Sokkebukser til babyer


Jeg er virkelig ikke god til at strikke, så strikkede sokker bliver enten købt eller strikket af min søde mor. Men det er lidt af en Sisyphus opgave at strikke sokker til os, da vi hurtigt slider dem op.
Det er primært under hælen og der hvor tæerne sidder fast på foden (anatomi er ikke min stærke side) at der kommer slidhuller på dem. Jeg prøver at lappe dem så godt jeg kan, men på et eller andet tidspunkt på man indse at nu kan de ikke lappes mere.

Sokkebukser med god bred rib af undertøjsuld på maven

For noget tid siden sad jeg med et par, som jeg havde opgivet at lappe mere på under foden, men altså skafterne fejlede jo ikke noget!
Så jeg gik i tænkeboks for at finde et alternativ man kunne bruge dem til, og så så jeg nogle babybukser for mig med god plads til en stor blenumse. Simpelt, men fremragende, når man nu ikke kan overtale nogen til at strikke longies til babyen!

Hvordan gjorde jeg?
Strik er jo forholdsvist elastisk, så pasformen er heldigvis en mindre detalje.
Til gengæld kan det godt være ret udfordrende at arbejde med klippet strik, da det meget let trevler op. Så man skal finde sin tålmodighed frem 🙂

Sokkerne er lagt op og skal nu have klipet tåen af, samt klippes op midt på underfoden

Jeg klippede tåspidserne af, lige der hvor hullet startede, og derefter klippede jeg op ad midt på undersiden af sokken til og med hælhullet.

Nu er sokkerne klippet op og klar til at blive syet sammen

Så vendte jeg vrangen ud på sokkerne og satte syklemmer i ret mod ret, om på billedet herunder.
De blev syet sammen på overlocker, da det giver en elastisk søm, men man kan nok også bruge en stræksøm på en alm. symaskine. Vælg en der dækker godt, så symaskinen får fat i så mange garntråde som muligt.

Der sættes klemmer i og syes sammen

Nu er selve buksen lavet og de mangler kun et mavestykke, så de ikke falder af. Her har jeg brugt et stykke undertøjsuld som en høj ‘ribkant’. Man kan også sagtens bruge bomuldsrib, jeg valgte bare uld, for at holde hele buksen i uld. Uld bliver i øvrigt mere slapt med tiden, så når jeg syer i uld, laver jeg det lidt mindre end i bomuld, da det udvider sig.

Buksen set på vrangen med mavebæltet der er klar til at blive overlocket/syet sammen med stræksøm

Højden på ribstykket af hænger lidt af hvor stort hullet var forrest på sokken, samt hvor højt man ønsker det er på barnet, det er der ikke noget fast mål på.
Omkredsen på ribben afhænger af barnets størrelse, det skal helst sidde godt til og det gør ikke noget at sokkebuksens diameter er større, ribben kan sagtens trække det sammen. Man trækker i ribben som man syer det på sokkebuksen.

Dejlige lune bukser er færdige til min lille trold

Da skafterne danner benene, bare omvendt, er der allerede fine afslutninger på ben-enden, men man kan sagtens forlænge buksen ved at sy rib på i denne ende også, så de kan vokse i dem eller for at holde buksen ordentligt oppe over foden.

Bukserne kan let bøjes op, så længe de er for lange

Hjemmelavet bæreponcho

Min moster har foræret mig en poncho, hun ikke skulle bruge mere, så jeg kunne lave den om til en bæreponcho til når jeg bærer Anna på ryggen.
Det meste af arbejdet er jo gjort i sig selv, så det krævede bare at finde ud af hvor og hvor stort hullet skulle være.

Jacob hjalp med at måle hvor hullet skulle være, jeg bandt hende i en lav binding (double hammock) for at være sikker på at den både kunne nå i en høj og lav binding.
Hullets øvre kant er ca. 20 cm fra bærerens halsåbning.

Jeg var meget i tvivl om jeg skulle klippe hullet foran eller bagved, da jeg ikke vil have 2 huller i den og jeg jo bærer på foran og bagved.
Men hun er 6 mdr nu, så fremadrettet vil jeg bærer mest på ryggen, da hun jo bliver tungere samt det er mere praktisk, fordi hun også bliver længere.
Og så kan jeg tage en alm. jakke på og et sjal om hende, hvis jeg bærer foran, det kan jeg ikke bagpå, med mindre jeg binder uden på jakken.

Ribben klippes ca. -20% af hullets diameter, for at den trækker sig lidt sammen og er tættere om halsen så der ikke kommer kold luft ned.

Men da det er en forår/efterårsløsning til når vi lige skal ud til hønsene/i haven og lede efter de 2 andre/ud med hunden/tømme post osv. er det rart bare at kunne gå fra at være indenfor, til lige at smide ponchoen over, og så tage en hurtig tur ud. Jeg kan jo heller ikke give hende hue på, hvis jeg er alene og ikke tager hende ned, så vejret må ikke være for koldt.

Gaver til en skotteejer

For nogle år siden lavede jeg en lille adventskalender med hjemmelaved ting til min moster. Hun er meget glad for sin skotske terrier, så jeg gik i hundetænkeboks.
Jeg kom frem til et par mug rugs med applikerede skottesilhouetter, en stor skotteformet nålepude og 3 små håndsyede juletræsfigurer (samt et par grydelapper af et par kasserede jeans).

Adventskalender i skotte tema

En silhouette af en skotsk terrier er nem at finde på det store internet, og nålepuden fandt jeg en anden version af på Pinterest.com. Men jeg var ikke helt glad for formen, samt jeg vil gerne udfordre mig selv med at tegne mønstre mht pasform, så jeg har tegnet den selv.

Nålepude udformet som skotsk terrier

Er ret stolt af resultatet, og hvis du vil prøve at gøre kunsten efter, ligger mit mønster herunder.
Der er ikke nogen vejledning, men det kommer der måske en dag, lige nu vil jeg hellere sy! Så jeg håber det er til at lure af uden tekst.
Halsbåndet er et stykke satinbånd og en lille bjælde.

Mønster på skotsk terrier nålepude/bamse

Nålefiltet broche

Til min mors fødselsdag for et par år siden fik jeg lavet denne broche, som er lavet af en gammel metallynlås, lidt pladefilt, uld, garn og lidt perler.
Lynlåsen er formet og syet fast på et stykke pladefilt. Så er der nålefiltet uld fast i mellemrummene samt en garntråd. Til sidst er der syet perler på 🙂

Den færdig broche
En trekantet origamiæske i nodepapir som indpakning

Uldgarn bliver filtet fast

Gratis børnetøj

Tiden flyver afsted når man har børn, har jeg hurtigt erfaret!

Jeg har ikke så meget tid til sjov og ballade som jeg havde før og slet ikke at blogge om det, men det gør mig heller ikke noget for det er bare så fantastisk at være mor, troede ikke jeg skulle sige noget så kliché agtigt, men det er det altså! Man bliver helt forelsket i sådan en lille rolling!
Jeg får dog lavet en del, når han sover til middag og når han er puttet om aftenen, og jeg synes lige jeg vil slå et slag for at sy lidt børnetøj selv, det behøver ikke at koste noget (men man skal have en symaskine til rådighed).

Mads kigger med når jeg klipper stof op

Gratis mønstre
Der findes masser af opskrifter på internettet hvis man kan engelsk og ellers er der et fantastisk symagasin til børnetøj: Ottobre design, som kan lånes kvit og frit på biblioteket. Hvis dit bibliotek ikke har det kan det bare bestilles hjem. Det bedste er nok, at Ottobre har en oversigt over modellerne i alle deres blade på deres hjemmeside, så man kan smugkigge inden man bestiller på bibliotek.dk (se Ottobres hjemmeside her, klik på bladene nederst for at se oversigten). Og bibliotekerne får jo bladene hjem hurtigt, umiddelbart hurtigere end Ottobre kan nå at sende dem.
Man kan også prøve at tegne et mønster ud fra noget tøj man har, men det kan godt være lidt udfordrende, hvis man aldrig har syet før.

Symagasinet kan bestilles og lånes gratis på biblioteket

Gratis stof
Når man har fundet et mønster mangler man bare noget stof, og her kan man kigge klædeskabet igennem og se om der ikke er nogle bukser og lidt T-shirts man ikke bruger mere.
Man kan sagtens få en bodystocking ud af en T-shirt og det er normalt strækstof, som man både kan bruge som basisstoffet samt kantningen.
Hvis man har råd til at købe stof er det jo sjovt, men derfor kan man stadig øve sig på genbrugsstof og så evt. donere det til mindre bemidlede familier i sin kommune.
Hvis man er på Facebook, kan man også spørge efter stof i lokalområdet, som måske bare ligger og støver til. Jeg har fået lidt af min mor og moster, som vist er ældre end mig selv, men hvis man ikke har pengene tænker jeg at nogle bliver glade for det alligevel.

2 natdragter i str. 74 syet af genbrugstof

Pusletaske ‘clutch’

Før Mads kom til verdenen fik jeg en pusletaske af en nabo, men den er ret stor og kan indeholde både tøj, bleer til et par dage, viskestykker og der er stadig plads til andet.
Når jeg bare tager en tur i skoven eller til lægen, Brugsen, mødregruppen eller andre forholdsvise korte ture, mangler jeg en taske der ikke fylder så meget og indeholder et minimum.

Mads er fotomodel på hans nye pusletaske

Så jeg har syet en meget enkel clutch der kan indeholde 3 bleer, et viskestykke samt en pakke Neutral vådservietter (den er lidt mindre end de andre).
Samtidig kan den bruges som blødt underlag til numsen, hvis man ikke lige har et puslebord til rådighed.

Tasken er lavet i 3 lag så den er blød at ligge på samt fleecen er semi-vandafvisende

Tasken er lavet af et opsprættet bukseben (jeans), et gammelt fleecetæppe og et stykke bomuldsstof med bamser, som jeg har fået af min mors kollega.
Stofstykket er ca. 75 x 32 cm. Toppen er klippet rund (tegnet buerne vha. en tallerken) og bunden er foldet op så den danner en lomme der er ca. 15 cm dyb. Der er syet et stykke sort kantbånd på bunden først, før den foldes op og derefter et stykke kantbånd langs den klippede kant.
Til sidst har jeg sat en trykknap i toppen, så har jeg foldet tasken sammen med indhold for at finde ud af hvor den modsatte knap skulle sidde.

Pusletasken kan indeholde 3 bleer, et viskestykke samt en pakke vådservietter
Dejlig lille taske, som ikke fylder så meget i bilen ellert barnevognen

IKEA Lack hack ottoman

Jeg synes det er lidt sjovt at der er opstået et fænomen der hedder ‘Ikea hacking’, som går ud på at ombygge Ikea møbler, enten pynte det til noget pænere eller ombygge det til noget helt andet.
Jeg har lidt gjort det med nogle hagesmække som jeg har pyntet med nogle hæklede dimser, men nu har vi også fået os et ombygget Lack bord til en ottoman eller puf.
Det er et rigtigt genbrugsprojekt, da Lackbordet er købt på dba.dk, skummet er noget min mor fandt på loftet og betrækket er en masse gamle jeans der er klippet op og syet sammen.

Ombygget Lack bord til en fodskammel 
Der er både plads til benene og en lille gårdhund 🙂
Først skruede jeg benene af og klippede et par lag skumgummi til. De blev fastholdt af et gammelt stykke fleecetæppe, så når man skal montere det rigtig betræk, fumler man ikke rundt med noget skum der ikke vil blive hvor det skal.
Derefter klippede jeg jeans op i firkanter og syede sammen i sektioner, som så blev syet sammen løbende. Da jeg ikke havde nogle lyse bukser, har jeg brugt vrangsiden på nogle af dem og en rest hørstof, for at få lidt kontrast. Den er også pyntet med lidt hæklede og syede stjerner inden vi monterede hele stofstykket på bordpladen med en hæfteklammemaskine.

Fleece monteres med hæfteklammer for at holde skummet på plads
Firkanter af gamle jeans syes sammen til en stor firkant

Da bordet er lige højt nok for en fodskammel, fik jeg Jacob til at afkorte benene. Først ridsede han med en hobbykniv hvorefter han savede og sleb med sandpapir. Da benene er hule, fandt han en lægterest i skuret som lige passede. Der blev snittet 4 skiver som fik en klat lim og skubbet op i de hule ben. Da de var tørre, fik de så monteret filtdutter og monteret på den beklædte bordplade.

Jacob fikser benene så bordet kommer ned i højden
De hule ben har fået træstumper, som kan få filtdutter

Jeg fik lyst til at lave lidt patchwork, så jeg har syet en stjerne af et bukseben, hvor stjernen er ydersiden og det rundt om stjernen er indersiden. Det er rimelig hårdt at sy i demin i så mange lag, men jeg er ret glad for resultatet. Den er syet som en firkant så den nemt kunne syes i betrækket.

Skabelon til 5-takket patchwork stjerne
5-takket stjerne af et bukseben

Kommunekram i Holbæk

På de fleste genbrugspladser kan man aflevere ting som kan videresælges til et godt formål. I Herlev var det spejdere og her i Holbæk er det til ‘Kommunekram‘ som er en butik der drives af udviklingshæmmede og pædagogisk personale.
Dags dato bor de på Østerled 28 i bygning E, 4300 Holbæk.

Åbningstiderne i 2014

Det er et rigtig hyggeligt sted og priserne er gode, samt tingene er afvaskede og sat pænt og overskueligt op. De henter løbende ting fra genbrugspladsen, så selv hvis vi har været der 2 dage i træk er der kommet nye ting til, så der er altid noget nyt at finde.
Da vi købte autostol dernede, sagde de at de havde 3 ekstra ude bagved som de bare ikke havde nået at få ind i butikken, så hvis man leder efter noget specifikt, kan man bare spørge.
Vi har købt en del ting dernede og vi donerer også en masse til dem, når vi tager på genbrugspladsen. Så hvis man er til genbrug og gode loppefund, så er de helt sikkert et besøg værd hvis man er i Holbæk.

Kommunekram ligger midt i et industriområde i Holbæk
Så bliver der afhentet ting af Kommunekram på Holbæk Genbrugsplads

Regnslag til autostol

Efter at have omsyet 2 badeforhæng til vores bruser, var der en god rest tilbage som ikke skulle gå til spilde. Jeg har set flere på Pinterest.com som har syet et ‘dækken’ til deres autostol både for at beskytte mod vind og vejr, men også for at barnet kan få ro fra nysgerrige mennesker og dyr. Jeg har jo ikke den store erfaring, men den del med regn og slud synes jeg i hvert fald lyder sandsynlig.

Regnslag til autostolen

Så jeg fandt en rest stof (et kasseret stykke sengetøj) og syede den sammen med badeforhænget, så der kom lidt tyngde i regnslaget så det falder tungt om stolen. Så syede jeg 2 strimler og monterede velcro på dem og syede dem fast på midten af regnslaget.
Et meget hurtigt og overkommeligt projekt, når man har brug for at lave noget, men ikke har det store overskud.
Inspirationen er blandt andet fundet på Pinterest.com og på Google, søg på ‘Carseat Canopy’.

Hjørnerne afrundes, men er ikke nødvendigt 
Strimler til at sy på regnslaget, så det kan hænge over autostolen og man stadig kan bruge håndtaget

Hagesmække af gamle skjorter

Når man ikke har de store penge og interesserer sig for bæredygtighed, er hagesmække af kasserede skjorter en god løsning. Da skjorter er ret tynde er det en god idé at bruge en bagside af noget kraftigere stof eller et brugt fleecetæppe, så babymosen ikke suser lige igennem.
Jeg har været i gang ved symaskinen og syet hagesmække og en enkelt savlesmæk af min far og Jacobs kasserede skjorter samt et gammelt rødternet julegardin som var blevet meget solbleget i folderne.
Alle skjorterne har fået en syning langs knapperne så man ikke kan komme mad ind i selve hagesmækken. Jeg har brugt bunden af skjorten, da brystlommen forstyrrer lidt billedet, men til den sorte med butterfly har jeg brugt toppen af skjorten, da man ikke kan se brystlommen der.

Hagesmække lavet af morfars og fars kasserede skjorter
Savlesmæk med velcro, syet som bredt slips af en gammel skjorte 
Hagesmæk lavet af 2 skjorter, en klippet til slips og en som forside 
Igen er der brugt 2 forsk. skjorter til denne, men denne skal bindes hvor den forrige har velcrolukning

Rødternet butterfly og jakkesæt, med topstykket af en gammel skjorte