Kartofler visnet ned

Hvornår skal de graves op?
Jeg var ude på rundtur i haven og så at Sava og Ditta har lagt sig ned, stænglerne har ingen blade og de ligger hen af jorden.
Jeg søgte på nettet for at finde ud af hvornår kartofler skal tages op og det viser sig at man skal tage dem op 3 uger efter de har lagt sig ned. Der kan man bare se…
Nu er problemet bare at jeg ikke ved hvornår de lagde sig ned. Men der står de fleste steder at folk graver deres kartofler op i midten af august.
Udfordringen nu er at få dem op af jorden i tørvejr, da de har lovet regn resten af ugen.

Opbevaring
Hvis de bliver opbevaret korrekt skulle de kunne holde helt hen i foråret, hvilket ville være skønt.
De skal tages op på en solskinsdag og så skal de ligge og tørre i solen, da det skulle være med til at hele småskrammer, som ellers vil give tørråd.
Ligesom med løgene skal de spredes ud på et tørt underlag og jorden skal være helt tør før man samler dem sammen.
De skal opbevares mørkt i noget åndbart, dvs. papir, pap, træ eller andet naturmateriale.
De skal stå ved 5-10°C, så indtil frosten kommer sætter vi dem i skuret på betongulvet. Så må vi se hvordan det går.

Haven i juli

De vilde blåbær er nu modne, hvor de storfrugtede blåbær først er ved at få størrelsen, men stadig er grønne.
JEg har fået høstet grønne stikkelsbær (umodne) og lavet min første stikkelsbærkompot.

Der har også været en del jordbær, de startede en uge inde i juli, selvom fuglene har taget din del, hver gang jeg er kommet derud har der været en fasan eller et par duer der er lettet fra jorbærkrattet.

Vi er godt i gang med at høste kartoflerne, men er stadig i gang med de tidlige Sava vi lagde. Jeg har set brombærene blomstrer så der går nok ikke længe før de kommer.
Jeg var ude så sent som i går og høste de første solbær. Der er et par meget gamle buske i haven og jeg har sat tre nye, så det er ikke de store mængder, men det er også sjovere at få lidt af hvert i stedet for meget af ét.
Ærterne sætter masser blomster og bælge nu, men de når ikke at forlade køkkenhaven, før jeg har guffet dem i mig. Selvom jeg glemmer nogle af Holgers store ært (fra Frøsamlerne) og de er lige ved at briste bælgen, bliver de stadig ikke melede, der er stadig søde og lækre, det er en hitter!
Den lilla bælgede mangetout, Purple podded pea, er til gengæld ikke sød, men utrolig nem at spotte på planten når der skal høstes og jeg vil fryse lidt ned og prøve det i noget wokmad.

Golden Sweet er alle visnet ned, de fik aldrig rigtig fat, så jeg ved ikke om de er gode, men jeg mener der stod på Frølisten at de ikke var så søde som almindelige grønne ærter.

De første kartofler

Så har vi høstet de første kartofler, de kunne godt have været taget op noget før, men de sidste par uger har været ret hektiske. Men i går spiste vi Stegt flæsk med persillesows og nye kartofler.
Vi har snakket om hvad der skulle være en tradition med nye kartofler og det var enten Stegt flæsk eller friske fladfisk, men det er noget nemmere at skaffe flæsk end fladfisk, så det blev det.
Men man kan næsten ikke smage kartoflen som den er, når den er svøbt ind i persillesovs, så jeg tror vi leder efter en ny tradition til næste år uden sovs 🙂

Det var jo Sava vi satte først og nu har høstet 2 planter til aftensmaden. Smagen skriger ikke lige frem, men konsistensen er super, så det er en god jævn kartoffel, men vi er spændte på Ditta om smagen er lige så afdæmpet.
Planterne er blevet meget høje og ranglede, så vi skal nok have fældet lidt træer til næste år, da køkkenhaven ikke får aå meget lys som den burde.

Havetid

I dag udplantede jeg nogle ekstra Feijon Preto og heldigvis nogle Hutteriternes soppböna, som jeg havde fået spiret, udover dem har jeg kun Folmer Romme og Andecha, resten spirede ikke 🙁
Der er godt gang i salaten for tiden, så meget at vi ikke kan nå at spise det. Men jeg plukker heller ikke hvis det har regnet for så er bladene fyldt med snavs og sand.
Persillen er også godt på vej, men jeg er glad for jeg købte en potte i Føtex i stedet for at satse på dem jeg såede, for de er stadig ikke kommet op.

De tidligste kartofler burde snart være klar, jeg så nogle blomster der var på vej for over en uge siden men nu er de væk, så jeg ved ikke om den sætter nye men de har i hvert fald ikke blomstret.

Tomaterne vokser og vokser, men det er dem i udestuen der vokser hurtigst. Drivhuset får kun sol om morgenen og det er slet ikke nok, så det skal flyttes på et tidspunkt.

Bælgfrugter

I dag fik jeg sået Hutteriternes soppböna i et par engangskopper. Jeg er efterhånden ved at løbe tør for ting at plante i. Trædrejeren der fik pæretræet har lovet mig at lave en pot-maker til mig så jeg har uendelige mængder avispotter til rådighed 🙂 Men indtil da må jeg finde farsbakker, engangskopper, toiletruller, mælkekartoner og hvad man nu kan plante i.

Jeg har lagt Folmer Rommes italienske stangbønne samt Wanda (økoærter fra Netto) i blød, så de kan komme i jorden i morgen.

Majsene er ved at dukke op så småt, det er stort! JEg har sået dem alle sammen, så vi får dæleme mange majs! Jeg tror jeg må donere nogle til min far, men han elsker også majs!


De første kartofler vi lagde tidligt (Sava) er høje og flotte og vi kan ikke nå at hyppe så hurtigt som de vokser. Det næste hold der blev lagt, Sava og Ditta, er Sava ved at være hyppeklar mens Ditta stadig er på vej gennem jordoverfladen nogle steder.
De Sava der er lagt i anden omgang er en rest fra de første der blev lagt, så de er langt fremme med forspiringen og det er nok derfor de også nu er det længere fremme.

De solsikkefrø jeg kæmpede med fuglene om, som blev dækket af rabarberblade er ved at spire. Faktisk er det kun der hvor der ligger rabarberblade at de spire, så jeg har fjernet bladene igen. Det må jeg huske til næste år, jeg tror bladene samtidig afgiverfugt/holder på fugten/varmen så de spirer hurtigere.

Køkkenhavestatus

Løg
Løgene jeg såede i marts er dukket op, det er nogle små fine “purløg”, som næsten er til at overse, men de er der! Sætteløgene har tykkere blade og skalotterne er ca. 7-10 cm høje med mange blade, hvor de almindelige gule er 5-7 cm og har kun 1-2 blade.
Hvidløg
Alle hvidløg er kommet, undtagen de “1-feds hvidløg” jeg satte. Det var nogle kineser hvidløg fra SuperBrugsen, men jeg havde nu alligevel håbet på de havde slået igennem. Dem jeg satte i oktober er 30-40 cm høje og slanke (flettehvidløg) og de hardneck jeg satte i november er lidt højere og tykkere, dem er jeg ret imponereret over! JEg hev en op i går til maden og snittede den som forårsløg, det smagte super, men jeg må snart holde mig i skindet, jeg har allerede taget 5-6 stykker op, fordi jeg er så nysgerrig på udviklingen.
Jordbær
Jeg har ikke fundet ud af endnu hvor vi skal have årets jordbærbed, der er jordbær 4 steder og jeg har ingen anelse om hvilke der er 1. års, 2. års og 3.års, så vi må gætte lidt når de sætter bær.
Men her i weekenden kom de første blomster, så det tegner godt! Men de breder sig helt vildt, jeg har allerede hevet flere op som ville ind og mænge sig med hvidløgene.
Asparges
Jeg høster nu 5-7 stykker hver anden dag, og jeg skal høste hver anden dag! I lørdags stod der en asparges der var ca. 20 cm og jeg ville vente de 2 dage og så var den 70 cm i går! Så når de får lov skyder de meget hurtigt det sidste stykke, skal jeg lige love for! Jeg har fundet ud af de har den fineste smag og struktur inden bladene slipper stænglen, når de er 10-12 cm, men de når som regel at blive længere, men hvis de skal være rå synes jeg ikke de skal være længere. Selvom man knækker dem hvis de er længere er smagen ikke så fin og ærteagtig som når de er helt unge.
Gulerødder
Det ser ud til de kommer, men jeg er lidt i tvivl om det er tagetes frø, der har forvildet sig hen i gulerodsrækkerne, jeg tror jeg ofre en og nulre bladene, tagetes lugter så kraftigt at jeg må kunne genkende det.
Kartofler
De tidligste vi satte er blevet hyppet og er 30-40 cm høje, de fik plast over pga frosten, hvilket har skudt dem godt i vejret.
Dem der blev lagt lidt senere, er ved at kigge frem, Sava er allerede 7-10 cm høje mens Ditta er begyndt at bryde jordoverfladen, men de nåede næsten ikke at forspire, fordi vi købte dem for sent.

Hjemmelavede polytunneller

Vejret bliver ved med at byde på nær-frost grader, så jeg har været ude og lave lidt mini-tuneller af pilegrene og klare plastsække så de efterhånden 10 cm høje kartoffelplanter ikke får frost:
Jeg har lige prikket et hul i mellemrummene så vandet ikke tynger plasten ned.

Ditta, spirer og bredbladet persille

Så fik Jacob udvalgt nogle sene kartofler, det blev Ditta, som er lagt til forspiring i æggebakker. De når nok ikke at få så mange spirer inden de skal i jorden men det skulle heller ikke have den store effekt ved sene kartofler.

Kål og pluksalat begyndte at titte frem for et par dage siden i udestuen. Grønkålen kom først og så rødkålen, men Steel Green Kale er godt på vej.
Vi får nok temmelig mange grønkål i år, da posen væltede i vinden, så der røg grønkålsfrø ud over det hele. De blev blandet med fugtig jord, så de kunne ikke ryge tilbage i posen så jeg hældte dem oven i de allerede sået grønkål.
Der var en enkelt skorzonerod og nogle ærter på vej da jeg kiggede ud i dag.

Indenfor har jeg delt en bredbladet persille som jeg købte for nogle uger siden og den er ved at tage fat og har sat nye skud. Når man køber dem i potter i supermarkeder er det faktisk bare en masse små planter der venter på at blive plantet ud. Hvis man har dem for længe i den købte potte, dør de pga. pladsmangel.

Så er der lagt Sava

Ca. 30 kartofler blev lagt i jorden i dag, så nu bliver det spændende at se om de alle kommer op. De er lagt i 3 rækker med 30 cm mellem kartoflerne, 75 cm mellem rækkerne(så der er lidt at hyppe af…) og så er de lagt ca 10-15 cm dybt.


Der er også blevet købt cement og påbegyndt rensning leca-blokke – 16 ud af 90, så der er et stykke vej endnu – godt at fundamenterne skal tørre i 14 dage efter støbningen inden der skal mures. Der er blevet målt og streget op inde i huset, så nu kan sidste fase af nedrivningen gå i gang, og det giver et indtryk af hvor store rummene bliver. Jeg har lavet en målepind, så man kan se hvor langt der er igen mht. gravningen. Længe leve laseren. Man sætter pinden et givet sted inde i huset, og kan så nemt vurdere hvor langt der er ned til terræn udenfor, nyt gulv-niveau og hvor meget der mangler at blive gravet endnu. Hovedregningen siger ca. 23 m2 á 65 cm og ca. 120 liter pr bør giver 125 læs jord der skal trilles ud – jeg har vel kørt ca. 15 indtil videre.

Kartofler i spiring

Kartoflerne blev sat til forspiring i starten af marts i nordvendt vindue, men de var ikke blevet dækket ordenligt af, så nu er de fyldt med murstøv pga. nedrivningen. Jeg har pustet på dem så godt jeg kan, så nu må vi se om de bliver til noget. Jeg vil lægge dem i jorden så hurtigt jeg kan, da jeg regner med at murstøvet udtørrer kartoflerne ligesom det udtørrer mine hænder, men det regner lige nu og man skal helst ikke lægge kartofler når det regner.
Jeg er faktisk ret imponeret over af spirerne ikke er større end de er, da de blev lagt i lys i starten af marts, fordi jeg var en kylling og ikke turde ligge dem tidligere.
Normalt vokser spirerne i køkkenskabet jo vildt hurtigt men kulden (10-15 grader) forhindrer dem åbenbart i at vokse hurtigere.

Jeg har sat 2 tomatplanter ud i rummet for at de holder lidt igen med væksten da de er begyndt at blive lidt lange i det.