Ølbraiserede øko svinekæber

Så er sæsonen ved at gå i gang for de gode simreretter, jeg elsker bare den tid!
Vi var nede og handle lidt svinekæber i økoslagteren i Holbæk og det var nogle ordenlige krabater.
Jacob har smagt det et par gange og har fablet om det flere gange, men det var min første gang, så jeg var lidt spændt.
Jeg fandt lidt forskellige opskrifter og lavede et mix som jeg synes lød godt.
Det bliver ikke sidste gang vi får det, for det smagte suverænt! Sikke en smagsoplevelse!
Store økologiske svinekæber

Ølbraiserede svinekæber
700 g svinekæber
½ liter Geniuss extra stout (en øko øl fra Ørbæk) minus et glas til maden
4 små løg fra haven, i kvarte
½ laurbærblad
3 medium gulerødder i grove tern
4 fed hvidløg
2 enebær, der har fået et gok med en flad genstand
1 par kviste timian
Vand så det næsten dækker
En slat fløde
Kæberne saltes og pebres og steges af i lidt olivenolie og smør, de tages op af gryden.
Løg svitses lidt og kæberne ryger tilbage i gryden.
Resten af ingredienserne ryger i (pånær fløden) og det hele simre i 1½ time eller mere til de er møre. Man kan mærke det på at de ikke er gummi-hoppebolde-agtige mere.
Kæberne fiskes op og væsken sies og jævnes med lidt fløde og en smørbolle/maizena.
Vi spiste dem med kartofler, men jeg tro de går til alt 🙂 Især kartoffelmos…