Salt/shampoo garvning

På kaninlivs slagteforum, var der en der har prøvet en salt og shampoo garvning, som jeg også vil prøve. Men jeg har ændret lidt i den, for at den bliver lidt mere fleksibel.
Den er meget praktisk og billig, da man ofte har groft salt og shampoo i huset, så man skal ikke i specielle butikker og handle.
Kaninen var en dværgkanin på 1-2 år.

Salt og shampoo garvning

Jeg startede med at slagte kaninen og hev skindet af som det første og saltede det på stedet med et tykt lag salt.
Kaninskind med et tykt lag salt
Nu var det meningen at jeg skulle rulle skindet sammen i en avis og lad det ligge nogle dage.
Jeg valgte at lade det ligge udfoldet som på billedet ovenover, så det hurtigt tørrede ud og var helt stift. Det har nok ligget en 14 dages tid, men ligeså snart det er tørt og stift, tror jeg det kan ligge i flere måneder uden problemer.
Man skal dog huske det skal bløde op i en spand/balje når det er stift, så det skal lige overvejes når man salter det og ligger det til side.

Efter de 14 dages tid, smed jeg skindet og ca. halvdelen af det salt det var strøet med, ned i en spand håndlunt (ikke varmere) vand (ca. 5 liter) med et ordenligt skvæt shampoo. Der lå det stille og roligt og blev blødt op til dagen efter.

Opvredet skind med hinde på

Skindet blev taget op og skyllet med vand og vredet som en karklud.
Jeg tog fat i hinden i kanten af skindet og trak stille og roligt skindet af. Det sidder temmelig godt fast, men det kan lade sig gøre. Det er nok nemmest med en ung kanin.

Hinden er hevet lidt af og skindet kommer til syne

Skindet blev hængt op i et køligt rum og hevet i alle retninger, mindst 1 gang om dagen, jo varmere og tørrere et rum, jo større behov for at hive og trække i det, da det tørrer hurtigt op.

Skindet tørrer først i kanten og bliver gulligt

At hive og trække skindet hjælper til at det bliver nemmere at gøre det helt blødt og medgørligt.
Når skindet er helt tørt, skal det nuldres på kryds og tværs for at blødgøre det, man kan evt. sætte sig lidt på det og varme det, inden man nuldre det.

Færdigtørret skind, nu skal det blødgøres

Noter
Da skindet ikke er spændt op tørre det op i den form det ligger eller hænger og det trækker sig lidt sammen undervejs og krøller.
Jeg vil fortrække en anden gang at spænde det op med klemmer eller lignende, når man ikke hiver og trækker i det, så kan det være det tørre lidt mere fladt op.
Metoden virker ok, men hinderne er stadig lidt svære at få af, men jeg ved ikke hvor nemme de er ved andre metoder.
Jeg tror kun den virker til tynde fine hinder som på kaniner.

Det kan være at jeg skulle høre den lokale jagtforening om de afholder kurser eller kan vise hvordan man garver, det kan være de har nogle gode metoder eller måder at gøre det på. Nogle gange er det bare nemmere at se andre gøre det.
Så kan man måske også få nogle skind at øve sig på.