Hjemmelavet selvvanderpotte

Da vi jo nok bliver temmelig optaget af en lille baby i starten af august, har jeg prøvet at forberede mig mentalt på at ikke alle planterne klarer den. Men for at det hele ikke dør fra mig, hvis der bliver hedebølge og jeg ikke får vandet, har jeg fået gang i nogle selvvandingssystemer.
Både de gængse flamingokasser (Maxikap), den lidt mere lækre Quadgrow og nu også en hjemmelavet model som ikke har kostet meget.
Den er ikke det kønneste, men jeg synes også flamingokasserne er grimme, så jeg foretrækker faktisk denne, her kan man også hurtigt se om den skal fyldes med vand.

En engangsklud klippes i 2 og rulles til en pølse der stikkes gennem låget på vandbeholderen

Jeg har brugt en spand som (købt med mejsekugler i) vandbeholder, vil tro der er 10-15 liter i den.
Det er vigtigt den har et stærkt låg, som kan tåle at man skærer 2 huller til kapillærvæger og stadig tage vægten af en potte med plante oven på, ellers skal den forstærkes på anden måde, med tværstivere eller lignende.
Som væger (kapillær) klippede jeg en helt almindelig køkken engangsklud over i 2 og rullede dem som 2 pølser. De blev skubbet igennem 2 huller jeg havde skåret i låget af min mejsekuglespand, så de lige er nede og ramme bunden.
Så tog jeg en platikpotte på 8-10 liter og trak vægerne op igennem bunden, herefter plantede jeg en tomat (Black Brandywine) i almindelig planteskolejord. Vægerne skal stritte opad i jorden og følge planten, ikke noget med at bøje dem ned så de ligger fladt i bunden. Men man skal ikke hive vægerne længere op, det er vigtigt de når bunden i bundspanden, så de kan nå alt vandet og ikke svæver over væskeoverfladen.

De 2 væger (engangsklud) hives igennem pottens huller og der plantes til 

Bundspanden blev fyldt næsten helt op med vand og så vandede jeg tomatplanten godt igennem så det begyndte at løbe fra i bunden (det vand løber automatisk ned i bundspanden. Og siden da har jeg kun fyldt vand på i bunden, det klarer sig selv. I anden omgang jeg har fyldt vand på, gav jeg den også flydende drivhusgødning, svarende til hvad en alm. kapillærkasse skal have.
Den har nu været i gang i 14 dage og er uden tvivl den flotteste tomatplante jeg har, også den med flest blomster og med de tomater der er længst fremme. Den har også fået en god placering med sol, men jeg er nu stadig imponeret over hvor flot den er i forhold til de andre.

12. maj – Tomaten er plantet i potten og der er fyldt op med vand
27. maj – Første genopfyldning af vand samt flydende gødning

Bænk i beton

For 3 år siden, startede jeg et lille betonbænk projekt op, men fik aldrig færdiggjort det dengang, men nu er den blevet færdig!
Hjemmestøbt betonbænk (og masser af skvalderkål)
Da vi støbte gulv, der for 3 år siden, er der meget nemt lige at blande en ekstra portion når tvangsblanderen alligevel kører. Så inden hele gulvprojektet startede op, forberedte Jacob en ramme og fik skåret en rest armeringsnet med vinkelsliberen.
Rammen blev lagt på et fladt stykke med grus og da dagen kom hvor vi blandede beton, blev der fyldt halvt beton på, så nettet og så beton ovenpå igen.
Forholdet var 3 skovle grus til 1 skovl cement.
Efter et par uger fjernede vi rammen og så var toppladen klar til at blive til en bænk.
En ramme laves af brædder og der lægges armeringsnet (Rio-net) i for afstivning

Det var så her projektet strandede, da jeg ikke lige havde besluttet mig for hvordan benene skulle laves.

Men sidste efterår fældede vi en kæmpe birk og det fik vi nogle kæmpe kævler ud af. Egentlig skulle de gå til brænde, men vi har så meget brænde og ingen brændeovn efter vi har bygget om (vi har ikke penge PT til at få sat den op). 
Så nu er 2 af de store kævler blevet brugt som ben til betonbænken. Den er placeret under et stort valnøddetræ så vi kan sidde og glane ud over marken til sommer og nyde aftensolen og de vilde dyr der græsser.

Betonæg til påske

Det er efterhånden noget tid siden jeg har rodet med beton, i hvert fald som hobbyprojekt. Men her til påske så jeg at der er mange der har lavet fine betonæg til deres påskedekorationer, både til borddekorationer og til haven. Beton er jo ret holdbart, så længe de er tørret godt op kan de sagtens klare frost.

3 betonæg i en lille halmrede i en zinkpotte

Jeg synes det virkede som et overskueligt projekt og det eneste jeg skulle bruge var tomme æggeskaller og så blande lidt beton. Jeg er blevet ret tilfreds med resultatet, men jeg nåede desværre ikke at få lavet en blomsterdekoration med dem i år, da krop og sind ikke helt var med med på det, men nu er de støbt og klar til næste år.
Her er en lille billedeserie over forløbet.

Æggene hulles på den ene side og tømmes for indhold, evt. til pandekager 🙂
Æggeskallerne ligges i grus/sand for at de ikke triller rundt under støbningen

Beton blandes i en mælkekarton med en pind fra haven
Forhold: 3 dele sand : 1 del cement og vand så det bliver tyktflydende som yoghurt
Æggene fyldes halvt med beton, rystes fra side til side for at slå evt. luftbobler ud, og fyldes så helt op
Husk at rør i betonen mellem hver æg, da vandet vil søge til overfladen med tiden
2 dage efter, pillede jeg dem og lod dem eftertørre 1 uges tid

Hønsenet over husløg

For noget tid siden lavede jeg et kæmpe rabarberblad i beton (se her) og plantede det til med en masse husløg. Det har stået i lang tid uden skade, men en dag da jeg åbnede hoveddøren, så jeg at 2 af hønsene havde splittet det hele ad. Den ene skyndte sig væk mens den anden fortsatte sin ugerning.

Husløg er gensat i mit store betonfad

Nu er der sat husløg igen og det hele er dækket til, indtil det er vokset helt tæt. For når det først er vokset tæt, kan man dårlig nok splitte det ad med fingrene.
Senere så jeg flokken jagte vores hvide Sussex høne og da jeg kom lidt tættere på så jeg at det var fordi hun havde en lækker tudse/frø i næbbet, sjove dyr!

Afsløret!
Nu er der lagt net i bunden, jord og derefter husløg i håb om at de hurtigere sætter sig
En blandingshøne ser sultent på det overdækkede fad med husløg
Jagten går efter hønen med den lækre tudse/frø

I detaljen ligger stilen

Da vi jo har købt et gammelt husmandssted, har vi under renoveringen valgt gå skånsomt til værks for at bevare sjælen i huset. Det har selvfølgelig givet noget ekstra arbejde og omkostninger til tider, men det er det hele værd når resultatet står færdigt. Man er ofte fristet af at tage den hurtige eller den billige løsning, men det løfter projektet noget mere at undlade at gå på kompromis.

Det mest gennemgående arbejde ligger i det synlige tømmer som er af ukendt alder. Men fyrretræ med så tætte åreringe kan ikke købes mere, så jeg gætter på at det er ægte pommersk fyr som nok har mere end 60 år på bagen. Under de fire-fem lag maling gemte der sig det fineste træ.

Der leges med stemmejern og morgenhår.

Det har dog været et kæmpe arbejde at skrabe det gamle maling af, og høvle/slibe sig vej ind til tømmeret. Da vores nabo rev sit hus ned, var jeg hurtig til at klunse noget pænt tømmer – ca. 20 meter i alt, hvoraf det meste er brugt til at lave en langsgående bjælke på 12 meter der går gennem stue og køkken, og vi har skiftet et par bjælker der var mætte af dage.

Der stemmes ud med stor koncentration
Midt i stuen blev det også til en støtte, for at bære loftet over et spænd på 4 meter. Bjælken står på et armeret punktfundament der er ca. 80x80x40 cm under flamingoen, der er støbt en betonbjælke op gennem flamingoen og gulvet der har en 20mm gevindstang støbt ind, som rager 3 cm op af betonen. Ovenpå det 6″ høje tømmer, ligger 6″ spærtræ der er skruet sammen med tømmeret med vinkelbeslag. Det giver alt i alt næsten 30cm træ, så mon ikke det holder sig stift over et spænd på 2 meter.

Færdigt arbejde!
Læg i øvrigt mærke til staldvinduet i baggrunden, som stod i skuret. Det har fået fjernet glassene, og er blevet slebet og malet. Det giver en åbning mellem stue og køkken, og bidrager til hyggen og indtrykket. En ekstra detalje, som kan være svær at se på billedet, er vindueslysningen. Den er ikke 90 grader, men er lidt mere åben. Måske 65 grader, selvom jeg ikke har målt det. Det giver i hvert fald et større lysindfald, og de tykke isolerede vægge virker ikke så bastante. 
Der fjernes gammelt glas og kit.

Her ses de vinklede lysninger bedre på et billede fra badeværelset. Jeg skærer selv vindueskarmene ud i kraftig MDF, fræser noten til vinduet og en profil på forkanten for til sidst at male med hvid blank oliemaling glans ca. 50. Det giver godt med lys, og en overflade som tåler fugt.

Vi lever stadig

Skrevet af Jacob

Det er vist længe siden der er skrevet lidt på bloggen, så nu har jeg samlet mig om at skrive lidt om byggeriet. Det er jo i sidste fase, og i skrivende stund sidder jeg i en lænestol i stuen. Køkkenet halter lidt efter, men er i dag blevet malet så der er klar til at rykke både fliser og køkkenskabe ind.

Sidste byggedag i 2013 så køkken/stue sådan her ud:

Udviklingen har så i januar virket meget beskeden, men det tager bare en hulens tid med at tilpasse de sidste gipsplader, spartle, slibe, spartle, slibe, spartle, slibe, tapetsere, grunde, montere stuk, slibe det sidste synlige tømmer og til slut male som jeg er godt i gang med på billedet herunder:

Første maling rammer loftet i starten af februar. Det pynter helt gevaldigt.
Vi har købt maling hos Nordsjö/Sadolin, de havde i anledning af åbning af en ny forretning hele 50% på al deres maling til væg/loft. Det er blevet til 12,5 liter loftmaling(Inova) i hvid glans 3 til 55m2 loft. Vi har brugt grundet filt til loftet, det er klart at anbefale hvis man ikke har bløde former. På væggene bliver det dog hurtigt et mareridt at få den stive grundede filt pæn omkring loftbjælker osv. som kigger ned, derfor har jeg sat ugrundet filt op som er lidt nemmere at arbejde med. Lige efter opsætning, har jeg kørt et lag klæber ovenpå filten for at mætte den. Herefter en gang vævfylder som nu rækker en del længere fordi filten har suget klæber. Til væggene i stuen er der gået ca. 15 liter mat vægmaling, i farven milehvid som er en lys sandfarve. Køkkenet har fået en gang hvid maling i glans 20, som er egnet til at blive rengjort en gang i mellem.
Midt i februar. Det begynder at ligne noget!
Nu mangler der så at blive monteret stikkontakter, lidt lister og vindueskarmene skal males. Det er skønt at have en sofa igen, efter 11 måneder. Så mangler vi bare køkkenet…

Byggeriet anno 2013


Julen er over os, og det er på tide med en status på renoveringen anno 2013.
Stue og køkken er årets projekt, og vi har fået lidt mere maskinel hjælp i år end tidligere, men kvadratmetrene er også væsentligt flere da det er et stort rum fremfor flere små. Det kan klart anbefales. Vi har lejet en minigraver til at grave de ca. 30 m3 jord ud, og haft en betonvogn til at klare gulvet. Vinduerne blev leveret ret sent på sommeren, men røg hurtigt i.
Gulvet er støbt, det gamle loft er ved at blive revet ned. Der er lang vej igen.
Massere af tømmer er synligt, lidt endnu. Her er monteringen af 2 tons fibergips i gang.
Huset er klar til frost og sne, vi går nu og arbejder i t-shirt i 20 grader. Skønt. Vejen har været lang, men vi har også valgt nogle tunge løsninger for at bevare det landlige udtryk. Der er lagt 11m tømmer op på langs af huset, i form af to stykker tømmer fra en af naboernes nedrivning, med en samling undervejs. 
Med stemmejern, knippel og tålmodighed, arbejdes der…
Der er lavet udstemte samlinger med alle de 6 tværgående hanebjælker, og alle tre lag gammel maling er skrabet af så man kan se det omtrent 100 år gamle fyrretræ stå friskt som nyt. Der er sat en støtte op midt i stuen, til at hjælpe loftet/gulvet ovenpå. 
Samling af tømmer for voksne. 5×7 tommer, samlingen er så stram at der bruges fire store
tvinger, smørelse og tørre tæv på konstruktionen med kniplen for at arbejde samlingen i bund.
Men apropros gammelt fyrretræ, så kan det være vanskeligt at opdrive. Til hjørnestøtte og mægler til trappen til 1. sal, har vi fået fingre i noget tømmer i 6×6 tommer. Noget gammelt og noget nyt. Når det så endelig er fundet, er næste udfordring at få det bearbejdet. At få høvlet en 4 meter bjælke købt hjem i 175×175 kræver sit maskineri. Heldigvis har vi fundet en flink ældre trappesnedker, ved navn Gudmund, i Undløse som havde en høvl der kunne klare mosten. Han kan virkelig sit kram, og skal forhåbentlig bistå mig med konstruktionen af trappen når den tid kommer.
Der høvles tømmer i den modne klasse. 175×175 skal høvles ned til 160×160
Bjælken er 4 meter lang og jeg kunne lige med nød og næppe slæbe den.

I skrivende stund er stort set al gips sat op på både loft og væg, nu skal spartlen svinges så der kan komme tapet og køkkenelementer ind. Vores gamle gaskomfur er slæbt ind fra skuret, så vi kunne da lave julemiddag som vi plejer.

Der sættes gipsplader op i loftet i køkkenet. Pladehejset bag mig, er uundværligt til de 33 kg tunge fibergipsplader.

Heksekoste til Halloween

Jeg er altid på jagt efter noget nyt Halloween pynt man selv kan lave, særligt vintage stil eller hvor naturen indgår. I denne omgang har jeg lavet nogle koste, som også kan bruges til Sankt Hans, hvis man gemmer dem, men man kan også bare lave nogle nye til den tid, hvis man ikke har så meget plads.

Halloween eller Sankt Hans koste til pynt

Ideen fik jeg da jeg så man kunne købe nogle i en mindre model i butikkerne og så blev jeg helt harm over at man kan tage så mange penge for det der ligger ude i naturen og venter, særligt fordi det er så nemt og stort set gratis. Men sådan er der jo med så meget i dag, men ikke desto mindre blev jeg inspireret til at gå i gang!
Det eneste det koster er noget snor og så tiden man bruger.


2 farver småkviste og 2 farver krogede hovedgrene

Jeg synes den bedste effekt fåes ved at finde småkvistene med en anden farve bark en hovedgrenen har. Det bedste er også hvis man finder mange lige småkviste, men jeg synes ikke det betyder alverden om den faktisk er god til at feje med, så jeg tog dem jeg fandt først i markskellet.
Det samme med hovedgrenene, prøvede jeg at finde nogle der var lidt krogede og knoldede for at få lidt hekseudtryk.
Næste skridt er at få lavet et parkeringskilt: ‘Parkering kun for hekse’ men indtil videre står de op af muren og pynter.

Småkvistene samles om hovedgrenen og snoren bindes godt til

Snoren/rebbet vikles mange gange rundt om, mest for synets skyld

Byggeristatus

Det sidste vindue er sat i lige før nattefrosten for alvor kommer, sikke en lettelse!!
Lige nu står den på loftkonstruktion, vægskelet og dampspærrer og snart skal det besluttes hvor stikkontakter og lamper skal sidde så vi kan få sat gipsplader op, det bliver så stort!

2 ton fibergips er slæbt ind i huset og nu skal væggene og loftet laves færdigt, så vi kan få sat dem op, men de kom ind lige inden døren blev taget ud og muret op til det sidste vindue.

Jacob slæber gipsplader med hans smarte dims
Gipspladerne stakkes, hvor bliver det dejligt at få dem op

Valnøddetræ til trædrejning

Da det stormede for et par uger siden, blev naboen smukke valnød desværre nød til at lade livet, efter at rødderne havde løsnet sig.
Jacob fik 1 meter af en af en tyk gren fra stammen, da han gerne vil prøve at trædreje et håndtag ud af kernetræet.
Vi fik af vide af en trædrejer at man skulle forsegle enderne med alm. trælim så træet ikke revner pga. for hurtig tørring. På den måde sker fordampningen gennem barken og derved langsommere, så det ikke revner.

Valnøddestamme er limet og skal nu tørre de næste par år

Efter limen var tørret udenfor i vinden, er stammen båret indenfor i et skur, hvor den skal ligge og tørre de næste par år, så det er et langvarigt projekt, men det bliver spændende at se.
Man bruger kun kernetræet til trædrejning så på denne store stamme er der kun ca. 10-14 cm i centrum der kan bruges. Det er tydeligt at se på valnød, da kernetræet er helt mørkt i forhold til splintvedet.