Fiskemanden

Da jeg var barn, den alder hvor jeg gerne måtte dalre omkring for mig selv i Herlev (i 90’erne), vandrede jeg ofte op til Tvedvangen 201, når det blev onsdag.
For om onsdagen kom fiskebilen til Lindehøjscentret. Dengang Lindehøjscentret havde en Beka (dagligvarebutik) og en bager. Jeg kan ikke huske hvad den sidste i rækken var, men kan huske at det var stort, den dag det blev til en Danske Bank, det synes jeg i hvert fald.

Men altså, på vej hjem fra skole eller i frikvarterer, susede jeg tit forbi og sludrede med David i fiskebilen.
Jeg kan absolut ikke huske hvad vi talte om, men jeg husker, særligt om vinteren, at det var ikke altid sjovt at ramme en stime (høhø) af mennesker, og skulle vente på de købte færdig, så vi kunne snakke.
En gang imellem havde jeg hunden med, så fik hun en delle af David. Det var hyggelige stunder husker jeg. Undtagen dengang den gamle borgmester kom og kaldte hunden for en køter, jeg har altid hadet, når folk kalder hunde for køtere.

Det er sjovt med sådan nogle barndomsminder. De dukker nogen gange op, og hos mig er det tit specifikke ‘scener’, som på en måde hænger fast. Feks. det med borgmesteren, der både var nedladende overfor mig og hunden.
Jeg tror han synes det var mærkeligt, at jeg hang ud ved fiskebilen. Det var der flere der synes, jeg købte så vidt jeg husker, heller ikke noget fisk.
Jeg tror jeg så det som et stamsted, et sted man kunne få sig en lille sludder om alt og ingenting. Hvis stemningen var god og samtalen flød, blev jeg hængende, og hvis det hele var lidt gråt, futtede jeg videre og kom igen en anden onsdag.

Jeg kan slet ikke huske hvad vi talte om og jeg kan faktisk heller ikke huske i hvor lang tid jeg kom der, og hvorfor jeg stoppede med at komme der.
Men jeg var virkelig taknemmelig for at David havde lyst til at snakke med mig. Det var faktisk et ret stort privilegie på en måde, at have en person der kom fast hvert onsdag, som ville snakke med mig. Ingen forventninger til hvordan jeg skulle være, hvor tit jeg skulle komme, hvad vi skulle snakke om eller at det nogensinde skulle blive til andet end sniksnak ved fiskebilen.

Det er sjovt, hvordan mennesker kan komme så flygtigt ind og ud af ens liv. Blive en del af ens historie, helt tilfældigt, og at man aldrig glemmer dem igen.
Ja, jeg har jo så glemt hvad vi har talt om og jeg kan heller ikke huske hvordan han så ud. Men jeg husker at han slukkede min følelse af ensomhed, for en stund.
Jeg følte mig akavet, fordi jeg var usikker og umoden, men jeg følte mig aldrig mærkelig i hans selskab. Han var venlig, rummelig og tålmodig.
Han har sikkert også til tider fået nok ævl og stukket mig en fisk, for at jeg smuttede hjem, han kunne i hvert fald ikke finde på nogen gode undskyldninger, for at han skulle noget andet. Men det gør ikke noget, det er i hvert fald ikke noget der har påvirket mig i så fald.

Jeg håber at jeg en dag bliver, eller at jeg allerede har været, en David for nogen.
Et venligt pust.
En der har plads i sin sfære, til at man lige tager en pause fra virkeligheden. Skaber et trygt rum og får en lille snak, som kan sende nogen videre med fornyet energi, og følelse af det hele nok skal gå.

I dag bor jeg ikke længere i Herlev, så jeg har fået mig en ny fiskemand, mindst lige så venlig og snakkesaglig, som jeg husker at David var.
Men nu i butik, så når jeg skal vente på kunderne bliver ekspederet, er jeg ikke ved at få frosset tæerne af om vinteren.