Scan Labelle som slagtedyr

Så fik vi slagtet den anden og sidste Scan Labelle. Vi mistede jo de fleste til ræven, så vi har kun haft 2 vi selv kunne slagte. Den første slagtede vi efter 2 mdr. (se blogindlæg) som vejede 2,8 kg (1,7 kg renset vægt).
Den sidste er nu vokset over hovedet på vores fuldvoksne Maranhane og den har udviklet halefjer og en stor kam, så den er meget sandsynligt en hane.
Den har løbet lidt efter de andre små, og da han er lidt mere kluntet og stor er jeg bange for de kommer til skade. Så nu var det hans tur.
Noget specielt ved Scan Labelle, udover de æder og vokser i en uendelighed, er at de har ikke voldsomt mange fjer og et utroligt kødsæt taget i betragning af deres alder. Brystkødet er enormt, vi har aldrig set så stort brystkød på andre af vores høns uafhængig af alder. I det hele taget er formen på fuglen lidt sær i forhold til andre høns, man kan godt se det, men det viser sig mest når man mærker på den, et kæmpe bryst og kæmpe lår.
Den manglende fjerdragt er jo nok fordi de slagtes i så tidlig en alder, for man kan se de har en masse pigge under yderfjerdragten, så fjerene er på vej. 
Scan Labelle 3 mdr gammel
Mht. adfærd, er de meget rolige og ligger mest ned hvis de ikke spiser. Her er de sammelignet med deres jævnaldrende Marankyllinger. I starten var de lige så livlige, men efterhånden som Scan Labelle kyllingerne blev større, lå de mest ned og deres gang var kluntet og lidt babyagtig.
Deres adfærd er meget dæmpet og de er slet ikke på samme måde nysgerrige og fremme i skoene som Maranerne eller andre kyllinger vi har haft. De minder lidt om Orpingtonerne, bare mere dæmpet.
Dette er bare vores erfaring baseret på meget få dyr fra 1 avler, så hvis vi købte andetsteds fra, kan tingene se meget anderledes ud. 
Jeg tror også at vi vil give dem en chance til på et tidspunkt, men det skal være når vi har indrettet en stor fold til dem, hvor de kan spise græs hele sommeren og vogte vores frugttræer.
Så kan det være at de smager af lidt mere når de er slagteklar, for den vi slagtede efter 2 mdr. smagte ikke af noget.
Maran (TV) og Scan Labelle (TH), begge 3 mdr. gamle
Slagtevægt
Scan Labelle, 3 mdr gammel
Før: 4,2 kg – Efter (renset): 3,0 kg
Slagtesvind: ~30%

Vækststigning fra 2 til 3 mdr: 50%!!!