En langøret æra er slut

Efter 4 år med slagtekaniner, har vi nu besluttet at holde en pause med kaniner. Vi har været utroligt glade for dem og de er nemmere at slagte end høns og giver et større og bedre udbytte, så det er ikke derfor vi stopper for nu.
Min graviditet har ikke været den sjoveste indtil videre og for at skære lidt ned på de daglige sysler, har vi derfor besluttet at skære lidt ind i hønseflokken og slagte de sidste 2 kaniner, vores avlspar. Jeg har også længe tænkt på at skifte dem ud til store franske væddere, så i stedet for en direkte udskiftning, holder vi pause i et par år, hvor vi så kan bygge en stor kaningård til de nye.

1 kanin der er ved at gå helt fra hinanden, som nu skal pilles til kanin i asparges

De var jo 4 år gamle, så jeg var lidt spændt på om de overhovedet var spiselige, men efter en tur i suppegryden i 4-5 timer, var de møre og kødet faldt af benene. Kødet var mere gulligt og mere kraftigt i smagen end når vi har slagtet ungerne som max. bliver 1 år.
Jeg fik desværre ikke vejet de 2 inden jeg fik kogt dem, men de var blevet godt store og havde stadig lidt vintersul på kroppen.
Så nu er der 3 x 1 liters bøtter med kød og fond samt 2 poser med deres skind, sm skal garves senere eller bruges til min fars jagthund, da de fældede. OG udover det har jeg lavet en stor portion kanin i asparges som holder i 3 dage samt der er en hel pose snaskekød, nyre, lever, lunger og hjerter til hunden i fryseren (alt sammen kogt).
Det er lidt vemodigt med de tomme bure og alle de kæmpe mælkebøtter man kan plukke for tiden, men vi er glade for beslutningen og nu kan vi forkæle hunden og hønsene endnu mere. Og så er der jo også en familiefornyelse til juli/august der kommer til at tage meget af vores tid.

Rygkødet trævler og er helt mørt, nærmest som Pulled Pork (bare ikke så fedt)

Ænder i fryseren

Så kom ændernes sidste dag! Hunanden blev flået og andrikken blev tørplukket.
Den rensede slagtevægt af de 2 moskusænder på 6 mdr.:
Andrikken: 2200 g
Hunanden: 1300 g

Lever, kråse, fedt og hjerte fra hunanden

En helt utrolig vægtforskel på de to, men det er også sådan at man skelner om det er han eller hun.
De har kun gået på græs og fået frit foder (specielt andevoksefoder). Havde nok håbet på en lidt større vægt, da det er moskusænder, men så længe de smager godt, går det nok.
Hunanden regner jeg med vi skal have Mortens aften og andrikken kommer muligvis på grillen til juleaften.
Der var næsten ingen fedt på dem (og det det der var, var majsgult), så jeg skal lige have fulgt op på hvordan de kokkeres bedst, så det ikke bliver en tør sej omgang. Et eller andet siger mig jeg skal have investeret i en römertopf.

Slagtning af første kuld kaniner

Vi har allerede slagtet 2 kaniner fra vores første kuld (født medio maj), da vi kom i plads bekneb fordi 2 hunner viste sig at være hanner og så må man handle. Men nu er vi færdige med den lidt mere planlagte slagtning.
Dvs. 3 hanner og 2 hunner, for vi beholder ikke nogle til næste år. 
Næste år bliver heftigt pga. den sidste med største ombygning, så der bliver trappet ned for selvforsyningen og avlen. Men jeg satser alligevel på at Agnes skal have et enkelt kuld, hvor vi så kan beholde en unge til året efter.
2/10-2011
Han, 5½ mdr gammel

Før: 3,5 kg, Pelset og renset: 1,8 kg

20/11-2011
2 hanner, 7 mdr gammel
Før:4,0 kg, Pelset og renset: 2,3 kg
Før:3,9 kg, Pelset og renset: 2,4 kg
Begge skind vejede i alt 1 kg 

22/12-2011
2 hunner, fik ikke vejet dem, men de blev brugt til 2 små rullepølser til årets julefrokost.


Skindene på 3 af dem er frosset ned, da jeg ikke havde tid til at salte dem, de 2 hunner fik jeg saltet med det samme.
De 3 hanners skind vil jeg have tøet her i vinter o få dem saltet, så de ikke fylder i fryseren.

Til venstre et saltet, til højre et usaltet kaninskind
Kaninnyrer, de ligner bordeaux farvede lima bønner

Kaninlunge, den vejer ca det samme som en fjer


Rødkål og kaninrullepølse

Så er der gang i julegryderne!
Jeg har i går aftes kogt rødkål af et rødkålshoved på 1,7 kg og det fyldte en 3,6 L gryde til kanten da jeg satte det på blusset, der skal kun være til 6 mennesker så jeg tror der er rigeligt. Jeg kan se på opskriften fra sidste år at jeg ville komme æbler i, men jeg fik vist ikke læst den ordenligt igennem før jeg gik i gang, for det kom der ikke i… Jeg satser på at huske det til næste år…
I øvrigt får man ufattelige lilla hænder af rødkål, men hvis man går ud og lægger fliser lige bagefter (cement=basisk) bliver de knald turkis lyseblå.
Hjemmelavet kaninrullepølse 2
Jeg havde med vilje gemt de sidste 2 kaniner, vi manglede at slagte, til julefrokostens lidt specielle indslag: Kaninrullepølse.
Sidste gang jeg lavede (og første i øvrigt) kaninrullepølse, var det en spontant idé, men denne gang var det mere planlagt, så da de blev slagtet, blev de skåret op langs rygsøjlen og indvoldene blev taget ud. Så var det nemt at tage hele slaget af samt den ene rygfilet, så der var et stort stykke. Den anden rygfilet skar jeg i tynde fileter og lagde ovenpå slaget sammen med en god portion fedt.
Det er en fordel at slagte kaninerne her i decemberkulden, hvis de skal bruges til rullepølse, da de har sat godt med spæk: 400 g totalt rent fedt fra 2 hunkaniner, bare tænk på den fedtafgift vi har sparet 🙂

Opskriften er som sidst, men jeg har kommet meget mere krydderier i, den har fået et ordenligt drys, og kogelagen kommer også til at få flere krydderier og mere salt, for at rullepølse ikke bliver helt udvandet under kogningen.
Jeg har lavet en med og en uden persille, for at se om den bliver alt for kedelig uden persille. Jeg havde kun 3 blade husblad tilbage, så jeg håber fyldet bliver derinde.
Slaget lå ½ dag i saltlage før den blev krydret og jeg planlægger at koge den i morgen, så den ligger ½-1 dag i saltlage med krydderier.

Ingredienserne til julefrokostens kaninrullepølse
Et helt kaninslag med den ene rygfilet i et stykke
To små kaninrullepølser, en med og en uden persille

Kaninrullepølse

I år har jeg eksperimenteret lidt med en lidt anderledes rullepølseopskrift, en kaninrullepølse!

Kaninrullepølse på rugbrød

Sidste år lavede jeg min første hjemmelavet rullepølse som blev ret så hård og lidt tør, så det er nok lidt vovet allerede at eksperimentere inden jeg har de basale rullepølseteknikker på plads, men jeg vover pelsen og springer ud i det! Det værste der kan ske er at jeg skal prøve igen, og det er jo ikke så værst trods alt 🙂
En kanin er meget mager, men der var lidt sul på de 2 hanner vi slagtede, så der var til et par striber fedt, men jeg går ud fra man kan spæde op med svinefedt. Det her var en af de der impuls-rullepølser, så slagteren havde ikke åbent…
For at prøve at modvirke at den skal blive tør, har jeg prøvet en anden kogemetode + jeg har lagt den i en pose med noget af kogelagen ned i pressen, så den kan optage alt den væske den vil.
Men jeg tror stadig jeg har presset den for hårdt, selvom jeg ikke lukkede den helt og den blev alligevel lidt tør.
Udskæringen fra kaninerne
Jeg har taget slaget fra 2 kaniner + rygfileterne fra den ene, som jeg har skåret næsten igennem og banket ud for at få dem lidt flade.
Da vi sprætter maven op på dem når vi slagter (og dette som sagt ikke var en planlagt rullepølse) bliver slaget delt i 2, hvor hvis man sprætter dem op i siden kan man opnå et helt og større slag, hvilket kan anbefales for det er ret svært at rulle.
Den kanin hvor jeg også tog rygstykkerne fra, skar jeg videre fra slaget langs ribbenene og rygsøjlen, så det blev til et sammenhængende stykke, se billede 2. På billede 1 har jeg lige løsnet kødet om ribbenene og skal til at skære slaget af.

Billede 1: Kødet løsnet fra ribbenene
Billede 2: Rygfileten løsnes fra ryggraden
Resultatet: 2 delte slag, 1 med rygfileter samt en håndfuld fedt
Kaninrullepølse
1 kg kød, slaget fra 2 kaniner + rygfileterne fra 1 kanin
70 g løg
2 fed hvidløg 
4 husblas
½ tsk allehånde
1 knsp nelliker
1 spsk salt
Masser af peber
Masser af persille
Saltlage: 130 g salt, 1 tsk sukker, 8 dl vand
Kogelage: Vand så det dækker, persillestilke, 2 nelliker, ½ laurbærblad, 1 tsk peberkorn, 1 løg i kvarte, 1 gulerod delt i 3-4 stykker, samt en lille håndfuld af de der små hvidløg, som man bare ikke gider at pille fordi de er så små (de kommes i med ‘papirskrællen’)
Dag 1
Saltlagen laves.
Kødet spredes ud og dækkes med salt, løg, krydderier og husblas.
Den rulles sammen og kommes ned i lagen, jeg kom det hele i en frostpose.
Rullepølsen skal ligge i saltlagen i 1 døgn i køleskabet.
Brug gafler/kødnåle til at holde det hele samlet inden snørring

Snørret rullepølse

Rullepølse kommes i saltlage
Rullepølse i saltlage efter 1 døgn

Dag 2

Kogelagen laves og rullepølsen nedsænkes i den kogende lage og simrer i 1½-2 timer.
Der slukkes for blusset og rullepølsen bliver liggende i lagen i 1 time.
Den fiskes op og kommes i en rullepølsepresse eller en sandkageform med noget tungt over.

Så skal der bare låg på

NTS: Stadig lidt tør. Lyserød indeni men en grå kant, måske skal der mere salt i kogevandet. Dobbelt op på krydderierne, dog var pebermængde fin, det meste endte i kogevandet. 2 dage i saltlagen, ville måske gøre at krydderismagen sætter sig bedre i kødet. Ellers skal kødet saltes i 1 dag og så kommes krydderierne i og den rulles og ligger 1 dag…
Når kaninen skal slagtes, skal den åbnes i siden, så man får slaget i et helt stykke sammen med rygfileterne.
Men vigtigst af alt: Find kødnålene før du går i gang!

Julefrokost 2011: Se hvordan det gik her

Slagtning af første kuld kyllinger

Så er slagtningen gået i gang af første kuld rugemaskinekyllinger. De skulle være omkring de 5 mdr. og de har fået en flot størrelse. Jeg tror godt vi kunne have taget dem lidt tidligere, men tiden har ikke været til det, og så vokser de bare lidt mere. Men jeg er overrasket ver hvor store de er i forhold til hvad de plejer, når de er 5 mdr., gad vide om det er fordi det er krydsningsavl…
Vi slagtede 2 stk, men fik ikke vejet dem før, kun efter rensning. De var ret fede, så de har nok arvet den store spiseglæde fra deres Orpington-mor, selvom Maraner nok også spiser godt. Måske bliver det bedre hvis vi mixer den krydsning med vores nye Maran, så de næste kun bliver 1/4 Orpington. Grunden til jeg gerne vil bibeholde lidt Orpington i blodet er den smukke gyldne fjerdragt og de hyggelige skørter de får.
Slut med Orpington
Men i oktobers slagtede vi den sidste rene Orpington vi havde, vi vil måske prøve dværgoprington, men for nu er det slut med Orpington.
Vores fik hele tiden kalkben, ville ikke sidde på pind, blev ekstremt fede så de næsten var umulige at slagte fordi de var så glatte og så havde de en meget blød fjerdragt så de var helt skaldede på ryggen pga. hanen og på maven. De har et dejligt og roligt temperament, men de så herrens ud til sidst, både pga. de manglende fjer men også fordi de vraltede pga deres overvægt. Problemet kan sagtens løses ved at give dem sadel på eller isolere dem fra hanen samt foderrationere, men det vil vi ikke ud i.
2/10-2011
Den sidste Orpingon høne, før – 3,9 kg, efter rensning 1,7 kg
Den var MEGET fed
8/11-2011
Orpington/Maran blanding, 5 mdr gamle
1 x 1,2 kg (lår – 400 g, brystkød – 280 g)
1 x 1,1 kg (lår – 400 g, brystkød – 220 g)
Kødet var meget mørkere end det plejer, mon det er Maran’en der spiller ind her.
Et par mørke kyllingebryster

Ny Maran hane i flokken

Så har vi købt en ny Maran hane af min kollega, haneleverandør Niels, som vi har købt af før.
Hansi, vores første Maran hane, havde fået trådt i noget, så han havde fået en stor byld på hans ene tå og den gik ikke væk. Han haltede derudaf og han havde svært ved at betræde damerne. Så vi besluttede at skifte ham ud, da min kollega gerne ville af med sin, da han havde fortrudt den store race.
Så jeg slagtede Hansi (1 år, 2 mdr) og Isa/Maran-hanen (3 mdr) som silkehønen havde opdraget, det blev hhv. 1,9 kg og 1,2 kg, renset og klar til frostposen. Jeg fik ikke vejet dem før slagtning.
Vores nye Maran hane er, så vidt jeg ved, legbarfarvet, som jeg længe har kigget efter, så da Niels sagde at hans hane var mere spættet end vores, havde jeg et stor håb om at han mente legbar, og det var det.

Han er bare så flot og jeg glæder mig til at han falder til i gården, han har allerede været rundt og kurtisere og kalde på dem hvis han finder noget og de kommer alle løbende med det samme. Han er en rigtig charmør og vi har derfor døbt ham, Julio 🙂

Julio, vores nye maran hane

De fine rygfjer

Scan Labelle som slagtedyr

Så fik vi slagtet den anden og sidste Scan Labelle. Vi mistede jo de fleste til ræven, så vi har kun haft 2 vi selv kunne slagte. Den første slagtede vi efter 2 mdr. (se blogindlæg) som vejede 2,8 kg (1,7 kg renset vægt).
Den sidste er nu vokset over hovedet på vores fuldvoksne Maranhane og den har udviklet halefjer og en stor kam, så den er meget sandsynligt en hane.
Den har løbet lidt efter de andre små, og da han er lidt mere kluntet og stor er jeg bange for de kommer til skade. Så nu var det hans tur.
Noget specielt ved Scan Labelle, udover de æder og vokser i en uendelighed, er at de har ikke voldsomt mange fjer og et utroligt kødsæt taget i betragning af deres alder. Brystkødet er enormt, vi har aldrig set så stort brystkød på andre af vores høns uafhængig af alder. I det hele taget er formen på fuglen lidt sær i forhold til andre høns, man kan godt se det, men det viser sig mest når man mærker på den, et kæmpe bryst og kæmpe lår.
Den manglende fjerdragt er jo nok fordi de slagtes i så tidlig en alder, for man kan se de har en masse pigge under yderfjerdragten, så fjerene er på vej. 
Scan Labelle 3 mdr gammel
Mht. adfærd, er de meget rolige og ligger mest ned hvis de ikke spiser. Her er de sammelignet med deres jævnaldrende Marankyllinger. I starten var de lige så livlige, men efterhånden som Scan Labelle kyllingerne blev større, lå de mest ned og deres gang var kluntet og lidt babyagtig.
Deres adfærd er meget dæmpet og de er slet ikke på samme måde nysgerrige og fremme i skoene som Maranerne eller andre kyllinger vi har haft. De minder lidt om Orpingtonerne, bare mere dæmpet.
Dette er bare vores erfaring baseret på meget få dyr fra 1 avler, så hvis vi købte andetsteds fra, kan tingene se meget anderledes ud. 
Jeg tror også at vi vil give dem en chance til på et tidspunkt, men det skal være når vi har indrettet en stor fold til dem, hvor de kan spise græs hele sommeren og vogte vores frugttræer.
Så kan det være at de smager af lidt mere når de er slagteklar, for den vi slagtede efter 2 mdr. smagte ikke af noget.
Maran (TV) og Scan Labelle (TH), begge 3 mdr. gamle
Slagtevægt
Scan Labelle, 3 mdr gammel
Før: 4,2 kg – Efter (renset): 3,0 kg
Slagtesvind: ~30%

Vækststigning fra 2 til 3 mdr: 50%!!!

Slagtekyllinger

I dag har vi slagtet to kyllinger, eller dvs. den ene var 1 år så den var vel ikke rigtig en kylling mere, men en ung høne.
Jacob fik kun vejet den ene før, men jeg vejede dem begge efter rensning.
Det er helt ubegribeligt, hvor hurtigt at Scan Labelle kyllingen har taget på, man får virkelig øjnene op for at det er kæmpebabyer man spiser, dem man køber i butikkerne.
De når ikke engang at komme over på voksefoder hvis man skal slagte dem efter 49 dage, som industrien gør.
Jeg er spændt på at sammenligne kødsmagen og strukturen, da jeg har en forventning om at Orpingtonen smager af mere, men om ikke andet så tror jeg Orpingtonen er sundere, da den har fået lov til at udvikle sig helt og nået at løbe lidt mere rundt og finde gode sager i græsset.
Men umiddelbart har de det samme kødsæt, mængde mæssigt, selvom jeg troede Scan Labelle var rent fjer og ben.


Slagtevægt:
Orpington, ca. 1 år gammel 
Før: ? kg – Efter: 1,8 kg
Scan Labelle, ca. 2 mdr. gammel
Før: 2,8 kg – Efter: 1,7 kg

Scan Labelle til venstre, Orpington til højre

Orpington til venstre, Scan Labelle til højre

Slagtning af belgisk kæmpe

Så fik vi slagtet den sidste Belgiske Kæmpe. Jeg tror ikke vi kommer til at holde racen foreløbig, da den er meget stor til 2 mennesker, madmæssigt.
Desuden fik jeg nærmest krampe i armen, da jeg skulle hænge den op i træet, så jeg kunne rense den. Benene kunne jeg slet ikke knække, da jeg simpelthen ikke havde kræfter nok og der skulle nærmest 2 spækbrædder til den i køkkenet.
Det er dejligt nok at der er meget mad i den, men den kræver også et stort bur så den kan strække ben og hoppe lidt rundt, så indtil videre holder vi os til alm. store racer og ikke kæmpe racerne, selvom de franske væddere lokker med deres hængeører.

Vægt:
100% Belgisk Kæmpe (11 mdr): 6 kg

Pelset og renset: 3,750 kg
Slagtesvind: ~38%


Skindet er jeg i gang med at garve, selvom han fældede lidt, men så kunne jeg afprøve metoden. Det går nogenlunde, men jeg tror ikke det første skind bliver så anvendeligt, men øvelse gør mester 🙂

Rygstykker af kanin (450 g)