Selvindsigt og sammenforsyning

Bloggen fylder 10 år i år.
Første indlæg skrev jeg i marts 2010 og det føles ikke rigtig som 10 år siden, men det er det jo så. Dengang var vi lige flyttede fra lejlighed i storbyen til et hus på landet og jeg drømte om at være selvforsynende.
Det har været nogle vilde 10 år, med masser af erfaring, nederlag og opture, som livet jo er fyldt med. I dag vil jeg ikke længere være selvforsynende, synes ikke det giver mening, på samme måde som det gjorde dengang.

I dag tror jeg mere på at være sammenforsynende.
Det er mere bæredygtigt, både for mennesker, dyr og jordklode.

Der er mange ting ved at være selvforsynende, hvor man bruger væsentlig mere energi, end hvis hele vejen havde slået sig sammen og gjort det sammen. Både menneskelig energi, men også strøm/benzin/anden energi man betaler for.
Og så er der det, at der altid vil være ting man hader, som andre måske elsker at lave. Og de ting man ikke er i stand til gøre, psykisk eller fysisk. Vi har alle forskellige begrænsninger, der skal tages højde for.

Jeg hader at strikke, jeg har prøvet at overtale mig selv mange gange i løbet af livet, men jeg hader det hver gang. Håber stadig bare, at det er fordi det ikke er min tid endnu, så jeg prøver nok til jeg skal herfra.
Men jeg elsker strikkede ting. Så jeg bliver nødt til at finde andre der kan lide at strikke, og det er ikke svært. Det er jo helt vildt, så mange der elsker at strikke!

Jeg er også vildt dårlig til at dyrke agurker og jeg har heller ikke, det gode spot til majs.
Der er altid noget der går godt nogle år og dårlige andre, og når nu jeg har prøvet at være selvforsynende i så mange år, er jeg blevet mere og mere taknemmelig for, at jeg ikke er afhængig af det.
For det er enormt arbejdskrævende og det kræver et særligt fokus på forbrug, som man skal være enige om i husstanden.
Vi har i Danmark muligheden for at købe varieret mad og faktisk er vi ude i overflod af mad, så der er kommet en tendens på de sociale medier til at folk giver overskudsmad væk, man skal bare hente det. Det kan være noget der snart udløber eller nogle der har holdt stor fest, men det kan også være et frugttræ, der giver mere end hvad husstanden kan forbruge.
Butikkerne er begyndt at lave poser med ‘too good to go’ og der er kommet flere ‘skraldere’ til, som dykker i containere, for at hive det op, som de mener stadig har spiseværdi.

Jeg vil ikke have undværet min tid som forsøgende selvforsyner, og jeg er sikker på at jeg kan bruge de erfaringer jeg har fået, til at blive mere bevidst om en bæredygtig og klimavenlig tid, hvor jeg vælger lidt mere kritisk, hvad jeg bruger min tid og penge på.
Og når jeg ender med overflod selv, om det så er mad eller ting, vil jeg udbyde det til de nærmeste, de fjerneste (på sociale medier i lokalgrupperne) eller sociale mødesteder (varmestuer/krisecentre/osv) samt de mange genbrugsbutikker.
At være sammenforsynende, betyder ligeså meget en omtanke for andre, som man skal have for ens eget liv og behov.

Lige meget, hvordan man vender og drejer det er vi alle klimabelastninger.
Lige meget om vi spiser kød, flyver jorden rundt eller bare slår en prut.
Det skal jo helst ikke gøre at vi ender i det apatiske tankespor, at vi intet kan gøre, for vi er så dybt nede i hullet. For der er liv efter os.
Og som de siger på DR Ramasjang: Ingen kan gøre alting, men alle kan gøre noget.

Selvindsigten kom snigende
Udover jeg er blevet meget mere klima- og ressourcebevidst end for 10 år siden, er jeg også blevet lidt klogere på mig selv.
Det ville også være lidt skidt, hvis ens personlige udvikling har stået helt stille i 10 år.

Det var enormt svært i starten på bloggen, at finde ud af, hvad jeg var for en blogger. Det var måske også lidt mere nyt, end det er i dag.
Men alligevel… Var jeg haveblogger, kreablogger, familielivsblogger, medblogger, livstilsblogger, selvforsyningsblogger?
Jeg synes ikke rigtig der var noget der vægtede mere end andet, kun i perioder.
Men omkring mig så jeg effekten af folk der forenede sig og forenklede deres blogs, målgruppen var meget nemmere at fange.
Jeg har altid synes min blog er noget rod, men alternativet var at skulle starte en masse forskellige blogs med hvert emne, og nogle gange overlapper det jo hinanden.
Så jeg holdte fast i én blog og så måtte jeg oppe mig lidt og få det kategoriseret ordentligt og givet det relevante hashtags.

Jeg er glad for den beslutning. For selvom jeg nok var nået ud til flere, så ville jeg selv nå at tabe pusten i det. I forvejen er jeg ikke vildt god til at få svaret på kommentarer, og det hjælper nok ikke med flere blogs og flere kommentarer samt man skal holde styr på flere blogs og finde på indlæg der specifikt passer på dem.
Jeg har taget det som det kom, skrevet når jeg havde lyst og kan nu se, at jeg ikke ville have kunne forene mig med få emner, for jeg skifter for tit interesse.

Jeg har altid hoppet rundt i forskellige emner og når det bliver for kedeligt, hopper jeg videre til næste. Og tager den erfaring, med mig fra forrige interesse.
Og i dag ser jeg jo at bloggen jo i virkeligheden er en forlængelse af mig.
Det er mig.
Det der optager mig, det jeg finder energi i, det jeg har lyst til at dele med andre.
Der er intet jeg laver nu, som er det samme, som for 10 år siden, jeg hopper rundt hele tiden.
Jeg har bygget det sammen, skilt det ad og samlet det på en ny måde, tusindvis af gange.
En afspejling af mit sind, som også altid er i bevægelse.

Jeg er jo så også, blevet 10 år ældre, så jeg hopper ikke så hurtigt mere.
Selvom det er sjovt og spændende, er det også hårdt ikke at kunne finde en ro i noget, og blive i det.
Nogle gange ville jeg ønske, jeg fandt en glæde i bare at hækle derudaf, eller sy kjoler efter samme mønster til alle byens børn eller måske bare lave mad efter en opskrift, uden at ændre på noget. Det må være enormt afslappende og roligt.
Men mit sind er altid i bevægelse og det er nok det der har skabt en lettere rodet, men fyldig blog, de sidste 10 år.
Bloggen har hjulpet med at skabe lidt ro, i mit eget kaos.

Det har hjulpet mig til bedre at forstå ting, ved at skrive om det på bloggen. Og det har været god træning, at skrive i et sprog så andre kan forstå det, eller i hvert fald var det min hensigt.
Derfor har jeg valgt en anden vej med bloggen i dag, end den jeg ridsede op for 10 år siden.
Jeg vil lære at forstå mig selv, så derfor må jeg i gang med at skrive om mig selv og mine tanker. Finde de hashtags der passer på mig.
Måske det vil blive bloggens død, for der er jo ikke nogle der googler mig og mine tanker, i samme grad som skildpaddecreme eller hjemmelavet svampemycelium. Og hvis jeg ikke formår at skrive om noget interessant, så vil jeg kede både andre og mig selv.
Men måske vil det hjælpe andre, til at reflektere lidt over deres liv og dem selv, det ville jo være dejligt, hvis jeg kunne være en slags katalysator for nogens selvindsigt.

At være en tankevækker.

Jeg må se, hvordan det former sig og hvad jeg har energi til.
Går det, så går det, og ellers går det nok alligevel.