meget nemmere at være i.

Der er sådan lidt ‘tag dig sammen’/dovent over den. Der bliver stillet krav til mig jeg ikke kan imødekomme, bum, du har kravafvisende adfærd. Men er det urealistiske krav der bliver stillet til mig?
Jeg ved det ikke. Men det føles ikke så fedt, ikke at kunne leve op til nogle krav, som jeg åbenbart, skulle kunne varetage.
Samtidig får man hele tiden at vide at man skal lære at sætte grænser, og passe på sig selv. Sige nej til det man ikke magter, skære ned på arbejdsopgaver, sænke ambitionerne, sige fra, sænke barren, gøre ting der gør én glad. Det er en del, hvis ikke hoveddelen, af de råd man får til at få det bedre psykisk.
Eller i hvert fald de utallige råd jeg har fået, men altså fra det samme sted, som beskriver mig som kravafvisende.

Kunne man ikke vende den om og finde et fagterm der beskriver, at det er psykiatrien der ikke formår at møde personen der hvor de er, og derefter stille urealistiske krav som ikke er svarende til personens evner?

Jeg er begyndt at tænke på om det i virkeligheden handler om at jeg i gennemsnittet kan levere mindre end andre, og det er den bedst mulige måde at beskrive det på. Desværre sidder jeg med en følelse af at jeg burde kunne det, selvom jeg nok ikke kommer derhen.
Jeg synes det er nemmere at vide at man er dårligere end andre og man derfor skal forvente at kunne mindre end andre. Der er selvfølgelig en sorg bundet til den erkendelse, men så kan man da begynde at finde ud af, hvordan man skal tackle livet herfra og finde nogle nye livsmål.
Sådan lidt ligesom at sige til folk uden ben, at de skal løbe et marathon. Men med psyken er det bare mere svært at se, at benene mangler. Også for mig, patient 483273.
For jeg vil jo gerne løbe det marathon, ligesom alle de andre. Så jeg har prøvet og fejlet, så helt utroligt mange gange. Og folk omkring mig, hepper, kommer med velmenende råd, opmuntrer mig til at prøve igen, for hvorfor skulle jeg dog ikke kunne, når alle de andre kan, og jeg jo siger, at jeg gerne vil.

Fordi jeg ikke har nogen ben.

Lige præcis derfor, kan psykiatriske diagnoser være uendeligt befriende at få. Endelig finder man ud af man ikke har nogen ben! Der kommer lys på ens udfordringer og begrænsninger. Man tror at nu er det slut med at kæmpe. Der er ikke nogen grund til at prøve at løbe, for man kan ikke.
Fagfolkene kan slå en op og så ser de hvilke dele man mangler, men ak. De har ikke købt nye bøger siden de blev udlært eller måske synes de at diagnoser er noget pjat.
Og efter man har fortalt dem sin livshistorie for 172973. gang (som nogen efterhånden må have logget) og den udfordring man er kommet for at snakke om den dag, bliver man mødt med:

“Jeg tror du vil få det bedre, hvis du løber en tur,
og ellers må du vende tilbage, jeg har ikke mere tid i dag”

*Lyden af min kæbe der rammer gulvet*
‘Ja ok, hav en god dag…’


Fiskemanden

Da jeg var barn, den alder hvor jeg gerne måtte dalre omkring for mig selv i Herlev (i 90’erne), vandrede jeg ofte op til Tvedvangen 201, når det blev onsdag.
For om onsdagen kom fiskebilen til Lindehøjscentret. Dengang Lindehøjscentret havde en Beka (dagligvarebutik) og en bager. Jeg kan ikke huske hvad den sidste i rækken var, men kan huske at det var stort, den dag det blev til en Danske Bank, det synes jeg i hvert fald.

Men altså, på vej hjem fra skole eller i frikvarterer, susede jeg tit forbi og sludrede med David i fiskebilen.
Jeg kan absolut ikke huske hvad vi talte om, men jeg husker, særligt om vinteren, at det var ikke altid sjovt at ramme en stime (høhø) af mennesker, og skulle vente på de købte færdig, så vi kunne snakke.
En gang imellem havde jeg hunden med, så fik hun en delle af David. Det var hyggelige stunder husker jeg. Undtagen dengang den gamle borgmester kom og kaldte hunden for en køter, jeg har altid hadet, når folk kalder hunde for køtere.

Det er sjovt med sådan nogle barndomsminder. De dukker nogen gange op, og hos mig er det tit specifikke ‘scener’, som på en måde hænger fast. Feks. det med borgmesteren, der både var nedladende overfor mig og hunden.
Jeg tror han synes det var mærkeligt, at jeg hang ud ved fiskebilen. Det var der flere der synes, jeg købte så vidt jeg husker, heller ikke noget fisk.
Jeg tror jeg så det som et stamsted, et sted man kunne få sig en lille sludder om alt og ingenting. Hvis stemningen var god og samtalen flød, blev jeg hængende, og hvis det hele var lidt gråt, futtede jeg videre og kom igen en anden onsdag.

Jeg kan slet ikke huske hvad vi talte om og jeg kan faktisk heller ikke huske i hvor lang tid jeg kom der, og hvorfor jeg stoppede med at komme der.
Men jeg var virkelig taknemmelig for at David havde lyst til at snakke med mig. Det var faktisk et ret stort privilegie på en måde, at have en person der kom fast hvert onsdag, som ville snakke med mig. Ingen forventninger til hvordan jeg skulle være, hvor tit jeg skulle komme, hvad vi skulle snakke om eller at det nogensinde skulle blive til andet end sniksnak ved fiskebilen.

Det er sjovt, hvordan mennesker kan komme så flygtigt ind og ud af ens liv. Blive en del af ens historie, helt tilfældigt, og at man aldrig glemmer dem igen.
Ja, jeg har jo så glemt hvad vi har talt om og jeg kan heller ikke huske hvordan han så ud. Men jeg husker at han slukkede min følelse af ensomhed, for en stund.
Jeg følte mig akavet, fordi jeg var usikker og umoden, men jeg følte mig aldrig mærkelig i hans selskab. Han var venlig, rummelig og tålmodig.
Han har sikkert også til tider fået nok ævl og stukket mig en fisk, for at jeg smuttede hjem, han kunne i hvert fald ikke finde på nogen gode undskyldninger, for at han skulle noget andet. Men det gør ikke noget, det er i hvert fald ikke noget der har påvirket mig i så fald.

Jeg håber at jeg en dag bliver, eller at jeg allerede har været, en David for nogen.
Et venligt pust.
En der har plads i sin sfære, til at man lige tager en pause fra virkeligheden. Skaber et trygt rum og får en lille snak, som kan sende nogen videre med fornyet energi, og følelse af det hele nok skal gå.

I dag bor jeg ikke længere i Herlev, så jeg har fået mig en ny fiskemand, mindst lige så venlig og snakkesaglig, som jeg husker at David var.
Men nu i butik, så når jeg skal vente på kunderne bliver ekspederet, er jeg ikke ved at få frosset tæerne af om vinteren.

Skæve eksistenser på den lukkede

I August 2021 var jeg så heldig at kunne få lov at udstille mine Skæve Eksistenser på Holbæk Bibliotek. Det er de keramikemner som jeg fik presset alt for hårdt og glemte at lytte efter, så de kollapsede og var lige til lerspanden.
Jeg prøvede at redde så mange jeg kunne, efterhånden som det skete, for at se hvad de kunne blive til, hvis jeg efterfølgende gav dem den ekstra opmærksomhed, de hver især havde brug for.

Skæve eksistenser i morgensolen

Det havde været hurtigere, nemmere og langt mere effektivt at starte nye kopper op, ingen tvivl der. Men jeg skal ikke nå noget, og måske var der en skjult læring i processen.
Jeg har lært meget mere om de forskellige typer ler jeg arbejder med, hvor langt og hvor meget i tørringsprocessen jeg kan arbejde med dem. Hvor hurtig tørrer de og kræver de at jeg sænker tørreprocessen, så vandet kan nå at fordele sig i det indre, for at undgå revnedannelse.

Jeg mă helt ærligt sige at det er mine yndlingskopper.
De bestemmer selv, hvordan de skal se ud på en måde, jeg prøver bare at læse dem og se hvad jeg kan gøre for, at de kommer i mål. Jeg kan holde mig selv i en tilstand, hvor jeg ikke føler jeg skal præstere og det gør ikke noget, at det ikke bliver til noget. De får mig helt ned i gear, for de kan ikke forceres. De tager virkelig den tid de tager, for ellers går de helt i stykker, og de tvinger mig ind i følsomhed, så jeg begynder at lytte til hvad de kan og hvad de ikke kan.

Min datter på 5 år viste mig hvordan man tegner en smuk prinsesse og jeg viste hende hvordan man kunne tegne en anden slags sol. Og de er naturligvis tegnet med verdens dyreste farveblyanter.

Jeg håber at bare en snert af den energi og kærlighed, jeg har lagt i de kopper, vil overføres til dem der drikker af dem. Et ønske om at give sig selv tid til at være klar til næste skridt, at vi alle har hver vores rute i livet og vi må prøve at skabe den nødvendige individuelle indsigt, for at kunne komme videre.

Jeg vil nu aflevere nogle skæve kopper til den lukkede afdeling på Riget, til en mand som jeg tror har forstået det, fordi han holder sindet åbent, for at han ikke har forstået det hele. Så han prøver at forstå og lære individerne og deres behov at kende, på den lukkede.
Nysgerrigt og kærligt.
Hvert møde er en ny start, ingen er samlebåndsarbejde eller set som teoretiske arketyper, der skal behandles på en bestemt måde.
Jeg er mildest talt imponeret hvordan han kan arbejde og holde hovedet højt i så bureaukratisk system, der i nogle henseender direkte modarbejder sundhed, efter min mening. Men så glad for at hans indre sol stråler derinde, bag murerne, og forhåbentlig stikker det i øjnene på nogle magthavere og skaber varme til nogle fantastiske sjæle, der har det svært, forhåbentlig kun for en kort stund.

En kasse med kærlighed og et kæmpe håb, for at livet bliver lysere for de dejlige mennesker på den lukkede, der nu kommer ud i verdenen igen

Jeg håber mine kopper kan bidrage til at noget bevæger sig i en bedre retning. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre en masse og redde hele verdenen, men det kan jeg ikke. Og det skal jeg ikke.
Da jeg var længst nede psykisk, var det ikke 1 person der vendte bøtten for mig. Eller det kan man jo sådan set godt sige, det var mig. Men de mennesker der var omkring mig, og opstod omkring mig i den tid, rakte alle hænderne ud til mig. Prøvede at hjælpe mig på hver deres måde, fra hver deres baggrund. Nære og fremmede kontakter.
Nogle har været der fra start og holder stadig hænderne ned til mig, andre er forbipasserende og kaster kærlighed efter mig. Og jeg mærker at alle kærlige hænder tæller og gælder.
Det var ikke en hånd der gjorde jeg kom opad, det var de mange mange kærlige hænder, der samlet set fik mig til at indse, at jeg med tiden kunne komme op af det hul, og det er det værd.
Livet er værd at leve.

Kreativ proces og krystalkopper

Jeg har tænkt meget på hvordan min kreative proces fungerer og hvad jeg skal være opmærksom på. Det sker at jeg render ind i ‘du skal ikke være sådan en perfektionist’, hvis jeg ønsker at tale om noget, jeg er i gang med som jeg gerne vil forbedre.
Jeg kan slet ikke forstå hvad drivkraft og motivationen skulle være, hvis man var fuldt ud tilfreds med det man lavede.
Jeg er fint tilfreds med delmålet, nogle ændringer fungerede, andre gjorde ikke. Jeg er hurtigt videre og i tankerne om, hvordan jeg vil lave næste model.
Jeg synes jeg kan finde skønhed og udviklingsmuligheder, i alt hvad jeg laver. Men når der kun er skønhed tilbage, er jeg færdig med det.
Jeg bliver faktisk lidt trist, efter mit jubeludbrud, over noget der fuldt ud lykkedes, efter min vision. For så er processen jo slut. Det synes jeg er en sværere følelse at være i, end utilfredshed over nogle detaljer, som kan laves om næste gang.

Min første kop, hvor jeg har gjort plads til en krystal (i dette tilfælde en karneol)

For nylig mødte jeg en anden kunde i min lokale krystalbutik, som blev lun på en kop, jeg havde taget med derhen. Vi fik en lille snak og kom ind på det at, det jeg lavede var forsøg på, at lave nogle kopper med krystaller.
Hun sagde noget i stil med: ‘Hvis det her er en ‘prøver’, så vil jeg gerne se det du ender med’. Det var en sød kommentar og den har rumsteret lidt i mit hovede siden.
For alt hvad jeg laver er jo forsøg, indtil jeg når mit mål. Og når jeg når det mål, laver jeg et nyt mål på et andet tidspunkt.
Men for mig, er jeg ikke nået i mål med den kop hun så, jeg synes den er fin og flot, det er ikke det. Den bliver ikke smidt til skrald, og jeg ser den heller ikke som skrald. Jeg ser den mere som et skridt på vejen. Og det motiverer mig til at komme videre, mod målet.

Jeg er faktisk ret vild med mine skridt på vejen, og jeg skiller mig først af med dem, når jeg er kommet så meget videre, så jeg ikke kan finde så meget læring i dem mere.
Jeg kan stadig finde skønhed, men jeg kan ikke beholde alt der er smukt, så når jeg har bevæget mig for langt væk fra dem og fået den læring jeg føler jeg kan, kommer de videre.

Krystalkop, hvor jeg ændrede den til tekrus størrelse og med 4-finger hank (ametyst i månen)

Men det er sjovt at tænke på at jeg ser mine keramikkreationer helt anderledes end andre. For jeg ved hvilke ændringer jeg har lavet siden sidst, og ved hvilke der gik galt i forhold til forventning, samt hvad der gik godt. Men de ser koppen for allerførste gang, og ser den lige som den er. Noget jeg synes er en frygtelig grim fejl, kan de rose til skyerne, og noget som jeg jubler over, bliver sat til side som ikke noget særligt.

Skønhed er i øjet af beskueren.

Skæve eksistenser

Når man drejer en kop, skal man være nærværende, følsom og mærke efter de signaler, man får fra leret. Særligt som uerfaren, kan det være svært at finde rytmen og skabe samspillet. Når man glemmer at lytte til signalerne, og begynder at gå for hurtigt frem, sker det at koppen bliver for sårbar nogle steder og begynder at bukke sammen.

Når man sætter sig for at dreje en kop, er det ofte målet, at dreje en kop med lige og jævne sider. Så når siderne begynder at kollapse, eller måske klapser hele koppen sammen, er det en fejl. En fejl der er så svær at rette, at den ryger i lerspanden og man starter forfra men en ny klump.

Denne kop var meget tæt på at ryge i lerspanden, da jeg synes den var for tung i godset, men jeg elsker det udtryk den har fået, med en masse løbere, jeg ikke havde regnet med, og den har nu fået en æresplads på hylden herhjemme.

Jeg er for uerfaren til at kunne dreje det, jeg sætter mig for og jeg ender nogle gange med svækkede kopper, som jeg har presset for hårdt, så siderne er bukket sammen.

Men jeg har haft lyst til at arbejde videre med dem, og se hvad de kunne blive til.
Se hvilket potentiale der ligger i en kop der kom skævt fra start, som ikke blev hørt og egentlig burde have fået dommen: ‘Du er ikke god nok til at være en kop, efter samfundets standarder’.
I stedet for det blev en god standard kop, i et perfekt stel af ens kopper, kunne det måske blive en kop, man bliver nysgerrig på og det ender med at blive ens yndlingskop.

3 skæve eksistenser på landevejen

Verdens dyreste farveblyanter

I flere år har jeg kigget langt efter nogle dyre farveblyanter, men ikke synes jeg var god nok til at tegne, til at bruge så mange penge på materialer.
Sidste år købte jeg en den mindste pakke med dem og de har ligget og samlet støv siden. Jeg har kigget på dem mange gange og ikke turde bruge dem. Tænk hvis nu jeg bruger dem helt op og slet ikke kan tegne noget, jeg bliver tilfreds med.

For nogle dage siden fik Mads nye farveblyanter til penalhuset og vi aftalte at vi skulle hyggetegne og høre lydbøger.
Jeg besluttede at tage mine dyre blyanter med, i håb om jeg samlede mig mod til at bruge dem. Mads spottede dem lynhurtigt, da jeg havde vist ham dem før: “Årh mor, det er jo verdens dyreste blyanter! Må jeg også prøve dem?”

Ja da! Og han kradsede løs og fyldte papiret med farve fra kant til kant. 

Jeg beherskede mig og roste ham for hans flotte tegning, da jeg virkelig ikke ønsker at han arver min sparemani. Men som han tegnede, kunne jeg næsten høre blyanterne blive mindre og pengene fosse ud. 

En del af mig tænkte, at selvfølgelig skulle han prøve verdens dyreste blyanter, selvom der er en gave jeg ikke engang, vil give mig selv. Men min søn skal have den glæde at tegne med dem, uden den mindste bekymring, om hvad de kostede.
Og jeg var mega stolt af mig selv, at jeg lod ham gå tegneamok, knække spidser og sagde ikke noget om, at han skulle tage den med ro eller nu må du altså kun tegne én tegning med dem. Lidt koldsved kom der, da han skulle spidse den ene.
Jeg prøvede ihærdigt at udstråle, giv den gas og nyd det!

For at dulme mine nerver, besluttede jeg mig for at bruge, hvad der var i hans penalhus. En måde at opveje det på. Så der kun blev brugt for 10 kr farveblyant og ikke 20 kr, i denne omgang.
Efter noget tid, hvor jeg havde været fordybet i min tegning, opdager jeg at han også er gået over til at tegne, med tingene fra penalhuset. Og så ser jeg at han har tegnet den krage, jeg har tegnet.
Jeg blev så rørt over han sidder og kopiere mig, og så slår det mig lige pludselig at han jo også kopiere det, at jeg bruger tingene fra penalhuset. Han kender jo endnu ikke min årsag, men han kopierer min adfærd.

Nu har jeg, lige siden jeg husker det, prøvet at bryde med, at spare på alting. At vente på det rigtige tidspunkt til, at jeg godt må bruge, godt må være, godt må leve!
Ikke hele tiden tænke i økonomi og hvad kan bedst betale sig, men bare hvad har jeg lyst til, hvad gør mig glad?

Jeg følte et øjeblik at jeg gav lidt slip på det, ved at lade min søn tegne med dem, men jeg undskyldte for mig selv, at så var det nok personlig udvikling for i dag, så jeg ikke selv skulle have lov og dermed spare lidt på blyanterne, til en anden dag, jeg så selv kunne bruge dem.

Men hvad er det for en dag jeg venter på? Hvad sparer jeg op til? Hvornår er der nok penge i banken til, jeg gerne må bruge verdens dyreste blyanter, også selvom laver en tegning som JEG ikke synes er god nok?

De blyanter har den højeste lysægthed på marked, dvs de vil kunne bevare farverne bedst over længere tid.
Jeg ELSKER ELSKER ELSKER den krage, som Mads har tegnet til mig, og hvor ville jeg ønske jeg havde vist ham vejen, i stedet for bare at pege på den, ved selv at have tegnet med de blyanter, så han også havde kopieret den adfærd. Så havde den krage holdt sig knivskarp i farverne, selv efter mange år. 

Jeg har fået og får helt sikkert, mange flere fantastiske tegninger, så det er ikke så meget tegningen, men hele det, at man bliver kopieret som forælder, om man vil det eller ej, og om de vil det eller ej.
Man kan sige nok så mange gange, at de skal det ene eller det andet, men hvis man ikke selv går vejen og gør det, tror jeg de ubevidste handlinger, har det med at vinde i sidste ende.

Jeg har stadig ikke brugt de farveblyanter.

Men nu har skrevet om min udfordring og det har det med at hjælpe på processen, for mig i hvert fald. Og det er heller ikke sikkert mine observationer er rigtige, men så længe jeg går et skridt i en god retning og holder sindet åbent for nye indsigter, tænker jeg det går.
Jeg har besluttet at jeg på sigt, køber det største sæt, hvis jeg bevarer tegnelysten. Også selvom jeg måske aldrig bliver god nok, i mine egne øjne til at tegne. 
Men fordi jeg er god nok, som jeg er.

Når jeg skal beregne om jeg må tegne med de dyre blyanter, skal jeg ikke kigge på om jeg har udviklet mig nok, eller om jeg kan blive god nok til at sælge, så jeg kan tjene dem ind igen.
Fordi jeg ikke SKAL blive bedre til at tegne, fordi jeg ikke skal opnå noget med at tegne, jeg skal ikke blive til noget, med min tegninger. 
Jeg skal bare tegne. 
Og have det godt med at tegne, også selvom jeg kunne blive bedre, hvis jeg bare gjorde dit og dat. 

Det er ok at stå stille og ikke ønske at blive bedre, bare at nyde at være i nuet, og tegne med verdens dyreste farveblyanter.

Selvindsigt og sammenforsyning

Bloggen fylder 10 år i år.
Første indlæg skrev jeg i marts 2010 og det føles ikke rigtig som 10 år siden, men det er det jo så. Dengang var vi lige flyttede fra lejlighed i storbyen til et hus på landet og jeg drømte om at være selvforsynende.
Det har været nogle vilde 10 år, med masser af erfaring, nederlag og opture, som livet jo er fyldt med. I dag vil jeg ikke længere være selvforsynende, synes ikke det giver mening, på samme måde som det gjorde dengang.

I dag tror jeg mere på at være sammenforsynende.
Det er mere bæredygtigt, både for mennesker, dyr og jordklode.

Der er mange ting ved at være selvforsynende, hvor man bruger væsentlig mere energi, end hvis hele vejen havde slået sig sammen og gjort det sammen. Både menneskelig energi, men også strøm/benzin/anden energi man betaler for.
Og så er der det, at der altid vil være ting man hader, som andre måske elsker at lave. Og de ting man ikke er i stand til gøre, psykisk eller fysisk. Vi har alle forskellige begrænsninger, der skal tages højde for.

Jeg hader at strikke, jeg har prøvet at overtale mig selv mange gange i løbet af livet, men jeg hader det hver gang. Håber stadig bare, at det er fordi det ikke er min tid endnu, så jeg prøver nok til jeg skal herfra.
Men jeg elsker strikkede ting. Så jeg bliver nødt til at finde andre der kan lide at strikke, og det er ikke svært. Det er jo helt vildt, så mange der elsker at strikke!

Jeg er også vildt dårlig til at dyrke agurker og jeg har heller ikke, det gode spot til majs.
Der er altid noget der går godt nogle år og dårlige andre, og når nu jeg har prøvet at være selvforsynende i så mange år, er jeg blevet mere og mere taknemmelig for, at jeg ikke er afhængig af det.
For det er enormt arbejdskrævende og det kræver et særligt fokus på forbrug, som man skal være enige om i husstanden.
Vi har i Danmark muligheden for at købe varieret mad og faktisk er vi ude i overflod af mad, så der er kommet en tendens på de sociale medier til at folk giver overskudsmad væk, man skal bare hente det. Det kan være noget der snart udløber eller nogle der har holdt stor fest, men det kan også være et frugttræ, der giver mere end hvad husstanden kan forbruge.
Butikkerne er begyndt at lave poser med ‘too good to go’ og der er kommet flere ‘skraldere’ til, som dykker i containere, for at hive det op, som de mener stadig har spiseværdi.

Jeg vil ikke have undværet min tid som forsøgende selvforsyner, og jeg er sikker på at jeg kan bruge de erfaringer jeg har fået, til at blive mere bevidst om en bæredygtig og klimavenlig tid, hvor jeg vælger lidt mere kritisk, hvad jeg bruger min tid og penge på.
Og når jeg ender med overflod selv, om det så er mad eller ting, vil jeg udbyde det til de nærmeste, de fjerneste (på sociale medier i lokalgrupperne) eller sociale mødesteder (varmestuer/krisecentre/osv) samt de mange genbrugsbutikker.
At være sammenforsynende, betyder ligeså meget en omtanke for andre, som man skal have for ens eget liv og behov.

Lige meget, hvordan man vender og drejer det er vi alle klimabelastninger.
Lige meget om vi spiser kød, flyver jorden rundt eller bare slår en prut.
Det skal jo helst ikke gøre at vi ender i det apatiske tankespor, at vi intet kan gøre, for vi er så dybt nede i hullet. For der er liv efter os.
Og som de siger på DR Ramasjang: Ingen kan gøre alting, men alle kan gøre noget.

Selvindsigten kom snigende
Udover jeg er blevet meget mere klima- og ressourcebevidst end for 10 år siden, er jeg også blevet lidt klogere på mig selv.
Det ville også være lidt skidt, hvis ens personlige udvikling har stået helt stille i 10 år.

Det var enormt svært i starten på bloggen, at finde ud af, hvad jeg var for en blogger. Det var måske også lidt mere nyt, end det er i dag.
Men alligevel… Var jeg haveblogger, kreablogger, familielivsblogger, medblogger, livstilsblogger, selvforsyningsblogger?
Jeg synes ikke rigtig der var noget der vægtede mere end andet, kun i perioder.
Men omkring mig så jeg effekten af folk der forenede sig og forenklede deres blogs, målgruppen var meget nemmere at fange.
Jeg har altid synes min blog er noget rod, men alternativet var at skulle starte en masse forskellige blogs med hvert emne, og nogle gange overlapper det jo hinanden.
Så jeg holdte fast i én blog og så måtte jeg oppe mig lidt og få det kategoriseret ordentligt og givet det relevante hashtags.

Jeg er glad for den beslutning. For selvom jeg nok var nået ud til flere, så ville jeg selv nå at tabe pusten i det. I forvejen er jeg ikke vildt god til at få svaret på kommentarer, og det hjælper nok ikke med flere blogs og flere kommentarer samt man skal holde styr på flere blogs og finde på indlæg der specifikt passer på dem.
Jeg har taget det som det kom, skrevet når jeg havde lyst og kan nu se, at jeg ikke ville have kunne forene mig med få emner, for jeg skifter for tit interesse.

Jeg har altid hoppet rundt i forskellige emner og når det bliver for kedeligt, hopper jeg videre til næste. Og tager den erfaring, med mig fra forrige interesse.
Og i dag ser jeg jo at bloggen jo i virkeligheden er en forlængelse af mig.
Det er mig.
Det der optager mig, det jeg finder energi i, det jeg har lyst til at dele med andre.
Der er intet jeg laver nu, som er det samme, som for 10 år siden, jeg hopper rundt hele tiden.
Jeg har bygget det sammen, skilt det ad og samlet det på en ny måde, tusindvis af gange.
En afspejling af mit sind, som også altid er i bevægelse.

Jeg er jo så også, blevet 10 år ældre, så jeg hopper ikke så hurtigt mere.
Selvom det er sjovt og spændende, er det også hårdt ikke at kunne finde en ro i noget, og blive i det.
Nogle gange ville jeg ønske, jeg fandt en glæde i bare at hækle derudaf, eller sy kjoler efter samme mønster til alle byens børn eller måske bare lave mad efter en opskrift, uden at ændre på noget. Det må være enormt afslappende og roligt.
Men mit sind er altid i bevægelse og det er nok det der har skabt en lettere rodet, men fyldig blog, de sidste 10 år.
Bloggen har hjulpet med at skabe lidt ro, i mit eget kaos.

Det har hjulpet mig til bedre at forstå ting, ved at skrive om det på bloggen. Og det har været god træning, at skrive i et sprog så andre kan forstå det, eller i hvert fald var det min hensigt.
Derfor har jeg valgt en anden vej med bloggen i dag, end den jeg ridsede op for 10 år siden.
Jeg vil lære at forstå mig selv, så derfor må jeg i gang med at skrive om mig selv og mine tanker. Finde de hashtags der passer på mig.
Måske det vil blive bloggens død, for der er jo ikke nogle der googler mig og mine tanker, i samme grad som skildpaddecreme eller hjemmelavet svampemycelium. Og hvis jeg ikke formår at skrive om noget interessant, så vil jeg kede både andre og mig selv.
Men måske vil det hjælpe andre, til at reflektere lidt over deres liv og dem selv, det ville jo være dejligt, hvis jeg kunne være en slags katalysator for nogens selvindsigt.

At være en tankevækker.

Jeg må se, hvordan det former sig og hvad jeg har energi til.
Går det, så går det, og ellers går det nok alligevel.

Tag dig sammen-knap

Jeg tror at vi alle sammen er født med en ‘Tag-dig-sammen’-knap, nogle har en der er særlig robust og kan klare en masse tryk, uden knappen går i stykker.
Min er fundet på spotvarehylden i Netto, markeret ned til 20% af prisen. Umulig at få reservedele til og ingen aner hvordan man reparere den.
Det er lidt noget skidt, for min er gået i stykker.
Sådan rigtig i stykker.
Tabt på gulvet og virker nu kun periodisk.

Fra min skitsebog

Når man møder tilpas udfordrende ting, har man brug for at trykke på knappen, så man får et energiboost, der lige gør at man giver sig selv et ekstra spark, selvom man allerede havde tænkt at man ikke kunne/ville.
I barndommen er det forældrene/lærerne/pædagoger/osv. der primært trykker på knappen.
Det ville være optimalt, hvis de samtidigt også kunne lære hvad knappen skal bruges til, ikke bruges til og hvordan man vedligeholder den, så den ikke går i stykker før tid, fordi man måske har brugt den, lige vel meget i perioder.
Men det kan de kun, hvis de kan finde ud af hvor mange tryk man har, for det er individuelt.
Nogle mennesker er særligt hårdføre, andre mere sensitive. Hvis man er særlig sensitiv, og skal leve i en hverdag, som en gennemsnitlig hårdfør pastasalat-dansker lever, får man brug for rigtig mange tryk på knappen. Og derved rigtig lange pauser efterfølgende.

Jeg tror ikke det er muligt at leve et liv uden en gang imellem at tage sig sammen. Det er heller ikke kun nogen dårlig ting, særligt hvis det giver en høj gevinst senere hen, og man husker at få ladt sig selv op, så længe det nu tager, inden man bruger knappen igen.

Og når man nu er voksen er det der, man skal overtage ansvaret for, hvornår den knap skal bruges, og det bør nu være slut med at lade andre trykke på den. Man er nu selv ansvarlig for vedligehold og indsigt i om den bliver brugt for meget.
For hvis den bliver brugt for meget går den i stykker. Et menneske er ikke bygget til at skulle tage sig sammen hele tiden, man skal nå at opsamle energi igen.

Jeg har taget mig rigtig meget sammen i min barndom, både fordi jeg ofte blev bedt om det, men også i situationer, hvor jeg kunne se at resten af flokken lavede nogle ting, som jeg blev nødt til at gøre, hvis jeg ikke ville stikke ud og skabe opmærksomhed omkring mig selv.
Og når man er så vant til at tage sig sammen, til selv små ting, så bliver man vant til at det er dagligdag at trykke på den knap.
Jeg troede at det er en nødvendighed for at leve, og med den trend og tone der var i samfundet, begyndte jeg stille og roligt at anskue mig som doven, for hvorfor skulle jeg ellers have behov for at trykke på den knap hele tiden? Skal det virkelig være så anstrengende og ubehageligt at være til?

Nej og nej.

Livet går ikke ud på at ofre sig hele tiden og gøre ting, som er ubehagelige.
Man får det ikke bedre, jo mere man presser sig selv.
Man ender i et kollaps, lige meget om man har taget de mest moderigtige skyklappere på og tænker, at nu har jeg lavet dagens skodopgaver, i morgen bliver nok bedre.

Livet er en dans på roser, hvor man kravler op ad stilken med torne, og forenden skal der være en gevinst for indsatsen – den smukke rose.
Nogle gange kan man ikke se hvad gevinsten er, og derfor må man jo opgive kampen til tider, når man har trykket for lang tid på tag-dig-sammen-knappen, for man skal ikke blive ved med at hige efter at der kommer en gevinst. For måske er det sket ikke den kamp man skal tage.
Det er det, der er så svært.
Man aner ikke om det overhovedet er ens kamp, hvad kampen går ud på eller om der kommer en gevinst.
Det eneste man kan vide, er om man kan klare mere.

Mærke efter og reflektere.

Jeg har fundet ud af, at det modsatte for mig, af at tage sig sammen, er gøre hvad jeg har lyst til.
Ingen krav – kun behov.
Det lyder nemt, men det er det ikke, når hele ens liv er bygget op om at tage sig sammen til mange ting. Det føles SÅ forkert at mærke, den der piblende glæde der vil frem. Den dårlige samvittighed tordner frem i stedet og prøver at overbevise mig om, hvad jeg burde bruge min tid på i stedet samt den evige sammenligning, med hvad andre kan, så det burde jeg også kunne.
Men jeg er ikke som andre, og andre er ikke som andre. Vi er alle unikke og det er forskelligt, hvad vi finder udfordrende. Og det kan også skifte med hvad der er svært.

Oversat: Hvor dyb er mudderpølen? Det kommer an på hvem du spørger. Vi kommer alle igennem tingene på hver vores måde.

Det er nu 3 år siden at min tag-dig-sammen-knap gik i stykker, det føles både som et par uger siden, men også en evighed.
Den vil aldrig blive som før.
Jeg skal dagligt lære at bruge trykkene med omtanke ved at mærke efter og reflektere, omkring det jeg foretager mig. Så jeg kan have tryk nok til hele dagen.
Så jeg forhåbentlig kan lære mine børn, hvordan de kan tage vare på deres knap, for man får ikke en ny.


Den stille pige

Denne blog er mit talerør hvor jeg må skrive hvad jeg vil.
Jeg har altid prøvet at skrive uden min egen mening, for at holde det så neutralt som muligt, men jeg oplever faktisk mest respons på de indlæg, hvor min mening sniger sig ind alligevel.
Jeg synes det er skræmmende at sige sin mening, og endnu mere at skrive den. 

Sort på hvidt, står det der, min mening. 

Et klik fra at blive slettet eller skjult, men jeg prøver at holde mig fast i at skulle komme ud med min mening, på trods af at jeg ikke ved om den er sand. Hvad er det værste der kan ske?
Jeg har ikke noget imod at få andres syn på sagen, faktisk elsker jeg at skifte mening, det er jo dejligt befriende at få lidt lys på ens tanker og se dem fra en anden vinkel. Det er aldrig behageligt at blive udskældt og gjort til skamme over sin mening, men i dag har jeg det ok med det. Det er jo min mening, som det ser ud nu, det kan være det ændre sig, og måske gør det ikke. Og den er et udtryk for hvordan min verden ser ud i dag, på baggrund af alle mine erfaringer. Det at folk hidser sig op og bliver angribende, bunder jo mest i at de er følelsesmæssigt udfordret. Og den side har jeg også, så netop derfor synes jeg det er nemmere at tilgive andre for det.

Når man har fået mundkurv på nok gange som barn, stopper man med at udtrykke sin mening. Læringen er, at det ikke fører noget godt med sig.
Jeg har været en af ‘de stille piger’, jeg synes ikke det gav nogen mening som barn at sige min mening. Jeg oplevede oftest, at folk fysisk ikke hørte mig, altså det virkede ikke til at de ignorerede mig med vilje, men der blev bare talt videre.
Andre gange blev det hørt, men min følelse i kroppen var at det sjældent blev taget seriøst. Jeg havde ikke evnerne til at brage igennem en samtale, jo flere mennesker, desto større overvindelse skulle der til. Da jeg blev ældre, blev jeg mere modig, men panikken ramte mig stadig når jeg fik sagt noget i en gruppe. Men det blev også tit akavet for mig, fordi jeg følte jeg måtte tale på en afbrydende og højlydt måde for overhovedet at få taletid.
Så jeg har brugt meget tid på at lytte, og tænke, dannet meninger i det stille.

Derfor har jeg elsket at blogge. Det har været så svært for mig at indtage scenen og sige min mening, eller bare sige noget for den sags skyld.
På bloggen kan jeg råbe og skrige hvis jeg har lyst til det, og jeg ved det kommer ud. Og at det kun er de mennesker der finder det interessant/provokerende der læser med, dem som synes det er uinteressant scroller videre. Det er jo en vidunderlig filtrering af mennesker, hvor du ikke behøver at forholde dig til, og blive mere usikker på dig selv, over alle de mennesker som synes det er uinteressant. 

Og årene med bloggen har vist mig, at mine ord gør en forskel for nogle. For jeg får stadig beskeder og kommentarer, der var og er stadig brug for mine tanker, læringer og meninger.
Min erfaring som den stille og lyttende, fortæller mig også, at der altid vil være nogle som læser/lytter med, som får noget ud af det, selvom de ikke gør væsen af sig.

Det gav mig en selvsikkerhed i at der faktisk findes nogen der finder mig interessant, på en måde jeg ikke tror jeg ville kunne skabe i det ‘virkelige liv’. Og det har gjort at jeg langsomt turde åbne mig mere op i det virkelige liv og sige min mening, til de personer jeg havde mest tillid til.
Nu er jeg kommet til et sted hvor jeg ønsker at sige min mening højt, da jeg synes det er rart, at der sker en helt naturlig filtrering af mennesker.
Det er fuldstændig vidunderligt at naturligt blive omgivet med mennesker der matcher én, og accepterer hvad man har med i bagagen og respektere de meninger man har, også selvom de er uenige.