Verdens dyreste farveblyanter

I flere år har jeg kigget langt efter nogle dyre farveblyanter, men ikke synes jeg var god nok til at tegne, til at bruge så mange penge på materialer.
Sidste år købte jeg en den mindste pakke med dem og de har ligget og samlet støv siden. Jeg har kigget på dem mange gange og ikke turde bruge dem. Tænk hvis nu jeg bruger dem helt op og slet ikke kan tegne noget, jeg bliver tilfreds med.

For nogle dage siden fik Mads nye farveblyanter til penalhuset og vi aftalte at vi skulle hyggetegne og høre lydbøger.
Jeg besluttede at tage mine dyre blyanter med, i håb om jeg samlede mig mod til at bruge dem. Mads spottede dem lynhurtigt, da jeg havde vist ham dem før: “Årh mor, det er jo verdens dyreste blyanter! Må jeg også prøve dem?”

Ja da! Og han kradsede løs og fyldte papiret med farve fra kant til kant. 

Jeg beherskede mig og roste ham for hans flotte tegning, da jeg virkelig ikke ønsker at han arver min sparemani. Men som han tegnede, kunne jeg næsten høre blyanterne blive mindre og pengene fosse ud. 

En del af mig tænkte, at selvfølgelig skulle han prøve verdens dyreste blyanter, selvom der er en gave jeg ikke engang, vil give mig selv. Men min søn skal have den glæde at tegne med dem, uden den mindste bekymring, om hvad de kostede.
Og jeg var mega stolt af mig selv, at jeg lod ham gå tegneamok, knække spidser og sagde ikke noget om, at han skulle tage den med ro eller nu må du altså kun tegne én tegning med dem. Lidt koldsved kom der, da han skulle spidse den ene.
Jeg prøvede ihærdigt at udstråle, giv den gas og nyd det!

For at dulme mine nerver, besluttede jeg mig for at bruge, hvad der var i hans penalhus. En måde at opveje det på. Så der kun blev brugt for 10 kr farveblyant og ikke 20 kr, i denne omgang.
Efter noget tid, hvor jeg havde været fordybet i min tegning, opdager jeg at han også er gået over til at tegne, med tingene fra penalhuset. Og så ser jeg at han har tegnet den krage, jeg har tegnet.
Jeg blev så rørt over han sidder og kopiere mig, og så slår det mig lige pludselig at han jo også kopiere det, at jeg bruger tingene fra penalhuset. Han kender jo endnu ikke min årsag, men han kopierer min adfærd.

Nu har jeg, lige siden jeg husker det, prøvet at bryde med, at spare på alting. At vente på det rigtige tidspunkt til, at jeg godt må bruge, godt må være, godt må leve!
Ikke hele tiden tænke i økonomi og hvad kan bedst betale sig, men bare hvad har jeg lyst til, hvad gør mig glad?

Jeg følte et øjeblik at jeg gav lidt slip på det, ved at lade min søn tegne med dem, men jeg undskyldte for mig selv, at så var det nok personlig udvikling for i dag, så jeg ikke selv skulle have lov og dermed spare lidt på blyanterne, til en anden dag, jeg så selv kunne bruge dem.

Men hvad er det for en dag jeg venter på? Hvad sparer jeg op til? Hvornår er der nok penge i banken til, jeg gerne må bruge verdens dyreste blyanter, også selvom laver en tegning som JEG ikke synes er god nok?

De blyanter har den højeste lysægthed på marked, dvs de vil kunne bevare farverne bedst over længere tid.
Jeg ELSKER ELSKER ELSKER den krage, som Mads har tegnet til mig, og hvor ville jeg ønske jeg havde vist ham vejen, i stedet for bare at pege på den, ved selv at have tegnet med de blyanter, så han også havde kopieret den adfærd. Så havde den krage holdt sig knivskarp i farverne, selv efter mange år. 

Jeg har fået og får helt sikkert, mange flere fantastiske tegninger, så det er ikke så meget tegningen, men hele det, at man bliver kopieret som forælder, om man vil det eller ej, og om de vil det eller ej.
Man kan sige nok så mange gange, at de skal det ene eller det andet, men hvis man ikke selv går vejen og gør det, tror jeg de ubevidste handlinger, har det med at vinde i sidste ende.

Jeg har stadig ikke brugt de farveblyanter.

Men nu har skrevet om min udfordring og det har det med at hjælpe på processen, for mig i hvert fald. Og det er heller ikke sikkert mine observationer er rigtige, men så længe jeg går et skridt i en god retning og holder sindet åbent for nye indsigter, tænker jeg det går.
Jeg har besluttet at jeg på sigt, køber det største sæt, hvis jeg bevarer tegnelysten. Også selvom jeg måske aldrig bliver god nok, i mine egne øjne til at tegne. 
Men fordi jeg er god nok, som jeg er.

Når jeg skal beregne om jeg må tegne med de dyre blyanter, skal jeg ikke kigge på om jeg har udviklet mig nok, eller om jeg kan blive god nok til at sælge, så jeg kan tjene dem ind igen.
Fordi jeg ikke SKAL blive bedre til at tegne, fordi jeg ikke skal opnå noget med at tegne, jeg skal ikke blive til noget, med min tegninger. 
Jeg skal bare tegne. 
Og have det godt med at tegne, også selvom jeg kunne blive bedre, hvis jeg bare gjorde dit og dat. 

Det er ok at stå stille og ikke ønske at blive bedre, bare at nyde at være i nuet, og tegne med verdens dyreste farveblyanter.

Forventningspres og haveglæde

Her i Holbæk er vejret vådt og gråt, det indbyder ikke mig, til at gå udenfor.
Når vi rammer efteråret, begynder jeg så småt at gå i hi. Jeg mister som regel havelysten fra den ene dag til den anden, hvilket er lidt upraktisk, for der er alligevel lidt opgaver som er gode at få lavet i efteråret.
Men der er ikke noget at gøre, jeg har ikke lyst.
Jeg har tit prøvet at forcere det, men det ender aldrig rigtig godt.
Haven for mig, SKAL være et frirum jeg elsker at være i, hvor jeg gør ting af lyst og ikke nød, med mindre der er en virkelig stor gevinst i den anden ende.

Den første tidselsommerfugl jeg så i juni 2019, fløjet hertil helt fra Mellemøsten, kun kommet pga. ‘ukrudtet’.

Selvforsynende i haveglæde
Det er også derfor at jeg, efter jeg fik børn, har droppet tanken om at være selvforsynende. Jeg nåede ikke at finde en god rytme, således at forberedelse af jord, såning/sætning, pleje og høst forekom naturligt for mig, af de forskellige afgrøder vi skulle bruge.
Det er et fuldtidsjob at være på barsel, og er slet ikke foreneligt med at være selvforsynende, da Jacob jo var på arbejdsmarkedet og ikke deler samme entusiasme for haven. Så det gik hurtigt op for mig, at prioriteterne måtte lægges om.

Det er nu 5 år siden, og min haveglæde er faktisk kun vokset siden, selvom jeg har langt færre timer i den.
Men beslutningen om, at haven ikke skulle forsyne os med det, vi skulle spise, samt at det skulle have en økonomisk betydning, men bare være et ekstra rum til fornøjelser og sjove forsøg, har gjort det hele til en leg.
Der er så mange dygtige økologer som finder glæde i at dyrke og er meget bedre end os til det. Nu støtter vi op om dem økonomisk og ikke bare som sideløbende hooligans.

Ved at fjerne krav og forventninger til mig selv, blev det virkelig sjovt at gå i haven.
De områder jeg normalt dyrkede i, blev hurtig til tidsler og brændenælder. 2 planter som jeg hadede før, men nu lod jeg dem stå det var helt vildt at se et liv der var i dem.
Jacob gik og slog dem ned, fordi han var bange for de spredte sig, når man har set tidsler smide frø, kan man godt få lidt bange anelser.
Men jeg fik ham overtalt til at lade dem være, da de er værter for så mange forskellige sommerfuglelarver.
Mit andet argument er, at der er områder i vores have vi aldrig har rørt ved i de 10 år vi har boet her, og der er ikke en eneste brændenælde eller tidsel der har slået sig ned.
De slår sig jo kun ned, hvis forholdene er til det og vi skulle jo ikke bruge jorden til noget, så kunne de jo ligeså godt være der i den tid.

Farverig have
En anden udvikling, der er udsprunget af denne beslutning, er at jeg er begyndt at dyrke blomster. Det har jeg aldrig gjort før, for alt skulle jo kunne spises eller bruges. Alt for høje krav og fokus på praktisk brug, som om det var en forretning, der skulle være rentabel.
Lige pludselig dyrkede jeg blomster, bare fordi de er kønne at kigge på, kun for glædens skyld. Og det er meget nemmere at have børn med til at gøre ting, når resultatet ikke er vigtigt.
Mig og Anna såede et bælte på 200 meter med solsikkefrø, hun synes det var det var så sjovt at kaste frø i vildskab, mens mor gik og legede futtog bagved med fødderne, så det blev dækket med jord. Da vi var overvåget af diverse fugle, kom 2-3 solsikker ud af det, så det hele endte i brændenælder og tidsler. Men processen husker vi begge og vi glæder os allerede til at gøre det igen.
Og senere på sommeren kunne vi gå på jagt med en sommerfuglebog i selvsamme plantebælte og prøve at bestemme sommerfuglelarver.

2 sommerbørn på jagt med lup efter sommerfuglelarver med opslagsbog fra biblioteket

I virkeligheden, klarer naturen meget bedre selv at dyrke jorden, så hvis man ikke har havelysten, ville jeg anbefale at lade stå til, så naturen skaber det rum, den har brug for, fyldt med udskældt ukrudt, som jo er de danske dyrs mekka. Evt med en lille slået sti på tværs, til den daglige gåtur, hvor du kan følge udviklingen.

Brændenælder giver så meget liv i haven

Følg lysten og stræk havemusklerne
Så nu sidder jeg her indenfor med en kop te, mens det rusker og snusker udenfor.
En gang imellem, dukker der lidt haveopgaver op i hovedet jeg kunne tage mig til, hvis lysten melder sig. Nogle gange vil jeg hellere noget andet og andre gange griber det mig, og så kommer jeg ud og får dyrket lidt haveyoga, så jeg også lige bliver mindet om, hvor dejligt det er og bliver, når havesæsonen rigtig starter.

Børnene har længe plaget om at sætte hvidløg, siden jeg fik nævnt at det er noget man plejer at gøre i efteråret. Jeg glemmer det hvert år, da efteråret for mig er en rus af farver, lys og høst, hvor jeg slet ikke tænker i at få starten nye ting op.
Så hvidløg kommer altid i jorden om vinteren, eller når frosten er ude af jorden om foråret. Det er ikke optimalt, hvis man går efter de største hvidløg, men jeg går bare efter hvidløg. Hvis de er for små til at pille kan de altid bare komme hele ind, i en helstegt kylling, eller en sovs/gryderet/fond der alligevel skal sies.

De første hvidløg blev sat i midt januar til høst i juni/juli 2020

Sidste år fik vi afsindig mange bønner og kartofler, da energien og lysten var høj, da de skulle såes og sættes. Børnene kunne selv grave og lægge kartofler, så der blev arbejdet igennem. Det fik dyrene glæde af, da vi ikke fik høstet så mange.
Med den lune vinter vi har, er det nok stadig muligt at grave kartofler op, hvis vi kommer i gravehumør.
I år, forestiller jeg mig, at vi ikke kommer til at mangle hvidløg, måske vi skal gå efter at flette den længste hvidløgsranke til Frøsamlernes årlige hvidløgskonkurrence.
Og hvis vi ikke får høstet noget som helst, bliver 2021 nok året med rekordmange ‘hvidløgstuer’, da alle feddene vil sende en spire i vejret året efter og danne en slags ‘hvidløgspurløg’, og de er også gode til fyld af kylling eller til suppe.

Det er derfor hvidløg altid bliver til noget i min have, for det er aldrig for sent eller for tidligt. De er så alsidige og taknemmelige og begynder selv at komme med hints, når de vil i jorden, ved at lave små rødder eller skyde en lille spire i toppen.
Men de kan komme i jorden når som helst, så længe feddene er friske og sunde, og de kan høstes når som helst, det er kun et spørgsmål om hvor meget man får ud af det.