Rugemaskinen er startet

Så har jeg tændt den hjemmebyggede rugemaskine igen, for første gang i år. Jeg ville egentlig ikke bruge den, da jeg synes det er nemmere at der er en høne der tager tjansen og passer dem, da vi ikke har nogle steder indenfor udover i stuen, at varmelampen kan stå.
Men jeg har valgt at sætte den i gang, da jeg ikke regner med at skrukhønen får ruget alle sine æg ud, og så har jeg lidt at fylde efter med. Men da hun ligger på 14 æg og jeg har lagt lidt over 20 æg i rugekassen, bliver der nok for mange, hvis det bare går nogenlunde godt. Men så kan man jo evt. sælge ud af dem hvis der ikke er andre høner der har lagt sig skruk i mellemtiden.
Rugenmaskinen er startet d. 5/6 og der er lagt 3 ekstra æg i den d. 6/6.

Den hjemmelavede rugemaskine i aktion igen

Yderligere optimering
Jeg har optimeret lidt på den, da jeg synes den er alt for modtagelig overfor ydre temperaturændringer (feks. når man tager låget af og vender æg).
Jeg har lagt et lag strandsand i bunden, samt lidt halm så de ikke ruller så meget og så har jeg lagt en sten i midten. Sand og sten holder godt på varmen, så kassen hurtigere får den samme temperatur igen.
Jeg har også en idé om at det hjælper lidt hvis rumtemperaturen svinger lidt.
Den er nu sat i et rum hvor der ikke kommer sol ind og allerede nu er jeg imponeret over hvor lidt den svinger i forhold til de andre kørsler.
Den plejede at svinge op til 0,5°C i løbet af en aften hvor jeg har holdt øje med den, men nu svinger den dårlig nok 0,1°C. Men der hvor den plejer at stå, kommer der også både morgensol og aftensol som varmer rummet, der er dårligt isoleret, så rumtemperaturen kunne sagtens svinge fra 18-25°C i løbet af et døgn.
Nu står den i et rum, hvor temperaturen har svinget ml. 18,8-19,1°C.
Så rumtemperaturen og sandet virker til at stabilisere temperaturen ret godt i forhold til før.