Opskrifter med æg

Når man har høns, kan man hurtig komme ind i en periode hvor man har RIGTIG mange æg, og meget lidt fantasi til hvad de skal bruges til.
Så jeg har prøvet at samle de ting jeg bruger dem på, så jeg hurtig kan slå op hvis jeg mangler inspiration. Nogle linker til en opskrift, andre er bare skrevet på listen for at jeg kan huske det.
Vær opmærksom på at nogle af opskrifterne er med rå æg.
Det er et indlæg jeg løbende redigerer, når jeg kommer i tanke eller bliver inspireret til noget nyt med æg.

HELE ÆG
Blødkogte æg/røræg
Spejlæg
Æggekage/omelet
Blomkålssouffle/gratin
Grøntsagstærter
Stenalderbrød
Brioche
Hele kogte æg til frokost
Hjemmelavet pasta
Æggesalat

Citronfromage
Chokolademousse
Fastelavnsboller med kagecreme
Vandbakkelser
Pandekagekunst

ÆGGEBLOMMER
Råcreme til frugtsalat
Æggesnaps
Koldskål
Kagecreme til lagkager oa.

Frugtsalat med råcreme er en børnehitter herhjemme!

ÆGGEHVIDER
Hvid omelet (lavet på kun æggehvider, for at få en høj mængde protein)
Marengs (evt. som låg på en tærte/kage)
Guf til is (rå marengs-‘dej’)
Flødeboller
Kransekage

Æggeskallerne ryger tilbage til hønsene eller i ormekomposten, i begge tilfælde giver jeg dem lige et klem med hånden.

Pandekagekunst

I forbindelse med en Facebook konkurrence, skulle man lave pandekagekunst med nogle specielle mønstre.
Jeg elsker sådanne nogle sjove udfordringer, så jeg sprang lige i og bagte pandekager af alle vores æg, så der var pandekager til flere dage. Og så vandt jeg ovenikøbet med mine bjerge!
Det er jo ikke ligefrem kunstfærdigt, men ret sjovt og jeg vil helt sikkert prøve det igen og lave toge, traktorer og biler til ham den store dreng på bålet til sommer!

Teknik
Det er utroligt at så simpel en teknik kan gøre så meget, ved en helt almindelig pandekage.
Det handler om at man tegner med dej, det der skal være mørkest først, så venter man til det har fået lidt farve og så udfylder man hurtigt hullerne. Ligeså
snart den kan vendes, gør man det, så kontrasten er størst mulig.
De ‘professionelle’ bruger sprøjteflasker a la ketchupflasker, jeg brugte en sprøjteflaske som Jacob havde købt at lave sandwichdressing i, den havde et lidt for stort hul, men nu er det jo også for sjov.

Opskrift
Dejen skal være en mellemting konsistens, mellem dansk pandekagedej og amerikansk (de tykke).
Man kan bare bruge en alm. opskrift på (danske) pandekager, men lav den tykkere og med en smule bagepulver i.
Hvis man alligevel har, ville jeg bruge kærnemælk, det giver en bedre konsistens, da det jo ikke kun handler om udseende.
Og så skal man ikke være en fedthas med sukker og fedtstof.