Opskrifter med æg

Når man har høns, kan man hurtig komme ind i en periode hvor man har RIGTIG mange æg, og meget lidt fantasi til hvad de skal bruges til.
Så jeg har prøvet at samle de ting jeg bruger dem på, så jeg hurtig kan slå op hvis jeg mangler inspiration. Nogle linker til en opskrift, andre er bare skrevet på listen for at jeg kan huske det.
Vær opmærksom på at nogle af opskrifterne er med rå æg.
Det er et indlæg jeg løbende redigerer, når jeg kommer i tanke eller bliver inspireret til noget nyt med æg.

HELE ÆG
Blødkogte æg/røræg
Spejlæg
Æggekage/omelet
Blomkålssouffle/gratin
Grøntsagstærter
Stenalderbrød
Brioche
Hele kogte æg til frokost
Hjemmelavet pasta
Æggesalat

Citronfromage
Chokolademousse
Fastelavnsboller med kagecreme
Vandbakkelser
Pandekagekunst

ÆGGEBLOMMER
Råcreme til frugtsalat
Æggesnaps
Koldskål
Kagecreme til lagkager oa.

Frugtsalat med råcreme er en børnehitter herhjemme!

ÆGGEHVIDER
Hvid omelet (lavet på kun æggehvider, for at få en høj mængde protein)
Marengs (evt. som låg på en tærte/kage)
Guf til is (rå marengs-‘dej’)
Flødeboller
Kransekage

Æggeskallerne ryger tilbage til hønsene eller i ormekomposten, i begge tilfælde giver jeg dem lige et klem med hånden.

Jordbærkage med frosne jordbær

Da jeg for nylig var på besøg hos mine forældre, ville jeg bage noget til kaffen, til når Jacob kom og hentede mig. Jordbærsæsonen er jo lige skudt i gang, så da jeg fandt en bøtte jordbær i fryseren fra sidste år, blev de ofre for nye bageforsøg.

Jordbærkage med frosne jordbær

Der var ikke nogle æg, så det er en æggefri opskrift, men man kan sagtens bruge en alm. lys kage med æg som bund.
Jeg havde googlet lidt for at få noget inspiration og besluttet mig for at det skulle være en tynd kagebund, halverede jordbær og så ‘crumble’ ovenpå, så jordbærrene er indkapslet i kage.
Resultatet blev godt og var ekstra godt med en klat flødeskum, men det kan godt undværes.

Jordbærkage med frosne jordbær
Kagedej
150 g mel
125 g sukker
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1/4 tsk salt
1,5 dl mælk
0,5 dl olie

Ca. 500 g frosne jordbær

Smuldredej / Crumble
125 g mel
60 g blødt smør
150 g sukker
1 tsk vaniljesukker

Kagedejen laves og hældes i en tærteform (Bland de tørre ingredienser og pisk de våde i)
Jordbærrene halveres, med mindre de er meget små og trykkes let ned i kagedejen.
Smudredejen laves og drysses ud over jordbærrene.
Bages ved 185 grader (varmluft) i ca. 40-45 min.

Når jordbærrene er tøet lidt, kan de nemt halveres med en urtekniv og lægges i kagedejen
Smuldredejen (crumble) drysses ud over så det dækker jordbærrene

Happy Halloween!

I år har jeg haft bedre tid og overskud til at få pyntet op og testet nye opskrifter end sidste år, hvilket er dejligt, håber julen bliver lige sådan.
Jeg har ikke fået købt nogle Halloween græskar til at lave lygter, men jeg har fået udvidet med hjemmelavet pynt og fået testet en masse sjove ting af i køkkenet.
Se hvordan jeg lavede:
Marcipanfingre
Blodige muffins med glasskår

Halloweenpyntet spisebord
Marcipan fingre og blodige cupcakes med sukker-glasskår
Græskarsuppe i eddekoppebrødskål
Nybagte edderkopper klar til at blive udhulet til suppebrød
Edderkopperne før de kom i ovnen
Fingre til at dyppe i suppedasen

Hjemmelavet kagerasp

Nogle gange får jeg lige bagt en kage lidt for lang tid eller får prøvet en opskrift der ikke lige er sagen. Så er der lidt meget restkage tilbage, som egentlig bliver spist fordi den er der, hvilket jo er spild af kalorier. En gang imellem laver jeg romkugler (se her) af kageresterne, men for nylig prøvede jeg at lave kagerasp af det til æblekage.

En god kop kaffe og ævlekage 🙂

Hjemmelavet kagerasp
Jeg kørte kageresterne i min minihakker (foodprocessor ville være optimalt pga størrelsen) og spredte krummerne ud på en bageplade og tørrede dem ovnen ved meget lav varme.

Kagerester i minihakkeren

Når de er helt tørre kan man komme dem på glas og gemme dem til man skal bruge dem og ikke spilde plads i fryser eller køleskab.
Inden den skulle bruges til en æblekage blev krummerne ristet let på en tør pande, for live lidt op og få smagen frem.
Det er selvfølgelig noget helt andet end hvis man er vant til æblekage med makroner, men jeg plejer at lave den med sukkerristede knuste tvebakker, så for mig er det ikke den store forskel, nu blev kalorierne bare lidt mere værd at indtage.

Krummerne spredes ud på en bageplade

Chilikage og muffins

Når man høster så mange chilier får man helt lyst til at gå i køkkenet og bruge dem med det samme!
Jeg har været i køkkenet og lave en squash/æble-kage med chili, som mine kære kollegaer skulle udsættes for.

Chilimuffins med flødeostecreme og violer som pynt

Det er altid lidt svært med at finde ud af hvor mange der skal i når det er kage, da sukker og stivelse dæmper styrken betydeligt. Men de fleste sagde at det var passende men der var et par stykker der synes det var for meget, så næste gang, bruger jeg mindre, for når det er til alle skal det hellere være for lidt end for meget.
Hvis man kommer glasur på og især hvis det er flødeostecreme, dæmper det også styrken.

Opskrift -> Squash/æble-kage + 3 stk Caribbean Red Habanero (udkernet)

For at fordele styrken i dejen, så det ikke bare var små bomber af chili, blendede jeg chilierne med lidt af sukkeret. Chilisukkeret kom jeg i olien og lod det stå og ekstrahere i 10-15 min.
Og så fulgte jeg ellers opskriften, som jeg plejer. 
Styrken var godt fordelt og der var ikke nogen overraskelser med højere koncentrationer af styrke nogle steder, den var jævn hot!

Sukker og chilier i minihakkeren
Chilien trækker i olien

30 års kage

Ja, kagen er ikke 30 år gammel, men det blev Jacob 🙂

Vaniljekage med brombærmousse til 30 mennesker

Det skønne ved at holde have fest i slutningen af august er at hvepsene er ikke blevet alt for nærgående og man kan høste i store mængder fra haven og derved spare penge.
Der er brugt lige over et kilo brombær til denne kage og det er friskhøstede fra haven.
Den er smurt op med smørcreme (IMBC) og jeg har blandet lidt brombærsaft i noget af det og sat de små lyserøde rosetter mellem brombærrene.
Kagen rækker til 30 mennesker, det var kun den øverste del af 3-tallet der var tilbage og der havde været flere der havde taget 2 gange.

Vaniljekage
8 æg
600 g sukker
500 g hvedemel 
5 tsk bagepulver
1 spsk vaniljesukker
4 dl mælk
100 g smør, smeltet


Brombærmousse
1 kg brombær
1 vaniljestang
3 dl sukker
1 citron, skal og saft
15 blade husblas
8 dl tykmælk (kan erstattes med creme fraiche for en federe mousse)
7,5 dl piskefløde

Kage:
Pisk æg, vaniljesukker og sukker lyst og luftigt. 
Bland mel og bagepulver sammen og kom det i æggemassen, sammen med det smeltede smør og mælken.  Bland det godt sammen uden at slå alt luften ud.

Ovn: 200C, Tid 30-50 min afhængig af formens størrelse.
Køl kagen helt og aldeles af før den deles i 2 (vandret som en lagkagebund) og lægges sammen med brombærmoussen.
Der blev til en lille IKEA bradepande og en 27 cm form
Brombærmousse:
Kom brombær i en gryde med sukker, citron og halveret og udskrabet vaniljestang, varm op. Efter det har stået og småsimret i 5-10 min masses hele molevitten gennem en si, for at få fjernet de store frø. Saften holdes på blusset mens de udblødet husblas tilsættes. Når de alle er tilsat sættes gryden til side, mens tykmælk hældes i en skål og piskefløden piskes stift i en anden (det må ikke blive til smør, men skal være blødt).
Brombærsaften blandes sammen med tykmælken og flødeskummet vendes heri.
Moussen er nu meget flydende og det kan betale sig at stille den lidt på køl inden den kommes i kagen. 

Når kagen er lagt sammen snittes den herefter i den ønskede form.
Den sammenlagte kage kan fryses ned og tages op dagen før man skal bruge den. 
Jeg lagde den sammen, snittede den til den ønskede form, frøs den og tog den op morgenen før og smurte den op med smørcreme om aftenen + lavet smørcremespynten.

Færdigpyntet med smørcreme og så en nat i køleskab
Lige inden servering, dagen efter, kom jeg de nyplukkede brombær på.
Den udskårede kage kan flyttes med paletknive
Den snittede kage der er klar til smørcreme


Nytår 2011

Så blev det 2012 og her har vi det årlige kransekage ur. Når vi ikke er så mange mennesker plejer jeg altid at lave et kransekageur, da man ikke skal bruge så meget marcipan som hvis man lavede et tårn. De runde kugler er små vandbakkelser med kagecreme og chokoladesauce.
Urskiven er lavet af chokolade og pyntet med glasur.
Jeg har smurt en cirkel med smeltet chokolade på en frostpose og sat den ene ring ovenpå. Efter en tur i køleskabet kommer posen let af og chokoladen er flot blank på den side. Den anden ring smøres og sættes fast og så kan man tegne urskiven med den samme glasur som man laver striberne med. Ret simpelt, men der er lidt tørretider 🙂
Kransekagen 2011

Kransekage før den kommer i ovnen
Til dette ur (bestående af 2 lige store ringe, samt 2 mindre ringe med 2 cm forskel) + 2 små kransekagestykker har jeg brugt:
300 g marcipan
100 g flormelis

Mindre end 1 æggehvide til at opnå en fast konsistens

Fordelagtig bagdel

Vi har en kammerat der fyldte år og som skulle fejres. Jeg har ikke lavet “konditorkager” længe, så jeg spurgte om jeg ikke måtte stå for kagen. Folk siger sjældent nej og jeg fik frie hænder, så det kunne ikke være bedre.
Sidst jeg lavede en kage til ham, blev det en ordentlig barm, så denne gang skulle han have en bagdel, med g-streng og en lændetatovering.
Desværre løb jeg tør for smørcreme, så den havde i den grad appelsinhud, men det får man jo når man kommer op i alderen, og kagen blev vel modtaget alligevel 🙂
Han er meget glad for citronfromage, så det var en lys citron/vanilje-kage med citronfromage, overtrukket med sugarpaste.
Kagen er lavet af en stor rektangel og snittet til, resterne blev mast i 2 runde form sammen med lidt citronfromage, som senere blev til ballerne.

Kagen snittes til
Kagen samles og dækkes med smørcreme
Hudfarvet sugarpaste kommes på
G-streng kom på kagen

Og en lændetatovering med stjerner (lavet med sort farve fortyndet i vodka)

Hindbærlagkage

En af Jacobs kollegaer lavede tidligere på sommeren, en fantastisk lækker hindbærlagkage.
Nu hvor efterårshindbærene strutter af sundhed ude på planterne, har jeg plukket en bunke og prøvet mig udi at efterligne den meget lækre og simple kage.

Piskefløde piskes tykt og hindbær blandes i med lidt sukker og denne skønne lyserøde creme, smøres ud på lagkagebunde. Min svigerinde har også lavet den med jordbær, hvilket også var mums!

Friskplukkede hindbær

Citroniskage med jordbær

Jeg har siddet og tænkt på er en rigtig god sommerdessert, den skal være kølig og frisk, og indeholde bær fra årstiden.

Citronis på kagebund med jordbær
Jeg blev enig med mig selv om jeg ville prøve at lave en lys kagebund, med citron og vanilje, herpå et lag citronis. Som pynt og kræs kom jeg jordbær på tallerkenen. 
Jeg var ikke helt tilfreds med kagens konsistens og citronisen blev ikke frisk nok, så jeg arbejder lidt videre på at finde nogle gode opskrifter, for kombien virker meget god.
Hvis man laver isen tilpas syrlig, ville man også kunne give den et lag marengs og ind i ovnen før servering, altså som en Baked Alaska a la Lemon Meringue Pie. Men min ovn vil ikke under 150C og den har en meget kraftig undervarme, så det duer ikke hos mig. Men nu har jeg noteret det, så håber jeg at jeg husker det senere hen, når muligheden byder sig.