Svampefund i haven

Det er så dejligt at have overtaget en gammel have, så man kan høste svampe i sin egen have!
Jeg opdagede, sjovt nok, Kæmpe-Støvbold allerede det første år vi flyttede ind, den er svær at overse pga størrelsen. Jeg har endnu ikke smagt den, da dyrene spiser løs af dem, og jeg har lidt dårlig samvittighed over at tage deres mad. Den jeg har taget et billede af her, er den mindst spiste af, jeg har set indtil videre, men det er nok fordi den stadig er ung.
Et år, havde vi omkring 10 ‘fodbolde’ i haven, men normalt har vi kun 2-3 stykker.

En forholdsvis lille Kæmpe-støvbold

Men i år opdaged jeg til min store begejstring at vi har rørhatte! Omkring et lærketræ som vi snakkede om at fælde (nu er det fredet!), stod en masse små afgnavede rørhatte. Det bliver sjovt at se om de også komer de følgende år og om jeg kan når derud inden dyrene 🙂

Lærke rørhatte i min egen have 🙂

Nye høns og svampeture

Det er indtil videre et rigtig godt svampeår. Folk høster Karl Johan i hobevis og vanen tro kan jeg ikke finde en eneste. Til gengæld fandt jeg nogle rødgule pigsvampe samt punktstokket indigorørhatte da jeg var på skovtur for nylig.
Og ligesom sidste år har jeg været på rov hos naboen i deres granplantage, hvor der vokser godt med velsmagende/tvefarvede og gran-mælkehatte, alle tre de mælkehatte som bløder orange. I år fandt jeg så også ud af at der er brune birkerørhatte omkring 2 af hans store birketræer, bonus! Men de skal godt nok være unge for at de ikke er helt bløde i kødet, men der er jo heldigvis ikke så langt ned til dem, så jeg kan tjekke ofte 🙂

Brune birkerørhatte og forsk. “orange” mælkehatte fra naboen
Sol gennem nåletræerne hos naboen
Så må jeg finde Karl Johan et andet tidspunkt og måske kantareller, de kunne nu også være sjove at finde.
Jeg har planlagt at tage med på 2 svampeture i år med Danmarks Naturfredningsforening, nu håber jeg bare det går an med barnevognen. Og ellers tager jeg nogle korte ture i lokalområdet, da jeg stadig døjer med bækkenløsning, så jeg kan ikke gå så langt.
Og så har vi slagtet nogle af de gamle høns og lavet en fantastisk hønsesuppe af dem og udvidet med 4 flotte nye trunter fra Ellemosegården på Tuse Næs.

Hønsegården er udvidet med 2 x amberlink, 1 x Isa Warren og 1 x Berber
Pigsvampe og Indigorørhatte fra bunden af Gribskov

Svampetur i Sonnerup skov

Da vi havde et ærinde i Lumsås og jeg havde set temmelig mange billeder af propfyldte svampekurve med Karl Johan de sidste mange dage, besluttede vi os for at gå en tur i det gode vejr i Sonnerup skov som ligger lige nord for Lumsås og helt ud til Klint ved Nykøbing Sjælland.
Vi har været der før, men hvor vi parkerede ved den parkeringsplads ved Klint og denne dag valgte vi så den helt til venstre ved Lumsås, den er altså at foretrække efter vores mening. Der er bord- og bænkesæt og du parkere i skovkanten og har en smuk tur gennem skoven helt ud til vandet.

En god bred sti ned af Femte Tværspor (den del hvor der er gul stiplet linje)

Vi gik en lige linje ud til vandet og kunne godt komme igennem med barnevognen, men skrænten langs vandet var skredet så vi turde ikke gå så langt før vi måtte vende om.

Det er en utrolig smuk skov, men jeg tror heller ikke jeg har været i en strandskov jeg ikke har synes det, de er altså ret specielle. 
De eneste svampe vi fandt var en masse mælkehatte, desværre ikke gran-mælkehat, afgnavede skørhatte og så nogle små, men for gamle rørhatte. Ikke skyggen af Karl Johan. Ved ikke hvor folk har været, men jeg tror ikke billederne stammer fra Sonnerup skov i hvert fald, selvom vi ikke var meget i løvskov.
Så vi købte en bakke danske champignoner med hjem til aftensmaden i stedet. Men det var en dejlig tur og vi kommer helt sikkert igen, for jeg tror det er en fin svampeskov og jeg har da også set at der er flere svampeture her til, så vi har nok bare ramt et forkert tidspunkt.

Så nåede vi til vandet ud af Femte Tværspor

Hvis man er et friluftsmenneske og ynder at sove i telt, vil jeg godt fremhæve den teltplads der er forenden af Femte Tværspor, den så virkelig hyggelig ud. Den ligger i en lille lysning lige før man går ud til vandet og der er lavet en lille bålplads ude ved vandet, så man kan sidde ved bålet og kigge ud over Kattegat. Det er alligevel imponerende at man bare må slå sit telt op helt gratis her (se på Naturstyrelsens hjemeside under ‘fri teltning’), så koster ferien kun teltet og turen derhen hvis man ikke er på cykel.

Kort over Sonnerup skov (kilde: Naturstyrelsen)
Skoven virker næsten eventyragtig nogle steder
Liva og Mads hygger i bilen på vej hjem fra skovtur

Svampetur i Bidstrup skovene

I dag tog jeg til Lejre for at deltage i Dansk Naturfredningsforenings (Lejre afdelingen) årlige svampetur i Bidstrup skovene. Vi mødtes ved Avnstrup modtagecenter og jeg vil gætte på der var over 100 personer. Så det besluttede sig for at svampekenderne lavede en svampeudstilling og hjalp folk med svampebestemmelse, og så var der en naturvejleder der gik med rundt i skoven. Naturvejlederen havde ikke forstand på svampe så jeg drog afsted på egen hånd i håb om en Karl Johan rørhat.

Dagens fund som er kommet i aftensmaden

Det fandt jeg ikke desværre, men uendelige mængder honningsvampe, ligesom de mængder jeg fandt i Kongsøre skov i går. Lidt filtet rørhatte, rødsprukken rørhatte og en enkel lille indigo rørhat fandt jeg også. Der var en del der fandt nogle flotte Karl Johan’er samt nogle virkelig flotte indigo rørhatte.
Den røde gran mælkehat fandt jeg inde hos naboen…

En lille indigo rørhat

Svampevejlederen fortalte at de havde fundet masser af trompetsvampe i går i Sorø, men dem så jeg hverken her eller i Kongsøre, men dem synes jeg også er utroligt svære at se, i hvert fald den første.

Honningsvampe i Bidstrup skovene

Honningsvampetur

Hundse og svampe

I dag var jeg en tur i Kongsøre skov på efterårets første svampetur.
Jeg fandt kun nogle små gnallinge af Rødsprukken rørhat, ikke Karl Johan som jeg havde håbet på. Til gengæld fandt jeg ret mange (køllestokket?) honningsvampe.
De vokser på stubbe ligesom knippel svovlhat (og mange andre) og en af mine kollegaer som er en yderst dygtig svampejæger, bestemte den for mig sidste år, da vi havde dem i haven.


Gamle honningsvampe

Hun sagde at hun plejede at tage hattene og lavede suppe af dem, stokkene synes hun er for trævlede. Jeg har læst at ikke alle kan tåle honningsvampe, men fik af vide på min sidste svampetur at man skal sørge for at koge den i min. 20 min og jeg har ikke haft de mindste symptomer på noget som helst ved at spise dem.
Der er utroligt mange honningsvampe i år, måske er det bare fordi jeg pludselig kan genkende den, men vi har den også i få steder i græsplænen, så der må ligge nogle små grenstykker den lever af, da den ikke er jordboende.

Unge og lidt ældre honningsvampe

“Slør” under hatten

En meget lille hat på honningsvampen

Masser af honningsvampe

Honningsvampe der maser sig ud gennem barken af et dødt træ

Tørrede svampe

Det var ikke de store svampefund jeg gjorde mig i år, men dem jeg fandt tørrede jeg udover dem jeg spiste med det samme.

Tørrede rørhatte i skiver

Jeg fandt en del rødfiltede og rødsprukne rørhatte og var heldige at de ikke havde orm, men de smager ikke af så meget som friske. Jeg blev anbefalet at tørre dem for at vinde mere smag og det hjalp i den grad, så dem går jeg ikke uden om mere.
De blev tørret i min nye tørremaskine fra Netto til 200 kr og de var sprødbløde efter en dags tid og helt tørre efter 2 (har den ikke tændt om natten). Jeg skar dem ud i 3-4 mm tykke skiver og fordelte dem godt i maskinen, det bør også være muligt over et fyr eller foran en brandvarm pejs.

Tørremaskine med svampe i skiver

Jeg har jo gang i hæklenålen for tiden og har ledt efter et formål til at genbruge glasbeholderne til frysetørret kaffe uden at det hele kommer til at ligne Nescafe glas, så jeg har hæklet en top til glasset med en svamp på. 

Glassene til frysetørrede kaffe synes jeg ikke er optimale til våd konservering, så nu bliver det brugt til tørrret mad som svampe og chili.
Hæklet top til tørrede svampe
Hæklet hat til Nescafe glas
Hæklet i 8/4 bomuld og med 3 mm hæklenål
Afslut alle runder med 1 km 
Lav en ring af 4 lm
Runde 1: 3 lm, 11 stgm i ringen
Runde 2: 3 lm, 2 stgm i en m, 1 lm, fortsæt med “3 stgm i samme m, 2 lm, 3 stgm i samme m, 1 lm”, gentag 2 gange og lav en blok til med 3 stgm i en m og afslut runden med 2 lm (og en km).
I anden runde skal du ende med 8 blokke af 3 stangmasker.
Runde 3: Hækl 2 km for at komme tættere på næste hul imellem stangmaskeblokkene.
3 lm, stgm i en m, 1 lm og fortsæt med “6 stgm i hjørnehullet, 1 lm, 3 stgm i hullet, 1 lm”, gentag 2 gange og hækl 6 stgm i det sidste hjørne, 1 lm.
Check at den passer i størrelsen ellers hækl en runde fm på.
Runde 4: 4 lm og fortsæt med “1 stgm, 1 lm, spring 1 m over” gentag hele vejen rundt
Runde 5-7: Gentag runde 4 men reducer 2 m i løbet af runden.
Runde 8: Afslut med en runde fm, hvor der reduceres med 5-8 masker så kanten går lidt ind under låget, her må man prøve sig lidt frem.

Hæklet svamp til applikation

På toppen har jeg frihåndshæklet en svamp, men det kunne ligeså gdt have været en chili, blomst eller hvad man har lyst til at pynte med. Eller man kan lade den være “blank”. 

Brugt og vasket Nescafe kaffeglas

Svampetur hos naboen

Efter en tur i nabo-naboens granplantage kunne jeg fylde en hel kurv med svampe og mere til hvis jeg ville. Han har ladet en masse gamle juletræer vokse sig store så de er omkring 10 meter nu, hvilket gør at de nederste 2-3 meter er fri for sidegrene. Imellem dem er der tonsvis af svampe, de fleste kender jeg ikke, men jeg kender nogle af dem og der plukkede jeg løs til en svampestuvning.
Jeg plukkede Stor parasolhat, gran mælkehat og violet hekseringshat.
Hos naboen imellem os fandt jeg to store of flotte rabarber parasolhat, så det har været en god svampeuge og det tog mig ingen tid, for jeg skulle kun ind til naboerne og ikke lede i en hel skov.

Kurven fyldt med dejlige svampe
Der var masser af Stor Parasolhat
Kæmpe Parasolhat med løs ring
Gran-mælkehat der bløder orangerødt
Stor Gran-Mælkehat
Unge krystal støvbolde

Svampetur i Ravnsholt skov

En lille hund på en meget stor stamme

I forgår skulle jeg have fjernet en visdomstand, så for at få tankerne henledt på noget andet inden jeg skulle derhen, tog jeg hunden under armen og udforskede en af Nordsjællands mange skove.
Turen gik til Ravnsholt ved Birkerød, hvor jeg brugte hele formiddagen på at vandre rundt.
Jeg parkerede i midten af skoven og gik først en tur nord for P-pladsen (rød ring) hvor jeg nåede til en meget eventyrlig moset granskov, den var taget lige ud af Ringenes Herre eller Harry Potter.
Og nu på mit andet år som svampejæger har jeg fået endnu en svamp i repertoiret, Violet Hekseringshat. Der var så mange af dem sidst jeg var ude og efter at have set at Jeanette på “Et liv på landet” havde fundet nogle samtidig, tog jeg dem med til en svampeekspert, som ikke overhovedet ikke var i tvivl.
Nu håber jeg bare den smager godt, for der er rigelige mængder af dem, især fordi de er så store, er jo vant til tragtkantareller og enkelte rørhatte.

Der er en god parkeringsplads midt i skoven (sort pil) 

På sydturen (lilla ring) farede jeg vild og måtte gå efter lyden af Nymøllevej, før jeg fandt retur. 
På turen fandt jeg mange violette hekseringshatte og rødsprukne/rødfiltede rørhatte, men også lidt granmælkehat.
Jeg fandt rigtig mange jeg ikke kendte, jeg har pukket lidt og vil tage dem med til en svampeekspert, som forhåbenlig kan fortælle mig hvad det er.

Svampehøsten fra nordsiden af skovturen (den røde ring)
Violet hekseringshat – violet-brunlig glat overflade, flad men let foldet
Violet hekseringshat – tydelig lilla på undersiden, men kan godt have et brunligt skær
Her kan man se de står i en brudt heksering, de fleste jeg har set står mere i rækker

Svampesucces

Den 11. oktober var jeg på årets første succesfulde svampetur.
Jeg fandt en masse rødsprukne rørhatte (uden larver!), 2 næsten spiste Karl Johan og en masse bitte små tragtkantareller.
Jeg synes alle snakker om at de let finder Karl Johan, men jeg finder stort set aldrig nogen, men denne gang fandt jeg 2 halve og ikke ormeædt, så det var ikke så ringe.

Små fine tragtkantareller

Tragtkantarellerne var meget små, jeg kender 2 steder i Jyderup hvor de vokser og det ene sted var der ikke skyggen af dem og det andet sted kunne jeg se små der var på vej.
Når man først spotter en lille buket tragtkantareller ved man bare de står i hundredevis lige omkring én, og kort tid efter opdager man at man står og tramper på dem og man har sat sin kurv i dem. De er svære at finde, men til gengæld bliver man belønnet når man finder et sted.

Dagens svampehøst d. 11. okt. 2012
Halv afgnavet Karl Johan

I dag var jeg igen ude trods regnvejret og der fandt jeg en masse rødsprukne rørhatte og hvad jeg er ret sikker på er violet hekseringshatte. Men med svampe skal man ikke tage nogen chancer, så i morgen vil eg få den bestemt af nogle eksperter.
Den er brunlig på oversiden og tydelig violette lameller og stok. Den dufter let parfumeret og stod i grupper. Den er forholdsvis stor, så jeg håber det er den og at den så også smager godt.
Fandt den både i Jyderup og i naboens granplantage, hvor der i øvrigt også var masser af støvbolde og granmælkehatte.

Meget sandsynligt violet hekseringshat

Ingen energi eller svampe

Den seneste uge har budt på sygdom, så det er ikke blevet til så meget af noget som helst for mig, andet end at skifte mellem seng, sofa og stolen foran pejsen.  
Pejsemagneten

For et par uger siden, efter det havde haft regnet lidt i en uge, var jeg på jagt efter svampe, men jeg fandt meget få og ingen spiselige. Jeg tror det har været for tørt i for lang tid, da jeg var ude.
Jeg har kunne læse mig til at andre høster for tiden, så hvis jeg er kommet helt ovenpå til weekenden, tager jeg kurven og hunden under armen og drager mod skoven, i håb om at finde tragtkantareller og rørhatte. 
Jeg håber jeg når at finde bare lidt spiselige i år, da jeg slet ikke har fundet nogen endnu.

Sjov svamp der lignede den blødte
Kugleknoldet fluesvamp finder jeg stort set altid – den dufter af rå kartofler
Jacob nyder udsigten ud over fjorden