Langtidsgrillet culotte

Skrevet af Jacob

I weekenden tog jeg hul på at grille en okseculotte der egentlig skulle have været på grillen nytårsaften, men da vi begge var hundesyge blev den smidt i “tidsmaskinen” og grillet i anledning af min fødselsdag i stedet. Men efter flere succefulde grillninger af Pulled Pork, faldt tanken på at langtidsstegning af nærværende stykke ko måske ikke var en skidt idé. Den blev taget op af fryseren aftenen før, og stod på bordet natten over for at ryge på køl om morgenen. Didde marinerede den i olie med hvidløg og rosmarin i et par timer før den røg på grillen.

Normalt ville jeg tro at en culotte på ca. 1400g  kunne klares på under en times tid ved 175-200 grader, men ved 110-120 grader tog det hele 2,5 time. Da vi godt kan lide rødt kød her på matriklen, trak jeg den af grillen ved 58 grader kernetemperatur, lod den hvile i 20 minutter mens grillen fik alt hvad den kunne trække, og så lige 5-7 minutter tilbage på grillen for at branke overfladen lidt. Jeg griller altid med heatbeads som er gode til langtidsgrillning, og når der laves steg får den også en håndfuld røgflis. Det giver en hyggelig duft i haven imens, og så giver det lige et pift til maden hvis ellers man er til det. Og så kan man jo eksperimentere med træsorten.

Resultatet talte for sig selv. Jeg mindes ikke at have fået så saftig og mør culotte, rød hele vejen igennem uden at være rå, og med dejlig grillsmag langt ind i kødet.
 

Rød hele vejen. Det meget blod på brættet kommer af at den har ligget og
 trukket i sølvpapir, og vi var for sultne til at lade den dryppe ordentligt af.

Stegen brunes lige af inden servering. Herlig duft og et herligt syn.

Da det jo var forsinket nytår, rundede vi selvfølgelig af med Diddes hjemmelavede kransekage, som også har ventet i kummefryseren siden nytår – det havde den i øvrigt slet ikke taget skade af.

Nytårspynt i papir

Efter man har afpyntet hele hytten for julepynt, ser det altid lidt tomt ud i stuen og så går jeg og tripper lidt for at pynte op til nytår.
Men butikkerne tilbyder som regel kun brug-og-smid-væk pynt i form af rysler, bordbomber og konfetti. Det eneste jeg faktisk har kunne finde er guirlander, som jeg gemmer fra år til år.
Jeg synes nytåret er en helt speciel traditionel festdag og den adskiller sig fra andre festdage ved at man pynter op og bruger lidt ekstra på maden. Og når noget er traditionelt synes jeg også der skal være noget genkendeligt, som man bliver glad for at gense/se i en ny udgave og som minder én om alle de andre hyggelige nytårsfester man har holdt. Her tænker jeg både mad, som champagne, hjemmelavet kransekage og kransekagekonfekt, raclette, nytårshatte og ikke mindst pynt.

2013 banner – lavet af gavebånd og papir fra skraldespanden
Ved at lave to slidser kan man trække gavebånd igennem til ophæng

I år har jeg investeret lidt tid i at få lavet noget hjemmelavet nytårspynt, som vi kan genbruge fra år til år, da jeg synes det er så ærgeligt at man altid smider så meget ud efter en nytårsfest.
Og jeg er ikke så fanatisk at jeg ligefrem gider at rulle serpentinerne op igen og indsamle konfettien.
Da vi altid har granranker med diodelys hængende i stuen til jul, er det oplagt at lade dem hænge lidt endnu og pynte dem med nytårspynt og stadig bevare hyggestemningen med lyset, som ellers hører julen til. Men hvis man ikke har granranker, kan man også hænge det på alt mulig andet som lamper, døre, vinduer, troldegrene, en buket birkegrene i en vase eller andet.

Granrankerne er nu pyntet med stjerner i forskellige størrelser og former i hvid, mørkeblå og sølv 

Jeg klippede nogle forskellige former stjerner i hvid, sølv og mørkeblå. Nogle af dem var helt simple og andre skar jeg midten ud og nogle klistrede jeg en lidt mindre stjerne i en anden farve på i midten.

Champagneflasker som nytårspynt
Champagneflaskerne er klippet i mørkegrøn karton og ‘gashåndtaget’ er lavet i guldkarton som er klistret på begge sider. Jeg har lavet lidt forskellige etiketter af beige papir med stempler og skrift. 
Nytårsuret er den mest simple af dem. Jacob har lavet en urskive på computeren og printet en masse og så har jeg klippet et sølvgråt stykke karton ud som er ca. 1 cm større end urskiven. På det sølvgrå karton har jeg klistret en urskive på hver side. Det er den samme urskive som jeg skal bruge til kransekagen.
Raketpind og top klistres på indvendigt i raketkroppen
Papirraket lige til at hænge op

Nytårsraketterne er lavet af guld- og sølvkarton og noget sølvmønstret gavepapir. Jeg lavede en lille tap til hatten som så gik ind i raketkroppen så når den er klistret sammen, er den ens på begge sider. Hvis man syer tråden i to steder er det nemt at styre retningen på raketten når man hænger den op på en granranke, men hvis det er glat duer det ikke.

Nytår 2011

Så blev det 2012 og her har vi det årlige kransekage ur. Når vi ikke er så mange mennesker plejer jeg altid at lave et kransekageur, da man ikke skal bruge så meget marcipan som hvis man lavede et tårn. De runde kugler er små vandbakkelser med kagecreme og chokoladesauce.
Urskiven er lavet af chokolade og pyntet med glasur.
Jeg har smurt en cirkel med smeltet chokolade på en frostpose og sat den ene ring ovenpå. Efter en tur i køleskabet kommer posen let af og chokoladen er flot blank på den side. Den anden ring smøres og sættes fast og så kan man tegne urskiven med den samme glasur som man laver striberne med. Ret simpelt, men der er lidt tørretider 🙂
Kransekagen 2011

Kransekage før den kommer i ovnen
Til dette ur (bestående af 2 lige store ringe, samt 2 mindre ringe med 2 cm forskel) + 2 små kransekagestykker har jeg brugt:
300 g marcipan
100 g flormelis

Mindre end 1 æggehvide til at opnå en fast konsistens