Honningsmåkager med kanel

Jeg har ledt efter en småkage der ikke er mørdej og kan bruges året rundt, altså at den ikke er for julet. Jeg kan godt lide Bastogne kiks, men synes de er alt for dyre, men de her minder ret meget om dem. Jeg har prøvet at stykke flere opskrifter sammen, for at få en sprød knasende småkage med en krydret kanelsmag. Det er jo ret julet, men jeg synes mere den er hen af Bastogne end af jul. De blev serveret til påskefrokosten og dåsen var tom, så helt dårlige blev de ikke 🙂
Honningen gør dem krydrede og gør dem sejsprøde, hvor Bastogne er mere let og luftig. Det er en  forholdsvis hård småkage i forhold til det man køber eller laver til jul, og de kan med fordel dyppes i te eller kaffe.

Opskriften passer lige til min jordbærdåse

Honningsmåkager med kanel
250 g hvedemel
1 tsk. natron
50 g hvidt sukker
50 g brun farin eller muscovado sukker
1 tsk vaniljesukker
1 spsk. kanel
1/2 tsk fin salt
100 g honning
75 g smør

Bland tørt og tilsæt resten.
Rul til pølse og læg den på køl et par timer.
Snit i 3-4 mm tykke skiver og bag i 10-15 min ved 175C. Jo mere farve de har jo mere smag får de, men de må selvfølgelig ikke blive brændte
Køles helt før de pakkes i dåse.

2 pølser på 15-20 cm

Honningmuffins med chokolade og ristede mandler

Da jeg gik i biskole, snakkede jeg sammen med en der hed Hanne og hun nævnte at hun havde en opskrift på en kage, der smagte af daim eller toblerone. Jeg fik ikke opskriften desværre, men jeg har siden tænkt på, at lave en kage der smager af toblerone, uden toblerone.
Jeg har søgt på “honning, mandler, chokolade og opskrift”, men det er mest knas og juleopskrifter synes jeg, så jeg tog en honningmuffins opskrift og tilføjede hakket chokolade og honningristede mandler.
Honningmuffins med chokolade og ristede mandler
125 g + 1 tsk smør
1 dl (75 g) + 1 stor spsk honning
2 æg
2½ dl mel
½ tsk bagepulver
1 knsp salt
60-80 g mandler
100 g mørk chokolade, hakket
Sådan gjorde jeg:
Honningristede mandler
Grovhak mandlerne (usmuttede) og varm 1 spsk honning + 1 tsk smør op i en kasserolle.
Kom mandlerne i gryden og rist dem godt igennem til honningen bliver gyldenbrun og mandlerne tager let farve.
Hæld den varme masse ud på et stykke bagepapir og lad det køle af til det stivner, derefter hakkes det med en skarp kniv.
Muffins
Honning og smør piskes godt sammen og æg tilsættes og piskes.
Mel og bagerpulser tilsættes og røres godt sammen

De hakkede mandler og chokolade kommes i dejen og denne kommes i muffinsforme. Der bliver 12-15 stk.

Bages ved 200° ca. 15 min.
Noter
De har ikke så mange toblerone-tendenser, men de smager supergodt. Den mørke chokolade giver et godt modspil, og det er godt med de knasende mandler.

Jeg tror hasselnødder også ville passe godt ind, i stedet for mandler.
Igen rigtig gode til en regnvejrsdag 🙂

Efterfølgende noter…
De bliver meget let tørre hvis man giver dem for meget i ovnen, så check dem hellere med en gaffel end at stole på æggeuret.

Honningbollemuffins

Flydende eller fast honning
Jeg er ikke så pjattet med fast, rørt honning, den flydende er meget mere mig. Ulempen ved den, er at den stivner (gælder de danske) efter nogle uger, og hvis man ikke rører den kommer der nogle meget store grove krystaller, som ikke er så rare på tungen. Men man skulle sagtens kunne bruge det hvis man varmer det op.
En måde at bevare den flydende honning, mere end de par uger efter høsten, er at fryse det ned.
Sommer honningkage
Det er lidt en udfordring, for jeg ville gerne lave en honningkage, men hvis man søger på honningkage, får man alle juleopskrifterne med kanel og nelliker og det er ikke lige det jeg har i tankerne, når jeg tænker på sommer og honning.
Kravet er at der skal en hvis mængde honning i og helst ikke andet sødemiddel (hverken kunstigt eller sukker), man skal kunne smage at det er noget med honning.
Jeg fandt en opskrift fra Hjørring Amts Biavlerforening (den hedder honningkage med honningglasur) uden kanel og nelliker, som jeg har afprøvet. 
Jeg har lavet dem som honningmuffins, men jeg synes konsistensen minder mere om boller. Så egentlig kalder jeg dem honningboller bagt i muffinsforme.
Hvis man ikke hælder honningkaramellen ovenpå, kan det godt anbefales at flække dem og spise dem med smør.
Til denne opskrift brugte jeg flydende honning.
Honningbollemuffin med honningkaramel
Honningbollemuffins med honningkaramel
250 g honning
1 dl tykmælk/yoghurt
1 dl olie (smagsneutral)
350 g mel
2 tsk bagepulver
Honningkaramel
100 g honning
25 g smør
Sådan gjorde jeg:
Pisk honning, tykmælk og olie godt sammen.
Tilsæt mel og bagepulver.
Bag i muffinsforme ved 175C i 12-15 min.
Honningkaramel
Kom honning og smør i en gryde og lad det simre i 5 min, til det bliver let gyldent. Jo mørkere, desto mere klistret og karamelagtigt bliver det.

Lad det køle lidt af, så det tykner lidt igen, og hæld det med en ske over de lune/afkølede honningbollemuffins.

Noter
Jeg vil lave dem uden karamellen fremover, da det bliver meget sødt, bollerne er i forvejen søde.
De er perfekte at spise lune med smør på, til en brunch eller på en regnfuld sommerdag 🙂 Og så passer de godt sammen med en kop te.

Honning og jordbær

Danmarks Biavlerforening holder hvert år “Honning og jordbærdag” og da jeg kom i tanke om det i år, var det selvfølgelig for sent… Det var for en uges tid siden. Bedre held næste år!
En af Jacobs kollegaer forærede ham et glas nyslynget honning fra hans søster bigård, så det motiverede mig til at finde en rigtig sommerlig opskrift med honning.
Det er uden tvivl den bedste honning jeg nogensinde har smagt, og jeg smager stort set altid på samtlige honninger på diverse markeder, for at smage de mange forskellige noter der kan være i honning.
Jeg har sagt til Jacob at han lige må finde ud af hvad de bier har trukket på, det må vi have plantet, når vi skal have bier en dag.
Jeg har aldrig smagt jordbær med honning og da vi nu har frisk nyslynget honning, besluttede jeg mig for at prøve at dyppe lidt jordbær i honningen. Det var guf! Men jordbærene må gerne være lidt syrlige, for det ikke bliver for sødt.