Selvindsigt og sammenforsyning

Bloggen fylder 10 år i år.
Første indlæg skrev jeg i marts 2010 og det føles ikke rigtig som 10 år siden, men det er det jo så. Dengang var vi lige flyttede fra lejlighed i storbyen til et hus på landet og jeg drømte om at være selvforsynende.
Det har været nogle vilde 10 år, med masser af erfaring, nederlag og opture, som livet jo er fyldt med. I dag vil jeg ikke længere være selvforsynende, synes ikke det giver mening, på samme måde som det gjorde dengang.

I dag tror jeg mere på at være sammenforsynende.
Det er mere bæredygtigt, både for mennesker, dyr og jordklode.

Der er mange ting ved at være selvforsynende, hvor man bruger væsentlig mere energi, end hvis hele vejen havde slået sig sammen og gjort det sammen. Både menneskelig energi, men også strøm/benzin/anden energi man betaler for.
Og så er der det, at der altid vil være ting man hader, som andre måske elsker at lave. Og de ting man ikke er i stand til gøre, psykisk eller fysisk. Vi har alle forskellige begrænsninger, der skal tages højde for.

Jeg hader at strikke, jeg har prøvet at overtale mig selv mange gange i løbet af livet, men jeg hader det hver gang. Håber stadig bare, at det er fordi det ikke er min tid endnu, så jeg prøver nok til jeg skal herfra.
Men jeg elsker strikkede ting. Så jeg bliver nødt til at finde andre der kan lide at strikke, og det er ikke svært. Det er jo helt vildt, så mange der elsker at strikke!

Jeg er også vildt dårlig til at dyrke agurker og jeg har heller ikke, det gode spot til majs.
Der er altid noget der går godt nogle år og dårlige andre, og når nu jeg har prøvet at være selvforsynende i så mange år, er jeg blevet mere og mere taknemmelig for, at jeg ikke er afhængig af det.
For det er enormt arbejdskrævende og det kræver et særligt fokus på forbrug, som man skal være enige om i husstanden.
Vi har i Danmark muligheden for at købe varieret mad og faktisk er vi ude i overflod af mad, så der er kommet en tendens på de sociale medier til at folk giver overskudsmad væk, man skal bare hente det. Det kan være noget der snart udløber eller nogle der har holdt stor fest, men det kan også være et frugttræ, der giver mere end hvad husstanden kan forbruge.
Butikkerne er begyndt at lave poser med ‘too good to go’ og der er kommet flere ‘skraldere’ til, som dykker i containere, for at hive det op, som de mener stadig har spiseværdi.

Jeg vil ikke have undværet min tid som forsøgende selvforsyner, og jeg er sikker på at jeg kan bruge de erfaringer jeg har fået, til at blive mere bevidst om en bæredygtig og klimavenlig tid, hvor jeg vælger lidt mere kritisk, hvad jeg bruger min tid og penge på.
Og når jeg ender med overflod selv, om det så er mad eller ting, vil jeg udbyde det til de nærmeste, de fjerneste (på sociale medier i lokalgrupperne) eller sociale mødesteder (varmestuer/krisecentre/osv) samt de mange genbrugsbutikker.
At være sammenforsynende, betyder ligeså meget en omtanke for andre, som man skal have for ens eget liv og behov.

Lige meget, hvordan man vender og drejer det er vi alle klimabelastninger.
Lige meget om vi spiser kød, flyver jorden rundt eller bare slår en prut.
Det skal jo helst ikke gøre at vi ender i det apatiske tankespor, at vi intet kan gøre, for vi er så dybt nede i hullet. For der er liv efter os.
Og som de siger på DR Ramasjang: Ingen kan gøre alting, men alle kan gøre noget.

Selvindsigten kom snigende
Udover jeg er blevet meget mere klima- og ressourcebevidst end for 10 år siden, er jeg også blevet lidt klogere på mig selv.
Det ville også være lidt skidt, hvis ens personlige udvikling har stået helt stille i 10 år.

Det var enormt svært i starten på bloggen, at finde ud af, hvad jeg var for en blogger. Det var måske også lidt mere nyt, end det er i dag.
Men alligevel… Var jeg haveblogger, kreablogger, familielivsblogger, medblogger, livstilsblogger, selvforsyningsblogger?
Jeg synes ikke rigtig der var noget der vægtede mere end andet, kun i perioder.
Men omkring mig så jeg effekten af folk der forenede sig og forenklede deres blogs, målgruppen var meget nemmere at fange.
Jeg har altid synes min blog er noget rod, men alternativet var at skulle starte en masse forskellige blogs med hvert emne, og nogle gange overlapper det jo hinanden.
Så jeg holdte fast i én blog og så måtte jeg oppe mig lidt og få det kategoriseret ordentligt og givet det relevante hashtags.

Jeg er glad for den beslutning. For selvom jeg nok var nået ud til flere, så ville jeg selv nå at tabe pusten i det. I forvejen er jeg ikke vildt god til at få svaret på kommentarer, og det hjælper nok ikke med flere blogs og flere kommentarer samt man skal holde styr på flere blogs og finde på indlæg der specifikt passer på dem.
Jeg har taget det som det kom, skrevet når jeg havde lyst og kan nu se, at jeg ikke ville have kunne forene mig med få emner, for jeg skifter for tit interesse.

Jeg har altid hoppet rundt i forskellige emner og når det bliver for kedeligt, hopper jeg videre til næste. Og tager den erfaring, med mig fra forrige interesse.
Og i dag ser jeg jo at bloggen jo i virkeligheden er en forlængelse af mig.
Det er mig.
Det der optager mig, det jeg finder energi i, det jeg har lyst til at dele med andre.
Der er intet jeg laver nu, som er det samme, som for 10 år siden, jeg hopper rundt hele tiden.
Jeg har bygget det sammen, skilt det ad og samlet det på en ny måde, tusindvis af gange.
En afspejling af mit sind, som også altid er i bevægelse.

Jeg er jo så også, blevet 10 år ældre, så jeg hopper ikke så hurtigt mere.
Selvom det er sjovt og spændende, er det også hårdt ikke at kunne finde en ro i noget, og blive i det.
Nogle gange ville jeg ønske, jeg fandt en glæde i bare at hækle derudaf, eller sy kjoler efter samme mønster til alle byens børn eller måske bare lave mad efter en opskrift, uden at ændre på noget. Det må være enormt afslappende og roligt.
Men mit sind er altid i bevægelse og det er nok det der har skabt en lettere rodet, men fyldig blog, de sidste 10 år.
Bloggen har hjulpet med at skabe lidt ro, i mit eget kaos.

Det har hjulpet mig til bedre at forstå ting, ved at skrive om det på bloggen. Og det har været god træning, at skrive i et sprog så andre kan forstå det, eller i hvert fald var det min hensigt.
Derfor har jeg valgt en anden vej med bloggen i dag, end den jeg ridsede op for 10 år siden.
Jeg vil lære at forstå mig selv, så derfor må jeg i gang med at skrive om mig selv og mine tanker. Finde de hashtags der passer på mig.
Måske det vil blive bloggens død, for der er jo ikke nogle der googler mig og mine tanker, i samme grad som skildpaddecreme eller hjemmelavet svampemycelium. Og hvis jeg ikke formår at skrive om noget interessant, så vil jeg kede både andre og mig selv.
Men måske vil det hjælpe andre, til at reflektere lidt over deres liv og dem selv, det ville jo være dejligt, hvis jeg kunne være en slags katalysator for nogens selvindsigt.

At være en tankevækker.

Jeg må se, hvordan det former sig og hvad jeg har energi til.
Går det, så går det, og ellers går det nok alligevel.

Tag dig sammen-knap

Jeg tror at vi alle sammen er født med en ‘Tag-dig-sammen’-knap, nogle har en der er særlig robust og kan klare en masse tryk, uden knappen går i stykker.
Min er fundet på spotvarehylden i Netto, markeret ned til 20% af prisen. Umulig at få reservedele til og ingen aner hvordan man reparere den.
Det er lidt noget skidt, for min er gået i stykker.
Sådan rigtig i stykker.
Tabt på gulvet og virker nu kun periodisk.

Fra min skitsebog

Når man møder tilpas udfordrende ting, har man brug for at trykke på knappen, så man får et energiboost, der lige gør at man giver sig selv et ekstra spark, selvom man allerede havde tænkt at man ikke kunne/ville.
I barndommen er det forældrene/lærerne/pædagoger/osv. der primært trykker på knappen.
Det ville være optimalt, hvis de samtidigt også kunne lære hvad knappen skal bruges til, ikke bruges til og hvordan man vedligeholder den, så den ikke går i stykker før tid, fordi man måske har brugt den, lige vel meget i perioder.
Men det kan de kun, hvis de kan finde ud af hvor mange tryk man har, for det er individuelt.
Nogle mennesker er særligt hårdføre, andre mere sensitive. Hvis man er særlig sensitiv, og skal leve i en hverdag, som en gennemsnitlig hårdfør pastasalat-dansker lever, får man brug for rigtig mange tryk på knappen. Og derved rigtig lange pauser efterfølgende.

Jeg tror ikke det er muligt at leve et liv uden en gang imellem at tage sig sammen. Det er heller ikke kun nogen dårlig ting, særligt hvis det giver en høj gevinst senere hen, og man husker at få ladt sig selv op, så længe det nu tager, inden man bruger knappen igen.

Og når man nu er voksen er det der, man skal overtage ansvaret for, hvornår den knap skal bruges, og det bør nu være slut med at lade andre trykke på den. Man er nu selv ansvarlig for vedligehold og indsigt i om den bliver brugt for meget.
For hvis den bliver brugt for meget går den i stykker. Et menneske er ikke bygget til at skulle tage sig sammen hele tiden, man skal nå at opsamle energi igen.

Jeg har taget mig rigtig meget sammen i min barndom, både fordi jeg ofte blev bedt om det, men også i situationer, hvor jeg kunne se at resten af flokken lavede nogle ting, som jeg blev nødt til at gøre, hvis jeg ikke ville stikke ud og skabe opmærksomhed omkring mig selv.
Og når man er så vant til at tage sig sammen, til selv små ting, så bliver man vant til at det er dagligdag at trykke på den knap.
Jeg troede at det er en nødvendighed for at leve, og med den trend og tone der var i samfundet, begyndte jeg stille og roligt at anskue mig som doven, for hvorfor skulle jeg ellers have behov for at trykke på den knap hele tiden? Skal det virkelig være så anstrengende og ubehageligt at være til?

Nej og nej.

Livet går ikke ud på at ofre sig hele tiden og gøre ting, som er ubehagelige.
Man får det ikke bedre, jo mere man presser sig selv.
Man ender i et kollaps, lige meget om man har taget de mest moderigtige skyklappere på og tænker, at nu har jeg lavet dagens skodopgaver, i morgen bliver nok bedre.

Livet er en dans på roser, hvor man kravler op ad stilken med torne, og forenden skal der være en gevinst for indsatsen – den smukke rose.
Nogle gange kan man ikke se hvad gevinsten er, og derfor må man jo opgive kampen til tider, når man har trykket for lang tid på tag-dig-sammen-knappen, for man skal ikke blive ved med at hige efter at der kommer en gevinst. For måske er det sket ikke den kamp man skal tage.
Det er det, der er så svært.
Man aner ikke om det overhovedet er ens kamp, hvad kampen går ud på eller om der kommer en gevinst.
Det eneste man kan vide, er om man kan klare mere.

Mærke efter og reflektere.

Jeg har fundet ud af, at det modsatte for mig, af at tage sig sammen, er gøre hvad jeg har lyst til.
Ingen krav – kun behov.
Det lyder nemt, men det er det ikke, når hele ens liv er bygget op om at tage sig sammen til mange ting. Det føles SÅ forkert at mærke, den der piblende glæde der vil frem. Den dårlige samvittighed tordner frem i stedet og prøver at overbevise mig om, hvad jeg burde bruge min tid på i stedet samt den evige sammenligning, med hvad andre kan, så det burde jeg også kunne.
Men jeg er ikke som andre, og andre er ikke som andre. Vi er alle unikke og det er forskelligt, hvad vi finder udfordrende. Og det kan også skifte med hvad der er svært.

Oversat: Hvor dyb er mudderpølen? Det kommer an på hvem du spørger. Vi kommer alle igennem tingene på hver vores måde.

Det er nu 3 år siden at min tag-dig-sammen-knap gik i stykker, det føles både som et par uger siden, men også en evighed.
Den vil aldrig blive som før.
Jeg skal dagligt lære at bruge trykkene med omtanke ved at mærke efter og reflektere, omkring det jeg foretager mig. Så jeg kan have tryk nok til hele dagen.
Så jeg forhåbentlig kan lære mine børn, hvordan de kan tage vare på deres knap, for man får ikke en ny.


Den stille pige

Denne blog er mit talerør hvor jeg må skrive hvad jeg vil.
Jeg har altid prøvet at skrive uden min egen mening, for at holde det så neutralt som muligt, men jeg oplever faktisk mest respons på de indlæg, hvor min mening sniger sig ind alligevel.
Jeg synes det er skræmmende at sige sin mening, og endnu mere at skrive den. 

Sort på hvidt, står det der, min mening. 

Et klik fra at blive slettet eller skjult, men jeg prøver at holde mig fast i at skulle komme ud med min mening, på trods af at jeg ikke ved om den er sand. Hvad er det værste der kan ske?
Jeg har ikke noget imod at få andres syn på sagen, faktisk elsker jeg at skifte mening, det er jo dejligt befriende at få lidt lys på ens tanker og se dem fra en anden vinkel. Det er aldrig behageligt at blive udskældt og gjort til skamme over sin mening, men i dag har jeg det ok med det. Det er jo min mening, som det ser ud nu, det kan være det ændre sig, og måske gør det ikke. Og den er et udtryk for hvordan min verden ser ud i dag, på baggrund af alle mine erfaringer. Det at folk hidser sig op og bliver angribende, bunder jo mest i at de er følelsesmæssigt udfordret. Og den side har jeg også, så netop derfor synes jeg det er nemmere at tilgive andre for det.

Når man har fået mundkurv på nok gange som barn, stopper man med at udtrykke sin mening. Læringen er, at det ikke fører noget godt med sig.
Jeg har været en af ‘de stille piger’, jeg synes ikke det gav nogen mening som barn at sige min mening. Jeg oplevede oftest, at folk fysisk ikke hørte mig, altså det virkede ikke til at de ignorerede mig med vilje, men der blev bare talt videre.
Andre gange blev det hørt, men min følelse i kroppen var at det sjældent blev taget seriøst. Jeg havde ikke evnerne til at brage igennem en samtale, jo flere mennesker, desto større overvindelse skulle der til. Da jeg blev ældre, blev jeg mere modig, men panikken ramte mig stadig når jeg fik sagt noget i en gruppe. Men det blev også tit akavet for mig, fordi jeg følte jeg måtte tale på en afbrydende og højlydt måde for overhovedet at få taletid.
Så jeg har brugt meget tid på at lytte, og tænke, dannet meninger i det stille.

Derfor har jeg elsket at blogge. Det har været så svært for mig at indtage scenen og sige min mening, eller bare sige noget for den sags skyld.
På bloggen kan jeg råbe og skrige hvis jeg har lyst til det, og jeg ved det kommer ud. Og at det kun er de mennesker der finder det interessant/provokerende der læser med, dem som synes det er uinteressant scroller videre. Det er jo en vidunderlig filtrering af mennesker, hvor du ikke behøver at forholde dig til, og blive mere usikker på dig selv, over alle de mennesker som synes det er uinteressant. 

Og årene med bloggen har vist mig, at mine ord gør en forskel for nogle. For jeg får stadig beskeder og kommentarer, der var og er stadig brug for mine tanker, læringer og meninger.
Min erfaring som den stille og lyttende, fortæller mig også, at der altid vil være nogle som læser/lytter med, som får noget ud af det, selvom de ikke gør væsen af sig.

Det gav mig en selvsikkerhed i at der faktisk findes nogen der finder mig interessant, på en måde jeg ikke tror jeg ville kunne skabe i det ‘virkelige liv’. Og det har gjort at jeg langsomt turde åbne mig mere op i det virkelige liv og sige min mening, til de personer jeg havde mest tillid til.
Nu er jeg kommet til et sted hvor jeg ønsker at sige min mening højt, da jeg synes det er rart, at der sker en helt naturlig filtrering af mennesker.
Det er fuldstændig vidunderligt at naturligt blive omgivet med mennesker der matcher én, og accepterer hvad man har med i bagagen og respektere de meninger man har, også selvom de er uenige.

Forventningspres og haveglæde

Her i Holbæk er vejret vådt og gråt, det indbyder ikke mig, til at gå udenfor.
Når vi rammer efteråret, begynder jeg så småt at gå i hi. Jeg mister som regel havelysten fra den ene dag til den anden, hvilket er lidt upraktisk, for der er alligevel lidt opgaver som er gode at få lavet i efteråret.
Men der er ikke noget at gøre, jeg har ikke lyst.
Jeg har tit prøvet at forcere det, men det ender aldrig rigtig godt.
Haven for mig, SKAL være et frirum jeg elsker at være i, hvor jeg gør ting af lyst og ikke nød, med mindre der er en virkelig stor gevinst i den anden ende.

Den første tidselsommerfugl jeg så i juni 2019, fløjet hertil helt fra Mellemøsten, kun kommet pga. ‘ukrudtet’.

Selvforsynende i haveglæde
Det er også derfor at jeg, efter jeg fik børn, har droppet tanken om at være selvforsynende. Jeg nåede ikke at finde en god rytme, således at forberedelse af jord, såning/sætning, pleje og høst forekom naturligt for mig, af de forskellige afgrøder vi skulle bruge.
Det er et fuldtidsjob at være på barsel, og er slet ikke foreneligt med at være selvforsynende, da Jacob jo var på arbejdsmarkedet og ikke deler samme entusiasme for haven. Så det gik hurtigt op for mig, at prioriteterne måtte lægges om.

Det er nu 5 år siden, og min haveglæde er faktisk kun vokset siden, selvom jeg har langt færre timer i den.
Men beslutningen om, at haven ikke skulle forsyne os med det, vi skulle spise, samt at det skulle have en økonomisk betydning, men bare være et ekstra rum til fornøjelser og sjove forsøg, har gjort det hele til en leg.
Der er så mange dygtige økologer som finder glæde i at dyrke og er meget bedre end os til det. Nu støtter vi op om dem økonomisk og ikke bare som sideløbende hooligans.

Ved at fjerne krav og forventninger til mig selv, blev det virkelig sjovt at gå i haven.
De områder jeg normalt dyrkede i, blev hurtig til tidsler og brændenælder. 2 planter som jeg hadede før, men nu lod jeg dem stå det var helt vildt at se et liv der var i dem.
Jacob gik og slog dem ned, fordi han var bange for de spredte sig, når man har set tidsler smide frø, kan man godt få lidt bange anelser.
Men jeg fik ham overtalt til at lade dem være, da de er værter for så mange forskellige sommerfuglelarver.
Mit andet argument er, at der er områder i vores have vi aldrig har rørt ved i de 10 år vi har boet her, og der er ikke en eneste brændenælde eller tidsel der har slået sig ned.
De slår sig jo kun ned, hvis forholdene er til det og vi skulle jo ikke bruge jorden til noget, så kunne de jo ligeså godt være der i den tid.

Farverig have
En anden udvikling, der er udsprunget af denne beslutning, er at jeg er begyndt at dyrke blomster. Det har jeg aldrig gjort før, for alt skulle jo kunne spises eller bruges. Alt for høje krav og fokus på praktisk brug, som om det var en forretning, der skulle være rentabel.
Lige pludselig dyrkede jeg blomster, bare fordi de er kønne at kigge på, kun for glædens skyld. Og det er meget nemmere at have børn med til at gøre ting, når resultatet ikke er vigtigt.
Mig og Anna såede et bælte på 200 meter med solsikkefrø, hun synes det var det var så sjovt at kaste frø i vildskab, mens mor gik og legede futtog bagved med fødderne, så det blev dækket med jord. Da vi var overvåget af diverse fugle, kom 2-3 solsikker ud af det, så det hele endte i brændenælder og tidsler. Men processen husker vi begge og vi glæder os allerede til at gøre det igen.
Og senere på sommeren kunne vi gå på jagt med en sommerfuglebog i selvsamme plantebælte og prøve at bestemme sommerfuglelarver.

2 sommerbørn på jagt med lup efter sommerfuglelarver med opslagsbog fra biblioteket

I virkeligheden, klarer naturen meget bedre selv at dyrke jorden, så hvis man ikke har havelysten, ville jeg anbefale at lade stå til, så naturen skaber det rum, den har brug for, fyldt med udskældt ukrudt, som jo er de danske dyrs mekka. Evt med en lille slået sti på tværs, til den daglige gåtur, hvor du kan følge udviklingen.

Brændenælder giver så meget liv i haven

Følg lysten og stræk havemusklerne
Så nu sidder jeg her indenfor med en kop te, mens det rusker og snusker udenfor.
En gang imellem, dukker der lidt haveopgaver op i hovedet jeg kunne tage mig til, hvis lysten melder sig. Nogle gange vil jeg hellere noget andet og andre gange griber det mig, og så kommer jeg ud og får dyrket lidt haveyoga, så jeg også lige bliver mindet om, hvor dejligt det er og bliver, når havesæsonen rigtig starter.

Børnene har længe plaget om at sætte hvidløg, siden jeg fik nævnt at det er noget man plejer at gøre i efteråret. Jeg glemmer det hvert år, da efteråret for mig er en rus af farver, lys og høst, hvor jeg slet ikke tænker i at få starten nye ting op.
Så hvidløg kommer altid i jorden om vinteren, eller når frosten er ude af jorden om foråret. Det er ikke optimalt, hvis man går efter de største hvidløg, men jeg går bare efter hvidløg. Hvis de er for små til at pille kan de altid bare komme hele ind, i en helstegt kylling, eller en sovs/gryderet/fond der alligevel skal sies.

De første hvidløg blev sat i midt januar til høst i juni/juli 2020

Sidste år fik vi afsindig mange bønner og kartofler, da energien og lysten var høj, da de skulle såes og sættes. Børnene kunne selv grave og lægge kartofler, så der blev arbejdet igennem. Det fik dyrene glæde af, da vi ikke fik høstet så mange.
Med den lune vinter vi har, er det nok stadig muligt at grave kartofler op, hvis vi kommer i gravehumør.
I år, forestiller jeg mig, at vi ikke kommer til at mangle hvidløg, måske vi skal gå efter at flette den længste hvidløgsranke til Frøsamlernes årlige hvidløgskonkurrence.
Og hvis vi ikke får høstet noget som helst, bliver 2021 nok året med rekordmange ‘hvidløgstuer’, da alle feddene vil sende en spire i vejret året efter og danne en slags ‘hvidløgspurløg’, og de er også gode til fyld af kylling eller til suppe.

Det er derfor hvidløg altid bliver til noget i min have, for det er aldrig for sent eller for tidligt. De er så alsidige og taknemmelige og begynder selv at komme med hints, når de vil i jorden, ved at lave små rødder eller skyde en lille spire i toppen.
Men de kan komme i jorden når som helst, så længe feddene er friske og sunde, og de kan høstes når som helst, det er kun et spørgsmål om hvor meget man får ud af det.