Restemad af julemiddagen

Der er stort set altid rester efter julemiddagen, og det er noget af det bedste dagen efter at skulle gå og guffe rester.
I år var der ekstra mange rester da mine forældre måtte gå tidlig hjem da min far fik influenza, så der var rig mulighed for at prøve lidt forskelligt med resterne.

Biksemad
Jeg har frosset en gang biksemad ned, altså taget de kogte kartofler og brune kartofler og skåret i tern + et par skiver steg, samt en klat sovs oveni. Så er den lige til at tage op af fryseren en travl hverdagsaften hvor der ikke er tid til noget. Og bliver vi flere kan man stege et spejlæg til.

Flæskestegsburgere
Dagen derpå lavede jeg en gang flæskestegsburgere, alt blev lunet i ovnen: Steg, brune kartofler, rødkål i en ovnfast skål, boller fra fryseren (og et par portobellosvampe).
De blev samlet og fik en gang rødkålsalat til samt en iskold Brown Ale fra Svaneke Bryghus, så aner man juleenglene synge i baggrunden!
Resten af skiverne er pakket 2 og 2 i fryseren så vi lige kan hive skiverne op og lune sammen med nogle boller, når vi har brug for noget hurtigt mad.
Min mor kom i øvrigt med et tip jeg ikke kendte, for at beholde den sprøde svær. Stegen skal køle helt ned på køkkenbordet for den bliver pakket ind og så må man kun pakke den ind i sølvpapir og ikke for tætsiddende. Vi testede det og sværen er lige så sprød dagen derpå som da den kom ud af grillen, det er lige prikken over i’et i en flæskestegsburger.

Andesuppe med strimlet rødkål
Skroget fra anden skulle ikke gå til spilde, så det brute jeg til at lave en andesuppe. Efter at have pillet det sidste andekød af, fjernede jeg resten af skindet og det synlige fedt. Skroget kom i en gryde med 1 liter kogende vand og det stod så og simrede i en 20 minutters tid.
Skroget blev fisket op og i andesuppen kom jeg:
tynde skiver gulerødder (3 stk), tyndt strimlet rødkål (et kvart hoved), skiver af champignon (4-5 stk), hvidløg (2 fed) og løg (1 stk) i tynde skiver og det pillede andekød.
Det simrede i 5-10 minutter og blev så serveret. En dejlig smagsfuld suppe og så er den knaldlilla 🙂

Rester af andekød, rødkål og portobellasvampe