Min første kop

Her er den allerførste kop jeg har lavet.
Jeg kan huske jeg var lidt skuffet, da den kom ud af ovnen. Bunden har slået sig og kan ikke stå fladt, da den er håndbygget, for jeg vidste ikke noget om ler.
Glasurerne er de første jeg lavede selv og er både klumpede og krakelerede, for jeg vidste ikke noget om glasur.
Den er rullet med en kagerulle og det rillede mønster er lavet med en skrue jeg har smuglet ud af mandens værksted, for jeg havde ikke noget lerværktøj.
Den har fået en plads i koppeskuffen og en Royal Copenhagen kop er skubbet ind bagerst.
Den minder mig om at det, jeg ikke kan lade være med at gøre, selvom jeg ikke ved en pind, ikke har det rigtige værktøj og med stor sandsynlighed vil fejle i, er det jeg skal gøre mere af.


En form for uforståelig drivkraft, jeg altid har haft. Hvis jeg glemmer at tænke over hvad jeg skal og bør, eller mangler overskud, opgiver og tænker at jeg kommer til at være klistret til sengen hele dagen, kan jeg tage mig selv i lige pludselig at drive hen mod det. Helt uden at opdage det.
Jeg drages, som Misse Møghe nok ville have formuleret det.
Det er som at blive sat fri af pligternes lænker, en pause fra virkeligheden, hvor jeg ikke flygter, men mere hører det som baggrundsmusik, på en måde hvor det ikke støjer, men er meget mere fordøjeligt.
Gode sunde beslutninger tages bedst i fredstid, hvor tankerne er fordøjet og angstens bølger har lagt sig.
Kunsten for mig er at skabe rum for fordøjelse og at vente på roligt vand.

Kravafvisende eller grænsesættende?

Når man kommer ind i psykiatrien eller bare hos lægen, er de glade for at bruge nogle termer om én, som er forståelige for fagfolk. Alle brancher har nok en eller anden form for fagord, da det er noget nemmere og hurtigere at kommunikere.
Alle mekanikere ved hvad en kaburator er og hvad de skal fikse hvis den har en fejl XXX (jeg kender ikke til karburatorer, så kan ikke nævne hvad der kunne være galt, derfor fejl XXX). Kaburatoren skal og kan ikke tage stilling til noget, den bliver enten skrottet eller repareret, hvis det er økonomisk rentabelt.
Når man som menneske hos en menneskemekaniker, feks læge, psykiater eller psykolog, og får en fin diagnose til samlingen eller bare et lille pynteord, som beskriver en, når man bliver slået op i kataloget, er det lidt anderledes.
Modsat karburatoren, er der en mulighed for at jeg kan reparere mig selv. Men det står bare ikke helt klart altid, om det er noget som kan repareres og hvem der i virkeligheden skal reparere det. Og hvis nu der står i den store bog at det ikke kan fikses, kan man så afhjælpe symptomerne, og hvilke muligheder er der her?

Nogen gange kan jeg også blive helt i tvivl om det overhovedet er et problem, og hvem der egentlig synes det er det største problem.

En af de termer jeg har kunne pynte mig med er ‘kravafvisende’. Jeg aner ikke om den hænger på mig for altid, eller om det bare er en midlertidig ting, som skal revurderes.
Men kravafvisende har ikke ligefrem en positiv klang. Det er ikke noget man med stolthed siger at man er.
Jeg er ikke helt sikker på hvilken kasse jeg egentlig er kommet i, men jeg ved dog at som mange af de andre termer, er det meget forskelligt hvad fagfolk mener de betyder, hvilket jo ikke gør det meget nemmere at være i.

Der er sådan lidt ‘tag dig sammen’/dovent over den. Der bliver stillet krav til mig jeg ikke kan imødekomme, bum, du har kravafvisende adfærd. Men er det urealistiske krav der bliver stillet til mig?
Jeg ved det ikke. Men det føles ikke så fedt, ikke at kunne leve op til nogle krav, som jeg åbenbart, skulle kunne varetage.
Samtidig får man hele tiden at vide at man skal lære at sætte grænser, og passe på sig selv. Sige nej til det man ikke magter, skære ned på arbejdsopgaver, sænke ambitionerne, sige fra, sænke barren, gøre ting der gør én glad. Det er en del, hvis ikke hoveddelen, af de råd man får til at få det bedre psykisk.
Eller i hvert fald de utallige råd jeg har fået, men altså fra det samme sted, som beskriver mig som kravafvisende.

Kunne man ikke vende den om og finde et fagterm der beskriver, at det er psykiatrien der ikke formår at møde personen der hvor de er, og derefter stille urealistiske krav som ikke er svarende til personens evner?

Jeg er begyndt at tænke på om det i virkeligheden handler om at jeg i gennemsnittet kan levere mindre end andre, og det er den bedst mulige måde at beskrive det på. Desværre sidder jeg med en følelse af at jeg burde kunne det, selvom jeg nok ikke kommer derhen.
Jeg synes det er nemmere at vide at man er dårligere end andre og man derfor skal forvente at kunne mindre end andre. Der er selvfølgelig en sorg bundet til den erkendelse, men så kan man da begynde at finde ud af, hvordan man skal tackle livet herfra og finde nogle nye livsmål.
Sådan lidt ligesom at sige til folk uden ben, at de skal løbe et marathon. Men med psyken er det bare mere svært at se, at benene mangler. Også for mig, patient 483273.
For jeg vil jo gerne løbe det marathon, ligesom alle de andre. Så jeg har prøvet og fejlet, så helt utroligt mange gange. Og folk omkring mig, hepper, kommer med velmenende råd, opmuntrer mig til at prøve igen, for hvorfor skulle jeg dog ikke kunne, når alle de andre kan, og jeg jo siger, at jeg gerne vil.

Fordi jeg ikke har nogen ben.

Lige præcis derfor, kan psykiatriske diagnoser være uendeligt befriende at få. Endelig finder man ud af man ikke har nogen ben! Der kommer lys på ens udfordringer og begrænsninger. Man tror at nu er det slut med at kæmpe. Der er ikke nogen grund til at prøve at løbe, for man kan ikke.
Fagfolkene kan slå en op og så ser de hvilke dele man mangler, men ak. De har ikke købt nye bøger siden de blev udlært eller måske synes de at diagnoser er noget pjat.
Og efter man har fortalt dem sin livshistorie for 172973. gang (som nogen efterhånden må have logget) og den udfordring man er kommet for at snakke om den dag, bliver man mødt med:

“Jeg tror du vil få det bedre, hvis du løber en tur,
og ellers må du vende tilbage, jeg har ikke mere tid i dag”

*Lyden af min kæbe der rammer gulvet*
‘Ja ok, hav en god dag…’