Citron verbena og chilisukker

Så er jeg i gang med det lidt mere eksperimenterende! Ligesom urtesalt har jeg lavet “urtesukker” med blade af citron verbena og chili. Jeg har valgt nogle frugtagtige chilier til formålet; Aji Lemon Drop og Jellybean.

Citron verbena og Lemon Drop chilier

Camilla Plum har talt så godt om citron verbena sukker og jeg så en der havde lavet chilisukker til vinterteen for nylig, så jeg tænkte at kombinere de to. Jeg bruger godt nok ikke sukker i teen, kun hvis det er en Romtoddy, men håber jeg finder nogle andre formål. Jeg tror dog det kunne være godt i Romtoddyen, når næsen er tilstoppet!
Jeg har lavet en moderat stærk med citronchili og en noget stærkere med jellybean.
Jeg har lavet det efter samme metode, som jeg har brugt til urtesalt.

Citron verbena og Jellybean chilier

Citron verbena sukker med chili
300 g sukker
2-3 x 30 cm grene med blade (brug kun bladene)
3 citron chilier eller 25 Jellybean chilier


Fremgangsmåde til urtesukker:

Urter og halvdelen af sukkeret kommes i en minihakker/foodprocessor og der køres til det er fint fordelt. Resten af sukkeret tilsættes og der køres til det er blandet.
Blade og chilier i minihakkeren

Sukkeret spredes ud på bagepapir og tørres ovenpå et varmt fyr eller i ovnen ved så lave grader som muligt.

Da min ovn kun kan gå ned til 150C uden varmluft, får det kun ca. 10-15 min fra jeg sætter det ind i en kold ovn og så plejer det sidste væske at dampe af ved stuetemperatur. Men optimalt kommer det ikke over 50C og tørre i ovnen over flere timer.
Så knuses det igen med minihakker eller rulles over så det bliver findelt med en vinflaske.
Nu er det klar til at komme i et syltetøjsglas med tætsluttet låg.

Det tørrede sukker rulles med en flaske for at løsne klumperne