Dresden tæppe med huse

Jeg har altid godt kunne tænke mig at lave nogle patchwork projekter, men er aldrig rigtig kommet i gang. Da jeg ventede Mads, ville jeg lave et babytæppe til ham. Det blev i første omgang lavet af fars gamle skjorter, men jeg ønskede noget mere farverigt, og gik derfor i gang med dette.
Det er så blevet færdigt nu ca. 2 år efter… Men så er det klar til den næste. Det er sjovt at noget ryger på hylden når det driller, og man skal virkelig tage sig sammen til at blive optaget af det igen 🙂
Jeg ønskede med dette tæppe at det skulle være meget farverigt, da det er det som optager de små babyer. I starten ser de kun sort/hvid, så kontraster var også vigtigt.

Farverne findes og lægges i den rækkefølge jeg kan lide. Jeg tager et billede så jeg kan huske det, når der skal pakkes sammen fordi vi skal spise eller andet.

Jeg har printet en Dresden-skabelon fra nettet, så jeg kunne lave en cirkel af huse og selv grovtegnet en jordklode. Tagene lavede jeg i neutrale farver og dørene lidt skæve med håndtag af bomuldssnor (franske knuder).
Mellemlæg er et gammelt fleecetæppe, men det er ret tungt, så jeg ville nok vælge pladevat en anden gang.

Klippet ud, syet sammen og klar til montering
Jordkloden stryges om en rund kartonskive og monteres på tæppet
Et tag er ved at blive syet på
Det færdige resultat 🙂

Fisk til vasketøj

Det hænder jo at barnet spilder eller tisser igennem hos dagplejen, og så kræver det noget skiftetøj. Det smider dagplejen i en plastpose, hvilket jeg synes er lidt synd, så jeg har syet en lille vasketøjspose, som kan indeholde lidt snavsetøj. Det er ikke meningen at den skal kunne indeholde mere end 1-2 sæt tøj til en 2-årig. Men den kan sagtens laves større.
Fisken kan lige ligge på et A3 papir, bare for at have en idé om størrelsen 🙂

Fiskepose til vasketøj eller andet
Skråbånd syes på en ene del og stikkes fast på den anden del
Applikationer (øjne og finner) stryges flade om papirmønsteret og kan derefter syes fast
Når fiskeposen er åben, båndene er bare skråband der er foldet

Mug rugs i forårsfarver

For nogle år siden besluttede jeg mig for at lære at sy patchwork, så jeg gav mig i kast med at sy strimler i forskellige farver sammen så det dannede en firkant.
Ta-dah! Patchwork, done!
Men hvad skulle jeg bruge det til? Det vidste jeg ikke dengang, så de 2 firkanter røg i en kasse og først for nylig kom jeg på noget jeg kunne bruge dem til – ‘Mug Rugs’!

Vi har aldrig brugt drikkebrikker eller dækkeservietter, men da vi lige nu har et midlertidigt stuebord af MDF er det ret vigtigt der ikke kommer væske på, da det suger det lynhurtigt.
Det er meningen at bordet skal males, men vi har ikke lige penge til malingen lige nu, så indtil videre kan vi bruge vores nye mug rugs i forårsfarver.
Jeg synes de er ret fine i farverne og så er der lige plads til en kop te eller kaffe samt en ostemad, et æble i både eller en småkage uden at man behøver at bruge en tallerken på det.

Patchwork forside, pladevat og bagside lægges sammen

Forårs-Mug Rugs
De måler ca. 14 x 23 cm.
Jeg klippede en firkant i samme størrelse som mit stykke patchwork, samt et stykke pladevat.
De 3 stykker lægges sammen og jeg satte nåle hele vejen rundt.
Så valgte jeg en lige-ud sting og syede en diagonal linje, derefter med en trykfods bredde på begge sider af den diagonale linje. Jeg blev ved med at sy linjer til jeg nåede helt ud til kanten. Jeg mener det hedder at quilte, men jeg tror måske symaskinen skulle stå på noget andet så den ikke trækker for meget i stoffet, men jeg gik ikke efter perfekt, bare acceptabelt og brugbart 🙂
Jeg valgte så at lave kantbånd med et af de stoffer jeg har brugt til det patchwork, og lavede en med grøn kant og en med lilla ternet kant.

2 stks Mug Rugs i forårsfarver klar til en god kop te og en ostemad

Patchwork brødpose af jeans

Efter at have syet brødposen til Charlotte med de hæklede dødninghoveder (se her), fandt i ud af vi egentlig også godt kunne bruge en brødpose i 2 personers størrelse.
Jeans stof holder godt på varmen og når man kun er 2 så mister brødet hurtigt varmen.
Jeg har længe tænkt på at kaste mig ud i et mindre patchwork projekt, men har ikke helt kunne finde noget hvor jeg kunne få noget brugbart ud af det. Efter at have lavet de flettede jeans grydelapper (se her) og klippede alle enderne til på strimlerne, endte jeg ud med en masse forskellige størrelse firkanter i forskellige jeanstyper og farver. Dem har jeg gemt i tilfælde af jeg fandt på noget og jeg synes de er kommet til deres ret på denne brødpose.
Den kunne også have være lavet af børne cowboybukser, hvor benene jo er ret smalle til at bruge som brødposer og hvis det er drengebukser kan de være ret hullede og plettede, så kan man klippe 5×5 cm tern ud af dem evt. eller bare lange baner.

Patchwork brødpose af gamle jeansrester

Jeg ville ikke have at alle lapperne var ens størrelse, så jeg har kun klippet dem til på en led, sådan at de alle var ens i bredden men ikke i længden. På den måde kunne jeg sy dem sammen i baner, som på billedet herunder.
Alle lapperne blev først lagt op så jeg kunne ramme nogenlunde de samme totale længder på banerne inden jeg syede banerne, så der ikke skulle klippes for meget af længderne. Alle lapper blev strøget og da banerne var syet, blev også de strøget omhyggeligt og evt. klippet til så de var helt lige. For med patchwork har jeg allerede fundet ud af at lige linjer og strygning er vejen frem, så det hele ikke skrider og bliver skævt på den dårlige måde.
Når banerne så også er syet sammen, stryges der igen og så ligner det (på forsiden) et stykke stof, der kan bruges til hvad som helst.
Jeg har lavet et indlæg før om at sy en brødpose, og fra dette punkt er der ikke nogen forskel, se mere her: Brødpose af gamle jeans

Banerne er syet og lægges op i den rækkefølge de skal syes sammen
Banerne er syet sammen og er nu et reelt stykke stof der kan bruges som yderstof til brødposen (eller noget andet)
Stoffet er syet sammen til et rør og bunden syes på
Toppen får en trykknap så den kan holde sig lukket og derved holde godt på varmen