Min første kop

Her er den allerførste kop jeg har lavet.
Jeg kan huske jeg var lidt skuffet, da den kom ud af ovnen. Bunden har slået sig og kan ikke stå fladt, da den er håndbygget, for jeg vidste ikke noget om ler.
Glasurerne er de første jeg lavede selv og er både klumpede og krakelerede, for jeg vidste ikke noget om glasur.
Den er rullet med en kagerulle og det rillede mønster er lavet med en skrue jeg har smuglet ud af mandens værksted, for jeg havde ikke noget lerværktøj.
Den har fået en plads i koppeskuffen og en Royal Copenhagen kop er skubbet ind bagerst.
Den minder mig om at det, jeg ikke kan lade være med at gøre, selvom jeg ikke ved en pind, ikke har det rigtige værktøj og med stor sandsynlighed vil fejle i, er det jeg skal gøre mere af.


En form for uforståelig drivkraft, jeg altid har haft. Hvis jeg glemmer at tænke over hvad jeg skal og bør, eller mangler overskud, opgiver og tænker at jeg kommer til at være klistret til sengen hele dagen, kan jeg tage mig selv i lige pludselig at drive hen mod det. Helt uden at opdage det.
Jeg drages, som Misse Møghe nok ville have formuleret det.
Det er som at blive sat fri af pligternes lænker, en pause fra virkeligheden, hvor jeg ikke flygter, men mere hører det som baggrundsmusik, på en måde hvor det ikke støjer, men er meget mere fordøjeligt.
Gode sunde beslutninger tages bedst i fredstid, hvor tankerne er fordøjet og angstens bølger har lagt sig.
Kunsten for mig er at skabe rum for fordøjelse og at vente på roligt vand.