Pins i en Shimpo drejeskive

Når man køber en ny drejeskive til at dreje ler på, kan man som regel vælge at få skiven med eller uden pins.
Pins, er små unbrako skruer, som kan være gode at have i hvis man gerne vil dreje på en påsat plade på drejeskiven. Så kan man hurtigt tage sit emne af uden det bliver deformeret, hvis man er lidt kluntet. Man kan også påsætte skiver, ved at lave et tyndt lerlag på drejeskiven, hvor man maser en plade ned på.

Men når man køber en brugt drejeskive, som jeg har gjort, har man ikke valget.
Jeg har købt en brugt Shimpo uden huller og uden pins.

En samlet pris på 20 kr, for at få pins monteret på drejeskiven, hvis man selv gør det

Efter en tur på google og Youtube, fandt jeg ud af hvilken hulafstand der skulle være (10″), men da manden afmonterede skiven, så vi at der faktisk er markeret fra fabrikken af, hvor hullerne skulle bores.
Så en hurtig tur i værkstedet med et 6 mm metalbor, efter en tur i Bauhaus og købe unbrakoskruer egnet til skibsbrug, så havde jeg pins til drejeskiven.

Markeringer til begge huller, med den korrekte afstand, mærket fra fabrikken af (Shimpo drejeskive)
Huller boret og unbrako med vingemøtrikker monteret, så skal skiven bare monteres igen på maskinen. Og pins kan fjernes, hvis man ikke ønsker at bruger plader/bats hele tiden. (Man skal ikke afmontere skiven hver gang, men kan løsne møtrikker ved at stikke hånden ind under)
Skiven sat tilbage på plads, men pins monteret, så man nemt kan påsætte en plade (med huller der passer til)

Skæve eksistenser

Når man drejer en kop, skal man være nærværende, følsom og mærke efter de signaler, man får fra leret. Særligt som uerfaren, kan det være svært at finde rytmen og skabe samspillet. Når man glemmer at lytte til signalerne, og begynder at gå for hurtigt frem, sker det at koppen bliver for sårbar nogle steder og begynder at bukke sammen.

Når man sætter sig for at dreje en kop, er det ofte målet, at dreje en kop med lige og jævne sider. Så når siderne begynder at kollapse, eller måske klapser hele koppen sammen, er det en fejl. En fejl der er så svær at rette, at den ryger i lerspanden og man starter forfra men en ny klump.

Denne kop var meget tæt på at ryge i lerspanden, da jeg synes den var for tung i godset, men jeg elsker det udtryk den har fået, med en masse løbere, jeg ikke havde regnet med, og den har nu fået en æresplads på hylden herhjemme.

Jeg er for uerfaren til at kunne dreje det, jeg sætter mig for og jeg ender nogle gange med svækkede kopper, som jeg har presset for hårdt, så siderne er bukket sammen.

Men jeg har haft lyst til at arbejde videre med dem, og se hvad de kunne blive til.
Se hvilket potentiale der ligger i en kop der kom skævt fra start, som ikke blev hørt og egentlig burde have fået dommen: ‘Du er ikke god nok til at være en kop, efter samfundets standarder’.
I stedet for det blev en god standard kop, i et perfekt stel af ens kopper, kunne det måske blive en kop, man bliver nysgerrig på og det ender med at blive ens yndlingskop.

3 skæve eksistenser på landevejen

Buddleja samling

Jeg ved ikke hvornår man kan kalde sig en samler, men jeg tror godt jeg kan springe ud, som samler af sommerfuglebuske.
Jeg har i mange år været stor fan af dem, men da jeg har en ret mørk og våd have, troede jeg ikke det kunne være muligt selv at have dem i stor stil. Dem jeg havde købt eller fået i gave var også døde, uden jeg rigtig vidste hvorfor, men jeg var også meget ny i praktisk havebrug.
For nogle år siden, så jeg så min genbo havde dem i en mørk afkrog, hvor de kun fik meget lidt sol og var kæmpe store (måske fordi de strækker sig efter lyset, og de andre planter omkring dem også engang var små), sprang jeg ud i det og prøvede at tage stiklinger af hans. Jeg var blevet lidt mere ferm til have, ikke kun det teoretiske.
Det lykkedes både at få rod på en masse og få plantet nogle ud. Jeg var ikke god nok til vandringen, så en del gik til, men også nogle der klarede den, så det blev startskuddet på min samling.

Små sorte træskilte jeg har dekoreret og skrevet på med Posca tuscher, holder fint til lidt vind og vejr

De sidste par år har jeg lavet flere hundrede stiklinger, ikke af så mange forskellige slags, men bare mange. Det var terapeutisk og da de er nemme at få til at slå rod, gav det mig en god selvtillid. Nu laver jeg meget få, primært af nye eller få back-ups af dem som er svære at få fat på igen.
For selvom det er sjovt at få dem til at slå rod, synes jeg det var knap så sjovt at potte op og vande i tørkesomre i de mængder jeg havde (+mine andre potteplanter). Så langt de fleste blev kørt ind på den lukkede afdeling på Riget (efter personlig aftale), som har en dejlig have skabt med hjælp af patienterne. Så i år får de ingen stiklinger fra mig, hvilket føles lidt tomt, men jeg fik lov at transportere en masse skønne tomatplanter ind til dem, fra en veninde, så må jeg suge lidt på den følelse.

De første stiklinger plejer at få rod i maj, man kan både tage dem i dvale eller fra de første skud, som her (billede fra 25. Maj)

Buddleja i potter om vinteren
Jeg har utrolige store udfordringer med at holde dem i live om vinteren i potter. De er ikke glade for det, og da de holder en del af deres blade på i milde vintre i hvert fald, tror jeg lige de klarer den, men tit bliver jeg snydt og så er rødderne allerede rådnede, så de visner og dør.
Jeg havde læst et sted at det er fordi de ikke kan lide at stå i kold våd jord, og også at de har brug for luft til rødderne om vinteren, så det er vigtigt at potten har jordkontakt i bunden, så ormene kan suse op og ned og danne kanaler.
Men altså jeg synes at det hjælper lige lidt, så i år vil jeg prøve at sætte dem i udestuen og glemme dem lidt. Både mine pelargonier og fuchsiaer glemte jeg i udestuen hvor der kom frost i morgentimerne i vinters, og de klarede sig fint.

Sene og små stiklinger
I virkeligheden kan jeg bedst lide at få plantet mine stiklinger ud i jorden, samme år, så de ikke skal stå i potter om vinteren. Men hvis jeg får lavet nogle sene stiklinger (efter juni/juli) som ikke når at vokse godt til, særligt Buzz-serien/Flutterby og andre mini’er, er de for små til jeg kan sætte dem ud i vildnisset.
Når foråret kommer igen har planterne, omkring de små stiklinger, det med at skyde op i en voldsom fart, og jeg sover stadig vintersøvn, så jeg er ikke opmærksom nok på at fjerne konkurrenterne inden buddleia stiklingen får ordentlig gang i væksten, så de forsvinder tit for mig og visner hen.
Jeg har også haft en del stiklinger at skulle finde steder til, så nogle gange er der bare for mange i overskud, når jeg er i underskud og ikke kan mere havetamtam for i år.
Så for at finde en måde der passer til min årsrytme, håber jeg på succes med overvintring i udestuen.

Storplettet perlemorsommerfugl på Buddleia ‘Glass Slippers’. En af mine yndlingsbuske med tætte, meget lyselilla blomsterklaser, der ‘fader’ næsten hvide og smuk grågrønt løv. Har været i handlen de seneste år og også set i år, da de stadig er en del af Walter Gardens Monarch serie.

Hvorfor lige Buddleja?
Jeg har altid haft samlertendenser, og samlet på alverdens ting, og jeg elsker at se andres samlinger, lige meget om det er Disney merchandise, værktøj eller klokker.
At kunne se og mærke menneskers passion, synes jeg er helt fantastisk, og høre alle historierne om de forskellige effekter, hvordan det hele startede (tit tilfældigt) og hvordan kærligheden og passionen voksede med tiden.
Jeg har samlet på og krydset uendelige mængder tomater og chiliplanter, men de klarer ikke vinteren og efter jeg fik børn, kom det i anden række og nu er alle mine frø tabt desværre.
Jeg har altid godt kunne lide Buddleja, ligeså magnetisk den er for nogle insekter, er den også for mig. På en solskinsdag, kan jeg sagtens sidde så længe og kigge på livet i buskene, at jeg glemmer alt om tid og sted. Den er utrolig let at formere som stikling, jeg har selv prøvet nogle der slog rod i vand. Og når de først har fået fat, efter udplantning i jorden på deres blivende sted, vokser de godt og hurtigt til, måske med undtagelse af nogle enkelte sorter.
Sommerfuglebuskene klarer sig uden lige så meget opmærksomhed som tomater/chili og jeg kan gå og kigge på dem året rundt og glæde mig til blomstringssæsonen igen starter.
De bringer utroligt meget liv til syne, man måske ellers ikke lægger mærke til, og jeg ser dem lidt som ‘sensommerens foderbræt for insekter med sugerør’. 

Planer for fremtiden
Nu hvor jeg selv har erkendt at jeg samler på dem, vil jeg gerne få udvidet samlingen lidt med nogle spændende planter.
Det er er stort set de samme sorter der er på alle planteskoler.
Nogle planteskoler har kun 3 slags der hedder ‘hvid’, ‘lilla’ og ‘lyserød’, dem er jeg ikke så interesseret i, med mindre de har nogle specielle blade, en speciel vækstform, pudsige klaser eller noget andet der stikker ud, da der findes utroligt mange sorter der i forvejen ligner hinanden.
Planteskolerne Holbæk Planteskole og Aldershvile planteskole (Bagsværd) er de 2 jeg har fundet på Sjælland som har det bedste og bredeste udvalg og henter de nyere sorter hjem, hvert år.
Jeg har endnu ikke handlet på nettet, da fragten som regel er dyrere end planten og jeg vil ikke risikere at få en lille kvist.
Jeg ser flest Buddleja Davidii, som er den klassiske sommerfuglebusk, og jeg kunne godt tænke mig nogle af de andre, som også er hårdføre i Danmark, men ser lidt anderledes ud.
Jeg er helt forelsket i Salmon Spheres, selvom den skal i drivhus for at klare vinteren, men jeg vil godt ofre en tomatplads på den.
Buddleja x weyeriana Moonlight og Pink Pagoda er også supersmukke, men heller ikke nogle jeg er stødt på. Englænderne er også glade for Buddleja, men efter Brexit og de nye toldregler, kan jeg slet ikke overskue at gå i gang med en handel, og mange sælger kun nationalt. Jeg håber det ændrer sig, for englænderne laver og forhandler nogle virkelig spændende sorter, feks er jeg ret lun på Octopus, som stadig kun fåes i England.
I det hele taget er jeg meget glade for de lyse (ikke hvide) farver i laks/gul/lyserød og så når løvet er let filtet og sølvgrønt, lidt a la lammeøre. Ellers skal jeg over i magenta/fuchsia/bordeaux eller en lilla til den røde side, såsom Black Knight.
Udover jagten på nye sorter der falder i min smag, håber jeg en dag at kunne krydsbestøve og lave nye sorter selv, ligesom jeg har gjort med andre planter jeg har haft. Men jeg skal lige have noteret hvem der faktisk danner frø, og helst nogle af dem, som måske ikke danner for mange frø. Der er også fremavlet sorter der ikke kan danne pollen, så det skal jeg også lige have checket op på.
Men først og fremmest skal jeg have trænet finmotorikken, da det må være den allermindste blomst jeg nogensinde har emaskuleret, jeg ved slet ikke om jeg kan fjerne blomst og pollenknopper uden at smadre det hele. Men nu må jeg se hvor langt jeg kommer, og hvornår jeg kommer i gang.

Buzz Candy Pink, som er en lille kompakt plante, med gode holdbare blomster. Den har hidtil været den tidligste i blomst hos mig, men bliver nu slået af Lavender Cascade og Prince Charming af Davidii’erne. Buddleja Alternifolia ‘Unique’ er den tidligste på matriklen, indtil videre.

Henvisninger
Hvis du er kommet ind på dette indlæg fordi du også elsker Buddleja og gerne vil se og læse mere, kan jeg anbefale Longstock Gardens hjemmeside, som jeg elsker at klikke rundt i, god og overskuelig, med masser af sortsbeskrivelser: Buddleja Collection
En anden engelsk side jeg er glad for er: The Buddleja Garden
som er en privat der skriver blogindlæg en gang imellem om planterne, hvad der sker med de forskellige, vejledninger samt om nye krydsninger i pipeline og meget andet.
Jeg kender kun en bog, dedikeret til Buddleja, som jeg har lånt på biblioteket, men nok vil købe en dag, selvom jeg har læst den nogle gange: ‘Buddlejas’ af David D. Stuart.
Gardeners World lavede et interview med Peter Moore, som er en Buddleja forædler, og det fandt jeg på et tidspunkt på Youtube (kan ikke genfinde det desværre), men ellers har jeg ikke rigtig fundet noget specielt på YouTube, udover hvordan man kan formere dem eller korte videoer af nogle forskellige sorter.

Verdens dyreste farveblyanter

I flere år har jeg kigget langt efter nogle dyre farveblyanter, men ikke synes jeg var god nok til at tegne, til at bruge så mange penge på materialer.
Sidste år købte jeg en den mindste pakke med dem og de har ligget og samlet støv siden. Jeg har kigget på dem mange gange og ikke turde bruge dem. Tænk hvis nu jeg bruger dem helt op og slet ikke kan tegne noget, jeg bliver tilfreds med.

For nogle dage siden fik Mads nye farveblyanter til penalhuset og vi aftalte at vi skulle hyggetegne og høre lydbøger.
Jeg besluttede at tage mine dyre blyanter med, i håb om jeg samlede mig mod til at bruge dem. Mads spottede dem lynhurtigt, da jeg havde vist ham dem før: “Årh mor, det er jo verdens dyreste blyanter! Må jeg også prøve dem?”

Ja da! Og han kradsede løs og fyldte papiret med farve fra kant til kant. 

Jeg beherskede mig og roste ham for hans flotte tegning, da jeg virkelig ikke ønsker at han arver min sparemani. Men som han tegnede, kunne jeg næsten høre blyanterne blive mindre og pengene fosse ud. 

En del af mig tænkte, at selvfølgelig skulle han prøve verdens dyreste blyanter, selvom der er en gave jeg ikke engang, vil give mig selv. Men min søn skal have den glæde at tegne med dem, uden den mindste bekymring, om hvad de kostede.
Og jeg var mega stolt af mig selv, at jeg lod ham gå tegneamok, knække spidser og sagde ikke noget om, at han skulle tage den med ro eller nu må du altså kun tegne én tegning med dem. Lidt koldsved kom der, da han skulle spidse den ene.
Jeg prøvede ihærdigt at udstråle, giv den gas og nyd det!

For at dulme mine nerver, besluttede jeg mig for at bruge, hvad der var i hans penalhus. En måde at opveje det på. Så der kun blev brugt for 10 kr farveblyant og ikke 20 kr, i denne omgang.
Efter noget tid, hvor jeg havde været fordybet i min tegning, opdager jeg at han også er gået over til at tegne, med tingene fra penalhuset. Og så ser jeg at han har tegnet den krage, jeg har tegnet.
Jeg blev så rørt over han sidder og kopiere mig, og så slår det mig lige pludselig at han jo også kopiere det, at jeg bruger tingene fra penalhuset. Han kender jo endnu ikke min årsag, men han kopierer min adfærd.

Nu har jeg, lige siden jeg husker det, prøvet at bryde med, at spare på alting. At vente på det rigtige tidspunkt til, at jeg godt må bruge, godt må være, godt må leve!
Ikke hele tiden tænke i økonomi og hvad kan bedst betale sig, men bare hvad har jeg lyst til, hvad gør mig glad?

Jeg følte et øjeblik at jeg gav lidt slip på det, ved at lade min søn tegne med dem, men jeg undskyldte for mig selv, at så var det nok personlig udvikling for i dag, så jeg ikke selv skulle have lov og dermed spare lidt på blyanterne, til en anden dag, jeg så selv kunne bruge dem.

Men hvad er det for en dag jeg venter på? Hvad sparer jeg op til? Hvornår er der nok penge i banken til, jeg gerne må bruge verdens dyreste blyanter, også selvom laver en tegning som JEG ikke synes er god nok?

De blyanter har den højeste lysægthed på marked, dvs de vil kunne bevare farverne bedst over længere tid.
Jeg ELSKER ELSKER ELSKER den krage, som Mads har tegnet til mig, og hvor ville jeg ønske jeg havde vist ham vejen, i stedet for bare at pege på den, ved selv at have tegnet med de blyanter, så han også havde kopieret den adfærd. Så havde den krage holdt sig knivskarp i farverne, selv efter mange år. 

Jeg har fået og får helt sikkert, mange flere fantastiske tegninger, så det er ikke så meget tegningen, men hele det, at man bliver kopieret som forælder, om man vil det eller ej, og om de vil det eller ej.
Man kan sige nok så mange gange, at de skal det ene eller det andet, men hvis man ikke selv går vejen og gør det, tror jeg de ubevidste handlinger, har det med at vinde i sidste ende.

Jeg har stadig ikke brugt de farveblyanter.

Men nu har skrevet om min udfordring og det har det med at hjælpe på processen, for mig i hvert fald. Og det er heller ikke sikkert mine observationer er rigtige, men så længe jeg går et skridt i en god retning og holder sindet åbent for nye indsigter, tænker jeg det går.
Jeg har besluttet at jeg på sigt, køber det største sæt, hvis jeg bevarer tegnelysten. Også selvom jeg måske aldrig bliver god nok, i mine egne øjne til at tegne. 
Men fordi jeg er god nok, som jeg er.

Når jeg skal beregne om jeg må tegne med de dyre blyanter, skal jeg ikke kigge på om jeg har udviklet mig nok, eller om jeg kan blive god nok til at sælge, så jeg kan tjene dem ind igen.
Fordi jeg ikke SKAL blive bedre til at tegne, fordi jeg ikke skal opnå noget med at tegne, jeg skal ikke blive til noget, med min tegninger. 
Jeg skal bare tegne. 
Og have det godt med at tegne, også selvom jeg kunne blive bedre, hvis jeg bare gjorde dit og dat. 

Det er ok at stå stille og ikke ønske at blive bedre, bare at nyde at være i nuet, og tegne med verdens dyreste farveblyanter.

Den kørende keramiker

For nogle år siden fandt jeg frem til en kunstforening der lavede keramik, ikke så langt fra der hvor jeg bor. Jeg meldte mig ind, da jeg længe havde tænkt på at prøve noget mere med keramikken.
Det blev ikke til så meget på de 3 gange jeg var på aftenskole i 2011, så jeg havde slet ikke nået at få prøvet de ting af, jeg havde udtænkt. Så 2019 var åbenbart skæbneåret hvor jeg skulle prøve det igen.

Foreningen gjorde det meget klart fra starten, at der ikke var nogen form for undervisning, så jeg gik i gang med at trawle Youtube og Pinterest tør for keramik tutorials.
Så længe man ikke har brug for andres feedback på det man laver, og kan engelsk, er det jo blevet super nemt i dag at lære alverdens ting på internettet.

Den store vase røg i et venstressving så vidt jeg husker, men gravidskulpturen overlevede

Jeg fandt hurtigt ud af jeg ville lære at dreje, det gik så lidt langsommere med faktisk at lære det. Det er utroligt svært at se lige præcis, hvad det er, de gør med hænderne i videoerne, hvis ikke de er gode til at forklare imens.
Men jeg satte mig for at fejle 50 gange med at centrere, før jeg ville kaste håndklædet i ringen, og pludselig en dag lykkedes det.

En stor træplade er lagt i vater på passagersædet, ved hjælp af pantflasker og håndklæder

Som tiden gik, blev jeg bedre, dvs tingene blev tyndere og højere. Det var nu ret upraktisk, kun at være i værkstedet 1 gang om ugen, særligt fordi det ikke var hver uge, jeg havde det godt nok til at komme afsted. Så det jeg lavede, skulle med hjem og gøres færdigt. Ikke ret nemt at køre med nydrejet keramik, skal jeg hilse at sige. Og overlevelsesraten var heller ikke så god, men fordi det mere er processen jeg nyder end selve resultatet, så blev jeg ved. Og med keramik, tror jeg det er særligt vigtigt, ikke at knytte sig for meget til det, da der er mange trin, hvor det kan gå galt.

Sådan så mit bagagerum ud i 1,5 år – det blev mit faste lager, så jeg ikke skulle bruge krudt på at pakke bilen på de gode dage, men bare koncentrere mig om at komme afsted.

Da jeg havde det bedre, de dage jeg lavede keramik, talte vi om jeg måske skulle have en drejeskive herhjemme, så jeg kunne dreje efter behov. Jeg fandt en drejeskive på brugtmarkedet, trodsede min angst og fik sendt hvad der føles som 400 beskeder frem og tilbage med en meget tålmodig sælger (som havde en masse mennesker i kø til den allerede, i den tid vi havde skrevet sammen).
Manden kørte afsted til Århus efter den, ugen efter, og sikke en befrielse det er at kunne dreje når energien er til det, også selvom det sviner indenfor og man har små pilfingre rendende. Det viste sig så, at være en psykolog med speciale i angst, jeg købte den af, Oh the irony!
Så i 2020 kunne jeg tømme mit bagagerum for ler og værktøj. Nu havde jeg kørt rundt med alting i 1,5 år, i tilfælde af jeg skulle få lyst til at dreje.

Drejeskive og resterne fra det nedlagte værksted, lige ankommet fra den lange tur fra Århus

Håndholdt extruder til hanke

Som et gennemgående tema i mit liv, har jeg altid kastet mig ud i nye ting, selvom jeg jo egentlig har rigelige mængder af projekter, materialer og idéer, ikke mindst.
De sidste par år har jeg fundet en kæmpe kærlighed til at lave keramik. Jeg har dog været lidt udfordret på at lave hanke til mine kopper. Ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, men mit helbred har været for ustabilt, til at jeg har kunne planlægge det ordentligt. For det er svært at sætte en hank på en nydrejet kop, da den er helt blød, og det er også svært at sætte en ´nytrukket´våd hank på en kop, da hanken jo så er blød.
Det kan sagtens lade sig gøre at få planlagt i de gode perioder, og jeg kan også bedst lide at trække håndtag, synes de får mere personlighed. Men til de mindre gode perioder eller tidspunkter hvor tiden er imod mig, har min søde mand, skabt dette vidunderlige hjælpemiddel til mig.
Shimpo laver en lignende, som er lavet til ler og Old Forge Creations (englænder) har lavet en meget lignende denne (Kan købes færdiglavet hos dem).

En hank formes nemt efter den lige er trykket ud og skal ikke tørre så længe før montering, hvis man er lidt i tidskneb, kan man nok gøre det med det samme, hvis man vil.

Fugepistol
Den er lavet af en helt almindelig fugepistol til pose/patroner så den, modsat de fugepistoler som kun kan tage patroner, har et rør man kan fylde op med materiale.
Jeg tror man skal være obs på at leret skal være forholdsvis blødt, så man ikke overbelaster fugepistolen for meget, da den jo kun er bygget til fugemasse.
Min er købt i Harald Nyborg (varenr. 2769) til 48 kr.
Jeg har indtil nu, kun brugt Silica Nordics 371 (sort ler med 0,2 mm chamotte) direkte fra posen. Det er en rimelig blød ler fra posen, og det smutter ud af den som vaniljekransedej.
Jeg har ikke de vilde fingerkræfter og jeg synes det går fint med at trykke, og det virker ikke til at fugepistolen er overbelastet.

Mit sæt består af fugepistolen, 2 ens skubbeplader og 2 forskellige størrelser håndtag

Extruder dies til hanke
Det er ikke nok med at købe en fugepistol, der skal laves en lille skubbeplade (indeni til at skubbe leret ud) samt et nyt mundstykke, i form af en plade med hul i, hvor hullets form skaber hankens profil.
Pladerne er laserskåret i 3 mm plexiglas.

Skubbepladerne (2 ens for at give ekstra styrke), kan enten komme i bagfra eller vippes og tages ud i forenden, hvis man undgår de rammer de 4 ‘bulede dutter’.
Leret æltes rigtig godt sammen inden det kommes i røret, så man sikrer at der ikke er små lufthuller i.
Mundstykkepladen’ lægges ned i den afskruede ring, og den skrues derefter på

Laserskæringen gør at snittene bliver næsten helt rene, og derved ikke laver spor i leret, når det presses ud, som det nok vil gøre hvis man laver hullerne i hånden.
Men det er muligt også at lave dem i hånden, hullet kan laves ved at bore 2 huller med et 8 mm bor ved siden af hinanden, og file stykket fladt imellem de to huller.
Når hanken presses ud af fugepistolen, glatter jeg alligevel de små ujævnheder ud med fingrene, så det er ikke fordi de kommer perfekte ud, selvom de er laserskåret. Nogle gange skyder den dem også ud i en let bøjet form, så de lige skal rettes op, men jeg tror det mest handler om ikke at trykke for hurtigt.
Mål på skiverne samt filerne til laserskæreren vil blive lagt op i dette blogindlæg så snart vi lige får koordineret det.

Det første stykke er let bøjet da jeg trykkede hurtigt, ved et stille og roligt tryk, kom hanken mere lige ud
Når man er færdig, synes jeg det er nemmest at få endepladen af ved at skubbe den sidelæns, frem for at hive den lige af.

Selvindsigt og sammenforsyning

Bloggen fylder 10 år i år.
Første indlæg skrev jeg i marts 2010 og det føles ikke rigtig som 10 år siden, men det er det jo så. Dengang var vi lige flyttede fra lejlighed i storbyen til et hus på landet og jeg drømte om at være selvforsynende.
Det har været nogle vilde 10 år, med masser af erfaring, nederlag og opture, som livet jo er fyldt med. I dag vil jeg ikke længere være selvforsynende, synes ikke det giver mening, på samme måde som det gjorde dengang.

I dag tror jeg mere på at være sammenforsynende.
Det er mere bæredygtigt, både for mennesker, dyr og jordklode.

Der er mange ting ved at være selvforsynende, hvor man bruger væsentlig mere energi, end hvis hele vejen havde slået sig sammen og gjort det sammen. Både menneskelig energi, men også strøm/benzin/anden energi man betaler for.
Og så er der det, at der altid vil være ting man hader, som andre måske elsker at lave. Og de ting man ikke er i stand til gøre, psykisk eller fysisk. Vi har alle forskellige begrænsninger, der skal tages højde for.

Jeg hader at strikke, jeg har prøvet at overtale mig selv mange gange i løbet af livet, men jeg hader det hver gang. Håber stadig bare, at det er fordi det ikke er min tid endnu, så jeg prøver nok til jeg skal herfra.
Men jeg elsker strikkede ting. Så jeg bliver nødt til at finde andre der kan lide at strikke, og det er ikke svært. Det er jo helt vildt, så mange der elsker at strikke!

Jeg er også vildt dårlig til at dyrke agurker og jeg har heller ikke, det gode spot til majs.
Der er altid noget der går godt nogle år og dårlige andre, og når nu jeg har prøvet at være selvforsynende i så mange år, er jeg blevet mere og mere taknemmelig for, at jeg ikke er afhængig af det.
For det er enormt arbejdskrævende og det kræver et særligt fokus på forbrug, som man skal være enige om i husstanden.
Vi har i Danmark muligheden for at købe varieret mad og faktisk er vi ude i overflod af mad, så der er kommet en tendens på de sociale medier til at folk giver overskudsmad væk, man skal bare hente det. Det kan være noget der snart udløber eller nogle der har holdt stor fest, men det kan også være et frugttræ, der giver mere end hvad husstanden kan forbruge.
Butikkerne er begyndt at lave poser med ‘too good to go’ og der er kommet flere ‘skraldere’ til, som dykker i containere, for at hive det op, som de mener stadig har spiseværdi.

Jeg vil ikke have undværet min tid som forsøgende selvforsyner, og jeg er sikker på at jeg kan bruge de erfaringer jeg har fået, til at blive mere bevidst om en bæredygtig og klimavenlig tid, hvor jeg vælger lidt mere kritisk, hvad jeg bruger min tid og penge på.
Og når jeg ender med overflod selv, om det så er mad eller ting, vil jeg udbyde det til de nærmeste, de fjerneste (på sociale medier i lokalgrupperne) eller sociale mødesteder (varmestuer/krisecentre/osv) samt de mange genbrugsbutikker.
At være sammenforsynende, betyder ligeså meget en omtanke for andre, som man skal have for ens eget liv og behov.

Lige meget, hvordan man vender og drejer det er vi alle klimabelastninger.
Lige meget om vi spiser kød, flyver jorden rundt eller bare slår en prut.
Det skal jo helst ikke gøre at vi ender i det apatiske tankespor, at vi intet kan gøre, for vi er så dybt nede i hullet. For der er liv efter os.
Og som de siger på DR Ramasjang: Ingen kan gøre alting, men alle kan gøre noget.

Selvindsigten kom snigende
Udover jeg er blevet meget mere klima- og ressourcebevidst end for 10 år siden, er jeg også blevet lidt klogere på mig selv.
Det ville også være lidt skidt, hvis ens personlige udvikling har stået helt stille i 10 år.

Det var enormt svært i starten på bloggen, at finde ud af, hvad jeg var for en blogger. Det var måske også lidt mere nyt, end det er i dag.
Men alligevel… Var jeg haveblogger, kreablogger, familielivsblogger, medblogger, livstilsblogger, selvforsyningsblogger?
Jeg synes ikke rigtig der var noget der vægtede mere end andet, kun i perioder.
Men omkring mig så jeg effekten af folk der forenede sig og forenklede deres blogs, målgruppen var meget nemmere at fange.
Jeg har altid synes min blog er noget rod, men alternativet var at skulle starte en masse forskellige blogs med hvert emne, og nogle gange overlapper det jo hinanden.
Så jeg holdte fast i én blog og så måtte jeg oppe mig lidt og få det kategoriseret ordentligt og givet det relevante hashtags.

Jeg er glad for den beslutning. For selvom jeg nok var nået ud til flere, så ville jeg selv nå at tabe pusten i det. I forvejen er jeg ikke vildt god til at få svaret på kommentarer, og det hjælper nok ikke med flere blogs og flere kommentarer samt man skal holde styr på flere blogs og finde på indlæg der specifikt passer på dem.
Jeg har taget det som det kom, skrevet når jeg havde lyst og kan nu se, at jeg ikke ville have kunne forene mig med få emner, for jeg skifter for tit interesse.

Jeg har altid hoppet rundt i forskellige emner og når det bliver for kedeligt, hopper jeg videre til næste. Og tager den erfaring, med mig fra forrige interesse.
Og i dag ser jeg jo at bloggen jo i virkeligheden er en forlængelse af mig.
Det er mig.
Det der optager mig, det jeg finder energi i, det jeg har lyst til at dele med andre.
Der er intet jeg laver nu, som er det samme, som for 10 år siden, jeg hopper rundt hele tiden.
Jeg har bygget det sammen, skilt det ad og samlet det på en ny måde, tusindvis af gange.
En afspejling af mit sind, som også altid er i bevægelse.

Jeg er jo så også, blevet 10 år ældre, så jeg hopper ikke så hurtigt mere.
Selvom det er sjovt og spændende, er det også hårdt ikke at kunne finde en ro i noget, og blive i det.
Nogle gange ville jeg ønske, jeg fandt en glæde i bare at hækle derudaf, eller sy kjoler efter samme mønster til alle byens børn eller måske bare lave mad efter en opskrift, uden at ændre på noget. Det må være enormt afslappende og roligt.
Men mit sind er altid i bevægelse og det er nok det der har skabt en lettere rodet, men fyldig blog, de sidste 10 år.
Bloggen har hjulpet med at skabe lidt ro, i mit eget kaos.

Det har hjulpet mig til bedre at forstå ting, ved at skrive om det på bloggen. Og det har været god træning, at skrive i et sprog så andre kan forstå det, eller i hvert fald var det min hensigt.
Derfor har jeg valgt en anden vej med bloggen i dag, end den jeg ridsede op for 10 år siden.
Jeg vil lære at forstå mig selv, så derfor må jeg i gang med at skrive om mig selv og mine tanker. Finde de hashtags der passer på mig.
Måske det vil blive bloggens død, for der er jo ikke nogle der googler mig og mine tanker, i samme grad som skildpaddecreme eller hjemmelavet svampemycelium. Og hvis jeg ikke formår at skrive om noget interessant, så vil jeg kede både andre og mig selv.
Men måske vil det hjælpe andre, til at reflektere lidt over deres liv og dem selv, det ville jo være dejligt, hvis jeg kunne være en slags katalysator for nogens selvindsigt.

At være en tankevækker.

Jeg må se, hvordan det former sig og hvad jeg har energi til.
Går det, så går det, og ellers går det nok alligevel.

Stof, tøj og købemani

Jeg har i flere år syet tøj til mine børn, min mand og mig selv. Faktisk så meget at vi var ved at drukne i tøj.
Det var ikke fordi, jeg egentlig syede for mange ting af de samme ting, men simpelthen fordi vi arvede så meget af dem vi kendte, og også nogle vi ikke kendte. Så hvis jeg syede en bluse, var det for min egen skyld eller ungernes ønske om deres yndlingsfarve/figur, ikke fordi vi manglede bluser.
Da min stress voksede og voksede, tog det af med at sy, det var sådan set heller ikke nødvendigt, for vi modtog sække med børnetøj og det tøj jeg havde syet til os voksne, holdte jo fint. Vi slider ikke så hårdt på tøjet og vokser heller ikke mere.

Når jeg tænker tilbage for nogle år siden, hvor jeg syede børnetøj med stor iver, kan jeg huske det var en lidt ambivalent følelse.
På den ene side nød jeg at designe og sammensætte, tegne og tilrette mønstre og se børnene bevæge sig og lege i det.
Men på den anden side, blev jeg lidt trist over at mit personlige behov, faktisk overskyggede det faktum at vi druknede i arvetøj, som intet fejlede. Mange ting havde stadig mærker på. Og det var bare det tøj vi havde fået/hentet gratis i vores lokalområde/af venner.
Det eneste tøj jeg har købt, tror jeg er sokker, og det er jeg først begyndt på efter min store blev 5 år. Mig og manden, selvfølgelig i længere tid.

Nu har jeg jo syet en del ting som vi ikke arvede, feks. huer, undertøj og klø-fri kjoler/bukser til min pige, som har været meget sensitiv. Det er ikke alle der har den mulighed at kunne sy, eller måske har lyst til at tage sig den mulighed.
Men hvis jeg havde undværet at sy tøj, ville jeg sagtens have kunne supplere op i genbrugsbutikkerne, med det vi havde brug for.

Da jeg blev for stresset til at foretage mig noget som helst, nød vi godt af arveposerne, og det gør vi stadig. Hver gang vi får en sæk, bliver jeg fyldt med taknemmelighed, for at jeg ikke SKAL sy og at jeg ikke SKAL ud og køre rundt for at finde tøj, når de lige gror en størrelse om natten.
Jeg glædes over, selvom det ikke helt har været et aktivt valg i første omgang, at vi kan være en del af den fødekæde, hvor man bruger tøjet til det ikke kan mere, og må omdannes til noget andet.

Genbrugsbutikkerne har også for meget
Vi prøver så vidt muligt at give tøjet direkte videre til nogle andre forældre, for sagen er at der simpelthen er for meget brugt tøj, til at genbrugsbutikkerne kan få det solgt i Danmark.
Jeg synes det er helt vildt at vores forbrug af nyt tøj er så stort, at vi ikke engang evner at bruge det op, men må sende det videre til andre lande eller omdanne det til genbrugsprodukter.
Et kæmpe ressourcespild.
Jeg synes det er fantastisk at vi overhovedet kigger på upcycle-løsninger på det tøj som er defekt eller stofrester, så vi kan danne nye produkter ud af det, i hvert så længe det giver mening.
Men jeg tror at hvis det virkelig skal rykke noget, skal der flere mennesker i genbrugsbutikkerne, og ikke for at donere, men for at købe.
Og det ville helt klart også hjælpe, hvis det blev moderne at reparere sit tøj.
Lære at lappe, skifte en lynlås, forlænge børnebukseben, lægge bukseben op, osv.
Det er næsten altid billigere at smide ud og købe noget nyt, særligt hvis man omregner i tid. Men glæden ved at få tingene til at holde yderligere nogle år, ved at sætte en hjerteklap på yndlingsstrømpebukserne, det giver så meget mening, da det jo er strømpebukseejeren og hendes generation, der nok kommer til at skulle finde på affaldsløsninger på alt det, vi render og smider ud for nemhedens skyld.

Hoardere lader sig nemt lokke
Jeg har skrevet lidt om det før, her på bloggen, men det er også noget der fylder meget for mig. Særligt når jeg går forbi min stofreol.
Hen mod slutningen af den tid hvor jeg syede intensivt, endte jeg faktisk med at lande i en form for købeafhængighed.
Jeg havde intet overskud eller lyst til at sy, men jeg havde virkelig meget lyst til at have lyst til at sy. Det gjorde at jeg sugede inspiration til mig i diverse sygrupper på Facebook samt på Pinterest, jeg lod mig forføre af alle de smukke kreationer andre lavede og blev hele tiden præsenteret for de nyeste stofdesigns, som butikkerne fik hjem.
Totalt opdateret på hvornår de forskellige butikker havde efterårsudsalg, vinterudsalg, juleudsalg, fødselsdagsudsalg, konkurrenten-har-udsalg-så-det-har-vi-også-udsalg, osv.
Jeg faldt lige med hovedet i, og købte stof. Ikke noget vildt, og altid på tilbud, for jeg fandt hurtigt systemet i hvornår de havde tilbud, men stadig for at prøve at lappe et savn.
Så selvom jeg havde sat regler op for mig selv om at det skulle være på tilbud og jeg skulle kunne finde på et projekt til det, inden det kom i kurven, så hjalp det lige fedt.
Jeg fik ikke gang i symaskinen, i hvert fald meget sparsomt.
Og jeg fandt meget mere gejst, ved at sy noget ud af en bluse, der ikke kunne bruges mere. Det gav så meget mere mening.

Slidte bukser, blev lavet til sommerens shorts, med få reperationer. Og gamle plettede/ødelagte bluser blev lavet til undertøj. Jeg er mere stolt og glad ved disse resultater, end de originale bluser og bukser jeg i sin tid syede.

Min stofreol var nu så overfyldt med overforbrug og dårlig undskyldninger, så jeg tog en ekstra kasse i brug. Og den kunne jeg ikke finde plads til, så den måtte stå midt på gulvet.
Ved ikke om det var den kasse der gjorde det eller summen af alle mine tanker omkring at jeg havde nogle uhensigtsmæssige handlinger, som ikke rigtig gav mig det jeg havde brug for.
Men den kasse irriterede mig virkelig, jeg skulle hele tiden flytte rundt på den og jeg fik hverken tømt den eller reolen.
Og så fik jeg en kæmpe sæk stof, fra en der havde ryddet op i sit 40 år gamle stoflager.

Tænk at hun havde gemt det stof i så mange år! Jeg var fuldstændig målløs.
Det var altsammen bleget eller snavset, der hvor stoffet var foldet, og selv efter 2 vaske blev det ikke rent. Og det der engang var strækbart, havde fuldstændig mistet elasticiteten, jersey/rib holder ikke evigt.
Der er jo mange muligheder for at bruge det alligevel, men nu var jeg også ved at drukne i stof. Og hun havde faktisk mere til mig, hvis jeg ville have.

Starten på en ny æra
Jeg tog en beslutning om at jeg havde et max. areal til at opbevare stof og så måtte jeg stoppe med at søge inspiration, for en tid.
Det blev til at jeg max. måtte have stof i min reol og at stoffet skulle ligge pænt og tilgængeligt, så det hele ikke falder ud når man rører ved det.
Jeg har i dag opnået mit mål. Det har taget mange måneder.
Jeg har virkelig måtte kæmpe med min indre trang til at beholde det hele, for jeg havde jo masser af projekter, som jeg ønskede at realisere. Det er nu kun det allerbedste der er tilbage og jeg har doneret resten væk.

Det hjalp at give det direkte til nogen der ville have det, i stedet for det måske bare røg på til brandbart.
Det hjalp også at tænke på at hvis jeg skulle beholde mere end der kunne være i den stofreol, skulle jeg betale opbevaring til en lagerhal. Jeg ville jo aldrig få kigget i den kasse, og så ville jeg bare have en månedlig udgift, på mit lavest prioriteret stof. Der ville ikke gå længe før jeg ville have betalt stoffet en gang til, bare i lagerleje.

Det jeg synes var det sværeste, var at erkende at jeg havde købt en masse drømme. Og da jeg skulle sortere, blev jeg ved med at få idéer til, hvad man også kunne bruge det til, selvom originalprojektet nu var droppet.
Jeg skulle simpelthen sende fine ressourcer videre, fordi jeg i virkeligheden havde indkøbt projekter til 10 hjemmegående husmødre. Udover de spildte penge jeg havde brugt, havde jeg også ruttet med jordens resourcer.
Jeg var skamfuld, men den følelse hjælper sjældent på så meget, først når man forvandler den til handling.

Min stofreol, som den ser ud i dag. Og bare ved at have kigget på billedet, ser jeg nu 2 stykker stof, jeg sender videre.

Stop stofspild
Jeg er nu ret overbevist om, at jeg ikke får mere stof end der kan være i min reol mere. Jeg føler jeg har haft et form for opgør, jeg ikke har haft før.
Jeg har tit været på slankekur og kasseret grimt eller ødelagt stof, men i denne omgang har jeg kasseret flere kasser med stof, jeg stadig finder smukt og kunne finde på at købe. For jeg skal nok finde stof til de projekter der dukker op løbende, men jeg behøver ikke at trøstespise, når jeg ser noget flot på tilbud eller have huset fyldt med mad, som en prepper.
Jeg vil ikke skille mig af med stof om 40 år, som har ligget i dvale, blevet mørt og misfarvet. Det skal afsted nu og bruges mens det er friskt og har potentiale.
Jeg synes det giver så meget mere mening at sy og anskaffe mig stof med omtanke, så selvom jeg ikke har syet i lang tid, kan jeg allerede nu mærke, at forventningspresset til mig selv, allerede er aftaget.
Fra nu af, skal det at sy, ikke være den hurtige, nemme eller billige løsning, det skal være den nærværende og energigivende hobby.

Denne proces har taget lang tid, når man er hoarder af hjertet, gør det ondt at skille sig af med ting, for hvis nu… Men det har gjort mig godt.
Jeg har allerede taget hul på flere bunker og gennemgået skuffer med andre ting. Der er noget jeg har fortrudt allerede, at jeg har kasseret, men ikke i en grad at jeg løber ud og køber det igen og jeg klarer mig fint uden, hvem ved om jeg ville have brugt det, hvis jeg havde beholdt det.
Flere ting jeg har fundet i gemmerne, kunne jeg ikke huske jeg havde, så i den forstand kunne jeg heller ikke finde og bruge det, hvis behovet opstod.
Men faktisk er det rart med lidt ekstra hyldeplads, som ikke skal bruges til noget, bare skabe luft.
Mit mål er at de ting jeg har, bliver brugt efter hensigten, og at jeg kommer i mål med lidt flere projekter end der står i kø.

Tag dig sammen-knap

Jeg tror at vi alle sammen er født med en ‘Tag-dig-sammen’-knap, nogle har en der er særlig robust og kan klare en masse tryk, uden knappen går i stykker.
Min er fundet på spotvarehylden i Netto, markeret ned til 20% af prisen. Umulig at få reservedele til og ingen aner hvordan man reparere den.
Det er lidt noget skidt, for min er gået i stykker.
Sådan rigtig i stykker.
Tabt på gulvet og virker nu kun periodisk.

Fra min skitsebog

Når man møder tilpas udfordrende ting, har man brug for at trykke på knappen, så man får et energiboost, der lige gør at man giver sig selv et ekstra spark, selvom man allerede havde tænkt at man ikke kunne/ville.
I barndommen er det forældrene/lærerne/pædagoger/osv. der primært trykker på knappen.
Det ville være optimalt, hvis de samtidigt også kunne lære hvad knappen skal bruges til, ikke bruges til og hvordan man vedligeholder den, så den ikke går i stykker før tid, fordi man måske har brugt den, lige vel meget i perioder.
Men det kan de kun, hvis de kan finde ud af hvor mange tryk man har, for det er individuelt.
Nogle mennesker er særligt hårdføre, andre mere sensitive. Hvis man er særlig sensitiv, og skal leve i en hverdag, som en gennemsnitlig hårdfør pastasalat-dansker lever, får man brug for rigtig mange tryk på knappen. Og derved rigtig lange pauser efterfølgende.

Jeg tror ikke det er muligt at leve et liv uden en gang imellem at tage sig sammen. Det er heller ikke kun nogen dårlig ting, særligt hvis det giver en høj gevinst senere hen, og man husker at få ladt sig selv op, så længe det nu tager, inden man bruger knappen igen.

Og når man nu er voksen er det der, man skal overtage ansvaret for, hvornår den knap skal bruges, og det bør nu være slut med at lade andre trykke på den. Man er nu selv ansvarlig for vedligehold og indsigt i om den bliver brugt for meget.
For hvis den bliver brugt for meget går den i stykker. Et menneske er ikke bygget til at skulle tage sig sammen hele tiden, man skal nå at opsamle energi igen.

Jeg har taget mig rigtig meget sammen i min barndom, både fordi jeg ofte blev bedt om det, men også i situationer, hvor jeg kunne se at resten af flokken lavede nogle ting, som jeg blev nødt til at gøre, hvis jeg ikke ville stikke ud og skabe opmærksomhed omkring mig selv.
Og når man er så vant til at tage sig sammen, til selv små ting, så bliver man vant til at det er dagligdag at trykke på den knap.
Jeg troede at det er en nødvendighed for at leve, og med den trend og tone der var i samfundet, begyndte jeg stille og roligt at anskue mig som doven, for hvorfor skulle jeg ellers have behov for at trykke på den knap hele tiden? Skal det virkelig være så anstrengende og ubehageligt at være til?

Nej og nej.

Livet går ikke ud på at ofre sig hele tiden og gøre ting, som er ubehagelige.
Man får det ikke bedre, jo mere man presser sig selv.
Man ender i et kollaps, lige meget om man har taget de mest moderigtige skyklappere på og tænker, at nu har jeg lavet dagens skodopgaver, i morgen bliver nok bedre.

Livet er en dans på roser, hvor man kravler op ad stilken med torne, og forenden skal der være en gevinst for indsatsen – den smukke rose.
Nogle gange kan man ikke se hvad gevinsten er, og derfor må man jo opgive kampen til tider, når man har trykket for lang tid på tag-dig-sammen-knappen, for man skal ikke blive ved med at hige efter at der kommer en gevinst. For måske er det sket ikke den kamp man skal tage.
Det er det, der er så svært.
Man aner ikke om det overhovedet er ens kamp, hvad kampen går ud på eller om der kommer en gevinst.
Det eneste man kan vide, er om man kan klare mere.

Mærke efter og reflektere.

Jeg har fundet ud af, at det modsatte for mig, af at tage sig sammen, er gøre hvad jeg har lyst til.
Ingen krav – kun behov.
Det lyder nemt, men det er det ikke, når hele ens liv er bygget op om at tage sig sammen til mange ting. Det føles SÅ forkert at mærke, den der piblende glæde der vil frem. Den dårlige samvittighed tordner frem i stedet og prøver at overbevise mig om, hvad jeg burde bruge min tid på i stedet samt den evige sammenligning, med hvad andre kan, så det burde jeg også kunne.
Men jeg er ikke som andre, og andre er ikke som andre. Vi er alle unikke og det er forskelligt, hvad vi finder udfordrende. Og det kan også skifte med hvad der er svært.

Oversat: Hvor dyb er mudderpølen? Det kommer an på hvem du spørger. Vi kommer alle igennem tingene på hver vores måde.

Det er nu 3 år siden at min tag-dig-sammen-knap gik i stykker, det føles både som et par uger siden, men også en evighed.
Den vil aldrig blive som før.
Jeg skal dagligt lære at bruge trykkene med omtanke ved at mærke efter og reflektere, omkring det jeg foretager mig. Så jeg kan have tryk nok til hele dagen.
Så jeg forhåbentlig kan lære mine børn, hvordan de kan tage vare på deres knap, for man får ikke en ny.


Den stille pige

Denne blog er mit talerør hvor jeg må skrive hvad jeg vil.
Jeg har altid prøvet at skrive uden min egen mening, for at holde det så neutralt som muligt, men jeg oplever faktisk mest respons på de indlæg, hvor min mening sniger sig ind alligevel.
Jeg synes det er skræmmende at sige sin mening, og endnu mere at skrive den. 

Sort på hvidt, står det der, min mening. 

Et klik fra at blive slettet eller skjult, men jeg prøver at holde mig fast i at skulle komme ud med min mening, på trods af at jeg ikke ved om den er sand. Hvad er det værste der kan ske?
Jeg har ikke noget imod at få andres syn på sagen, faktisk elsker jeg at skifte mening, det er jo dejligt befriende at få lidt lys på ens tanker og se dem fra en anden vinkel. Det er aldrig behageligt at blive udskældt og gjort til skamme over sin mening, men i dag har jeg det ok med det. Det er jo min mening, som det ser ud nu, det kan være det ændre sig, og måske gør det ikke. Og den er et udtryk for hvordan min verden ser ud i dag, på baggrund af alle mine erfaringer. Det at folk hidser sig op og bliver angribende, bunder jo mest i at de er følelsesmæssigt udfordret. Og den side har jeg også, så netop derfor synes jeg det er nemmere at tilgive andre for det.

Når man har fået mundkurv på nok gange som barn, stopper man med at udtrykke sin mening. Læringen er, at det ikke fører noget godt med sig.
Jeg har været en af ‘de stille piger’, jeg synes ikke det gav nogen mening som barn at sige min mening. Jeg oplevede oftest, at folk fysisk ikke hørte mig, altså det virkede ikke til at de ignorerede mig med vilje, men der blev bare talt videre.
Andre gange blev det hørt, men min følelse i kroppen var at det sjældent blev taget seriøst. Jeg havde ikke evnerne til at brage igennem en samtale, jo flere mennesker, desto større overvindelse skulle der til. Da jeg blev ældre, blev jeg mere modig, men panikken ramte mig stadig når jeg fik sagt noget i en gruppe. Men det blev også tit akavet for mig, fordi jeg følte jeg måtte tale på en afbrydende og højlydt måde for overhovedet at få taletid.
Så jeg har brugt meget tid på at lytte, og tænke, dannet meninger i det stille.

Derfor har jeg elsket at blogge. Det har været så svært for mig at indtage scenen og sige min mening, eller bare sige noget for den sags skyld.
På bloggen kan jeg råbe og skrige hvis jeg har lyst til det, og jeg ved det kommer ud. Og at det kun er de mennesker der finder det interessant/provokerende der læser med, dem som synes det er uinteressant scroller videre. Det er jo en vidunderlig filtrering af mennesker, hvor du ikke behøver at forholde dig til, og blive mere usikker på dig selv, over alle de mennesker som synes det er uinteressant. 

Og årene med bloggen har vist mig, at mine ord gør en forskel for nogle. For jeg får stadig beskeder og kommentarer, der var og er stadig brug for mine tanker, læringer og meninger.
Min erfaring som den stille og lyttende, fortæller mig også, at der altid vil være nogle som læser/lytter med, som får noget ud af det, selvom de ikke gør væsen af sig.

Det gav mig en selvsikkerhed i at der faktisk findes nogen der finder mig interessant, på en måde jeg ikke tror jeg ville kunne skabe i det ‘virkelige liv’. Og det har gjort at jeg langsomt turde åbne mig mere op i det virkelige liv og sige min mening, til de personer jeg havde mest tillid til.
Nu er jeg kommet til et sted hvor jeg ønsker at sige min mening højt, da jeg synes det er rart, at der sker en helt naturlig filtrering af mennesker.
Det er fuldstændig vidunderligt at naturligt blive omgivet med mennesker der matcher én, og accepterer hvad man har med i bagagen og respektere de meninger man har, også selvom de er uenige.