Jul 2012

Så blev det d. 24. dec. igen og planen var egentlig at vi skulle holde jul i vores nye køkken og stue, men da vi ikke har fået taget hul på projektet endnu, bliver det i det gamle. Det er første gang nogen sinde at vi skal stå for juleaften, så det er vi ret spændte på.

Vores lille julehund 🙂

Der var helt pyntet op til den 1. Søndag i advent for første gang, julepynten er nede på 5 flyttekasser, hvor den ellers har været oppe på 12 da vi boede i Skovlunde.
Juletræet blev fældet d. 10 december og kom ind d. 15. og blev pyntet, hvor vi holdte julegeneralprøve med svigerfar.

Julegeneralprøve: Flæskesteg med dobbeltsvær på rotisserie

Den 22. december holdte vi julekomsammen hos mine forældre med min bror og hans familie.
Småkager bagt i løbet af december: fedtebrød, ingefærkager med chili, kakaosnitter, aristokrater, Madam Mangors jødekager og biscottier med mandler.
Jeg fik ikke lavet hjemmelavede æbleskiver i år, men så er der revanche næste år.

Lillejuleaften
Der var mega snestorm halvdelen af dagen og der kørte en bil i grøften for enden af vejen. Vi bød dem indenfor mens de ventede på autohjælpen og kunne ovenikøbet byde dem på Gevalia, da Jacob havde vundet en pose i en tombola. De var kommet efter et juletræ hos naboen men han sælger ikke mere, og de ledte efter skiltet så de var ikke opmærksomme på at vejen sluttede.
Det var en mor og en søn, hvor sønnen var kørt galt i okt. 2010 ude på hovedvejen, hvor alt trafik blev dirigeret op af vores lille vej. Vi husker det tydeligt, da der var kø på vores vej og vi så flere biler på vejen end vi ville have set på 1 helt år. Jeg var på vej hjem fra arbejde og så bilerne der var stødt sammen og måtte parkere hos en nabo og vandre hjem over marken, da det hele var gået i stå. Og nu sad han her i stuen, lidt spøjst!
Lidt senere kom naboen ned af vejen, da han også så bilen i grøften og de endte med at blive trukket op og fik et juletræ med hjem, en rigtig julehistorie de nok vil huske i mange år 🙂

Risengrøden står på hundens pejseplads

Juleaften
Mine forældre kommer og holder jul med os og vi skal have and og porchetta fyldt med æbler, svesker og laurbærblade, begge lavet på grill, så der skal gang i 2 kuglegrille.
Udover det har jeg kogt rødkål for en uge siden, vi skal have hvide og brune kartofler og jeg laver en rødkålssalat med appelsin og æbler. Til dessert er der Ris a la mande og til kaffen er der 3 slags småkager og Jacobs hjemmelavede konfekt. Så mad og godter er der rigeligt af, selv hvis vi får uventede gæster.
Jeg havde troet det ville blive mere hektisk, men indtil videre har vi brugt mest tid på at lappe kaffe i sofaen, men vi har selvfølgelig heller ikke nogen rollinger 🙂

Update: Min far havde hovedpine da han kom og inden for 2 timer sad han og rystede og havde kvalme, så mine forældre tog hjem igen, så der var i den grad mad nok! Men vi hyggede os alligevel og nu har vi lært en masse om at holde juleaften så vi er kampklar en anden god gang 🙂

Juletræet med sin pynt