Stof, tøj og købemani

Jeg har i flere år syet tøj til mine børn, min mand og mig selv. Faktisk så meget at vi var ved at drukne i tøj.
Det var ikke fordi, jeg egentlig syede for mange ting af de samme ting, men simpelthen fordi vi arvede så meget af dem vi kendte, og også nogle vi ikke kendte. Så hvis jeg syede en bluse, var det for min egen skyld eller ungernes ønske om deres yndlingsfarve/figur, ikke fordi vi manglede bluser.
Da min stress voksede og voksede, tog det af med at sy, det var sådan set heller ikke nødvendigt, for vi modtog sække med børnetøj og det tøj jeg havde syet til os voksne, holdte jo fint. Vi slider ikke så hårdt på tøjet og vokser heller ikke mere.

Når jeg tænker tilbage for nogle år siden, hvor jeg syede børnetøj med stor iver, kan jeg huske det var en lidt ambivalent følelse.
På den ene side nød jeg at designe og sammensætte, tegne og tilrette mønstre og se børnene bevæge sig og lege i det.
Men på den anden side, blev jeg lidt trist over at mit personlige behov, faktisk overskyggede det faktum at vi druknede i arvetøj, som intet fejlede. Mange ting havde stadig mærker på. Og det var bare det tøj vi havde fået/hentet gratis i vores lokalområde/af venner.
Det eneste tøj jeg har købt, tror jeg er sokker, og det er jeg først begyndt på efter min store blev 5 år. Mig og manden, selvfølgelig i længere tid.

Nu har jeg jo syet en del ting som vi ikke arvede, feks. huer, undertøj og klø-fri kjoler/bukser til min pige, som har været meget sensitiv. Det er ikke alle der har den mulighed at kunne sy, eller måske har lyst til at tage sig den mulighed.
Men hvis jeg havde undværet at sy tøj, ville jeg sagtens have kunne supplere op i genbrugsbutikkerne, med det vi havde brug for.

Da jeg blev for stresset til at foretage mig noget som helst, nød vi godt af arveposerne, og det gør vi stadig. Hver gang vi får en sæk, bliver jeg fyldt med taknemmelighed, for at jeg ikke SKAL sy og at jeg ikke SKAL ud og køre rundt for at finde tøj, når de lige gror en størrelse om natten.
Jeg glædes over, selvom det ikke helt har været et aktivt valg i første omgang, at vi kan være en del af den fødekæde, hvor man bruger tøjet til det ikke kan mere, og må omdannes til noget andet.

Genbrugsbutikkerne har også for meget
Vi prøver så vidt muligt at give tøjet direkte videre til nogle andre forældre, for sagen er at der simpelthen er for meget brugt tøj, til at genbrugsbutikkerne kan få det solgt i Danmark.
Jeg synes det er helt vildt at vores forbrug af nyt tøj er så stort, at vi ikke engang evner at bruge det op, men må sende det videre til andre lande eller omdanne det til genbrugsprodukter.
Et kæmpe ressourcespild.
Jeg synes det er fantastisk at vi overhovedet kigger på upcycle-løsninger på det tøj som er defekt eller stofrester, så vi kan danne nye produkter ud af det, i hvert så længe det giver mening.
Men jeg tror at hvis det virkelig skal rykke noget, skal der flere mennesker i genbrugsbutikkerne, og ikke for at donere, men for at købe.
Og det ville helt klart også hjælpe, hvis det blev moderne at reparere sit tøj.
Lære at lappe, skifte en lynlås, forlænge børnebukseben, lægge bukseben op, osv.
Det er næsten altid billigere at smide ud og købe noget nyt, særligt hvis man omregner i tid. Men glæden ved at få tingene til at holde yderligere nogle år, ved at sætte en hjerteklap på yndlingsstrømpebukserne, det giver så meget mening, da det jo er strømpebukseejeren og hendes generation, der nok kommer til at skulle finde på affaldsløsninger på alt det, vi render og smider ud for nemhedens skyld.

Hoardere lader sig nemt lokke
Jeg har skrevet lidt om det før, her på bloggen, men det er også noget der fylder meget for mig. Særligt når jeg går forbi min stofreol.
Hen mod slutningen af den tid hvor jeg syede intensivt, endte jeg faktisk med at lande i en form for købeafhængighed.
Jeg havde intet overskud eller lyst til at sy, men jeg havde virkelig meget lyst til at have lyst til at sy. Det gjorde at jeg sugede inspiration til mig i diverse sygrupper på Facebook samt på Pinterest, jeg lod mig forføre af alle de smukke kreationer andre lavede og blev hele tiden præsenteret for de nyeste stofdesigns, som butikkerne fik hjem.
Totalt opdateret på hvornår de forskellige butikker havde efterårsudsalg, vinterudsalg, juleudsalg, fødselsdagsudsalg, konkurrenten-har-udsalg-så-det-har-vi-også-udsalg, osv.
Jeg faldt lige med hovedet i, og købte stof. Ikke noget vildt, og altid på tilbud, for jeg fandt hurtigt systemet i hvornår de havde tilbud, men stadig for at prøve at lappe et savn.
Så selvom jeg havde sat regler op for mig selv om at det skulle være på tilbud og jeg skulle kunne finde på et projekt til det, inden det kom i kurven, så hjalp det lige fedt.
Jeg fik ikke gang i symaskinen, i hvert fald meget sparsomt.
Og jeg fandt meget mere gejst, ved at sy noget ud af en bluse, der ikke kunne bruges mere. Det gav så meget mere mening.

Slidte bukser, blev lavet til sommerens shorts, med få reperationer. Og gamle plettede/ødelagte bluser blev lavet til undertøj. Jeg er mere stolt og glad ved disse resultater, end de originale bluser og bukser jeg i sin tid syede.

Min stofreol var nu så overfyldt med overforbrug og dårlig undskyldninger, så jeg tog en ekstra kasse i brug. Og den kunne jeg ikke finde plads til, så den måtte stå midt på gulvet.
Ved ikke om det var den kasse der gjorde det eller summen af alle mine tanker omkring at jeg havde nogle uhensigtsmæssige handlinger, som ikke rigtig gav mig det jeg havde brug for.
Men den kasse irriterede mig virkelig, jeg skulle hele tiden flytte rundt på den og jeg fik hverken tømt den eller reolen.
Og så fik jeg en kæmpe sæk stof, fra en der havde ryddet op i sit 40 år gamle stoflager.

Tænk at hun havde gemt det stof i så mange år! Jeg var fuldstændig målløs.
Det var altsammen bleget eller snavset, der hvor stoffet var foldet, og selv efter 2 vaske blev det ikke rent. Og det der engang var strækbart, havde fuldstændig mistet elasticiteten, jersey/rib holder ikke evigt.
Der er jo mange muligheder for at bruge det alligevel, men nu var jeg også ved at drukne i stof. Og hun havde faktisk mere til mig, hvis jeg ville have.

Starten på en ny æra
Jeg tog en beslutning om at jeg havde et max. areal til at opbevare stof og så måtte jeg stoppe med at søge inspiration, for en tid.
Det blev til at jeg max. måtte have stof i min reol og at stoffet skulle ligge pænt og tilgængeligt, så det hele ikke falder ud når man rører ved det.
Jeg har i dag opnået mit mål. Det har taget mange måneder.
Jeg har virkelig måtte kæmpe med min indre trang til at beholde det hele, for jeg havde jo masser af projekter, som jeg ønskede at realisere. Det er nu kun det allerbedste der er tilbage og jeg har doneret resten væk.

Det hjalp at give det direkte til nogen der ville have det, i stedet for det måske bare røg på til brandbart.
Det hjalp også at tænke på at hvis jeg skulle beholde mere end der kunne være i den stofreol, skulle jeg betale opbevaring til en lagerhal. Jeg ville jo aldrig få kigget i den kasse, og så ville jeg bare have en månedlig udgift, på mit lavest prioriteret stof. Der ville ikke gå længe før jeg ville have betalt stoffet en gang til, bare i lagerleje.

Det jeg synes var det sværeste, var at erkende at jeg havde købt en masse drømme. Og da jeg skulle sortere, blev jeg ved med at få idéer til, hvad man også kunne bruge det til, selvom originalprojektet nu var droppet.
Jeg skulle simpelthen sende fine ressourcer videre, fordi jeg i virkeligheden havde indkøbt projekter til 10 hjemmegående husmødre. Udover de spildte penge jeg havde brugt, havde jeg også ruttet med jordens resourcer.
Jeg var skamfuld, men den følelse hjælper sjældent på så meget, først når man forvandler den til handling.

Min stofreol, som den ser ud i dag. Og bare ved at have kigget på billedet, ser jeg nu 2 stykker stof, jeg sender videre.

Stop stofspild
Jeg er nu ret overbevist om, at jeg ikke får mere stof end der kan være i min reol mere. Jeg føler jeg har haft et form for opgør, jeg ikke har haft før.
Jeg har tit været på slankekur og kasseret grimt eller ødelagt stof, men i denne omgang har jeg kasseret flere kasser med stof, jeg stadig finder smukt og kunne finde på at købe. For jeg skal nok finde stof til de projekter der dukker op løbende, men jeg behøver ikke at trøstespise, når jeg ser noget flot på tilbud eller have huset fyldt med mad, som en prepper.
Jeg vil ikke skille mig af med stof om 40 år, som har ligget i dvale, blevet mørt og misfarvet. Det skal afsted nu og bruges mens det er friskt og har potentiale.
Jeg synes det giver så meget mere mening at sy og anskaffe mig stof med omtanke, så selvom jeg ikke har syet i lang tid, kan jeg allerede nu mærke, at forventningspresset til mig selv, allerede er aftaget.
Fra nu af, skal det at sy, ikke være den hurtige, nemme eller billige løsning, det skal være den nærværende og energigivende hobby.

Denne proces har taget lang tid, når man er hoarder af hjertet, gør det ondt at skille sig af med ting, for hvis nu… Men det har gjort mig godt.
Jeg har allerede taget hul på flere bunker og gennemgået skuffer med andre ting. Der er noget jeg har fortrudt allerede, at jeg har kasseret, men ikke i en grad at jeg løber ud og køber det igen og jeg klarer mig fint uden, hvem ved om jeg ville have brugt det, hvis jeg havde beholdt det.
Flere ting jeg har fundet i gemmerne, kunne jeg ikke huske jeg havde, så i den forstand kunne jeg heller ikke finde og bruge det, hvis behovet opstod.
Men faktisk er det rart med lidt ekstra hyldeplads, som ikke skal bruges til noget, bare skabe luft.
Mit mål er at de ting jeg har, bliver brugt efter hensigten, og at jeg kommer i mål med lidt flere projekter end der står i kø.

Tag dig sammen-knap

Jeg tror at vi alle sammen er født med en ‘Tag-dig-sammen’-knap, nogle har en der er særlig robust og kan klare en masse tryk, uden knappen går i stykker.
Min er fundet på spotvarehylden i Netto, markeret ned til 20% af prisen. Umulig at få reservedele til og ingen aner hvordan man reparere den.
Det er lidt noget skidt, for min er gået i stykker.
Sådan rigtig i stykker.
Tabt på gulvet og virker nu kun periodisk.

Fra min skitsebog

Når man møder tilpas udfordrende ting, har man brug for at trykke på knappen, så man får et energiboost, der lige gør at man giver sig selv et ekstra spark, selvom man allerede havde tænkt at man ikke kunne/ville.
I barndommen er det forældrene/lærerne/pædagoger/osv. der primært trykker på knappen.
Det ville være optimalt, hvis de samtidigt også kunne lære hvad knappen skal bruges til, ikke bruges til og hvordan man vedligeholder den, så den ikke går i stykker før tid, fordi man måske har brugt den, lige vel meget i perioder.
Men det kan de kun, hvis de kan finde ud af hvor mange tryk man har, for det er individuelt.
Nogle mennesker er særligt hårdføre, andre mere sensitive. Hvis man er særlig sensitiv, og skal leve i en hverdag, som en gennemsnitlig hårdfør pastasalat-dansker lever, får man brug for rigtig mange tryk på knappen. Og derved rigtig lange pauser efterfølgende.

Jeg tror ikke det er muligt at leve et liv uden en gang imellem at tage sig sammen. Det er heller ikke kun nogen dårlig ting, særligt hvis det giver en høj gevinst senere hen, og man husker at få ladt sig selv op, så længe det nu tager, inden man bruger knappen igen.

Og når man nu er voksen er det der, man skal overtage ansvaret for, hvornår den knap skal bruges, og det bør nu være slut med at lade andre trykke på den. Man er nu selv ansvarlig for vedligehold og indsigt i om den bliver brugt for meget.
For hvis den bliver brugt for meget går den i stykker. Et menneske er ikke bygget til at skulle tage sig sammen hele tiden, man skal nå at opsamle energi igen.

Jeg har taget mig rigtig meget sammen i min barndom, både fordi jeg ofte blev bedt om det, men også i situationer, hvor jeg kunne se at resten af flokken lavede nogle ting, som jeg blev nødt til at gøre, hvis jeg ikke ville stikke ud og skabe opmærksomhed omkring mig selv.
Og når man er så vant til at tage sig sammen, til selv små ting, så bliver man vant til at det er dagligdag at trykke på den knap.
Jeg troede at det er en nødvendighed for at leve, og med den trend og tone der var i samfundet, begyndte jeg stille og roligt at anskue mig som doven, for hvorfor skulle jeg ellers have behov for at trykke på den knap hele tiden? Skal det virkelig være så anstrengende og ubehageligt at være til?

Nej og nej.

Livet går ikke ud på at ofre sig hele tiden og gøre ting, som er ubehagelige.
Man får det ikke bedre, jo mere man presser sig selv.
Man ender i et kollaps, lige meget om man har taget de mest moderigtige skyklappere på og tænker, at nu har jeg lavet dagens skodopgaver, i morgen bliver nok bedre.

Livet er en dans på roser, hvor man kravler op ad stilken med torne, og forenden skal der være en gevinst for indsatsen – den smukke rose.
Nogle gange kan man ikke se hvad gevinsten er, og derfor må man jo opgive kampen til tider, når man har trykket for lang tid på tag-dig-sammen-knappen, for man skal ikke blive ved med at hige efter at der kommer en gevinst. For måske er det sket ikke den kamp man skal tage.
Det er det, der er så svært.
Man aner ikke om det overhovedet er ens kamp, hvad kampen går ud på eller om der kommer en gevinst.
Det eneste man kan vide, er om man kan klare mere.

Mærke efter og reflektere.

Jeg har fundet ud af, at det modsatte for mig, af at tage sig sammen, er gøre hvad jeg har lyst til.
Ingen krav – kun behov.
Det lyder nemt, men det er det ikke, når hele ens liv er bygget op om at tage sig sammen til mange ting. Det føles SÅ forkert at mærke, den der piblende glæde der vil frem. Den dårlige samvittighed tordner frem i stedet og prøver at overbevise mig om, hvad jeg burde bruge min tid på i stedet samt den evige sammenligning, med hvad andre kan, så det burde jeg også kunne.
Men jeg er ikke som andre, og andre er ikke som andre. Vi er alle unikke og det er forskelligt, hvad vi finder udfordrende. Og det kan også skifte med hvad der er svært.

Oversat: Hvor dyb er mudderpølen? Det kommer an på hvem du spørger. Vi kommer alle igennem tingene på hver vores måde.

Det er nu 3 år siden at min tag-dig-sammen-knap gik i stykker, det føles både som et par uger siden, men også en evighed.
Den vil aldrig blive som før.
Jeg skal dagligt lære at bruge trykkene med omtanke ved at mærke efter og reflektere, omkring det jeg foretager mig. Så jeg kan have tryk nok til hele dagen.
Så jeg forhåbentlig kan lære mine børn, hvordan de kan tage vare på deres knap, for man får ikke en ny.


Den stille pige

Denne blog er mit talerør hvor jeg må skrive hvad jeg vil.
Jeg har altid prøvet at skrive uden min egen mening, for at holde det så neutralt som muligt, men jeg oplever faktisk mest respons på de indlæg, hvor min mening sniger sig ind alligevel.
Jeg synes det er skræmmende at sige sin mening, og endnu mere at skrive den. 

Sort på hvidt, står det der, min mening. 

Et klik fra at blive slettet eller skjult, men jeg prøver at holde mig fast i at skulle komme ud med min mening, på trods af at jeg ikke ved om den er sand. Hvad er det værste der kan ske?
Jeg har ikke noget imod at få andres syn på sagen, faktisk elsker jeg at skifte mening, det er jo dejligt befriende at få lidt lys på ens tanker og se dem fra en anden vinkel. Det er aldrig behageligt at blive udskældt og gjort til skamme over sin mening, men i dag har jeg det ok med det. Det er jo min mening, som det ser ud nu, det kan være det ændre sig, og måske gør det ikke. Og den er et udtryk for hvordan min verden ser ud i dag, på baggrund af alle mine erfaringer. Det at folk hidser sig op og bliver angribende, bunder jo mest i at de er følelsesmæssigt udfordret. Og den side har jeg også, så netop derfor synes jeg det er nemmere at tilgive andre for det.

Når man har fået mundkurv på nok gange som barn, stopper man med at udtrykke sin mening. Læringen er, at det ikke fører noget godt med sig.
Jeg har været en af ‘de stille piger’, jeg synes ikke det gav nogen mening som barn at sige min mening. Jeg oplevede oftest, at folk fysisk ikke hørte mig, altså det virkede ikke til at de ignorerede mig med vilje, men der blev bare talt videre.
Andre gange blev det hørt, men min følelse i kroppen var at det sjældent blev taget seriøst. Jeg havde ikke evnerne til at brage igennem en samtale, jo flere mennesker, desto større overvindelse skulle der til. Da jeg blev ældre, blev jeg mere modig, men panikken ramte mig stadig når jeg fik sagt noget i en gruppe. Men det blev også tit akavet for mig, fordi jeg følte jeg måtte tale på en afbrydende og højlydt måde for overhovedet at få taletid.
Så jeg har brugt meget tid på at lytte, og tænke, dannet meninger i det stille.

Derfor har jeg elsket at blogge. Det har været så svært for mig at indtage scenen og sige min mening, eller bare sige noget for den sags skyld.
På bloggen kan jeg råbe og skrige hvis jeg har lyst til det, og jeg ved det kommer ud. Og at det kun er de mennesker der finder det interessant/provokerende der læser med, dem som synes det er uinteressant scroller videre. Det er jo en vidunderlig filtrering af mennesker, hvor du ikke behøver at forholde dig til, og blive mere usikker på dig selv, over alle de mennesker som synes det er uinteressant. 

Og årene med bloggen har vist mig, at mine ord gør en forskel for nogle. For jeg får stadig beskeder og kommentarer, der var og er stadig brug for mine tanker, læringer og meninger.
Min erfaring som den stille og lyttende, fortæller mig også, at der altid vil være nogle som læser/lytter med, som får noget ud af det, selvom de ikke gør væsen af sig.

Det gav mig en selvsikkerhed i at der faktisk findes nogen der finder mig interessant, på en måde jeg ikke tror jeg ville kunne skabe i det ‘virkelige liv’. Og det har gjort at jeg langsomt turde åbne mig mere op i det virkelige liv og sige min mening, til de personer jeg havde mest tillid til.
Nu er jeg kommet til et sted hvor jeg ønsker at sige min mening højt, da jeg synes det er rart, at der sker en helt naturlig filtrering af mennesker.
Det er fuldstændig vidunderligt at naturligt blive omgivet med mennesker der matcher én, og accepterer hvad man har med i bagagen og respektere de meninger man har, også selvom de er uenige.

Omplantning af kødædende planter

I sommeren 2019 købte jeg en håndfuld forskellige kødædende planter, igen igen igen…
Jeg har altid været meget fascineret af dem og synes der er noget hyggeligt over at fodre dem med nyklaskede fluer. Men jeg har aldrig kunne holde liv i dem over længere tid.
Jeg har måske heller ikke sat mig mere ind i det, end at de er sumpplanter, så de skal altid være våde. Den lille detalje, der har gjort forskellen for mig, er at det KUN måtte være regnvand. Hanevand fik dem til at mistrives i løbet af ingen tid. Så nu står de alle altid i minimum 2 cm regnvand.

Og nu er mine 3 fluetrompeter (Sarracenia), kandebærer (Nepenthes) og Venus fluefangeren (Dionea muscipula) da klaret det i snart et år. Jeg droppede vibefedt og soldug, men de tre andre har klaret livet ude i den milde vinter.

Mine 3 fluetrompeter der står lidt trangt i potterne


Meget af dem er visnet væk eller ser bare trist ud, så de fik en tur med trimmesaksen og så opdagede jeg at der faktisk var flere planter i hver potte.
Jeg ved ikke om det er ligesom krydderurter, at man sætter en masse småplanter i en potte, for at få det til at se ud af noget på kortest muligt tid. Måske er det fordi de trives bedst ved at stå tæt eller de bare formere sig selv sidelæns rigtig hurtigt, ligesom vintergækker.

Der var alligevel 4 små kroner af fluetrompet i sådan en lille potte, hvilket jeg først kunne se da jeg havde trimmet det værste væk
Venus fluefangeren overraskede mig da jeg fik jorden væk, dens vækspunkt var faktisk langt nede. Den virker til at formere sig med underjordiske sideskud.
Jeg er ret sikker på jeg kun købte 1 venus fluefanger sidste år og lagde mærke til i sensommeren at den pludselig havde 2 kroner, og da jeg pillede i den var der faktisk 4. Håber den bliver glad for omplantning.

Nu (midt i april) er de i hvert fald blevet delt, da jeg kunne se, at der er ved at være gang i væksten, så må sommeren vise hvad de siger til det.
De er omplantet i ren ugødet spagnum, jeg har fået lidt af en veninde så jeg ikke skulle købe en kæmpe sæk. Kødædende planter bliver gødet af insekterne de optager, så de skal ikke have tilføjet gødning i jorden hvis de får nok insekter. Og rørene afslørede at de havde spist godt sidste sommer.
Kandebæreren er ikke blevet plantet om og har stået inde i badeværelsesvinduet hele vinteren, den får lov at blive lidt større før jeg planter den om.

Rabarberskumfiduser

Rabarber er bare noget helt specielt.
Vi går og venter spændt på hvornår de små knolde kommer op, og i år var de allerede oppe i januar, det var en rekord hos os, men det var også en meget lun vinter, desværre.
Men på den lyse side, kan vi nu nyde de første rabarber allerede i marts.
De første rabarber plejer vi at bruge i yndlingskagen (se opskrift her), men i år var der så mange stilke her midt i marts, på omkring 15 cm, så der var nok til også at lave lidt saft og marmelade og saften skulle bruges til rabarberskumfiduser.

Lækre luftige rabarberskumfiduser

Rabarbersaft + marmelade
Ungerne plejer at skære dem i alt mellem 0,5-2 cm lange stykker og så smider jeg dem i et fad og et godt drys sukker på, 2-3 sjatter vand og ind i ovnen, som alligevel er tændt. Dvs. det er lidt forskelligt hvor mange grader det får, da det afhænger af hvad jeg laver i forvejen. Men efter 10-15 min rører jeg lidt rundt og så tager jeg dem ud, når de er møre og trevler fra hinanden.

Hurtig rabarbermarmelade på en smuk forårsdag

Jeg kommer det hele op i en si og når det ikke løber hurtigt mere (lad det bare dryppe helt af hvis du ikke laver marmelade), tager jeg saften til rabarberskumfiduser, eller bare til at komme vand i til saftevand.
Selve snasken der ligger i sien kan koges hurtigt op, måske med til ekstra sukker og vanilje og så kommes på rene glas.
Jeg plejer dog bare at komme det direkte på glas, et drys sukker + vanilje i og så på køl, når det er kølet helt af. Og så spiser vi det i løbet af få dage.

Rabarberskumfiduser
1 dl rabarbersaft (lavet på ovenstående metode)
1/2 dl vand
200 g sukker
10 blade husblas, udblødt i koldt vand

Rabarbersaft, vand og sukker bringes i kog i 10-15 min (eller til det er omkring 110 grader).
Tag gryden af blusset og kom de bløde husblas i ét ad gangen og lad dem smelte helt, uden nødvendigvis at røre rundt.
Pisk nu kraftigt siruppen lys og skummende. Det kan godt tage lidt tid, og man kan med fordel lade det køle lidt før man begynder at piske.
Når skummet er som tyk marengs, kommes det på bagepapir drysset med flormelis.
Lad det køle helt af, før det klippes i mindre stykker. Vend dem let i flormelis, for de ikke klistre for meget sammen.

Pisk godt, til skummet begynder at tykne og kravle lidt op ad piskerisene
Hældes i en form og rystes let ud

Placebopostej

En af de ting som vi ikke kan få leveret for tiden er leverpostej. Og da jeg heller ikke lige kunne finde lever og spæk, har jeg kastet mig ud i en vegansk version.
Ham på 5 synes den er helt fantastisk og vil hellere have den end rigtig leverpostej, men hende på 3 år vil ikke engang have den op på tallerkenen, så der er lidt delte meninger.
Jeg synes ikke den smager nok af leverpostej til at snyde nogen, men den smager godt og det er hverken mærkeligt med agurk eller syltede rødbeder ovenpå. Så jeg håber Anna bløder op for at smage på den en dag, for jeg har allerede lavet den nogle gange.

Når der alligevel bages brød og kager, kan der ryge en postej med i ovnen

Placebopostej (lille)
1 ds bønner / samme mængde tørrede bønner, udblødte og kogte
30 g cashewnødder
1 lillebitte løg
1 hvidløg
3 spsk olie (feks. raps eller oliven)
1 spsk friske timianblade eller anden krydderurt
1-2 spsk soya
Lidt salt og peber

Alt kommes i en minihakker på fuld drøn, eller i et højt bæger og en tur med stavblender. Den må godt være lidt blød, så jeg tilsætter lidt vand, hvis den er for tør. Den taber også væske i ovnen, og skal jo gerne være smørbar bagefter.
Kommes i et lille fad (mit minitærtefad er ca. 15 cm langt) og ind i ovnen i ca. 30 min ved 200 grader varmluft.

Klar til ovnen – her lavet på kidney bønner og rødløg.
Også klar til ovnen – sorte bønner med en god håndfuld spinat i, da min søn gerne vil være stærk som Skipper Skræk

Brød uden tilsat gær

Corona har for alvor meldt sin ankomst og af alle ting, hamstrer folk toiletpapir og gær.
Heldigvis havde jeg en surdej stående i køleskabet, så jeg hurtigt kunne få startet en fordej op.
En surdej kan sagtens startes uden tilsætning af gær, det tager bare nogle dage ekstra – så alle kan klare sig uden gær fra butikken.

Hvis man skal lære at bage gode brød og ønsker en reel opskrift og ikke bare en metode, som jeg giver nedenunder, vil jeg anbefale at læse enten Claus Meyers bagebog eller Camilla Plums. Og hvis man bare går direkte i nørd – Aurions bagebog med gamle kornsorter.

Surdejsbrød og surdejsboller med græskarkerner i

Måden jeg gør det på er på slump, og for at kunne arbejde på slump med succes, kræver det en hvis erfaring og indsigt. Ikke fordi jeg er uddannet eller super haj til det, men man skal have en hvis fornemmelse i et køkken og det er en stor hjælp, hvis man forstår sig på gæring/fermentering. Man skal se brødet som en levende organisme, for det er den, og huske på at hvis den har det godt, vokser den. Hvis den har det skidt, bliver den syg (feks. noget andet end din ønskede gær tager over/den begår selvmord).

En god og aktiv surdej, klar til kamp!

Brødet herunder tager 2 dage, og er noget jeg laver af en surdej der er gang i, dvs. hvis jeg ikke bruger af den, fodrer jeg den, når den står for længe. Min surdej står altid på køl, for jeg bager ikke nok til jeg kan følge med, hvis den står på bordet, så synes jeg den bliver for sur.

Brød uden tilsat gær
Dag 1
En kop surdej
5 dl vand
1 spsk salt
2 kopper groft mel (graham, fuldkornshvedelmel, rugmel, havregryn)
Almindelig hvedemel, så konsistensen er som tynd sjappet havregrød

Dag 2
Almindelig hvedemel så det passer

Dag 1 – Alt blandes i min røremaskine skål med en spiseske, et viskestykke over skålen og lad den stå på køkkenbordet til dagen efter.
Nogle gange laver jeg den om morgenen, andre gange om aftenen, men altid ved stuetemperatur og til dagen efter.

Dag 2 – Dejen røres på røremaskine med almindelig hvedemel, der fyldes så meget mel i at når maskinen stopper, går der lidt tid før dejen er kravlet af dejkrogen.
Det er en fornemmelse jeg har udviklet efter utallige brød, som enten er blevet for flade og klæge eller for tørre.

Når jeg er tilfreds med melmængde, sætter jeg røremaskinen på max af hvad den kan klare for en brøddej. Den bliver æltet i lang tid, den skal ende med at blive en sammenhængende klump der løsner sig fra skålen, så er gluten færdigbanket og har overgivet sig. Min maskine må kun arbejde i max 10 min, nogle gange er jeg ikke helt tilfreds, så får den lige 20 min pause og så ælter jeg videre til den løfter sig godt om krogen, og trækker lange tråde når man stopper og hiver krogen op.
Man kan godt forkorte den heftige æltetid lidt, ved at vente en halv times tid med at ælte, så når melet at suge vandet godt og startet arbejdet så småt.

Hævetid
Så skal dejen hæve til den er færdig. Rimelig svært at vurdere første gang man prøver.
Da alting er på slump og jeg bruger forskellig mel, vil dejen også ende lidt forskelligt. Hvis den er meget blød, plejer jeg at klatte/skære den ud som boller eller bage den i en form, den har hævet i. Den fugtige dej giver som regel en saftigere krumme, men kræver lidt længere bagning.
Hvis den er lidt fastere bruger jeg hævekurv eller hakker forsigtigt til flutes eller boller. En fastere dej, giver et mere formstabilt brød, som også har en fin fugtighed, men kræver at man ikke overbager det og det holder sig måske frisk og lækkert, lidt kortere.

Disse forme blev kun fyldt 1/3 og fik lov til at hæve fra morgen til eftermiddag

Dejen hæver altid i en slukket kold ovn, for ovnen holder godt på fugtigheden så overfladen ikke tørrer ud på dejen.
Hævetiden afhænger af flere ting, har jeg en livskraftig og viril surdej og det er en fugtig sommerdag, kan det tage få timer.
En træt og trist surdej på en kold vinterdag, hvor vejret lige er slået om til frost, så fyret ikke kan følge med, og Månen og Saturn i øvrigt står helt åndsvagt i forhold til min surdejs stjernetegn, ja så tager det hele dagen.
Hvis jeg laver den om eftermiddagen, sætter jeg den lunt, for at speede processen.
Hvis jeg har glemt at jeg har gang i en dej og først kommer i tanke om det om aftenen, så kommer jeg den i en hævekurv eller en smurt rustfri form (meget vigtigt at den er syrefast) og ind i køleskabet til koldhævning. Jeg kan også finde på at klatte den ud som boller på en bageplade, dække med et fugtigt viskestykke og så sætte hele pladen ind i køleskabet til dagen efter.

Ovnen bliver brugt som hævekammer, så man ikke behøver at dække med et fugtigt klæde
Da jeg tit glemmer jeg har noget til hævning i ovnen, hænger jeg et toiletrulleskilt, så jeg ikke kommer til at tænde ovnen til noget andet

Bagning
Når dejen har hævet det den skal, dobbelt op og gerne mere, tænder jeg ovnen på 230 grader.
Hvis jeg har brugt hævekurv, kommer jeg som regel min pizzasten fra grillen i ovnen, og bager den på der.
Men ellers smider jeg brødet i ovnen, når ovnen er klar.
Mellem 12-16 minutter for boller, med mindre de er meget små og omkring 30-40 minutter for brød. Hvis der er godt knald på bagningen og brødet tager meget farve på kort tid, skruer jeg ned på 200C efter 15 min.
Brødet hviler minimum til det er håndlunt, før jeg skærer i det.

Det var en lang lirum larum, måske du kan bruge noget af det til at få et bedre brød, og hvis det er helt volapyk, så lån Claus Meyers bagebog eller find hans opskrifter på nettet. Det var dem der knækkede koden for mig og min bagning.


Karantænekager

Vi har ikke kunne komme ud og handle siden 11. marts 2020, da pressemeddelelsen kom ud om at Danmark lukkede ned. Det sætter ret høj lid til online dagligvareshopping og levering, hvilket er ret tyndt når man bor udenfor en stor by.
Her hvor vi bor er det kun coop.dk der leverer, men pga overbelastning, har der ikke været nogen leveringstider i vores område endnu, her 2 uger efter.
Heldigvis er helsebutikkerne ikke overbelastet og vi kan derfor få leveret kolonialvarer, såsom tørrede bønner, kikærter, sukker, nødder, olie og andet godt.
Og Årstiderne havde også åben for levering og med tilkøb af mejeripakke, så nu får vi det lækreste grønt og frugt, samt lidt mælk, yoghurt og æg, 1 gang om ugen.
Udover det har vi bestilt en masse lækker økologisk mel hos Mejnerts Mølle, som også kunne leverer lynhurtigt, så alt i alt, lever vi ret luksuriøst, når vi nu ikke er selvforsynende mere.
Heldigvis havde vi en god ven der har handlet for os sidste tirsdags, men nu vil vi prøve at se om det ikke kan lade sig gøre at leve for det, vi kan få leveret.

Når man er løbet tør for pålæg, går de også fint som top på en surdejsbolle, her med hjemmelavet kakao af den sidste mælk som udløb samme dag, men derved kunne forlænges et par dage.

Det ændrer jo så en smule på hvordan vi laver mad, så jeg prøver at omdirigere og finjustere opskrifter, lavet på de ting vi kan få leveret. Det er der kommet disse gode havregrynssmåkager ud af, som holder fint i en dåse, så de bliver bagt når ovnen alligevel er tændt, feks. når vi bager rugbrød.

Karantænekager
1 æg
100 g sukker
50 g brun farin
1 tsk vaniljesukker
1 dl rapsolie
75 g havregryn
60 g grahamsmel
60 g hvedemel
1/2 tsk natron

Pisk æg og sukker luftigt. Pisk olie i. Tilsæt resten og rør det godt sammen.
Med 2 skeer, sættes 12 dejklatter på en bageplade, godt fordelt, da de flyder en del ud.
Bages ved 175C i 15-20 min.
Jeg giver dem en lang bagetid for at de bliver sprøde hele vejen igennem, som gør at de holder sig bedre i kagedåsen.

Dejen er lidt sej og klistret og vil flyde ud i ovnen
Vores genanvendelige bagepapir fra Lekue, bliver brugt i stor stil, så vi ikke risikere at løbe tør for bagepapir

Man kan sagtens bage dem med en blød midte, altså i kortere tid, hvis de ikke skal holde så længe, men bliver spist med det samme.

Hvis den bliver bagt kortere tid, er midten lidt blødere og kageagtig

Forspiring af kartoffeløjne

Inden Danmark lukkede ned nåede jeg ikke at få købt hverken læggekartofler eller sætteløg. Det går nok endda og man kan jo købe online med levering, hvis det er helt slemt. Men nu ser vi om vi ikke kan nøjes med det vi har.
Når vi når juletid, plejer jeg at gemme grønne kartofler i vindueskarmen, når jeg støder på dem i de poser jeg køber. For så ligger de og spirer, og så længe de ligger lyst, bliver spirerne korte og mørke. Hvis de lå mørkt og varmt, ville spirerne blive lange, lyse og skrøbelige. Hvis man har et køligt rum er det nok at foretrække, så de ikke skrumper så meget ind, men det har jeg ikke, så de ligger bare i mit køkkenvindue, løbende fra december af.

Kartofler der har ligget fra december til marts i vindueskarmen

Men i år, blev det ikke til så mange grønne kartofler, så for at strække dem jeg har, har jeg knækket de små spirer af, som har en lille knold med begyndende rødder.
Dem har jeg kommet i min lille spirebakke, da ingen af mine chilifrø har spiret i år. Så fylder de heller ikke så meget i vindueskarmen, men skal hurtigere vandes og plantes om, end hvis man bare gav dem en potte.

Fine knopper med begyndende rødder og blade, de er virkelig klar, parat, start!
Forsigtigt afknækkede spirerende dutter fra kartoflerne

Spirerne er knækket af, her midt i marts, så må vi se om de når at blive store nok til at give ok med kartofler. Jeg havde ikke rigtig planlagt denne løsning af gode grunde, men hvis jeg vidste jeg ville have gjort det, havde jeg knækket dem af i slut februar/start marts, så de kunne blive godt store og nå ned i mistbænken inden de bliver plantet ud under fiberdug.
De kartofler jeg har taget spirerne af, har jeg efterladt minimum 2-3 af de mindste øjne og vil lægge dem i jorden på normal vis.

Efter 2 dage i Pluggboxen kan jeg allerede se de er mere saftspændte og har rejst sig lidt.
Efter kun 3 dage, så rødderne sådan ud! De var virkelig klar, parat, start!

Mad på bål

Når man intet har på programmet og holder kalenderen åben, sker der ofte de dejligste ting. Vores kalender er som regel ret tom, men hverdagsopgaverne hober sig op og weekenden ender med at blive fyldt op med ting der skal ordnes, så vi ikke drukner helt den kommende uge.

Men i denne weekend var der ikke de store opgaver, da børnene har været syge de sidste 2 uger, og på en måde, hvor vi har kunne følge med dagligdagens gøremål. Så da min store dreng spurgte om vi skulle lave bål, hoppede jeg lige i med begge ben, faren lidt mindre begejstret.

Årets første bål på en lun februar dag

Vi havde sået en masse porrer og lagt et hav af kartofler sidste år, men har ikke rigtig fået høstet noget af det, og pga den milde vinter, var det lige til at hive op af jorden.
Så mens bålet kom godt i gang, hentede vi porrer, kartofler, kålblade, løgtoppe, rosmarin og timian fra haven.

Kartofler og porrer i den lille Randers bør
Skræl, skyl og hak i køkkenet og så er vi klar!

Samtidig fik jeg sat en brøddej over med timian og lidt rosmarin, men da det blev lidt impulsivt, fik den en god mængde gær og jeg tilføjede noget yoghurt, for at få hurtig boost af mælkesyrebakterier.
Sidste år købte Jacob en Dutch Oven til mig, som jeg længe har sukket efter. Det er en støbejernsgryde på ben, så man kan hæve den lidt fra bålet, samt et låg med en kant, så man kan lægge kul oven på også, for at opnår en ovneffekt. Desuden er kraftig hank til at hænge den op på bålstativ (skal være kraftigt, da den er mega tung).
Den kræver lidt øvelse, så det hele ikke brænder på, men den er virkelig god, dog skulle jeg nok have haft en i en mindre størrelse, men der er heldigvis god plads i vores bål.

Er der noget små børn elsker, så er det at transportere ting i trillebøre

Vi prøvede diverse bålstativer af sidste år (Petromax, Bonfire og alle alternativer de havde i vores lokale outdoor butik), men de skuffede grumt allesammen.
Bonfire er noget tyndt sjask, der ruster nærmest inden man har købt det, Petromax er kraftigt, men ikke optimal mulighed for hævning/sænkning af gryden efter min mening og alle de andre var så ringe kvalitet at de ikke holdte til udelivet.
Så jeg søgte på hvordan spejderne gjorde og fandt ud af nogle lavede en 8 talsbesnøring på 3 lange grene, og det fungerer suverænt godt! Jeg kunne ikke finde på en god hæve/sænke funktion, men når gryden hænger nogenlunde er det ikke så meget jeg hæver og sænker den, så længe det er gløder. Så det jeg havde brug for at hæve og sænke den, kunne jeg gøre ved at justere grenene lidt ind og ud.
Meget simpelt, og det fungerer super fint. Så skal man heller ikke finde opbevaring til et bålstativ i skuret, win-win.

Suppen på stativ i Trangiagryden og brødet i Petromax Dutch Oven, så er der snart mad!


Jeg har bundet stativet og hænger gryden i nylonreb, så det er selvfølgelig vigtigt at stativet først bliver placeret når værste flammer er væk og der bare er rolige gløder. Men når jeg laver bål, får den altid fuld hammer i starten og så stopper jeg helt med at fylde på, når jeg vurderer at der er nok på til at maden kan blive færdig, når det hele er endt som gløder. Jeg har ikke den bedste erfaring med at lave mad over flammer, synes det er for svært.

Det var meningen at vi skulle have bananklatkager til dessert, men temperaturen var faldet så voldsomt da solen gik ned, at overfladekølingen gjorde at panden ikke kunne holde sig varm. Så er det heldigt vi bare er derhjemme, og kan gå indenfor og få varmen og stegen dem på komfuret.