Verdens dyreste farveblyanter

I flere år har jeg kigget langt efter nogle dyre farveblyanter, men ikke synes jeg var god nok til at tegne, til at bruge så mange penge på materialer.
Sidste år købte jeg en den mindste pakke med dem og de har ligget og samlet støv siden. Jeg har kigget på dem mange gange og ikke turde bruge dem. Tænk hvis nu jeg bruger dem helt op og slet ikke kan tegne noget, jeg bliver tilfreds med.

For nogle dage siden fik Mads nye farveblyanter til penalhuset og vi aftalte at vi skulle hyggetegne og høre lydbøger.
Jeg besluttede at tage mine dyre blyanter med, i håb om jeg samlede mig mod til at bruge dem. Mads spottede dem lynhurtigt, da jeg havde vist ham dem før: “Årh mor, det er jo verdens dyreste blyanter! Må jeg også prøve dem?”

Ja da! Og han kradsede løs og fyldte papiret med farve fra kant til kant. 

Jeg beherskede mig og roste ham for hans flotte tegning, da jeg virkelig ikke ønsker at han arver min sparemani. Men som han tegnede, kunne jeg næsten høre blyanterne blive mindre og pengene fosse ud. 

En del af mig tænkte, at selvfølgelig skulle han prøve verdens dyreste blyanter, selvom der er en gave jeg ikke engang, vil give mig selv. Men min søn skal have den glæde at tegne med dem, uden den mindste bekymring, om hvad de kostede.
Og jeg var mega stolt af mig selv, at jeg lod ham gå tegneamok, knække spidser og sagde ikke noget om, at han skulle tage den med ro eller nu må du altså kun tegne én tegning med dem. Lidt koldsved kom der, da han skulle spidse den ene.
Jeg prøvede ihærdigt at udstråle, giv den gas og nyd det!

For at dulme mine nerver, besluttede jeg mig for at bruge, hvad der var i hans penalhus. En måde at opveje det på. Så der kun blev brugt for 10 kr farveblyant og ikke 20 kr, i denne omgang.
Efter noget tid, hvor jeg havde været fordybet i min tegning, opdager jeg at han også er gået over til at tegne, med tingene fra penalhuset. Og så ser jeg at han har tegnet den krage, jeg har tegnet.
Jeg blev så rørt over han sidder og kopiere mig, og så slår det mig lige pludselig at han jo også kopiere det, at jeg bruger tingene fra penalhuset. Han kender jo endnu ikke min årsag, men han kopierer min adfærd.

Nu har jeg, lige siden jeg husker det, prøvet at bryde med, at spare på alting. At vente på det rigtige tidspunkt til, at jeg godt må bruge, godt må være, godt må leve!
Ikke hele tiden tænke i økonomi og hvad kan bedst betale sig, men bare hvad har jeg lyst til, hvad gør mig glad?

Jeg følte et øjeblik at jeg gav lidt slip på det, ved at lade min søn tegne med dem, men jeg undskyldte for mig selv, at så var det nok personlig udvikling for i dag, så jeg ikke selv skulle have lov og dermed spare lidt på blyanterne, til en anden dag, jeg så selv kunne bruge dem.

Men hvad er det for en dag jeg venter på? Hvad sparer jeg op til? Hvornår er der nok penge i banken til, jeg gerne må bruge verdens dyreste blyanter, også selvom laver en tegning som JEG ikke synes er god nok?

De blyanter har den højeste lysægthed på marked, dvs de vil kunne bevare farverne bedst over længere tid.
Jeg ELSKER ELSKER ELSKER den krage, som Mads har tegnet til mig, og hvor ville jeg ønske jeg havde vist ham vejen, i stedet for bare at pege på den, ved selv at have tegnet med de blyanter, så han også havde kopieret den adfærd. Så havde den krage holdt sig knivskarp i farverne, selv efter mange år. 

Jeg har fået og får helt sikkert, mange flere fantastiske tegninger, så det er ikke så meget tegningen, men hele det, at man bliver kopieret som forælder, om man vil det eller ej, og om de vil det eller ej.
Man kan sige nok så mange gange, at de skal det ene eller det andet, men hvis man ikke selv går vejen og gør det, tror jeg de ubevidste handlinger, har det med at vinde i sidste ende.

Jeg har stadig ikke brugt de farveblyanter.

Men nu har skrevet om min udfordring og det har det med at hjælpe på processen, for mig i hvert fald. Og det er heller ikke sikkert mine observationer er rigtige, men så længe jeg går et skridt i en god retning og holder sindet åbent for nye indsigter, tænker jeg det går.
Jeg har besluttet at jeg på sigt, køber det største sæt, hvis jeg bevarer tegnelysten. Også selvom jeg måske aldrig bliver god nok, i mine egne øjne til at tegne. 
Men fordi jeg er god nok, som jeg er.

Når jeg skal beregne om jeg må tegne med de dyre blyanter, skal jeg ikke kigge på om jeg har udviklet mig nok, eller om jeg kan blive god nok til at sælge, så jeg kan tjene dem ind igen.
Fordi jeg ikke SKAL blive bedre til at tegne, fordi jeg ikke skal opnå noget med at tegne, jeg skal ikke blive til noget, med min tegninger. 
Jeg skal bare tegne. 
Og have det godt med at tegne, også selvom jeg kunne blive bedre, hvis jeg bare gjorde dit og dat. 

Det er ok at stå stille og ikke ønske at blive bedre, bare at nyde at være i nuet, og tegne med verdens dyreste farveblyanter.

Stof, tøj og købemani

Jeg har i flere år syet tøj til mine børn, min mand og mig selv. Faktisk så meget at vi var ved at drukne i tøj.
Det var ikke fordi, jeg egentlig syede for mange ting af de samme ting, men simpelthen fordi vi arvede så meget af dem vi kendte, og også nogle vi ikke kendte. Så hvis jeg syede en bluse, var det for min egen skyld eller ungernes ønske om deres yndlingsfarve/figur, ikke fordi vi manglede bluser.
Da min stress voksede og voksede, tog det af med at sy, det var sådan set heller ikke nødvendigt, for vi modtog sække med børnetøj og det tøj jeg havde syet til os voksne, holdte jo fint. Vi slider ikke så hårdt på tøjet og vokser heller ikke mere.

Når jeg tænker tilbage for nogle år siden, hvor jeg syede børnetøj med stor iver, kan jeg huske det var en lidt ambivalent følelse.
På den ene side nød jeg at designe og sammensætte, tegne og tilrette mønstre og se børnene bevæge sig og lege i det.
Men på den anden side, blev jeg lidt trist over at mit personlige behov, faktisk overskyggede det faktum at vi druknede i arvetøj, som intet fejlede. Mange ting havde stadig mærker på. Og det var bare det tøj vi havde fået/hentet gratis i vores lokalområde/af venner.
Det eneste tøj jeg har købt, tror jeg er sokker, og det er jeg først begyndt på efter min store blev 5 år. Mig og manden, selvfølgelig i længere tid.

Nu har jeg jo syet en del ting som vi ikke arvede, feks. huer, undertøj og klø-fri kjoler/bukser til min pige, som har været meget sensitiv. Det er ikke alle der har den mulighed at kunne sy, eller måske har lyst til at tage sig den mulighed.
Men hvis jeg havde undværet at sy tøj, ville jeg sagtens have kunne supplere op i genbrugsbutikkerne, med det vi havde brug for.

Da jeg blev for stresset til at foretage mig noget som helst, nød vi godt af arveposerne, og det gør vi stadig. Hver gang vi får en sæk, bliver jeg fyldt med taknemmelighed, for at jeg ikke SKAL sy og at jeg ikke SKAL ud og køre rundt for at finde tøj, når de lige gror en størrelse om natten.
Jeg glædes over, selvom det ikke helt har været et aktivt valg i første omgang, at vi kan være en del af den fødekæde, hvor man bruger tøjet til det ikke kan mere, og må omdannes til noget andet.

Genbrugsbutikkerne har også for meget
Vi prøver så vidt muligt at give tøjet direkte videre til nogle andre forældre, for sagen er at der simpelthen er for meget brugt tøj, til at genbrugsbutikkerne kan få det solgt i Danmark.
Jeg synes det er helt vildt at vores forbrug af nyt tøj er så stort, at vi ikke engang evner at bruge det op, men må sende det videre til andre lande eller omdanne det til genbrugsprodukter.
Et kæmpe ressourcespild.
Jeg synes det er fantastisk at vi overhovedet kigger på upcycle-løsninger på det tøj som er defekt eller stofrester, så vi kan danne nye produkter ud af det, i hvert så længe det giver mening.
Men jeg tror at hvis det virkelig skal rykke noget, skal der flere mennesker i genbrugsbutikkerne, og ikke for at donere, men for at købe.
Og det ville helt klart også hjælpe, hvis det blev moderne at reparere sit tøj.
Lære at lappe, skifte en lynlås, forlænge børnebukseben, lægge bukseben op, osv.
Det er næsten altid billigere at smide ud og købe noget nyt, særligt hvis man omregner i tid. Men glæden ved at få tingene til at holde yderligere nogle år, ved at sætte en hjerteklap på yndlingsstrømpebukserne, det giver så meget mening, da det jo er strømpebukseejeren og hendes generation, der nok kommer til at skulle finde på affaldsløsninger på alt det, vi render og smider ud for nemhedens skyld.

Hoardere lader sig nemt lokke
Jeg har skrevet lidt om det før, her på bloggen, men det er også noget der fylder meget for mig. Særligt når jeg går forbi min stofreol.
Hen mod slutningen af den tid hvor jeg syede intensivt, endte jeg faktisk med at lande i en form for købeafhængighed.
Jeg havde intet overskud eller lyst til at sy, men jeg havde virkelig meget lyst til at have lyst til at sy. Det gjorde at jeg sugede inspiration til mig i diverse sygrupper på Facebook samt på Pinterest, jeg lod mig forføre af alle de smukke kreationer andre lavede og blev hele tiden præsenteret for de nyeste stofdesigns, som butikkerne fik hjem.
Totalt opdateret på hvornår de forskellige butikker havde efterårsudsalg, vinterudsalg, juleudsalg, fødselsdagsudsalg, konkurrenten-har-udsalg-så-det-har-vi-også-udsalg, osv.
Jeg faldt lige med hovedet i, og købte stof. Ikke noget vildt, og altid på tilbud, for jeg fandt hurtigt systemet i hvornår de havde tilbud, men stadig for at prøve at lappe et savn.
Så selvom jeg havde sat regler op for mig selv om at det skulle være på tilbud og jeg skulle kunne finde på et projekt til det, inden det kom i kurven, så hjalp det lige fedt.
Jeg fik ikke gang i symaskinen, i hvert fald meget sparsomt.
Og jeg fandt meget mere gejst, ved at sy noget ud af en bluse, der ikke kunne bruges mere. Det gav så meget mere mening.

Slidte bukser, blev lavet til sommerens shorts, med få reperationer. Og gamle plettede/ødelagte bluser blev lavet til undertøj. Jeg er mere stolt og glad ved disse resultater, end de originale bluser og bukser jeg i sin tid syede.

Min stofreol var nu så overfyldt med overforbrug og dårlig undskyldninger, så jeg tog en ekstra kasse i brug. Og den kunne jeg ikke finde plads til, så den måtte stå midt på gulvet.
Ved ikke om det var den kasse der gjorde det eller summen af alle mine tanker omkring at jeg havde nogle uhensigtsmæssige handlinger, som ikke rigtig gav mig det jeg havde brug for.
Men den kasse irriterede mig virkelig, jeg skulle hele tiden flytte rundt på den og jeg fik hverken tømt den eller reolen.
Og så fik jeg en kæmpe sæk stof, fra en der havde ryddet op i sit 40 år gamle stoflager.

Tænk at hun havde gemt det stof i så mange år! Jeg var fuldstændig målløs.
Det var altsammen bleget eller snavset, der hvor stoffet var foldet, og selv efter 2 vaske blev det ikke rent. Og det der engang var strækbart, havde fuldstændig mistet elasticiteten, jersey/rib holder ikke evigt.
Der er jo mange muligheder for at bruge det alligevel, men nu var jeg også ved at drukne i stof. Og hun havde faktisk mere til mig, hvis jeg ville have.

Starten på en ny æra
Jeg tog en beslutning om at jeg havde et max. areal til at opbevare stof og så måtte jeg stoppe med at søge inspiration, for en tid.
Det blev til at jeg max. måtte have stof i min reol og at stoffet skulle ligge pænt og tilgængeligt, så det hele ikke falder ud når man rører ved det.
Jeg har i dag opnået mit mål. Det har taget mange måneder.
Jeg har virkelig måtte kæmpe med min indre trang til at beholde det hele, for jeg havde jo masser af projekter, som jeg ønskede at realisere. Det er nu kun det allerbedste der er tilbage og jeg har doneret resten væk.

Det hjalp at give det direkte til nogen der ville have det, i stedet for det måske bare røg på til brandbart.
Det hjalp også at tænke på at hvis jeg skulle beholde mere end der kunne være i den stofreol, skulle jeg betale opbevaring til en lagerhal. Jeg ville jo aldrig få kigget i den kasse, og så ville jeg bare have en månedlig udgift, på mit lavest prioriteret stof. Der ville ikke gå længe før jeg ville have betalt stoffet en gang til, bare i lagerleje.

Det jeg synes var det sværeste, var at erkende at jeg havde købt en masse drømme. Og da jeg skulle sortere, blev jeg ved med at få idéer til, hvad man også kunne bruge det til, selvom originalprojektet nu var droppet.
Jeg skulle simpelthen sende fine ressourcer videre, fordi jeg i virkeligheden havde indkøbt projekter til 10 hjemmegående husmødre. Udover de spildte penge jeg havde brugt, havde jeg også ruttet med jordens resourcer.
Jeg var skamfuld, men den følelse hjælper sjældent på så meget, først når man forvandler den til handling.

Min stofreol, som den ser ud i dag. Og bare ved at have kigget på billedet, ser jeg nu 2 stykker stof, jeg sender videre.

Stop stofspild
Jeg er nu ret overbevist om, at jeg ikke får mere stof end der kan være i min reol mere. Jeg føler jeg har haft et form for opgør, jeg ikke har haft før.
Jeg har tit været på slankekur og kasseret grimt eller ødelagt stof, men i denne omgang har jeg kasseret flere kasser med stof, jeg stadig finder smukt og kunne finde på at købe. For jeg skal nok finde stof til de projekter der dukker op løbende, men jeg behøver ikke at trøstespise, når jeg ser noget flot på tilbud eller have huset fyldt med mad, som en prepper.
Jeg vil ikke skille mig af med stof om 40 år, som har ligget i dvale, blevet mørt og misfarvet. Det skal afsted nu og bruges mens det er friskt og har potentiale.
Jeg synes det giver så meget mere mening at sy og anskaffe mig stof med omtanke, så selvom jeg ikke har syet i lang tid, kan jeg allerede nu mærke, at forventningspresset til mig selv, allerede er aftaget.
Fra nu af, skal det at sy, ikke være den hurtige, nemme eller billige løsning, det skal være den nærværende og energigivende hobby.

Denne proces har taget lang tid, når man er hoarder af hjertet, gør det ondt at skille sig af med ting, for hvis nu… Men det har gjort mig godt.
Jeg har allerede taget hul på flere bunker og gennemgået skuffer med andre ting. Der er noget jeg har fortrudt allerede, at jeg har kasseret, men ikke i en grad at jeg løber ud og køber det igen og jeg klarer mig fint uden, hvem ved om jeg ville have brugt det, hvis jeg havde beholdt det.
Flere ting jeg har fundet i gemmerne, kunne jeg ikke huske jeg havde, så i den forstand kunne jeg heller ikke finde og bruge det, hvis behovet opstod.
Men faktisk er det rart med lidt ekstra hyldeplads, som ikke skal bruges til noget, bare skabe luft.
Mit mål er at de ting jeg har, bliver brugt efter hensigten, og at jeg kommer i mål med lidt flere projekter end der står i kø.

Forventningspres og haveglæde

Her i Holbæk er vejret vådt og gråt, det indbyder ikke mig, til at gå udenfor.
Når vi rammer efteråret, begynder jeg så småt at gå i hi. Jeg mister som regel havelysten fra den ene dag til den anden, hvilket er lidt upraktisk, for der er alligevel lidt opgaver som er gode at få lavet i efteråret.
Men der er ikke noget at gøre, jeg har ikke lyst.
Jeg har tit prøvet at forcere det, men det ender aldrig rigtig godt.
Haven for mig, SKAL være et frirum jeg elsker at være i, hvor jeg gør ting af lyst og ikke nød, med mindre der er en virkelig stor gevinst i den anden ende.

Den første tidselsommerfugl jeg så i juni 2019, fløjet hertil helt fra Mellemøsten, kun kommet pga. ‘ukrudtet’.

Selvforsynende i haveglæde
Det er også derfor at jeg, efter jeg fik børn, har droppet tanken om at være selvforsynende. Jeg nåede ikke at finde en god rytme, således at forberedelse af jord, såning/sætning, pleje og høst forekom naturligt for mig, af de forskellige afgrøder vi skulle bruge.
Det er et fuldtidsjob at være på barsel, og er slet ikke foreneligt med at være selvforsynende, da Jacob jo var på arbejdsmarkedet og ikke deler samme entusiasme for haven. Så det gik hurtigt op for mig, at prioriteterne måtte lægges om.

Det er nu 5 år siden, og min haveglæde er faktisk kun vokset siden, selvom jeg har langt færre timer i den.
Men beslutningen om, at haven ikke skulle forsyne os med det, vi skulle spise, samt at det skulle have en økonomisk betydning, men bare være et ekstra rum til fornøjelser og sjove forsøg, har gjort det hele til en leg.
Der er så mange dygtige økologer som finder glæde i at dyrke og er meget bedre end os til det. Nu støtter vi op om dem økonomisk og ikke bare som sideløbende hooligans.

Ved at fjerne krav og forventninger til mig selv, blev det virkelig sjovt at gå i haven.
De områder jeg normalt dyrkede i, blev hurtig til tidsler og brændenælder. 2 planter som jeg hadede før, men nu lod jeg dem stå det var helt vildt at se et liv der var i dem.
Jacob gik og slog dem ned, fordi han var bange for de spredte sig, når man har set tidsler smide frø, kan man godt få lidt bange anelser.
Men jeg fik ham overtalt til at lade dem være, da de er værter for så mange forskellige sommerfuglelarver.
Mit andet argument er, at der er områder i vores have vi aldrig har rørt ved i de 10 år vi har boet her, og der er ikke en eneste brændenælde eller tidsel der har slået sig ned.
De slår sig jo kun ned, hvis forholdene er til det og vi skulle jo ikke bruge jorden til noget, så kunne de jo ligeså godt være der i den tid.

Farverig have
En anden udvikling, der er udsprunget af denne beslutning, er at jeg er begyndt at dyrke blomster. Det har jeg aldrig gjort før, for alt skulle jo kunne spises eller bruges. Alt for høje krav og fokus på praktisk brug, som om det var en forretning, der skulle være rentabel.
Lige pludselig dyrkede jeg blomster, bare fordi de er kønne at kigge på, kun for glædens skyld. Og det er meget nemmere at have børn med til at gøre ting, når resultatet ikke er vigtigt.
Mig og Anna såede et bælte på 200 meter med solsikkefrø, hun synes det var det var så sjovt at kaste frø i vildskab, mens mor gik og legede futtog bagved med fødderne, så det blev dækket med jord. Da vi var overvåget af diverse fugle, kom 2-3 solsikker ud af det, så det hele endte i brændenælder og tidsler. Men processen husker vi begge og vi glæder os allerede til at gøre det igen.
Og senere på sommeren kunne vi gå på jagt med en sommerfuglebog i selvsamme plantebælte og prøve at bestemme sommerfuglelarver.

2 sommerbørn på jagt med lup efter sommerfuglelarver med opslagsbog fra biblioteket

I virkeligheden, klarer naturen meget bedre selv at dyrke jorden, så hvis man ikke har havelysten, ville jeg anbefale at lade stå til, så naturen skaber det rum, den har brug for, fyldt med udskældt ukrudt, som jo er de danske dyrs mekka. Evt med en lille slået sti på tværs, til den daglige gåtur, hvor du kan følge udviklingen.

Brændenælder giver så meget liv i haven

Følg lysten og stræk havemusklerne
Så nu sidder jeg her indenfor med en kop te, mens det rusker og snusker udenfor.
En gang imellem, dukker der lidt haveopgaver op i hovedet jeg kunne tage mig til, hvis lysten melder sig. Nogle gange vil jeg hellere noget andet og andre gange griber det mig, og så kommer jeg ud og får dyrket lidt haveyoga, så jeg også lige bliver mindet om, hvor dejligt det er og bliver, når havesæsonen rigtig starter.

Børnene har længe plaget om at sætte hvidløg, siden jeg fik nævnt at det er noget man plejer at gøre i efteråret. Jeg glemmer det hvert år, da efteråret for mig er en rus af farver, lys og høst, hvor jeg slet ikke tænker i at få starten nye ting op.
Så hvidløg kommer altid i jorden om vinteren, eller når frosten er ude af jorden om foråret. Det er ikke optimalt, hvis man går efter de største hvidløg, men jeg går bare efter hvidløg. Hvis de er for små til at pille kan de altid bare komme hele ind, i en helstegt kylling, eller en sovs/gryderet/fond der alligevel skal sies.

De første hvidløg blev sat i midt januar til høst i juni/juli 2020

Sidste år fik vi afsindig mange bønner og kartofler, da energien og lysten var høj, da de skulle såes og sættes. Børnene kunne selv grave og lægge kartofler, så der blev arbejdet igennem. Det fik dyrene glæde af, da vi ikke fik høstet så mange.
Med den lune vinter vi har, er det nok stadig muligt at grave kartofler op, hvis vi kommer i gravehumør.
I år, forestiller jeg mig, at vi ikke kommer til at mangle hvidløg, måske vi skal gå efter at flette den længste hvidløgsranke til Frøsamlernes årlige hvidløgskonkurrence.
Og hvis vi ikke får høstet noget som helst, bliver 2021 nok året med rekordmange ‘hvidløgstuer’, da alle feddene vil sende en spire i vejret året efter og danne en slags ‘hvidløgspurløg’, og de er også gode til fyld af kylling eller til suppe.

Det er derfor hvidløg altid bliver til noget i min have, for det er aldrig for sent eller for tidligt. De er så alsidige og taknemmelige og begynder selv at komme med hints, når de vil i jorden, ved at lave små rødder eller skyde en lille spire i toppen.
Men de kan komme i jorden når som helst, så længe feddene er friske og sunde, og de kan høstes når som helst, det er kun et spørgsmål om hvor meget man får ud af det.

Viklegynger og hule

Selvom børn er forskellige findes der nogle gode almene gengangere, som næsten altid er et hit. Derved ikke sagt at alle børn elsker det, men jeg vil mene at der er en stor sandsynlighed for begejstring, og børns glæde, er jo mere eller mindre en stor sandsynlighedsberegning.

Det er i hvert fald en klassiker herhjemme at børnene efterspørger Paw Patrol hver dag i månedsvis, og så køber jeg til sidst noget Paw Patrol stof til at sy noget tøj, som jeg forventer bliver et ekstra stort hit, men så er det lige dagen, hvor det skifter til Kiwi og Strit. Umuligt at beregne, man må bare agere lidt hurtigere og ikke slå for stort brød op.

Noget af det der altid er en sikker vinder herhjemme og som nærmest fungerer som en julegave (mine børn er 3 og 5): paraplyer, glimmer, lommelygter, soveposer, sne og vandpytter, sæbebobler, telt, hængekøjer og i den grad hulebygning.

Alt sammen prisbillige ting som de bare skal have og så kører legen bare derudaf, hvis man ellers har fået sovet og spist, ellers kan alt ende i drama. Glimmer bliver dog kun udleveret ved bordet og med strenge instrukser om hvor det må komme hen. Sæbebobler udenfor.

En af de glæder ved at vikle sit barn og når man når den alder hvor de ikke skal vikles mere, er at man har et super lager af hulemateriale og hængekøjer til spisebordet.
Hvis man har mange vikler, man skal retfærdiggøre over for sig selv, at man skal beholde lidt endnu, af sentimentale årsager, kan man ovenikøbet lave BÅDE hængekøjer under spisebordet OG dække det hele over som en hule.

Da de var helt små tumlinger og stadig skulle lære at stå og gå, lagde jeg dyner under køjerne, for ellers var lykken kort, da de tit væltede ud på flisegulvet. Men nu evner de bedre at være mere kropsbevidste, at de er mere opmærksomme på at de faktisk kan falde ud, hvis de bliver for vilde, så nu er dynerne væk.

Babyen taler, lytter du?

Da jeg lå på barselsgangen med min førstefødte, mødte jeg på de 2 dage et hav af jordemødre med utallige modsatrettede meninger og velmenende råd.
Et af de velmenende råd bed sig fast.
Egentlig ikke fordi de gav mening, men fordi det var så surrealistisk, at få det råd fra en person, der har taget en af de uddannelser der kræver det højeste karaktergennemsnit for at komme ind:

“Du skal se et afsnit af Oprah Winfrey’s talkshow”
“Kom igen??”
“Søg på Youtube efter ‘oprah baby language’, så kan du lære hvad din nyfødte siger.”

Jeg var fuldstændig blæst i bøtten af hele mit fødselsforløb og kunne ikke engang rumme mig selv. Manden derimod var lettere understimuleret af at sidde og glo på et sygehus og en drønforvirret kone, så han så det.
Det blev ikke til mere end at han så det, i første omgang.
Men da nummer 2 kom, havde vi begge mere overskud og så det så sammen.

Det handler basalt set om at babyer kan give udtryk for 5 ting pga. deres krop reagerer fysisk på noget ubehag, som forplanter sig som en lyd. En såkaldt lyd-refleks (direkte oversat).

Næeh – Baby er sulten og trykker tungen mod ganen, da sutterfleksen sætter i gang.
Auwh – Baby er træt og laver et gab med lyd på, munden bliver helt rund.
Æh – Baby skal bøvses, lyden kommer fordi babyen prøver at tvinge en luftboble afsted.
Hæh – Baby har det ubehageligt, det kan være en fyldt ble, stress, selen der strammer i autostolen, osv.
Eairh – Baby har ondt i maven, det kan måske være luft eller forstoppelse, eller bare at der er noget på vej som er lidt svært at komme af med. De krøller sig også nogle gange sammen

Næeh-lyden var den første vi hørte hende lave. Den kom stort set hele tiden og var forholdsvis nem for os at høre. Nogle gange blev vi i tvivl, men altså det er de færreste nyfødte der siger ‘nej tak’ til en gang babs. De første måneder sidder de jo nærmest fast…
Det hjalp os at gense programmet hvor de viser forskellige babyer der laver lyden, for de lyder lidt forskellige, men når man spotter det og lige træner øret lidt, kan man næsten ikke undgå at høre det.

Auwh-lyden var lidt svær at spotte for os, men da jeg læste at munden skulle være rund, blev det lidt lettere. Og det passede altid med at det var op til en lur. Nogle gange var det meget tydeligt, men jeg hørte ikke så meget efter lige denne lyd, da der var nogle andre tegn hos hende, som gjorde at jeg puttede hende.

Æh og Hæh, kunne jeg overhovedet ikke høre forskel på, min mand kunne godt nogle gange, men jeg kunne slet ikke. Så når jeg hørte en af lydene, tjekkede jeg bleen og prøvede at bøvse hende og det virkede.
For selvom det måske ‘bare’ var ubehag, tog jeg jo hende op, så hun oplevede jo nok at jeg tog mig af det lige meget hvad det var.

Eairh-lyden var altså den sværreste. Der gik jo lidt sport i om vi kunne høre lydene, så hver gang den lille fis sagde noget som ikke bare var smaske og gryntelyde, var ørerne ude som paraboler.
Når vi mente vi hørte den, maserede vi hendes mave (i cirkler MED urets retning!) eller bevægede hendes ben rundt MED urets retning.
Det satte flere gange maven i gang, og selvom det ikke gjorde blev hun helt salig og stille når vi gjorde det (også selvom hun ikke lavede lyden).

Som så meget andet, skal man ikke blive fanatiker. Det er en sjov ting at prøve, når man har overskud til det, men det er jo ikke nødvendigt for at baby skal have det godt. Børn siger jo som regel fra, hvis der er noget galt, på et helt andet lydniveau!
Jeg synes det var rart at føle jeg kunne lytte efter hendes behov, inden det pressede sig for meget på. Lydene er der kun op til de begynder at græde, så hvis de bliver for oprevede, kan man ikke bruge det.
Og udover det, forsvinder lydene ved 3 måneders-alderen hvis man ikke har reageret på dem.

Jeg synes helt klart at dette hjalp mig til et bedre ammeforløb!
Fordi man ofte tænker ‘jamen, du har jo lige spist i 100 år!’ i starten. Og jeg kunne lige pludselig forstå at hun blev urolig og sagde ‘næeh’. Så selvom hun lige havde spist, ville hun altså til igen. Og det virkede, HVER gang!
Signalet kan muligvis have været suttelyst, uden mad. Men jeg vidste i hvert fald at det var bryst eller sut hun ønskede, og det betød alverden for mig som nybagt mor at vide HVAD hun var så urolig over.

Sokkebukser til babyer


Jeg er virkelig ikke god til at strikke, så strikkede sokker bliver enten købt eller strikket af min søde mor. Men det er lidt af en Sisyphus opgave at strikke sokker til os, da vi hurtigt slider dem op.
Det er primært under hælen og der hvor tæerne sidder fast på foden (anatomi er ikke min stærke side) at der kommer slidhuller på dem. Jeg prøver at lappe dem så godt jeg kan, men på et eller andet tidspunkt på man indse at nu kan de ikke lappes mere.

Sokkebukser med god bred rib af undertøjsuld på maven

For noget tid siden sad jeg med et par, som jeg havde opgivet at lappe mere på under foden, men altså skafterne fejlede jo ikke noget!
Så jeg gik i tænkeboks for at finde et alternativ man kunne bruge dem til, og så så jeg nogle babybukser for mig med god plads til en stor blenumse. Simpelt, men fremragende, når man nu ikke kan overtale nogen til at strikke longies til babyen!

Hvordan gjorde jeg?
Strik er jo forholdsvist elastisk, så pasformen er heldigvis en mindre detalje.
Til gengæld kan det godt være ret udfordrende at arbejde med klippet strik, da det meget let trevler op. Så man skal finde sin tålmodighed frem 🙂

Sokkerne er lagt op og skal nu have klipet tåen af, samt klippes op midt på underfoden

Jeg klippede tåspidserne af, lige der hvor hullet startede, og derefter klippede jeg op ad midt på undersiden af sokken til og med hælhullet.

Nu er sokkerne klippet op og klar til at blive syet sammen

Så vendte jeg vrangen ud på sokkerne og satte syklemmer i ret mod ret, om på billedet herunder.
De blev syet sammen på overlocker, da det giver en elastisk søm, men man kan nok også bruge en stræksøm på en alm. symaskine. Vælg en der dækker godt, så symaskinen får fat i så mange garntråde som muligt.

Der sættes klemmer i og syes sammen

Nu er selve buksen lavet og de mangler kun et mavestykke, så de ikke falder af. Her har jeg brugt et stykke undertøjsuld som en høj ‘ribkant’. Man kan også sagtens bruge bomuldsrib, jeg valgte bare uld, for at holde hele buksen i uld. Uld bliver i øvrigt mere slapt med tiden, så når jeg syer i uld, laver jeg det lidt mindre end i bomuld, da det udvider sig.

Buksen set på vrangen med mavebæltet der er klar til at blive overlocket/syet sammen med stræksøm

Højden på ribstykket af hænger lidt af hvor stort hullet var forrest på sokken, samt hvor højt man ønsker det er på barnet, det er der ikke noget fast mål på.
Omkredsen på ribben afhænger af barnets størrelse, det skal helst sidde godt til og det gør ikke noget at sokkebuksens diameter er større, ribben kan sagtens trække det sammen. Man trækker i ribben som man syer det på sokkebuksen.

Dejlige lune bukser er færdige til min lille trold

Da skafterne danner benene, bare omvendt, er der allerede fine afslutninger på ben-enden, men man kan sagtens forlænge buksen ved at sy rib på i denne ende også, så de kan vokse i dem eller for at holde buksen ordentligt oppe over foden.

Bukserne kan let bøjes op, så længe de er for lange

Ottobre design 6/2014 – Bukser nr. 14

Jeg har ledt længe efter en god opskrift på joggingbukser til børn, som sidder pænt og ikke er for kedelige at sy. Altså en opskrift, der kan varieres lidt, men ikke tager for meget opmærksomhed fra bluserne. Samt en opskrift, der ikke er afhængig af man bruger strækstof.

Anna kigger sømmene efter

Det er fordi, jeg som regel bruger mønstret stof til bluser, så det kan blive en frygtelig øjeneksplosion hvis alt går amok i mønstre og farver.
Så bukser prøver jeg at holde i nedtonede farver og mønstre, og arbejder med diskrete og sjove detaljer, så jeg kan få lidt udfordring.
Jeg har samlet lidt billeder her, samt mine ændringer på mønsteret, så jeg kan huske det når jeg skal sy nogle til Anna, samt så andre kan se det.

Bukser lavet af tykke isoli rester med masser af pyntesøm, for at gøre samlingerne flade

Det mønster jeg bedst kan lide at arbejde med, er fra Ottobre Design nr. 6/2014. Det har en masse fine detaljer og pyntesyninger, som man kan vælge at sy eller lade være. Jeg låner bladet på biblioteket, når jeg skal op i en størrelse, da jeg ikke har det selv og ikke har plads til at købe alle de mønstre/blade jeg bruger.

Uden ændringer i mønsteret.

Sådan sad bukserne, FØR jeg ændrede på mønsteret, hvilket er ok, men rumpen er meget lav

Jeg har dog justeret mønsteret for at få en bedre pasform (str. 98):
-Lagt 3 cm i toppen (på begge af de store buksestykker, for at hæve linjen på rumpen, muligvis ikke nødvendig hvis barnet er blefrit)
-Lagt 4 cm i bunden af buksebenene (for at få en mindre stykke rib)
– Forkortet benribben med 2 cm
– Maveribben er kun lige så bred at elastikken kan være i, og jeg bruger ikke snore eller laver syningen der holder elastikken på plads.

Kun forlænget benene

Forlænget top og bund, gør at der er plads til at vokse i dem og rumpen ikke er så lav.

Body med flæsetop og dobbelt kant

Jeg øver mig lidt i farven lyserød, det er virkelig ikke min stærke side, men da jeg nu har fået en pige, vil jeg gerne vænne mig lidt til at bruge det.

2 lyserøde body’er til Anna i str. 74

Jeg har ændret på et helt standard bodystockingmønster, hvor jeg på den ene har lavet flæser fra skulder til skulder og ændret halsen, samt lavet ny bund og ærmeafslutning.

Den anden har jeg tegnet en kuverthals, ændret til ribkantsafslutning samt bunden af bodyen er tegnet om.
Til halsen har jeg brugt stribet jersey til kantbånd og lagt en foldet gul strimmel (skåret 2 cm bred) jersey ind under kantbåndet.
Ved ærmerne har jeg lavet en alm. ribkantsafslutning, men lagt en foldet stribet jersey strimmel (skåret 4 cm) ind imellem, da jeg syede den, så den har fået en stribet kant.

De forskellige lag i ærmeafslutningen

Bunden af body’en er kun lyserød, for at skabe lidt ro.
Jeg er fint tilfreds med resultatet, selvom det var svært at sy strimlen under kantbåndet, måske det er nemmere hvis man ikke bruger kantbåndsfolder.

Ærmeafslutning med dobbelt rib

Dog synes jeg den med flæsen bliver for kvalm, fordi den både er lyserød og har flæser. Jeg er mere til den anden, som ikke bliver super tøset, så flæsebodyen ryger nok videre til en anden lille pige, for ellers ender den nederst i bunken.

Hjemmelavet bæreponcho

Min moster har foræret mig en poncho, hun ikke skulle bruge mere, så jeg kunne lave den om til en bæreponcho til når jeg bærer Anna på ryggen.
Det meste af arbejdet er jo gjort i sig selv, så det krævede bare at finde ud af hvor og hvor stort hullet skulle være.

Jacob hjalp med at måle hvor hullet skulle være, jeg bandt hende i en lav binding (double hammock) for at være sikker på at den både kunne nå i en høj og lav binding.

Hullets øvre kant er ca. 20 cm fra bærerens halsåbning.

Jeg var meget i tvivl om jeg skulle klippe hullet foran eller bagved, da jeg ikke vil have 2 huller i den og jeg jo bærer på foran og bagved.
Men hun er 6 mdr nu, så fremadrettet vil jeg bærer mest på ryggen, da hun jo bliver tungere samt det er mere praktisk, fordi hun også bliver længere.
Og så kan jeg tage en alm. jakke på og et sjal om hende, hvis jeg bærer foran, det kan jeg ikke bagpå, med mindre jeg binder uden på jakken.

Ribben klippes ca. -20% af hullets diameter, for at den trækker sig lidt sammen og er tættere om halsen så der ikke kommer kold luft ned.

Men da det er en forår/efterårsløsning til når vi lige skal ud til hønsene/i haven og lede efter de 2 andre/ud med hunden/tømme post osv. er det rart bare at kunne gå fra at være indenfor, til lige at smide ponchoen over, og så tage en hurtig tur ud. Jeg kan jo heller ikke give hende hue på, hvis jeg er alene og ikke tager hende ned, så vejret må ikke være for koldt.

Lange vanter og støvlesutsko

Når man har en vinterbaby er det rart med ekstra lange skafter på både vanter og sutsko, når de skal ud og sove.
Når man også bære dem i vikler, er det også rart med særligt nogle langskaftede sutsko, da det stort set kun er hovede og underben/fødder der stikker ud af viklen, i hvert fald når de er helt små.

Varme luffer og bløde støvler til det kolde vejr

Jeg har derfor syet et sæt til Anna på 6 mdr. i fast sort bomuld, pyntet med lidt viklerester (Yaro Turtle Black/Yellow) jeg havde fra en ringslynge jeg har syet.
Både sutskostøvlerne og lufferne er foret med fleece.
Lufferne har en elastik ved håndledet, og de er åbne over elastikken, så de er lettere at få på.
Der er en knap i toppen af det overlappende stof, så de bliver på armen.
Støvlerne er lavet med lynlås i mangel af velcro, men det fungerer egentlig meget godt. I næste version vil jeg dog tilføje en elastik bag om ankelen, så de ikke så let suser af.

Anna prøver det nye vintersæt af i sofaen