Okulering af kirsebær

I sommers prøvede jeg at okulere kirsebærtræer, og nu vil det snart vise sig om hvor mange lykkes. Det er første gang jeg prøver det, så tag ikke dette som en vejledning i hvordan man gør, vil bare gerne dele min erfaring og huske tilbage på hvad det var jeg gjorde.

Marts 2019: Knoppen er svulmet og det er tydeligt at træet er vokset sammen

Sommeren 2018 var jo sindsyg tør, og jeg havde læst at det var en god idé at gøre det en dag hvor det lige havde regnet, så barken let løsnede sig. Men da det ikke regnede i 3 måneder eller så noget, var det ikke rigtig en mulighed. Det slog mig ikke ud og jeg var rundt i nabolaget for at finde småtræer af vilde kirsebær (fuglekirsebær). De bliver jo mest set som ukrudt og derfor en oplagt mulighed for at sætte noget mere attraktivt på, store søde kirsebær.

Okulering gøres om sommeren når der er bladvækst og ikke for sent, da det handler om at den lille stump træ man sætter på, skal nå at vokse fast på ‘værten’/grundstammen inden væksten går i stå om efteråret.

11/JULI/2018: (T-snits okulation) En lille stump med knop, skæres af det ønskede træ og sættes ned i et t-kryds, hvor man har løsnet barken forsigtigt
Toppen skæres over så det passer med toppen af t-snittet
Jeg bruger podetape til at holde på plads og forsegle podningen

Man skærer en lille stump af det træ man gerne vil have, fra sidste års vækst, hvor der er et blad på (samt en knop). Bladet klippes af, men lad stilken sidde på, da den kan være indikator for om det er vokset sammen.
Hvis den er vokset sammen, falder den lille bladstilk oftes nemt af inden for kort tid (det har den også gjort på nogle af mine der ikke gjorde, så det er ikke sikkert).
Her har jeg taget billeder af hvordan jeg lavede en t-snits okulation, men den der er vokset sammen er en chip budding, som jeg faktisk synes var lidt nemmere at lave, men det er nok en smagsag.

Om foråret vil den lille knop svulme op, hvis det er vokset sammen og man fjerner grenen ovenover, så det bliver den nye dominerende vækst.
Af de 10-12 okulationer blev kun 2 til noget, ser det ud til. Håber det var den ekstreme sommer vi havde, men de første jeg lavede gik heller ikke så godt. Glæder mig til at prøve det igen til sommer, for man skal ikke bruge nær så meget materiale, og der står masser af selvsåede fuglekirsebær hos os og naboerne, som bare venter på at blive opgraderede!

Marts 2019: Da jeg kan se knoppen er svulmet og træet er vokset sammen, vover jeg skindet og klipper toppen af, så al kraft bliver sendt til den nye podning.