Høstmarked på Fuglebjerggård

Her i weekenden har jeg været på 2 dages kursus med Frøsamlerne i tomatsensorik (blogindlæg kommer senere, når jeg lige har samlet tankerne om det).

Da det blev afholdt i Helsinge, gav det en fin anledning til at besøge Camilla Plum og Per Kølsters Fuglebjerggård og opleve deres høstmarked.
Det er virkelig blevet stort siden sidst jeg var der og der er taget en mark i brug til både boder og parkering. 
Gårdspladsen på Fuglebjerggård
Jeg har været der et pat gange før og er gået derfra inspireret, men har aldrig købt noget. Man må sige at det mest inspirerende er priserne, det får i hvert fald mig til at prøve at lave det selv, da jeg jeg aldrig kunne finde på at give 200 kr for saltede citroner! Jeg respekterer at de tager et standpunkt om at de ikke laver ting gratis og at det er øko, men forestiller mig at køberne er en meget begrænset skare.
Gårdspladsen med grønt 
Jeg tror nu alligevel godt jeg kan finde nogle økocitroner til en lidt bedre pris og hun hemmeliggører jo heller ikke sine opskrifter, så det er fint nok. Men man kan godt få lidt forstørrede øjne, når man går rundt i butikken. 
Især da vi så små poser med tørrede morgenfrueblomster og lindeblomster til 40-50 kr, det skal man ikke anstrenge sig for at dyrke i hvert fald.

Hittet hos mig på markedet, var helt klart Hjemmeriet.dk og deres ostebod. Det var helt fantastisk at finde ud af at ost er så simpelt at lave, så længe man har osteløbe. Jeg blev så positivt overrasket over at det kun tager 1-2 dags tid at lave mozerella, så jeg købte noget osteløbe. Jeg købte 50 mL til en 50’er og det skulle være nok til 240 liter mælk, så der er lidt prøve med! Det er et vinterprojekt jeg glæder mig til!
Tørrede hvidløg og ærteplanter under taget 
Halmballesofa og -borde med tæppe henover