Træagtige stiklinger

Vejret har været så bidende koldt og gråt, at jeg først i denne weekend har fået lavet vinterstiklinger eller også kaldet træagtige stiklinger.

Til gengæld har jeg virkelig fået lavet mange. Jeg har taget min formeringsbibel og bladret alle træer og buske igennem og set hvilke man kan lave træagtige stiklinger af nu, og så har jeg ellers blandet jord og forberedt skilte. Jeg synes det er bedst at få læst på det inden og lavet skiltene og så ellers gå i haven, ellers har jeg en tendens til at glemme hvilke det var jeg skulle lave stiklinger af når jeg render rundt derude.

Jeg skal ikke bruge så mange, men det er altid rart at have lidt ekstra og når man har en mark, kan man altid finde et hul i skellet. Om ikke andet kan man tage dem med til havebyttearrangementer og det er altid spændende at se om det lykkes 🙂
Når man tager vinterstiklinger, tager jeg dem altid så sent som muligt, fordi de har en tendens til at tørre ud i løbet af vinteren hvis man tager dem allerede lige efter løvfald, hvor man i princippet kan starte.

Jeg sørger altid for at have minimum 3 nodier (der hvor bladene skyder ud fra) på hver stikling, og 2 i nødstilfælde eller hvis der er langt mellem nodierne. Stiklingen skal helst så dybt i potten/jorden at det øverste nodie lige kigger op over overfladen, på den måde holder den godt på fugtigheden. Men jeg bruger sjældent så dybe potter, så nogle gange er det kun 70% af stiklingen der er under jord.
Potten bliver fyldt med en jordblanding af 50% grus og 50% brugt plantejord fra forrige års plantesække fra drivhuset. Træagtige stiklinger må ikke tørre ud, men de har brug for lugt da barken ellers let rådner, så derfor bruger jeg altid en meget gruset blanding og sørger for at holde dem godt vædet.

Træagtige stiklinger i eftermiddagssolen 

I dag fik jeg lavet stiklinger af blodribs, solbær, hvid ribs, solstik, liguster, forsythia, snebollebusk, kristtorn, sommerfuglebusk, lyserød gyvel, weigela, tornfri brombær, hindbær, klatrehortensia, honningbær og 3 slags blåbær.

Allesammen er lavet på samme måde, pånær kristtorn som er stedsegrøn. Der tog jeg en 8 cm topskud og lod de 2 yderste blade sidde. I bogen stod der at man skulle lave et 2 cm skråsnit for at fremme roddannelsen og at det kan tage op til 3 måneder for at den danner rødder.

Sommerfuglebusk
Liguster stiklinger skulle være noget af det nemmeste at få succes med
Stiklinger af klatrehortensia
Blodribs, måske for sent da knopperne var svulmede

Brombær og mirabeller

Så har der været storhøst i haven af mirabeller og brombær.
Og med brombær og mirabeller kan alle være med også selvom man ikke har en have, for de er begge vildtvoksende, så man kan finde dem i de fleste krat.
Vores brombær er bundet op ad nogle pæle, så den er nemmere at plukke af end de vildtvoksende og mirabellerne står i skellet langs naboen og bugner lige nu af rimelig store gule mirabeller.

Lækre gule mirabeller

Hvepsene kan også godt lide mirabeller, så man skal være lidt varsom når man bare griber ud efter dem, for der var i hvert fald 10-15 stykker som de var begyndt at spise af. Men her til aften var der ikke så mange hvepse så jeg skyndte mig at plukke en stor portion.
Der var 1 kg brombær i går, men der er masser endnu, for jeg tog kun 3-4 stykker af hver klase, så det er kun toppen af isbjerget, jeg håber bare jeg når det før hvepsene overtager.

1 kilo friskplukkede brombær