Tag dig sammen-knap

Jeg tror at vi alle sammen er født med en ‘Tag-dig-sammen’-knap, nogle har en der er særlig robust og kan klare en masse tryk, uden knappen går i stykker.
Min er fundet på spotvarehylden i Netto, markeret ned til 20% af prisen. Umulig at få reservedele til og ingen aner hvordan man reparere den.
Det er lidt noget skidt, for min er gået i stykker.
Sådan rigtig i stykker.
Tabt på gulvet og virker nu kun periodisk.

Fra min skitsebog

Når man møder tilpas udfordrende ting, har man brug for at trykke på knappen, så man får et energiboost, der lige gør at man giver sig selv et ekstra spark, selvom man allerede havde tænkt at man ikke kunne/ville.
I barndommen er det forældrene/lærerne/pædagoger/osv. der primært trykker på knappen.
Det ville være optimalt, hvis de samtidigt også kunne lære hvad knappen skal bruges til, ikke bruges til og hvordan man vedligeholder den, så den ikke går i stykker før tid, fordi man måske har brugt den, lige vel meget i perioder.
Men det kan de kun, hvis de kan finde ud af hvor mange tryk man har, for det er individuelt.
Nogle mennesker er særligt hårdføre, andre mere sensitive. Hvis man er særlig sensitiv, og skal leve i en hverdag, som en gennemsnitlig hårdfør pastasalat-dansker lever, får man brug for rigtig mange tryk på knappen. Og derved rigtig lange pauser efterfølgende.

Jeg tror ikke det er muligt at leve et liv uden en gang imellem at tage sig sammen. Det er heller ikke kun nogen dårlig ting, særligt hvis det giver en høj gevinst senere hen, og man husker at få ladt sig selv op, så længe det nu tager, inden man bruger knappen igen.

Og når man nu er voksen er det der, man skal overtage ansvaret for, hvornår den knap skal bruges, og det bør nu være slut med at lade andre trykke på den. Man er nu selv ansvarlig for vedligehold og indsigt i om den bliver brugt for meget.
For hvis den bliver brugt for meget går den i stykker. Et menneske er ikke bygget til at skulle tage sig sammen hele tiden, man skal nå at opsamle energi igen.

Jeg har taget mig rigtig meget sammen i min barndom, både fordi jeg ofte blev bedt om det, men også i situationer, hvor jeg kunne se at resten af flokken lavede nogle ting, som jeg blev nødt til at gøre, hvis jeg ikke ville stikke ud og skabe opmærksomhed omkring mig selv.
Og når man er så vant til at tage sig sammen, til selv små ting, så bliver man vant til at det er dagligdag at trykke på den knap.
Jeg troede at det er en nødvendighed for at leve, og med den trend og tone der var i samfundet, begyndte jeg stille og roligt at anskue mig som doven, for hvorfor skulle jeg ellers have behov for at trykke på den knap hele tiden? Skal det virkelig være så anstrengende og ubehageligt at være til?

Nej og nej.

Livet går ikke ud på at ofre sig hele tiden og gøre ting, som er ubehagelige.
Man får det ikke bedre, jo mere man presser sig selv.
Man ender i et kollaps, lige meget om man har taget de mest moderigtige skyklappere på og tænker, at nu har jeg lavet dagens skodopgaver, i morgen bliver nok bedre.

Livet er en dans på roser, hvor man kravler op ad stilken med torne, og forenden skal der være en gevinst for indsatsen – den smukke rose.
Nogle gange kan man ikke se hvad gevinsten er, og derfor må man jo opgive kampen til tider, når man har trykket for lang tid på tag-dig-sammen-knappen, for man skal ikke blive ved med at hige efter at der kommer en gevinst. For måske er det sket ikke den kamp man skal tage.
Det er det, der er så svært.
Man aner ikke om det overhovedet er ens kamp, hvad kampen går ud på eller om der kommer en gevinst.
Det eneste man kan vide, er om man kan klare mere.

Mærke efter og reflektere.

Jeg har fundet ud af, at det modsatte for mig, af at tage sig sammen, er gøre hvad jeg har lyst til.
Ingen krav – kun behov.
Det lyder nemt, men det er det ikke, når hele ens liv er bygget op om at tage sig sammen til mange ting. Det føles SÅ forkert at mærke, den der piblende glæde der vil frem. Den dårlige samvittighed tordner frem i stedet og prøver at overbevise mig om, hvad jeg burde bruge min tid på i stedet samt den evige sammenligning, med hvad andre kan, så det burde jeg også kunne.
Men jeg er ikke som andre, og andre er ikke som andre. Vi er alle unikke og det er forskelligt, hvad vi finder udfordrende. Og det kan også skifte med hvad der er svært.

Oversat: Hvor dyb er mudderpølen? Det kommer an på hvem du spørger. Vi kommer alle igennem tingene på hver vores måde.

Det er nu 3 år siden at min tag-dig-sammen-knap gik i stykker, det føles både som et par uger siden, men også en evighed.
Den vil aldrig blive som før.
Jeg skal dagligt lære at bruge trykkene med omtanke ved at mærke efter og reflektere, omkring det jeg foretager mig. Så jeg kan have tryk nok til hele dagen.
Så jeg forhåbentlig kan lære mine børn, hvordan de kan tage vare på deres knap, for man får ikke en ny.


2 Replies to “Tag dig sammen-knap”

  1. Da jeg læste overskriften tænkte jeg: “Hey, har Cand.selv nu fundet de vises sten? For sådan en knap har jeg også brug for; den gamle er jo slidt op.” Suk! Vi er vist nogle stykker, der skal lære om Tag dig sammen-knappens vedligeholdelse. Jeg har blandt andet fundet ud af, at en Pyt-knap er et nødvendigt supplement. Og en god del lege-olie til at smøre med, og en pose slik til ind i mellem, og en skov til at cykle i, og … Men de vises sten har jeg ikke fundet endnu. Jeg leder videre.

  2. Jeg kan relatere så meget til beskrivelsen af, hvordan det føles at gå ned – og hvordan man dagligt kæmper med at holde fast i de der små sprækker af, at noget er sjovt og at finde det man har lyst til. Mens alle “bør”-opgaverne står i kø for at give en dårlig samvittighed.

    Jeg leder også efter svaret på en mere permanent vedligeholdelse af den knap <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.