Karamelæbler

I Tivoli sælger de nogle røde sukkerbeklædte æbler med og uden kokos og jeg synes det ser så festlige ud, selvom det bare er smeltet sukker med rød farve i.
Men jeg kan godt lide idéen om at det rå æble bliver en dessert, da man stort set altid servere æbler efter de har været kogt og bagt, så den friske sprødhed fuldstændig forsvinder.
Men i USA laver man også noget der hedder ‘Caramel apples’ eller ‘Taffy apples’ i modsætning til de røde, der hedder ‘Candy apples’.
Karamelæbler er æbler dyppet i hvad der svarer til flødekaramel og så dyppet i noget drys i form af hakkede nødder, M&M’s, popcorn, hakket chokolade, kokos, krymmel eller andet.
Jeg fandt en karamelopskrift, som jeg har justeret lidt i og testet på kolleger og venner. Hvis man bare hælder massen i en form bliver det bare til alm. flødekarameller.

Skønne karamelæbler med mørk og hvid chokoladepynt

Karamelæbler (ca. 10 små æbler)
225 g sukker
160 g lys sirup
1 tsk vaniljesukker
1/2 dl vand
55 g smør
1,25 dl piskefløde
1 knsp. salt
Ca. 10 små æbler (vasket, tørret grundigt og gerne sat på køl et par timer før)

Kom sukker, sirup, vaniljesukker og vand i en gryde og varm det hele op til 150 grader (mit komfur står på 6 ud af 9). Der må absolut ikke røres i det. Hvis man rører i smeltet sukker krystallisere det og bliver til fudge (Been there, done that…).
Hiv gryden til side og kom fløde, salt og smør i.

Karamel undervejs!

Varm hele herligheden op til 120 grader og lad stadig være med at røre i det undervejs.
Når karamellen er 120 grader slukkes der og karamellen køles til omkring 80 grader.
Jo længere man venter jo tykkere bliver den, så man kan også vente længere så man får et tykt lag, men man skal bare huske det tager tid at dyppe mange æbler og de køler også karamellen efterhånden, så jeg synes 80 grader er passende udgangspunkt.

Æbler dyppes og sættes på bagepapir

Æblerne dyppes og drejes i karamellen. De skal dryppe godt af for at der ikke samler sig en kæmpe sø under dem inden de størkner. Så sættes de på et fad med bagepapir og hurtigt ind på køl. Karamellen er nogle timer om at størkne helt op, så de kan fint laves om morgenen. Hvis de laves dagen før, kan de godt kondensere i køleskabet, så overfladen bliver let klistret.

Karamelæblerne blev pyntet med smeltet chokolade

Resterne af karamellen som ikke bliver brugt til æbler, kan man komme i en lille form med bagepapir, så kan de skæres ud til flødekarameller.

Resten af karamellen bliver til flødekarameller 🙂

Pærebiblioteket har pærer

Det var jo egentlig ikke meningen at mit pærebibliotek (se her) skulle bære pærer, da jeg hvert år skulle klippe podekviste fra det og det derved ikke ville kunne nå at anlægge frugtsporer. Men når man er optaget af alt muligt andet, sker det jo at man ikke får gjort det man har planlagt 🙂
Men ’straffen’ er jo ikke så slem igen, så i år nyder vi at vi kan plukke 4 forskellige sorter, det er ikke dem alle der har sat pærer, men det har Tongres, Hardy, Conference og Pierre Corneille.

Tongres pærer på mit barkpodede pæretræ
Det ser ikke så kønt ud, men jeg er glad for mit pærebibliotek

Pærepodning og blomster

Mellempodning af pære, en succes!
Jeg har lavet mange podninger på æbler og pærer, men for første gang er det lykkes mig at lave en mellempodning på pærer og holde planten i live, hurra! Jeg har gang i mange ting, så det er jo ikke alting der får lige meget opmærksomhed, så der ryger nogle planter i svinget.

Conference blomstrer i sin midlertidige krukke til jeg finder et sted i haven

Men nu er det lykkes at pode Clara Frijs på en Kvæde C grundstamme og en Conference på Clara Frijs. Conference er nemlig ikke fordragelig med kvædegrundstammerne, og da de giver de mindste træer, er det dem jeg gerne vil have.

Her ses de 2 podninger det kræver for at få Conference på en kvæde grundstamme (hvis man ellers kan se de skrå snit…) 

Lavendelstiklinger i fuld firspring
Udover det trives mine lavendler som jeg har fået (leveret til døren og det hele) af den gavmilde Henrik fra Min Franske Have. Jeg bliver så glad hver gang jeg kigger på dem, både fordi jeg elsker lavendler, men også fordi de minder mig om glæden ved at få/give noget af/til én som synes man skulle have det. Jeg elsker selv at give planter til højre og venstre, man får så meget igen, som er meget mere værd end penge. Jeg glæder mig allerede til de bliver store nok, til at lave en masse stiklinger som skal ud til andre lavendelfans 🙂

En af de fine lavendelstiklinger der er skudt i gang her i foråret

Overvintret spansk margerit

I efteråret tog jeg en af mine spanske margeritter ind i drivhuset, da jeg havde læst (på Min Franske have, tak Henrik!) at de godt kan overvintres, så man kan tage stiklinger af den og lave en masse sommerplanter i det tidlige forår.

Det var jo så min plan, men som med så meget andet, ændrede planerne sig… Jeg fik ikke gjort noget ved det, men ingen skam, for nu har jeg en stor blomstrende spansk margerit som kom meget tidligt i gang. Den skule have været klippet ned, da den var skæv or ranglet, så det er gjort nu. Det er lidt sørgeligt at klippe alle de fine knopper af, men jeg satser på den kommer hurtigt igen, den var ved at blive en hængeplante, så noget skulle gøres.

Overvintret spansk margerit

Fyldte dadler med nødder

Der julehygges og og vi er ved at klargøre det hele til at vi skal holde juleaften herhjemme. Jeg har i år eksperimenteret lidt med fyldte dadler efter at have smagt dadler for første gang.
Jeg smagte nogle fyldt med en klat marcipan, en ristet mandel og dyppet i hvid chokolade. De var virkelig gode, men for at sænke sukkermængden en smule har jeg kun dyppet i 70% chokolade og ikke brugt marcipan.
Jeg har lavet tre slags, hvor dem med pecannødder er min favorit.
Den eneste ulempe ved denne type konfekt er at den kun kan holde 1 dags tid på køl, så hvis man skal have dem juleaften er det bedst at lave dem lillejuleaften, men mon ikke det går an d. 22. december ogaå.

Fyldte dadler til jul

Fyldte dadler med hasselnødder og pecannøder
Nødder ristes ved 150 grader til de er gyldne, det tager ca 20 min.
De køles af og hasselnødderne, kan man nuldre i et viskestykke for at få lidt af den bitre skal af.
Dadlerne ridses og stenen pilles ud. Der trykkes 2-3 hasselnødder i eller en pecannød og dadlen lukkes til og dyppes i mørk chokolade.
Inden chokoladen størkner trykkes en nød på toppen, så man ved hvad den indeholder.

Dadlerne ridses og stenen fjernes

Fyldte dadler med jordnøddesmør, kanel og appelsin
Man kan godt lave sit eget jordnødesmør, men jeg har altid Urtekrams crunchy peanutbutter stående i skabet, så det brugte jeg.
2-3 spsk jordnøddesmør blandes med 1/2 tsk kanel og revet skal af 1/2 appelsin (måske lidt mindre).
Dadlerne ridses og stenen pilles ud. 1/2-1 tsk jordnøddesmør kommes i dadlen, der lukkes og dyppes i mørk chokolade. Inden chokoladen størkner rives der lidt appelsinskal på toppen så man kan kende forskel på dem.

Jordnøddesmør blandes med kanel og appelsinskal

Årets sidste æblegrød

Så har vi alle 3 været i køkkenet og lavet årets sidste æblegrød.
Jeg har lige købt nogle øko æbler (Royal Gala) og de smager som at stikke tungen ud af vinduet – af ingenting! Det er så ærgeligt at det er så svært at finde danske øko æbler, for vi kan ikke finde et muse- og fuglefrit sted at opbevare vores haveæbler.

Jeg sorterer, skærer fra og skyller mens Jacob skræller og Mads holder øje

De sidste haveæbler vi har er opbevaret ude, men der er gået mus og fugle i de fleste.
Men nu er de kogt om til grød og jeg har prøvet at gemme nogle i bunden af køleskabet i håbet om at strække sæsonen lidt, for den smag kan ikke købes for penge. Bliver lidt småtrist at tænke på der først kommer æbler igen i haven til august…
Æblerne er bare kogt og ikke tilsat sukker eller atamon, jeg skolder glassene inden og når der er fyldt æblemos på, lukker jeg låget og vender dem på hovedet (ikke de gammeldags med patentringen) i 5 min. På den måde skolder æblemosen låget indefra, men man skal været forsigtig da der dannes tryk og det er meget varm. Ikke noget for børn!

Liva har fået en varm vams af min moster 🙂
Resultatet er en masse lækker æblegrød som forhåbentlig holder minimum januar ud

Drue- og æbletærte

Her er et andet forsøg på at få brugt nogle af alle mine fars modne druer i år (af sorten Rondo). Jeg googlede efter drueopskrifter på engelsk og faldt over en spændende druetærte (se her), som jeg har justeret godt og grundigt i og tilføjet nogle ting, blandt andet æbler som jo også er i sæson.
En ingrediens som jeg undervurderede var ‘arrowroot’ som ligner en ingefærrod, så jeg tænkte at det bare var smag, ‘den behøver vi ikke’. Men bagefter fandt jeg ud af at det var en stivelsesholdig rod, som nok var årsagen til at den ikke stivnede, så lærte jeg det 🙂

Drue- og æbletærten er lige kommet ud af ovnen

Smagen var rigtig god og jeg vil helt klart lave den til næste år men med Maizena jævning, så når det er gjort bliver opskriften ændret i dette indlæg, dvs. at hvis du pønser på at lave den nu, så skal du tilsætte noget der stivner druemassen ellers bliver det til suppetærte!
Jeg tror ikke man ville kunne lave det på spisedruer købt i en butik, da frilandsdruer til vinmageri er mindre og meget aromatiske (og fyldt med sten). De har nemmere ved at slippe saften end stenfrie spisedruer, så jeg ville finde en dansk vinavler eller få plantet nogle druer i haven.

Rondo klar til høst på Sjællands Odde

Tærtedej
Jeg var en sjuft og fik min mor til at købe en færdig rulle tærtedej med fra Brugsen. Det er helt fint at der ikke er noget sukker i. Vil kun anbefale at man laver sin egen, men jeg var ikke så overskudsagtig den dag…

Rondo druer og æbler hentet direkte fra haven

Tærtefyld
2-3 danske haveæbler, skrællet og skivet
4 dl usødet druesaft lavet af danske frilandsdruer*
0,5 dl sukker
0,5 dl ahornsirup
1 tsk vaniljesukker
Saften af 1/2 citron (jeg kunne ikke bruge skallen da den var sprøjtet, men vil prøve det næste gang)
2 små æg
1/2 tsk salt
(husk noget jævner/tykner næste gang)

Tærtedejen kommes i formen og æbleskiverne placeres.
Druesaften laves ved at rippe druerne og koge dem i 10 min og si saften fra.
Saften køles så den er lun (ellers kan æggene koagulere) og blandes med resten af ingredienserne, pånær sukker og æg. Smag druemassen til med sukker, det kan nemlig variere afhængigt af hvor søde druerne er. Pisk (ikke for voldsomt) æggene i og hæl ud over æblerne.
Bag først i 20 min ved 200 grader og derefter 40-50 min ved 175 grader.

Æbler lægges på tærtedejen og druemassen hældes ud over
Massen er pisket lidt for hårdt så det skummede

Rondo druegélé småkager

Mads og jeg har været oppe og besøge mine forældre på deres (vin)gård på Sjællands Odde. Høsten er i fuld gang og der er masser af modne druer i år. Så mange at min far ikke har beholdere nok til vinen. Derfor har jeg prøvet lidt nye opskrifter af med vindruer, som jeg jo ellers ikke lege med så tit i køkkenet.

Rondo druer hænger i store klaser på rankerne
Småkager med knaldrød druegélé
Mens jeg lavede småkager fik Mads øje på sin hånd

Småkagerne er simple mørdejssmåkager som bages først og køles ned, hvor de derefter får en klat lun druegele og lægges sammen. En slags smakagesandwich 🙂
Måden jeg lavede géléen på var at rippe druerne fra stilkene og koge dem i ca. 10 min. Så siede jeg og lavede saft af væsken, men jeg dog et par deciliter fra i en lille kasserolle, som fik en ekstra gang sukker. Så testede jeg at den var tyk nok, ved at dyppe en teske i og puste den kold, så skal den stivne godt men må godt være lidt sej i det. Ved ikke hvor meget sukker det blev til, men ellers kan en druegélé opskrift sikkert googles.

Rondo druegélé småkager (Jelly/Jam Biscuits) – 8 store
125 g mel
50 g flormelis
100 g smør
1 æggeblomme
1 knsp fint salt
1 tsk vaniljesukker

Hjemmelavet druegele på frilandsdruer

Smørret hakkes i melet og det smuldres med fingrene. Sukker, salt og vaniljesukker blandes i og tilsidst tilsættes æggeblommen.
Dejen kan med fordel lægges et par timer på køl. Dejen rulles ud i 1/2 cm tykkelse og der stikkes en masse småkager ud. Halvdelen af den stikker man en mindre figur ud, feks. en cirkel eller hjerte.
De bages ved 175 grader i 10-15 min.
Når de er kølet helt af, kommes en klat lun (og derved mere flydende) druegélé på den hele småkage. Den hullede småkage trykkes ovenpå og géléen vil komme lidt op i hullet og fordele sig mellem de 2 småkager

De udstikkede småkager på bagepladen 
Bundsmåkagen får en klat gele og toppen trykkes på 
8 fine store biscuits med druegélé

Råsyltede solbær

Så er vi igen gået den fantastiske tid i møde hvor man kan vandre haven rundt og opdage at de ene bærbuske efter de andre begynder at modne deres frugter.
Lige nu er stikkelsbærrene, ribsene og solbærrene lige ved at være der hvis de ikke allerede er fuldt modne. Mine afhænger lidt om de har stået et solrigt sted, men det er lige op over og fuglene har allerede spist de øverste ribs på ribberne, så vi skal være hurtigt ude efter dem.
Min far har en sort solbær som modner lidt tidligere end de andre vi har og de var klar sidst jeg besøgte ham. Det er sorten ‘Titania’ som har en god tilvækst og sætter godt med ranker af fine sorte bær.

Solbær efter en tur med stavblenderen 

Som noget nyt ville jeg prøve at råsylte dem, da jeg er så glad for råsyltede hindbær og den rå solbærsmag. De fleste opskrifter skriver at man skal lave en sukkerlage der køles og hældes over de hele bær, men jeg vil ikke side og gnaske i hele bær, så de fik en tur med stavblenderen og så kom jeg direkte sukker i og sparede vandet væk. Og til min store overraskelse gik det fra solbær mos den ene dag til tyk marmelade lignende solbærguf efter en dag på køl. Pektinen i bærrene havde haft deres virkning over nat og nu var det tyknet som marmelade.

Råsyltede solbær

4-5 dl solbær uden for meget stilk
Sukker/sødemiddel efter smag (vil tro jeg brugte 1/2-1 dl sukker)
Kom bærrene i en høj beholder og blend dem med en stavblender til en cremet moset konsistens. Bland sukker eller sødemiddel og smag til. 
Jeg kom mosen i 3 små syltetøjsglas (på ca. 1 dl hver) og satte dem på køl. 
Den ene var med sødemiddel til min far og de 2 andre tog jeg med hjem. Den ene røg i fryseren (det kan ikke holde sig særlig længe uden atamon) og den anden på køl. Den på køl var stivnet dagen efter og den smukke mørke skindfarve havde ‘bredt’ sig til resten af mosen og smagte dejligt på min skyr, i min koldskål og på min vaniljeis den dag.
Dagen efter er det selv glattet ud og stivnet, samt den mørke farve har bredt sig
Jeg har fint plads i fryseren til nogle glas, så jeg vil hellere havde dem liggende end at have gang i atamon, som jeg heller ikke altid er heldig med + jeg synes det giver en grim smag. 
Sidste år havde jeg succes med bare at plukke bær i haven og fryse dem ned, da jeg ikke havde tid til at sylte som de var klar, og det vil jeg gøre igen i år og nok også eksperimentere mere med råsyltning. De bær jeg har råsyltet har nemlig ikke skulle have så meget sukker som når jeg koger marmelade. Særligt blommer har det med at blive meget syrlige når de bliver opvarmede synes jeg, så dette er måske et skridt mod at spare lidt på sukkeret uden at kinderne går i kramper.

Rabarberparfait

For at forkæle min mor på mors dag, som bliver hendes sidste solodag når jeg nu selv skal være mor, lavede jeg en rabarberis og bagte pandekager til hende. Min mor har altid elsket pandekager og lige siden jeg var helt lille kan jeg huske at hvis jeg har spurgt om jeg måtte bage noget har svaret altid været pandekager og en overgang var det sandkage.
Isen havde jeg prøvet af på Jacob og den blev ret god, let syrlig som går godt til fløden og de søde pandekager. Og så kan man henkoge en masse glas rabarber og gemme til at lave is, lige når man har lyst, man skal bare ned og købe fløde og æg, hvis man ikke er så heldig at have havehøns.

Rabarber parfait
3 æggeblommer
2 spsk sukker
1 spsk vaniljesukker
et nip fint salt
1/4 liter øko piskefløde
Et glas henkogte rabarber, ca. 200 g vil jeg tro (se opskrift her)

Piskefløde piskes stiv, men stadig blød, hellere for lidt end for meget, ellers bliver den let smøragtig.
I en anden skål piskes æggeblommer, sukker, vaniljesukker og salt lysegult og luftigt.
Rabarberne blandes godt med æggemassen, som derefter vendes sammen med flødeskummet. Rabarberne kan godt være ret vandige og måske falde til bunds i indfrysningen, det gør ikke noget skidt ved smagen, dog kan det krystallisere lidt. Hvis man vælger en flad bøtte at fryse det ned i går det hurtigere og man får taget noget af det koncentrerede rabarbersnask i bunden med op når man tager en skefuld. Man kan også røre et par gange under indfrysningen hvis man er meget hys. Det skal helst i fryseren i 4-5 timer inden den er klar til pandekager.

Krydsning af æbler

De sidste par år har jeg leget med krydsbestøvning af chilier og sidste år udvidede jeg med krydsning af tomatsorter, hvilket jeg synes er utrolig spændende. I år har jeg så kastet mig ud i krydsning af æblesorter, et lidt længerevarende projekt, men ikke mindre spændende! Og så er det jo stort set det samme som med chilierne, planterne er bare “lidt” større og kan ikke flyttes så nemt 🙂
Fordelen ved at krydse æbler frem for chilier og tomater er at når du har lavet krydsningen så har du din færdige sort, da man får et træ som vil give den samme frugt år efter år.
Chilier og tomater sår man jo hvert år og din nye sort vil først være stabil efter 8-9 generationer, så der er lange udsigter for stabilitet og det er lidt surt hvis man nu synes den smager bedst ved 4. generation. Til gengæld får du frugt fra første år med chili og tomater, hvor der går en del år før du ser hvad det bliver til med dine æbler, men jeg har tid til at vente!

Her i starten af maj blomstrer hele æblehaven så smukt og bierne summer

Ikke tøve når man ser de første æbleblomster
Men man skal være hurtig når man ser æbleblomsterne, for man skal fange dem inde de springer ud og det gør de altså kun en gang om året, så det nytter ikke noget at komme en uge for sent.
Det er særlig svært når solen skinner og temperaturen er høj, så sker blomstringen hurtigt. Jeg nåede f.eks. ikke at tage pollen fra en af mine yndlingsæbler, Summered, da jeg så de var i ballonstadiet lige før udspring og da jeg gik ud og høstede blomster til mine fadersorter, var alle Summereds blomster i fuld flor! Så der må jeg vente til næste år. For problemet med at tage pollen fra en åben blomst, er at du ikke ved om der har været en bi forbi som lige har besøgt et andet æbletræ, og så kan den blomst indeholde pollen fra mange forskellige æblesorter. Så de skal tages inden bierne kan komme til dem.

Find de blomster der er lige ved at springe ud – både til han og hun

Høst af pollenknapper fra fadersorten
Man skal ikke gå efter de mindste blmsterknopper når man skal have pollen fra sin fadersort. Man skal helst finde dem der er lige ved at springe ud, da man så kan regne med at få dage efter, at pollenet modner og er brugbart. Hvis det er for umodent, altså en meget lille lukket blomsterknop, kan man også risikere at det er for svagt og ikke modnes ordentligt, det sker i hvert fald for chili og hvis blomsten er åben kan et insekt have ‘forurenet’ blomsten med fremmed pollen.
Så man finder altså de blomsterknopper som er lige ved at springe ud og så høster man de endnu umodne støvknapper som indeholder pollen. Støvknapperne kan man pille af ude ved træet, men man kan også plukke et par blomster og tage med ind.
Fordelen ved at pille dem af ude ved træet, er at den blomst man piller ved også kan blive til et æble, hvis bare man ikke ødelægger støvfanget i midten, selvom man stjæler støvknapperne. Mine æbletræer er dog så gamle og sætter hundredevis af blomster så det gør ikke den store forskel om der ryger et par blomster.

For lettere at kunne komme til de umodne støvknapper, fjernes kronbladene

Man kan se om støvknapperne er ved at modnes ved at de begynder at strække sig væk fra blomsten. Så jo længere deres stilk er jo tættere er de på at modnes, derved at åbne sig og frigive deres støvede pollen.

Ved at klemme blidt med en pincet under støvknapperne, kan trække de umodne støvknapper af forsigtigt

 Jeg har opsamlet mine blomster til pollenhøst i en isterningbakke for at holde styr på dem. Jeg satte en mærkat i hvert rum og så gik jeg ellers i haven og høstede ballonblomster, så jeg havde styr på dem ude i haven og kunne høste støvknapper indenfor i et rum ad gangen.
Efter 2 dage var alle støvknapperne skrumpet helt ind og var støvede og klar til at komme på moderblomsterne. Hvis moderblomsterne ikke er klar, kan pollenet godt holde lidt længere, men jeg ville nok dække det over med husfilm, så det ikke tørrer helt ud og så komme det i køleskabet.

Støvknapperne holdes adskilt i en isterningbakke

I år er fædrene Filippa, Træ nr. 2 (et lækkert spise/gemmeæble), Guldborg og Rød Ananas. Topaz havde ikke stor nok blomster på det tidspunkt til at kunne blive en far. Man kunne godt plukke en gren og sætte i vand indenfor for at fremskynde det, men lige min Topaz er et meget lille træ.

Klargøring af blomsten af modersorten
Samme dag klargøres moderblomsten. Man udvælger igen en blomsterknop i ballonstadiet der er lige ved at springe ud. Jeg har fundet nogle grene med flere blomsterklaser og har efterladt 2-3 ‘næsten åbne’ blomster i hver klase, resten er fjernet. Hvis alle blomsterne bliver til æbler vil jeg fjerne æbler, så der kun er 1 æble pr. klase blomster. Men denne udtyndning udføres først efter junifald, hvor træet selv udtynder frugterne.

De største knopper efterlades og resten af blomsterne og knopperne tages af

Nu er æbler ikke allesammen selvbestøvende som feks. chilier og tomater, men jeg fjerner alt andet end støvfanget så det eneste krudt der bliver sendt afsted til den blomst er energi til at modne støvfangeren så den bliver klistret og er modtagelig overfor fremmed pollen.

En emaskuleret blomst, hvor jeg har fjernet kronbladene og støvknapperne
Efter blomsterne er emaskuleret kommes en pose over indtil de skal have pollen

Når man emaskulerer en blomst er bierne ikke interesseret i den mere, da de ikke kan genkende den og den i øvrigt ikke har noget pollen til dem. Men for at være helt sikker på at der ikke lige er en bi med fyldte pollenbukser, der tager et hvil på mine moderblomst har jeg kommet frostposer omkring dem indtil de bliver manuelt bestøvet med mit klargjorte faderpollen og frugtknuden vokser.

Krydsbestøvningen udføres
Efter 2 dage var pollenet klar og når jeg kiggede på de emaskulerede blomster i haven, så det ud til at støvdragerne havde spredt sig og strittede mere. Den grønne ‘blomsterkrave’ var ved at vende vrangen ud på sig selv og dem med kronbladerester viste også tegn på at blomsten var sprunget ud.
Nu var jeg særligt glad for de alle havde fået poser over sig, eftersom det har stået ned med silende regn i 2 dage. Poserne gjorde at de kun var fugtige og ikke plaskvåde og da der var opholdsvejr om aftenen og helt vindstille, greb jeg pensler og pollen og skyndte mig ud til æbletræerne.

Støvknapperne modnes (de store er umodne, de små er modne), knuses let med bunden af penslen og så pensles det ellers på støvfangerne af den klargjorte moderblomst

Poserne blev taget af og det udvalgte pollen blev penslet på. En pensel til hver slags pollen, så man ikke får det blandet sammen. Man kan med fordel mase støvknapperne lidt, så mere pollen frigives. Det er lidt svært at se om støvfangerne er klar, men når de er modtagelige for pollen, bliver de klistret ude i dutterne på spidsen. Da jeg penslede pollen på, blev dutterne tydeligt orange af pollenet hvor imod støvfangerstilkene ikke blev orange, så det pollenet klistrede sig bedre fast i dutterne, hvilket jeg tager som et godt tegn.
På med posen igen og på denne skrev jeg fadersorten. Nu er det bare at vente tålmodigt og se om de falder af eller frugtknuden bag blomsten svulmer op og bliver til et æble fyldt med spændende kerner.

2 dage efter kommes pollenet på moderblomsten som nu også er klar

Det er vigtigt at få mærket de æbler med hvilket sort de er krydset. Posen tages af, når æblet svulmer op, men hvis man har gang i flere kryds på samme træ er det vigtigt det får et skilt på med fadersorten. Når træet begynder at nærme sig modningstid, vil jeg også klistre en label på selve æblet. Ikke noget fancy, men bare en firkant/cirkel så jeg kan finde æblet igen hvis det falder på jorden. 

Mine billeder er jo taget med en telefon og ikke den bedste kvalitet, hvor Flemming Thorninger fra Sonneruplund.dk har været i gang med makro og har taget de mest fantastiske billeder, se dem her. Det er også den gode Flemming der har inspireret mig til at komme i gang med at krydse æbler i stedet for at så tilfældige kerner, hvor jeg kun kender moderen. Den største udfordring har egentlig bare været at komme i gang med det på det rigtige tidspunkt, for det er en forholdsvis lille tidsperiode det kan gøres. Chilierne kan jo nærmest krydses året rundt da de blomstrer uafhængigt af årstiden under vores kunstige forhold, hvis man vel at mærke har dem inde eller i drivhus.
Årets æblekrydsninger er indtil videre:
Summerred X Filippa
Guldborg X Filippa
Filippa X Træ nr. 2
Filippa X Guldborg