Vintertid er hviletid

Energiopladning
Vi har aftalt at dele renoveringen op i 3 faser og at vi starter hvert forår, dvs. 1. marts. Det er for at vi kan nå at få et afbræk til at reflektere lidt og bruge tid på os selv, hvilket man ikke altid kan se sig tid til når man er i gang med et større projekt.
Vi har en tendens til at bruge hvert minut vi har til overs: “Så kan vi lige nå at…” og selvom vi føler overskud i øjeblikket og bliver lykkelig for at kunne sætte flueben ved en ekstra opgave, så dræner det alligevel. Så aftaler man med sig selv at i morgen slapper man af om aftenen, men så er bunken med vasketøj blevet til et mindre Mount Everest, alt køkkengrej er til opvask så man kan ikke lave mad og græsset er ikke blevet slået så man skal nærmest bruge en le for at komme i bund med det.
Derfor mente vi at det nok var bedst med en tvungen pause i vintermånederne, det er heller ikke til at lave noget når det hele tiden er mørkt og koldt. Man kan i hvert fald ikke støbe, med mindre man får grus leveret samme dag. Man skal bruge hammer og mejsel for at få grus til betonen da det er bundfrossent.

Mere livsværdi
Det er meget givende på en eller anden måde at bygge om (hvis man kan lide størstedelen af sine opgaver selvfølgelig). Selvom det er en stor ting at påbegynde, så finder man energien til det man står i, for man ved inderst inde at der er ikke nogen der kommer og gør det for en, så man må bare videre og det tror jeg er sundt. Men så vidt jeg husker er mennesket det dyr der er bedst til at tilpasse sig, næst efter rotten.
Vi er enige om at selvom der er ufatteligt og overraskende meget arbejde med almindelig vedligehold af et hus (tagrender, græsplæne, træbeskæring, osv), så har det givet os meget mere livsværdi at være flyttet i hus.
Vi ser nok anderledes på det efter 20 år, men lige nu nyder vi det!