Kærlighed til keramik

I dag er det 3 år siden jeg tog en beslutning om, at jeg skulle prøve at lave keramik. Jeg har arbejdet med mange forskellige materialer, men aldrig et så, formbart materiale.
Det er helt magisk at sidde og forme noget, som jeg ellers kun har brugt 1 gang om året når der skulle laves juledekorationer, til at det kommer igennem en brænding og er ændret til keramik for evigt. Eller i hvert fald resten af min levetid, plus lidt ekstra.

Man kan lave så meget forskelligt, brugbart og ikke brugbart.
Man har både indflydelse på formen og farven, og så alligevel har turen i ovnen, så meget at sige. Hvad der er placeret ved siden af ens emne, står den nederst/midten, er glasuren tyk/tynd, er leret lyst/mørkt, rammer toptemperaturen 1230 eller 1240 grader, er ovnen tæt eller løst pakket og mange flere parametre.

Der er helt sikkert en videnskabelig forklaring på alt der sker og hvorfor det sker, der er bare ikke så mange, der kan forklare det hele. Der er for mange parametre der har indflydelse på det, så det føles næsten som om det er der, hvor videnskab og magi mødes.
En del af det kan vi kontrollere og styre og resten er op til ovngudinden.

Jeg er glad for tanken om, at smukke ting sker for os, selvom vi ingen indflydelse har på det. Derfor er det også en ambivalent følelse, at jeg elsker at nørde keramik og glasurkemi, for jeg har ikke lyst til, at det tager magien ud af det. Noget at det bedste, ved at åbne ovnen, er ikke at vide, hvad der venter én. Men jeg må sige at, med øget viden og opmærksomhed, bliver det færre uheld og ture til genbrugspladsen.
Jeg ser stadig fuldstændig magiske ting, som kan få hårene til at rejse sig og få mig til at smile, og mærke at lige meget hvor meget jeg arbejder med det her, vil jeg altid kunne finde nye og spændende ting.

Porcelæn som læremester

Porcelænsler bliver nogle gange set som det uregerlige barn, som ikke opfører sig som andre børn. Når man først møder porcelænsler, kan det være meget svært at styre og få til at gøre som man vil. Det er meget levende og nogle gange, når man tror man har forstået det, kollapser det ud af det blå, eller laver noget man absolut ikke forventer.
Det hjælper ikke at råbe eller blive sur. Man får lyst til at opgive, og flere har rådet mig til at lade være med at kaste mig ud i det, da succesraten er større i alm. ler. 

Når man ser de fantastiske og enestående ting som fremtrylles ud af porcelænsler, ved jeg inderst inde, at jeg bliver nødt til at dykke ned i det univers og håbe på, at jeg får lov til, at opnå den viden det kræver, at få porcelænsleret til at fremstå som det vidunderlige og unikke væsen det er.

Indsigt og respekt må være vejen frem.

Min første kop

Her er den allerførste kop jeg har lavet.
Jeg kan huske jeg var lidt skuffet, da den kom ud af ovnen. Bunden har slået sig og kan ikke stå fladt, da den er håndbygget, for jeg vidste ikke noget om ler.
Glasurerne er de første jeg lavede selv og er både klumpede og krakelerede, for jeg vidste ikke noget om glasur.
Den er rullet med en kagerulle og det rillede mønster er lavet med en skrue jeg har smuglet ud af mandens værksted, for jeg havde ikke noget lerværktøj.
Den har fået en plads i koppeskuffen og en Royal Copenhagen kop er skubbet ind bagerst.
Den minder mig om at det, jeg ikke kan lade være med at gøre, selvom jeg ikke ved en pind, ikke har det rigtige værktøj og med stor sandsynlighed vil fejle i, er det jeg skal gøre mere af.


En form for uforståelig drivkraft, jeg altid har haft. Hvis jeg glemmer at tænke over hvad jeg skal og bør, eller mangler overskud, opgiver og tænker at jeg kommer til at være klistret til sengen hele dagen, kan jeg tage mig selv i lige pludselig at drive hen mod det. Helt uden at opdage det.
Jeg drages, som Misse Møghe nok ville have formuleret det.
Det er som at blive sat fri af pligternes lænker, en pause fra virkeligheden, hvor jeg ikke flygter, men mere hører det som baggrundsmusik, på en måde hvor det ikke støjer, men er meget mere fordøjeligt.
Gode sunde beslutninger tages bedst i fredstid, hvor tankerne er fordøjet og angstens bølger har lagt sig.
Kunsten for mig er at skabe rum for fordøjelse og at vente på roligt vand.

Skæve eksistenser på den lukkede

I August 2021 var jeg så heldig at kunne få lov at udstille mine Skæve Eksistenser på Holbæk Bibliotek. Det er de keramikemner som jeg fik presset alt for hårdt og glemte at lytte efter, så de kollapsede og var lige til lerspanden.
Jeg prøvede at redde så mange jeg kunne, efterhånden som det skete, for at se hvad de kunne blive til, hvis jeg efterfølgende gav dem den ekstra opmærksomhed, de hver især havde brug for.

Skæve eksistenser i morgensolen

Det havde været hurtigere, nemmere og langt mere effektivt at starte nye kopper op, ingen tvivl der. Men jeg skal ikke nå noget, og måske var der en skjult læring i processen.
Jeg har lært meget mere om de forskellige typer ler jeg arbejder med, hvor langt og hvor meget i tørringsprocessen jeg kan arbejde med dem. Hvor hurtig tørrer de og kræver de at jeg sænker tørreprocessen, så vandet kan nå at fordele sig i det indre, for at undgå revnedannelse.

Jeg mă helt ærligt sige at det er mine yndlingskopper.
De bestemmer selv, hvordan de skal se ud på en måde, jeg prøver bare at læse dem og se hvad jeg kan gøre for, at de kommer i mål. Jeg kan holde mig selv i en tilstand, hvor jeg ikke føler jeg skal præstere og det gør ikke noget, at det ikke bliver til noget. De får mig helt ned i gear, for de kan ikke forceres. De tager virkelig den tid de tager, for ellers går de helt i stykker, og de tvinger mig ind i følsomhed, så jeg begynder at lytte til hvad de kan og hvad de ikke kan.

Min datter på 5 år viste mig hvordan man tegner en smuk prinsesse og jeg viste hende hvordan man kunne tegne en anden slags sol. Og de er naturligvis tegnet med verdens dyreste farveblyanter.

Jeg håber at bare en snert af den energi og kærlighed, jeg har lagt i de kopper, vil overføres til dem der drikker af dem. Et ønske om at give sig selv tid til at være klar til næste skridt, at vi alle har hver vores rute i livet og vi må prøve at skabe den nødvendige individuelle indsigt, for at kunne komme videre.

Jeg vil nu aflevere nogle skæve kopper til den lukkede afdeling på Riget, til en mand som jeg tror har forstået det, fordi han holder sindet åbent, for at han ikke har forstået det hele. Så han prøver at forstå og lære individerne og deres behov at kende, på den lukkede.
Nysgerrigt og kærligt.
Hvert møde er en ny start, ingen er samlebåndsarbejde eller set som teoretiske arketyper, der skal behandles på en bestemt måde.
Jeg er mildest talt imponeret hvordan han kan arbejde og holde hovedet højt i så bureaukratisk system, der i nogle henseender direkte modarbejder sundhed, efter min mening. Men så glad for at hans indre sol stråler derinde, bag murerne, og forhåbentlig stikker det i øjnene på nogle magthavere og skaber varme til nogle fantastiske sjæle, der har det svært, forhåbentlig kun for en kort stund.

En kasse med kærlighed og et kæmpe håb, for at livet bliver lysere for de dejlige mennesker på den lukkede, der nu kommer ud i verdenen igen

Jeg håber mine kopper kan bidrage til at noget bevæger sig i en bedre retning. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre en masse og redde hele verdenen, men det kan jeg ikke. Og det skal jeg ikke.
Da jeg var længst nede psykisk, var det ikke 1 person der vendte bøtten for mig. Eller det kan man jo sådan set godt sige, det var mig. Men de mennesker der var omkring mig, og opstod omkring mig i den tid, rakte alle hænderne ud til mig. Prøvede at hjælpe mig på hver deres måde, fra hver deres baggrund. Nære og fremmede kontakter.
Nogle har været der fra start og holder stadig hænderne ned til mig, andre er forbipasserende og kaster kærlighed efter mig. Og jeg mærker at alle kærlige hænder tæller og gælder.
Det var ikke en hånd der gjorde jeg kom opad, det var de mange mange kærlige hænder, der samlet set fik mig til at indse, at jeg med tiden kunne komme op af det hul, og det er det værd.
Livet er værd at leve.

Kreativ proces og krystalkopper

Jeg har tænkt meget på hvordan min kreative proces fungerer og hvad jeg skal være opmærksom på. Det sker at jeg render ind i ‘du skal ikke være sådan en perfektionist’, hvis jeg ønsker at tale om noget, jeg er i gang med som jeg gerne vil forbedre.
Jeg kan slet ikke forstå hvad drivkraft og motivationen skulle være, hvis man var fuldt ud tilfreds med det man lavede.
Jeg er fint tilfreds med delmålet, nogle ændringer fungerede, andre gjorde ikke. Jeg er hurtigt videre og i tankerne om, hvordan jeg vil lave næste model.
Jeg synes jeg kan finde skønhed og udviklingsmuligheder, i alt hvad jeg laver. Men når der kun er skønhed tilbage, er jeg færdig med det.
Jeg bliver faktisk lidt trist, efter mit jubeludbrud, over noget der fuldt ud lykkedes, efter min vision. For så er processen jo slut. Det synes jeg er en sværere følelse at være i, end utilfredshed over nogle detaljer, som kan laves om næste gang.

Min første kop, hvor jeg har gjort plads til en krystal (i dette tilfælde en karneol)

For nylig mødte jeg en anden kunde i min lokale krystalbutik, som blev lun på en kop, jeg havde taget med derhen. Vi fik en lille snak og kom ind på det at, det jeg lavede var forsøg på, at lave nogle kopper med krystaller.
Hun sagde noget i stil med: ‘Hvis det her er en ‘prøver’, så vil jeg gerne se det du ender med’. Det var en sød kommentar og den har rumsteret lidt i mit hovede siden.
For alt hvad jeg laver er jo forsøg, indtil jeg når mit mål. Og når jeg når det mål, laver jeg et nyt mål på et andet tidspunkt.
Men for mig, er jeg ikke nået i mål med den kop hun så, jeg synes den er fin og flot, det er ikke det. Den bliver ikke smidt til skrald, og jeg ser den heller ikke som skrald. Jeg ser den mere som et skridt på vejen. Og det motiverer mig til at komme videre, mod målet.

Jeg er faktisk ret vild med mine skridt på vejen, og jeg skiller mig først af med dem, når jeg er kommet så meget videre, så jeg ikke kan finde så meget læring i dem mere.
Jeg kan stadig finde skønhed, men jeg kan ikke beholde alt der er smukt, så når jeg har bevæget mig for langt væk fra dem og fået den læring jeg føler jeg kan, kommer de videre.

Krystalkop, hvor jeg ændrede den til tekrus størrelse og med 4-finger hank (ametyst i månen)

Men det er sjovt at tænke på at jeg ser mine keramikkreationer helt anderledes end andre. For jeg ved hvilke ændringer jeg har lavet siden sidst, og ved hvilke der gik galt i forhold til forventning, samt hvad der gik godt. Men de ser koppen for allerførste gang, og ser den lige som den er. Noget jeg synes er en frygtelig grim fejl, kan de rose til skyerne, og noget som jeg jubler over, bliver sat til side som ikke noget særligt.

Skønhed er i øjet af beskueren.

Pins i en Shimpo drejeskive

Når man køber en ny drejeskive til at dreje ler på, kan man som regel vælge at få skiven med eller uden pins.
Pins, er små unbrako skruer, som kan være gode at have i hvis man gerne vil dreje på en påsat plade på drejeskiven. Så kan man hurtigt tage sit emne af uden det bliver deformeret, hvis man er lidt kluntet. Man kan også påsætte skiver, ved at lave et tyndt lerlag på drejeskiven, hvor man maser en plade ned på.

Men når man køber en brugt drejeskive, som jeg har gjort, har man ikke valget.
Jeg har købt en brugt Shimpo uden huller og uden pins.

En samlet pris på 20 kr, for at få pins monteret på drejeskiven, hvis man selv gør det

Efter en tur på google og Youtube, fandt jeg ud af hvilken hulafstand der skulle være (10″), men da manden afmonterede skiven, så vi at der faktisk er markeret fra fabrikken af, hvor hullerne skulle bores.
Så en hurtig tur i værkstedet med et 6 mm metalbor, efter en tur i Bauhaus og købe unbrakoskruer egnet til skibsbrug, så havde jeg pins til drejeskiven.

Markeringer til begge huller, med den korrekte afstand, mærket fra fabrikken af (Shimpo drejeskive)
Huller boret og unbrako med vingemøtrikker monteret, så skal skiven bare monteres igen på maskinen. Og pins kan fjernes, hvis man ikke ønsker at bruger plader/bats hele tiden. (Man skal ikke afmontere skiven hver gang, men kan løsne møtrikker ved at stikke hånden ind under)
Skiven sat tilbage på plads, men pins monteret, så man nemt kan påsætte en plade (med huller der passer til)

Skæve eksistenser

Når man drejer en kop, skal man være nærværende, følsom og mærke efter de signaler, man får fra leret. Særligt som uerfaren, kan det være svært at finde rytmen og skabe samspillet. Når man glemmer at lytte til signalerne, og begynder at gå for hurtigt frem, sker det at koppen bliver for sårbar nogle steder og begynder at bukke sammen.

Når man sætter sig for at dreje en kop, er det ofte målet, at dreje en kop med lige og jævne sider. Så når siderne begynder at kollapse, eller måske klapser hele koppen sammen, er det en fejl. En fejl der er så svær at rette, at den ryger i lerspanden og man starter forfra men en ny klump.

Denne kop var meget tæt på at ryge i lerspanden, da jeg synes den var for tung i godset, men jeg elsker det udtryk den har fået, med en masse løbere, jeg ikke havde regnet med, og den har nu fået en æresplads på hylden herhjemme.

Jeg er for uerfaren til at kunne dreje det, jeg sætter mig for og jeg ender nogle gange med svækkede kopper, som jeg har presset for hårdt, så siderne er bukket sammen.

Men jeg har haft lyst til at arbejde videre med dem, og se hvad de kunne blive til.
Se hvilket potentiale der ligger i en kop der kom skævt fra start, som ikke blev hørt og egentlig burde have fået dommen: ‘Du er ikke god nok til at være en kop, efter samfundets standarder’.
I stedet for det blev en god standard kop, i et perfekt stel af ens kopper, kunne det måske blive en kop, man bliver nysgerrig på og det ender med at blive ens yndlingskop.

3 skæve eksistenser på landevejen

Den kørende keramiker

For nogle år siden fandt jeg frem til en kunstforening der lavede keramik, ikke så langt fra der hvor jeg bor. Jeg meldte mig ind, da jeg længe havde tænkt på at prøve noget mere med keramikken.
Det blev ikke til så meget på de 3 gange jeg var på aftenskole i 2011, så jeg havde slet ikke nået at få prøvet de ting af, jeg havde udtænkt. Så 2019 var åbenbart skæbneåret hvor jeg skulle prøve det igen.

Foreningen gjorde det meget klart fra starten, at der ikke var nogen form for undervisning, så jeg gik i gang med at trawle Youtube og Pinterest tør for keramik tutorials.
Så længe man ikke har brug for andres feedback på det man laver, og kan engelsk, er det jo blevet super nemt i dag at lære alverdens ting på internettet.

Den store vase røg i et venstressving så vidt jeg husker, men gravidskulpturen overlevede

Jeg fandt hurtigt ud af jeg ville lære at dreje, det gik så lidt langsommere med faktisk at lære det. Det er utroligt svært at se lige præcis, hvad det er, de gør med hænderne i videoerne, hvis ikke de er gode til at forklare imens.
Men jeg satte mig for at fejle 50 gange med at centrere, før jeg ville kaste håndklædet i ringen, og pludselig en dag lykkedes det.

En stor træplade er lagt i vater på passagersædet, ved hjælp af pantflasker og håndklæder

Som tiden gik, blev jeg bedre, dvs tingene blev tyndere og højere. Det var nu ret upraktisk, kun at være i værkstedet 1 gang om ugen, særligt fordi det ikke var hver uge, jeg havde det godt nok til at komme afsted. Så det jeg lavede, skulle med hjem og gøres færdigt. Ikke ret nemt at køre med nydrejet keramik, skal jeg hilse at sige. Og overlevelsesraten var heller ikke så god, men fordi det mere er processen jeg nyder end selve resultatet, så blev jeg ved. Og med keramik, tror jeg det er særligt vigtigt, ikke at knytte sig for meget til det, da der er mange trin, hvor det kan gå galt.

Sådan så mit bagagerum ud i 1,5 år – det blev mit faste lager, så jeg ikke skulle bruge krudt på at pakke bilen på de gode dage, men bare koncentrere mig om at komme afsted.

Da jeg havde det bedre, de dage jeg lavede keramik, talte vi om jeg måske skulle have en drejeskive herhjemme, så jeg kunne dreje efter behov. Jeg fandt en drejeskive på brugtmarkedet, trodsede min angst og fik sendt hvad der føles som 400 beskeder frem og tilbage med en meget tålmodig sælger (som havde en masse mennesker i kø til den allerede, i den tid vi havde skrevet sammen).
Manden kørte afsted til Århus efter den, ugen efter, og sikke en befrielse det er at kunne dreje når energien er til det, også selvom det sviner indenfor og man har små pilfingre rendende. Det viste sig så, at være en psykolog med speciale i angst, jeg købte den af, Oh the irony!
Så i 2020 kunne jeg tømme mit bagagerum for ler og værktøj. Nu havde jeg kørt rundt med alting i 1,5 år, i tilfælde af jeg skulle få lyst til at dreje.

Drejeskive og resterne fra det nedlagte værksted, lige ankommet fra den lange tur fra Århus

Håndholdt extruder til hanke

Som et gennemgående tema i mit liv, har jeg altid kastet mig ud i nye ting, selvom jeg jo egentlig har rigelige mængder af projekter, materialer og idéer, ikke mindst.
De sidste par år har jeg fundet en kæmpe kærlighed til at lave keramik. Jeg har dog været lidt udfordret på at lave hanke til mine kopper. Ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, men mit helbred har været for ustabilt, til at jeg har kunne planlægge det ordentligt. For det er svært at sætte en hank på en nydrejet kop, da den er helt blød, og det er også svært at sætte en ´nytrukket´våd hank på en kop, da hanken jo så er blød.
Det kan sagtens lade sig gøre at få planlagt i de gode perioder, og jeg kan også bedst lide at trække håndtag, synes de får mere personlighed. Men til de mindre gode perioder eller tidspunkter hvor tiden er imod mig, har min søde mand, skabt dette vidunderlige hjælpemiddel til mig.
Shimpo laver en lignende, som er lavet til ler og Old Forge Creations (englænder) har lavet en meget lignende denne (Kan købes færdiglavet hos dem).

En hank formes nemt efter den lige er trykket ud og skal ikke tørre så længe før montering, hvis man er lidt i tidskneb, kan man nok gøre det med det samme, hvis man vil.

Fugepistol
Den er lavet af en helt almindelig fugepistol til pose/patroner så den, modsat de fugepistoler som kun kan tage patroner, har et rør man kan fylde op med materiale.
Jeg tror man skal være obs på at leret skal være forholdsvis blødt, så man ikke overbelaster fugepistolen for meget, da den jo kun er bygget til fugemasse.
Min er købt i Harald Nyborg (varenr. 2769) til 48 kr.
Jeg har indtil nu, kun brugt Silica Nordics 371 (sort ler med 0,2 mm chamotte) direkte fra posen. Det er en rimelig blød ler fra posen, og det smutter ud af den som vaniljekransedej.
Jeg har ikke de vilde fingerkræfter og jeg synes det går fint med at trykke, og det virker ikke til at fugepistolen er overbelastet.

Mit sæt består af fugepistolen, 2 ens skubbeplader og 2 forskellige størrelser håndtag

Extruder dies til hanke
Det er ikke nok med at købe en fugepistol, der skal laves en lille skubbeplade (indeni til at skubbe leret ud) samt et nyt mundstykke, i form af en plade med hul i, hvor hullets form skaber hankens profil.
Pladerne er laserskåret i 3 mm plexiglas.

Skubbepladerne (2 ens for at give ekstra styrke), kan enten komme i bagfra eller vippes og tages ud i forenden, hvis man undgår de rammer de 4 ‘bulede dutter’.
Leret æltes rigtig godt sammen inden det kommes i røret, så man sikrer at der ikke er små lufthuller i.
Mundstykkepladen’ lægges ned i den afskruede ring, og den skrues derefter på

Laserskæringen gør at snittene bliver næsten helt rene, og derved ikke laver spor i leret, når det presses ud, som det nok vil gøre hvis man laver hullerne i hånden.
Men det er muligt også at lave dem i hånden, hullet kan laves ved at bore 2 huller med et 8 mm bor ved siden af hinanden, og file stykket fladt imellem de to huller.
Når hanken presses ud af fugepistolen, glatter jeg alligevel de små ujævnheder ud med fingrene, så det er ikke fordi de kommer perfekte ud, selvom de er laserskåret. Nogle gange skyder den dem også ud i en let bøjet form, så de lige skal rettes op, men jeg tror det mest handler om ikke at trykke for hurtigt.
Mål på skiverne samt filerne til laserskæreren vil blive lagt op i dette blogindlæg så snart vi lige får koordineret det.

Det første stykke er let bøjet da jeg trykkede hurtigt, ved et stille og roligt tryk, kom hanken mere lige ud
Når man er færdig, synes jeg det er nemmest at få endepladen af ved at skubbe den sidelæns, frem for at hive den lige af.

Nyt liv til en gammel drejebænk

Af Jacob

Jeg var på kig efter en drejebænk for nogle år siden, da jeg synes det var super hyggeligt at dreje i mine unge dage, og en drejebænk er god at have til rigtig mange ting. Jeg faldt over en Myford ML8 som blev givet væk på sydsjælland, uden motor og bord. Jeg havde et par elmotorer liggende og efter en snak i telefonen med en glad mand(han havde fået ny drejebænk) så fandt jeg ud af at den ene motor var helt fin.

Selve bænken blev designet i 2. verdenskrig og blev produceret i næsten 40 år. Den er bygget i massivt jern, og jeg vil tro den vejer omkring 40 kilo, så hvis den får jævnlig smøring og nye lejer efter behov, så er det en robust og simpel maskine der kan holde i mange år og den kan de basale ting. Den kan dreje ca. 75cm lange emner i max 20cm diameter, og har udvendig spindel  til at dreje skåle i større diameter. Den bruger morse konus, har 4 manuelt justerbare hastigheder samt  24 stop der kan bruges til at lave langsgående arbejde præcist. Eneste ulempe er det noget utraditionelle gevind på hovedspindlen, nemlig 1″x12tpi samt 7/8″x12tpi på ydersiden.

Jeg har bygget et bord ud af restetræ fra et gammelt projekt, det er tilpas stabilt men det havde nok været praktisk med en hylde eller to under bænken. Motoren har desværre kun ét remhjul, så jeg har sat den fast på en hastighed jeg synes er passende – jeg ved faktisk ikke hvor hurtigt den kører.

Det er vigtigt at en drejbænk står vandret, ellers vil den vibrere pga. gyroskop effekten – derfor har jeg købt islagsmøtrikker i størrelsen M10 og nogle fødder med samme gevind. Så skrues der en møtrik mellem foden og bordbenet, når bænken så er i vater, spændes møtrikken så fødderne ikke kommer til at vibrere ud af justering over tid.